Stævningsskov er en del af det gamlekulturlandskab, som eksisterede fraVikingetiden og frem til mekaniseringen af landbruget omkring 1950. Det er en naturtype, der opstår ved en systematisk og meget bevidst skovpleje, men som afviger stærkt frahøjskov, som var kongernes og adelens jagt- og tømmerskov. Stævningsskove er kendetegnet ved at være meget artsrige, i gennemsnit findes der iFyns stævningsskove, der dækker i alt 335 ha (1989), ca. 15 forskellige træarter pr. stævningsskov.
Stævningsskov kaldes ogsågærdselsskov,hegningsskov,kratskov,skovhave ogstubhave.
Stævningsskoven er den tidligste kendte form forskovdrift iDanmark. Den kan spores tilbage tilstenalderen i Danmark og i andre dele afEuropa endnu længere tilbage.[1]
Denne skovtype opstod i forbindelse med bøndernes behov for hegn, brændsel, græsning tilhusdyrene, stolper, pæle, ris osv. Herremændene havde brugsretten over overskoven, mens bønderne måtte nøjes med hvad de kunne finde i lavskoven. Stævningsskovene var en smart løsning for bønderne, da denne skovtype aldrig udviklede egentlig overskov, hvis den blev stævnet regelmæssigt, og de kunne ved denne skovpleje beholde deres ret til at anvende skoven.
Den27. september1805 komFredskovsforordningen, som skulle sikre skovenes fortsatte beståen. De større skove tilfaldt nuStaten oggodsejerne, mens bønderne fik de mindre skove, som blev delt op i små områder, så hver gård i enlandsby havde sin andel. Fra midten af1800-tallet blev brændte sten indført som byggemateriale, og andre teknikker, som f.eks.stendiger og jordvolde, der blev brugt til hegning, begyndte at fortrænge stævningsskovens produkter. Dapigtråden kom frem i1870, ogfossilt brændsel kom til i1830'erne forsvandt stævningsskovenes betydning, og de har stort set fået lov til at passe sig selv siden. Mange er derved udviklet til højskov, og den unikke bundvegetation er gået tabt. I år 1800 fandtes på Fyn ca. 10.000 ha stævningsskov, så deres areal er svundet betydeligt ind siden.
Stævningsskove er baseret påløvtræers evne til at danne nye skud fra stød eller rod, når træet bliver gnavet over afbævere, eller bliver hugget ned (stævnes) af mennesker. Denne form for drift giver en meget lysåbenlavskov med en yderst frodig bundvegetation. For at undgå at stævningsskoven udvikler sig tilhøjskov, med en stor skygning, der ødelægger den frodige bundvegetation, skal stævningsskoven stævnes jævnligt (med ca. 15 – 20 års intervaller). Stævningsskove er derfor normalt flere hundrede år gamle, selvom trævæksten umiddelbart ikke ser ret gammel ud.
De alvorligste trusler mod stævningsskovene er konvertering tilnåleskov, eller plantet løvskov og manglende stævning. Dette sker, fordi Fredskovsforordningen ikke beskytter den enkelte skovtype, men kun dikterer, at hvor fredskov fældes skal et tilsvarende areal nye træer plantes. Men denne nye skov giver helt andre betingelser for planterne i skoven. Den nye skov består oftest udelukkende afbøgetræer eller nåletræer i lange lige rækker. Bøgetræer er ekstreme skyggetræer, som ikke lader andre planter vokse under sig, når løvet er sprunget ud. Selv nårdenne nye skov er ung, er der på grund af skygning fra træerne absolut ingen bundvegetation. Dette står i skarp kontrast til den gamle stævningsskov, hvor der er masser af bundvegetation og mange forskellige træarter imellem hinanden. Det skyldes både, at stævningsskoven er lysåben og meget gammel, men også at bundforholdene er meget varierede, da skoven ikke erdrænet i samme grad som almindelige danske skove. Disse faktorer giver mange forskelligenicher, som kan opretholdepopulationer af mange forskellige planter.
De ti hyppigst forekommende træarter i fynske stævningsskove er i rækkefølge:
I andre dele af landet findes der desuden: