Kosovo (albansk:Kosovë,tr.Kosova;serbisk:Косово,tr.Kosovo) er en stat beliggende påBalkanhalvøen, der formelt erklærede sin uafhængighed den17. februar2008. Selvom Kosovo har proklameret sig som en selvstændig stat, er landet endnu ikke fuldt ud anerkendt som en suveræn stat afFN.[3] Pr. 22. november 2019 har 98 af FN's 193 medlemslande, herunder 22 EU-medlemsstater, anerkendt Kosovo som en selvstændig stat, herunder også Danmark.[4][5]
Kosovo grænser op tilSerbien,Montenegro,Albanien ogNordmakedonien. Landets hovedstad,Pristina, er beliggende i et bjergrigt område. Kosovo har en befolkning på omkring to millioner mennesker, hvoraf flertallet er etniskealbanere. Derudover findes der mindre grupper afserbere,tyrkere,bosniakker samt andre etniciteter.
Forholdet mellem Kosovos regering og Serbien er præget af en vedvarende politisk og territorial konflikt. Spørgsmålet om Kosovos status har forårsaget internationale spændinger, især mellemUSA ogRusland, hvilket har resulteret i en vedvarende fastlåst situation i regionen. USA, sammen med sine vestlige allierede, herunderNATO, har spillet en central rolle i støtten til Kosovos uafhængighed, hvilket har medført en markant skillelinje mellemVesten ogØsten. Rusland og Kina er blandt de lande, der fortsat nægter at anerkende Kosovos suverænitet.
Flere eksperter udtrykker bekymring for, at konflikten kan eskalere og potentielt udvikle sig til en større international krise. I værste fald frygtes det, at konflikten kan udløse større geopolitiske spændinger, særligt i lyset af Serbiens tab af kontrol over området. Selvom Serbien historisk gør krav på Kosovo, har landet undgået en direkte konfrontation, idet en konflikt med USA og dets allierede kan få alvorlige konsekvenser, som det blev demonstreret underNATO's bombekampagne i 1999.
Den internationale fredsbevarende styrkeKFOR har til opgave at opretholde fred og stabilitet i Kosovo og sikre, at området forbliver sikkert.
Da Kosovo i2008 under ledelse afHashim Thaci erklærede sin uafhængighed, vakte det stor modstand, især fraSerbien, der fordømte erklæringen og anklagedeUSA for illegitim indblanding. Serbien hævdede, at USA spillede en afgørende rolle i anerkendelsen af Kosovos territoriale integritet uden tilstrækkeligt juridisk grundlag. Den daværende amerikanske præsident,George W. Bush, erklærede, at USA ville være blandt de første lande til at anerkende Kosovos suverænitet.
Landet omtales internationalt primært somKosovo, hvilket også er den mest udbredte betegnelse på landkort og i officielle dokumenter. Navnet udtales "ko-SO-va" påalbansk (med tryk på anden stavelse) og "KOS-so-vo" påserbisk (med tryk på første stavelse). De fleste danske medier benytter navnetKosovo, mens dagbladetPolitiken konsekvent anvender den albanske formKosova. På albansk ses navnet desuden undertiden skrevet somKosovë.
Internationalt har betegnelsenKosovo opnået bred anvendelse, hvilket blandt andet afspejles i den officielle engelske oversættelse af Kosovos forfatning.[6] Danmark benytter ligeledes denne betegnelse i sine officielle forbindelser med landet.[7]
Navnets etymologi kan spores til den slaviske betegnelseKosovo polje, som betyder "Solsortesletten" (jf. afsnittetOldtid og middelalder), hvor ordetkos på slavisk henviser til fuglensolsort.
En delkosovoalbanere foretrækker at benytte navnetDardania(de), som henviser til den antikke region, der blev erobret af romerne i28 f.v.t. og senere blev indlemmet i den romerske provinsMoesia(de). Det historiske område Dardania omfattede det nuværende Kosovo samt dele afNordmakedonien. Navnet menes at stamme fra det albanske orddardhë (pære), og området var beboet afillyrere, som mange betragter som forfædre til den moderne albanske befolkning. Kosovos første præsident,Ibrahim Rugova, var en markant fortaler for at genindføre betegnelsen "Dardanien". Navnet anvendes dog ikke officielt af nogen international instans, og betegnelsenKosova er fortsat den mest udbredte blandt albanere i Kosovo.
Serbere bruger ofte betegnelsenMetohija om den vestlige del af Kosovo, et område hvor denserbisk-ortodokse kirke historisk har haft mange af sine kirkelige ejendomme. Det albanske navn for samme område erRrafsh i Dukagjinit, ofte oversat som "Dukagjin-plateauet".
Kosovo er beliggende i det sydøstlige Europa og dækker et areal på 10.912km², svarende til omtrent en fjerdedel af Danmarks størrelse. Landet grænser op tilMontenegro mod nordvest,Serbien mod nord og øst,Nordmakedonien mod syd ogAlbanien mod sydvest.
De nuværende grænser blev fastlagt i1945 som en del af den administrative inddeling i det daværendeJugoslavien, hvor Kosovo fungerede som en autonom provins inden forSerbien.
Befolkningen i det område, der i dag udgør Kosovo, har historisk bestået af bådeserbere ogalbanere, men der hersker uenighed om, hvordan fordelingen mellem disse grupper har udviklet sig gennem tiden, samt hvilke historiske og politiske forhold der har bidraget til demografiske forskydninger.
I antikken siges det, at området var beboet afthrakiske folk. En udbredt teori hævder, at albanerne nedstammer fraillyrerne, som i forhistorisk tid beboede store dele af det vestlige Balkan, herunder områder omkringAdriaterhavet, længe førslaverne, som serberne menes at nedstamme fra, ankom tilBalkanhalvøen. Illyrerne er veldokumenterede i romerske kilder, og teorien om albanernes illyriske oprindelse betragtes i dag som sandsynlig af en række historikere og forskere.
EfterSlaget på Solsortesletten (serbisk:Kosovo Polje) den28. juni1389 blev regionen gradvist underlagtDet Osmanniske Rige. Mange af de lokale fyrster blev, i større eller mindre grad frivilligt,vasaller undersultanen. Selve slaget regnes ofte som uafgjort, og både den serbiske fyrsteLazar og den osmanniske sultanMurad I blev dræbt i kampene. Slaget involverede deltagere af flere etniciteter — herunder både serbere og albanere — på begge sider.
Den præcise etniske sammensætning i Kosovo imiddelalderen er vanskelig at fastslå, men der er bred enighed om, at en større demografisk forskydning fandt sted i slutningen af 1600-tallet. I forbindelse med en mislykket østrigsk invasion af det osmanniske Balkan og den efterfølgende tilbagetrækning mod nord, flygtede et stort antal serbere til områder i dethabsburgske rige, hvilket banede vejen for en stigende albansk tilstedeværelse i regionen.
Det albanske nærvær i Kosovo voksede markant i begyndelsen af1800-tallet, blandt andet som følge af DetOsmanniske Riges politik om at tiltrække muslimske bosættere for at sikre større loyalitet over forsultanen. Mange af disse bosættere kom fraNordalbanien, hvor en stor del af befolkningen allerede i1700-tallet var konverteret tilislam. Den tætte sproglige og kulturelle forbindelse mellem Kosovo og Nordalbanien afspejles stadig i dag, især gennem degegisk-albanske dialekter, der tales i begge områder.
Den østrigske forskerJoseph Müller noterede i1834, at befolkningen iMetohija, især i den østlige del af regionen, overvejende havde slavisk karakter, og at den serbiske tilstedeværelse var særligt dominerende i byområderne.
Efter Det Osmanniske Riges sammenbrud i begyndelsen af1900-tallet blev Kosovo erobret afSerbien i1912, hvilket blandt mangekosovoalbanere blev opfattet som indledningen på en periode med serbisk undertrykkelse.
Økonomiske og sociale udviklingsinitiativer i Kosovo lykkedes kun delvist. På trods af enkelte eksempler på samarbejde og venskab mellem serbere og albanere, levede de to befolkningsgrupper i vidt omfang adskilte liv. Blandt andet forekom blandede ægteskaber kun i meget begrænset omfang.
Den albanske befolkning levede i høj grad fortsat iklanstrukturer og i stærktpatriarkalsk prægede storfamilier og fastholdtalbansk som dagligsprog. Undervisning iserbokroatisk var obligatorisk i skolerne, men havde kun begrænset effekt på sproganvendelsen i det albanske hjem og lokalsamfund.
Noglekosovo-serbiske bønder levede på lignende vis som deres albanske naboer, men bevarede detserbiske sprog og deres ortodokse kultur. Myndighederne søgte i perioder at tiltrække bosættere fra andre dele af Jugoslavien til Kosovo – som landmænd, industriarbejdere eller embedsmænd. En stor del af disse tilflyttere var serbere fra det økonomisk mere udviklede Serbien, hvilket medførte fremvæksten af en serbisk domineret overklasse, der i mange tilfælde betragtede albanerne som underordnede i det sociale hierarki.
Gennem mange år havde der været spændinger mellemserbere ogalbanere i Kosovo. Dette bidrog til, atJosip Broz Tito og andre ledende beslutningstagere iJugoslavien besluttede at tildele Kosovo status som enautonom provins, svarende tilVojvodina i det nordlige Serbien. Formelt forblev Kosovo en del afSerbien, men fik udvidede beføjelser inden for Jugoslaviens føderale struktur.
I årene efter reformen oplevede mangekosovoserbere en stigende følelse af politisk marginalisering. Samtidig begyndte et ønske om øget albansk selvbestemmelse og i visse kredse også uafhængighed at vinde frem — et krav, somSlobodan Milošević senere udnyttede politisk.
Fra slutningen af1980'erne blev de etniske spændinger intensiveret, især efter Slobodan Miloševićs omdiskuterede tale iKosovo Polje i1987, hvor han fremstod som beskytter af serbiske interesser. I1989 tiltrådte han som præsident for Serbien og begyndte at centralisere magten, herunder ved at begrænse Kosovos autonomi.
Samme år blev Kosovos selvstyre formelt ophævet efter en omstridt afstemning i det regionale parlament. Selvom proceduren var præget af pres og tilstedeværelsen af serbiske sikkerhedsstyrker, blev beslutningen gennemført med henvisning til jugoslavisk lovgivning.
I årene efter overtog serbiske myndigheder og kosovoserbere kontrollen med administrationen. Mange albanske embedsmænd blev afskediget, da de nægtede at underskrive loyalitetserklæringer over for den serbiske stat.
På albansk side var der i begyndelsen uenighed om, hvordan man skulle forholde sig til situationen. Over tid samledes et flertal omkring en fredelig modstandslinje. Der blev oprettet et parallelt albansk parlament, ogIbrahim Rugova blev valgt som præsident for en selvudråbtuafhængig republik, som dog kun blev anerkendt afAlbanien.
Som reaktion på udelukkelsen fra offentlige institutioner begyndte den albanske befolkning at opbygge et parallelt, uofficielt system. Dette omfattede egneskoler (ofte afholdt i private hjem), sundhedsklinikker og andre institutioner uden for det serbiskkontrollerede statsapparat.
Finansieringen kom i høj grad fradiasporaen — kosovoalbanere bosat iVesteuropa — som organiserede frivilligeskatteindsamlinger til støtte for de alternative strukturer.
Mange kosovoalbanere, herunder Ibrahim Rugova, håbede, atDayton-forhandlingerne i1995 ville omfatte spørgsmålet om Kosovos fremtid. Fokus for forhandlingerne var dog udelukkende rettet mod konflikten iBosnien-Hercegovina, og situationen i Kosovo blev ikke inddraget i aftalen.
Rugovas fredelige tilgang — ofte sammenlignet medMahatma Gandhis filosofi iIndien — opnåede en vis international sympati, men havde begrænset politisk effekt.Slobodan Milošević og andre serbiske ledere lod til at acceptere den fastlåste situation uden større modstand, så længe den albanske modstand forblev ikke-voldelig.
Mellem1996 og1999 udspillede der sig en væbnet konflikt i Kosovo mellem militante kosovoalbanske separatister fraUCK (Ushtria Çlirimtare e Kosovës) og den jugoslaviske hær, som var militært overlegne. Konflikten eskalerede gradvist, og forsøg på diplomatiske løsninger mislykkedes.
I begyndelsen af1999 brød fredsforhandlingerne sammen, herunder dem, der blev ført iRambouillet iFrankrig. Som reaktion på den tilspidsede situation og meldinger om omfattende menneskerettighedskrænkelser, iværksatteNATO en militær intervention uden mandat fraFN's Sikkerhedsråd. Interventionen bestod af omfattende luftbombardementer mod mål iJugoslavien og varede fra marts til juni 1999.
I juni1999 accepterede den serbiske præsidentSlobodan Milošević, sammen med den jugoslaviske regering og det serbiske parlament, envåbenhvile. Som følge heraf blev Kosovo placeret under midlertidig international administration, ledet afFN (UNMIK), mens sikkerheden i området blev varetaget af den NATO-ledede styrkeKFOR.
BegrebetKosovokrigen dækker således to sideløbende konflikter: Dels den interneguerillakrig mellem UCK og de jugoslaviske styrker, og dels den internationale militære intervention ledet af NATO.
Siden1999 har der været adskillige forsøg på gradvist at overføre politisk og administrativ kompetence til lokale myndigheder i Kosovo. Processen har været støttet og overvåget af det internationale samfund, primært gennemFN's mission i Kosovo (UNMIK). Repræsentanter for det serbiske mindretal har dog i vid udstrækning valgt atboykotte de nye institutioner, hvilket i høj grad skyldes pres og politisk påvirkning fraSerbien.
Den første præsident efter krigens afslutning i sommeren1999 blev den albanske politikerIbrahim Rugova. Rugova, som var uddannet litteraturforsker, havde i1990'erne fungeret som præsident for den selvudråbte albanske parallelstat.
Et formelt præsidentvalg fandt sted i2002, efter udarbejdelsen af et midlertidigt juridisk grundlag (legal framework). Dette blev efterfulgt af parlamentsvalg og en politisk magtdelingsaftale mellem Rugovas parti,Den Demokratiske Liga i Kosovo (LDK), ogHashim Thaçi, leder afDet Demokratiske Parti i Kosovo (PDK), der var udsprunget afUÇK.
Aftalen indebar, at Rugova blev præsident, mens UÇK’s repræsentant,Bajram Rexhepi, blev udnævnt til premierminister. Ved det efterfølgende parlamentsvalg blev en ny magtdelingsaftale indgået, denne gang mellem Rugova ogRamush Haradinaj, ligeledes fra et parti med rødder i UÇK.
Kosovo er fortsat et etnisk sammensat samfund, hvorkosovoserbere udgør det største etniske mindretal. Nord for flodenIbar, der løber gennem den delte byMitrovica, findes et serbiskdomineret område, som i praksis har haft tæt tilknytning til de serbiske myndigheder. Der bor dog også serbere i albanskdominerede områder — og omvendt — selvom den etniske opdeling i visse regioner er blevet mere udtalt siden krigens afslutning.
Søndag den17. februar2008, kort før klokken 15:00 lokal tid, vedtog Kosovos parlament en uafhængighedserklæring. PremierministerHashim Thaçi oplæste erklæringen om Republikken Kosovos uafhængighed for de internationale medier omkring klokken 15:50. Beslutningen blev enstemmigt vedtaget af de 109 tilstedeværende medlemmer af parlamentet. De elleve fraværende repræsentanter, som hovedsageligt tilhørte etniske mindretal[8] — herunderkosovoserbere — valgte at boykotte afstemningen.
Serbiens premierministerVojislav Koštunica reagerede skarpt på den ensidige uafhængighedserklæring og omtalte Kosovo som en "falsk stat" i en tv-transmitteret tale til nationen. Han anklagedeUSA for at støtte uafhængigheden i strid med international lov og hævdede, at amerikansk indblanding primært var motiveret af militærstrategiske interesser.[9]
Den15. juni2008 underskrev Kosovos præsident landets nyeforfatning, sammen med en række ledsagende love, som etablerede de centrale statsinstitutioner, herunder etudenrigsministerium og et uafhængigtretsvæsen.
Serbien har ingen formel kontrol over Kosovo. Områdets sikkerhed varetages fortsat af denNATO-lededeKFOR-styrke, mensFN’s mission i Kosovo (UNMIK) stadig udfører visse administrative og juridiske funktioner. Den primære internationale tilstedeværelse overgik dog gradvist til detInternationale Civile Kontor (ICO), ledet af en international civil repræsentant (ICR).
ICR’s mandat var baseret påAhtisaari-planen, udarbejdet af den tidligere finske præsidentMartti Ahtisaari, og omfattede beføjelse til at overvåge implementeringen af planen, fortolke dens bestemmelser, ophæve lovgivning i strid med planen og afskedige embedsmænd, der handlede imod den. Den internationale civilrepræsentant fungerede samtidigt somEU’s særlige repræsentant i Kosovo — posten blev varetaget afPieter Feith fraNederlandene. En international styringsgruppe bestående af omkring 20 lande, herunderDanmark, bistod ICR i arbejdet.
22 ud af 27 EU-medlemslande har anerkendt Kosovos uafhængighed.Cypern,Grækenland,Spanien,Rumænien ogSlovakiet har indtil videre undladt at anerkende Kosovo, primært af hensyn til indenrigspolitiske forhold og frygt for præcedens.Rusland ogKina har udtrykt stærk modstand mod Kosovos uafhængighed og nægter at anerkende staten under nogen omstændigheder.
Ruslands og Kinas permanente medlemskab iFN's Sikkerhedsråd betyder, at Kosovo sandsynligvis ikke vil kunne opnå medlemskab afFN i overskuelig fremtid, da de to stormagter forventes at benytte deresvetoret til støtte for Serbien. Som reaktion på uafhængighedserklæringen hjemkaldte Serbien midlertidigt sine ambassadører fra de lande, der anerkendte Kosovo som en selvstændig stat.[hvornår?]
John Wilkes:The Illyrians. Gennemgang af arkæologisk materiale om illyrerne.
Konstantin fra Kostenec:Den serbiske Despot Stefan Lazarevics liv og levned. Oversat og kommenteret afGunnar Svane. Stefan Lazarevic var søn af fyrst Lazar. Beretningen beskriver tiden efter slaget på Solsortesletten i 1389.
Noel Malcolm:Kosovo. Om Kosovos ældre og nyere historie på engelsk.
Bjørn Andersen:Fra Kosovo til Kosóva (1999). Om Kosovos historie med udgangspunkt i Malcolms beskrivelse. Om den politiske diskussion i Tito-tiden. Gennemgang af interventionsforløbet i 1999.
