Øverst:Jesus iJerusalem, templet ødelægges. Midten:Halshugning afjøder. Nederst: Jerusalem indtages. Billedet er påbegynt i England ca 1200 og ferdigstillet i Spanien i 1300-tallet.
Korstog er en seriefelttog pågående fra1096 til1291. De fleste var godkendt afpaven, og kan ses som modtræk til flere århundredersislamisk ekspansion. De fleste havde som mål at sikrekristen kontrol overDet hellige land, som var undermuslimsk kontrol.
I en bredere forstand bruges ordet "korstog" ofte om kampagner omkring specielle temaer, såsom det britiske "Jarrow-korstog" modarbejdsløshed i1936.[1]
Især det første korstog skyldtesmiddelalderens fremvækst af enridderklasse. MedFrankerrigets sammenbrud sidst i800-tallet, samt stabiliseringen af europæiskegrænser, efterhånden somvikinger,slavere ogmagyarer blev kristnet, begyndte ridderne at strides indbyrdes. Europa var plaget af indre splid.Den tyske kejser Henrik 4. havde væretbandlyst af paven, og fået valgt enmodpave til at krone sig til kejser. ISpanien begyndteReconquista på denne tid, og påSicilien slogesnormannerne iblandt modsaracenere. Mange yngre adelssønner blev lokket af mulighederne efter et korstog. Særligt iFrankrig sikrede denfeudale samfundsorden medodelsret, at kun den ældste søn arvedeodelsjorden, mens de yngre måtte finde en anden levevej, såsom at hverve sig til krigstjeneste. Kirken forsøgte at få en slut på det, blandt andet med "Guds fred"-bevægelsen, stiftet ved et kirkemøde i Le Puy i975. Det udviklede sig til "Gudsvåbenhvile", som i1042 forbød krig fraonsdag aften tilmandag morgen hver uge, ipinsen ogadventstiden, samt på en lang rækkehelligdage.[2] "Guds fred" førte til oprettelsen af et kirkeligtmilitær, som kunne sættes ind under korstogene, men som også lagde grundlaget for de moderne fredsbevægelser.[3]
Skulle paven nu opfordre folk til voldsudøvelse for at generobre Kristi grav, måtte han finde noget hoskirkefædrene, som kunne få vold til at fremstå sommoralsk højværdig. I1074 opfordredepave Gregor 7.milites Christi (= Kristisoldater) til at komme denbyzantinske kejser til undsætning efter hans nederlag islaget ved Manzikert i1071. Imidlertid lå pave Gregor i strid med den tyske konge og kejser (investiturstriden), så det blev først hans efterfølger,pave Urban 2., der kom til at virkeliggøre idéen.
Tyrkiske stammer pressede samtidigByzans meget hårdt, og de muslimske styrker stod meget stærkt over for det svækkede kejserrige. BådeVesteuropa og Orienten var i fremgang i modsætning til det østromerske rige, der både økonomisk og militært var i en nedgangsperiode.Paven iRom havde meget stor magt i et meget religiøst, men splittetEuropa.Patriarken i Konstantinopel og paven i Rom havde en fælles fjende i de vantro muslimer, men var indbyrdes uenige.
En af de vigtigste forudsætninger var forholdet mellem den østromerske kejser og den katolske pave. De havde længe haft et særdeles køligt forhold, men da den byzantinske kejserAlexios 1. i Konstantinopel anmodede paveUrban 2. om hjælp mod de tyrkiske hære i1095, var paven ikke sen til at træde i karakter. Han opfordrede til et korstog mod Jerusalem i november 1095. Fra pavens synsvinkel var det en kærkommen lejlighed til at manifestere sin magt underinvestiturstriden og skabe et bedre sammenhold mellem de europæiske konger og magthavere.
Den voksende fromhed blandt Europas befolkning gav større tilslutning tilpilgrimsrejser. Efter tyrkernes indtrængen iLilleasien blev store dele af infrastrukturen ødelagt, da Byzans tabte herredømmet overSyrien ogPalæstina til forskellige tyrkiske fyrster. Vejen til Jerusalem blev dermed meget besværlig og farlig. Beretninger om muslimske angreb på kristne pilgrimme nåede vesten, og opildnede til had mod muslimer. Mange gejstlige og verdslige fyrster ønskede militær handling, som pave Urban 2. fra 1095 lagde op til.
EfterRomerrigets fald kom der en ny samfundsstruktur i Europa:feudalismen med fyrster, konger og pave øverst, fulgt af godsejere og adel og nederst bønderne, der dyrkede jorden og betalte afgifter til godsejerne. Godsejernes opgave var at beskytte bønderne og opretholde lov og orden, samt stille med en hær, når fyrsten befalede det. Fyrsterne havde detprivilegium at vælge en ny konge, og dermed styrede de indirekte landet. Sammen med kirken udgjorde fyrsterne og kirken den europæiske højkultur og magtklasse.
Skatteopkrævning,infrastruktur, pengesystem og retssystem fandtes næppe i dennehierarkiske periode. Denne samfundsstruktur medførte talrige krige mellem konger og statsdannelser, der prægede Europa. Fyrsterne havde stor erfaring med krigsførelse. Kirkens rolle var meget markant, da den var repræsenteret i enhver administration. I det politiske magtspil deltog de skiftende paver og bisper ivrigt, men i længden sejrede den verdslige magt, men højmiddelalderen var kendetegnet ved en meget magtfuld kirke, der er en af årsagerne til opbakningen til korstogene, der blev befalet af paven.
Pave Urban indkaldte til et kirkemøde iClermont inovember1095, hvor han for en mægtig folkeskare kom med en brændende opfordring til at befri Kristi grav fra de vantro, og under stor begejstring vedtog man at mødes året efter iKonstantinopel for med samlede kræfter at tilbageerobre staden. Alle, som deltog i denne guddommelige opgave, var sikret plads i Himmerige. Et citat fra talen:
Jeres brødre, som lever i østen har stort behov for jeres hjælp, og I må haste med at komme dem til undsætning, som det så ofte er blevet lovet dem. For, som de fleste af jer har hørt, tyrkerne og araberne har angrebet dem og har erobret Romanias territorium [detByzantinske Rige) så langt vestpå som tilMiddelhavet ogHellespont, det vi kalderSt. Georgs Arm. De har besat flere og flere af de kristnes lande, og har besejret dem i syv slag. De har dræbt og fanget mange, og har ødelagt kirkerne og lagt riget øde. Hvis I tillader at fortsætte således et stykke tid endnu vil de som tror på Gud blive angrebet endnu mere. På baggrund af dette bønfalder jeg, eller snarere Gud, jer som Kristi sendebude om at offentliggøre dette allevegne og overtale alle uanset rang, infanterister, riddere, rig og fattig om at komme disse kristne til hjælp snarest og fjerne denne onde race fra vores venners land. Desuden er det Kristi krav.
Pave Urban besøgte ogsåBordeaux,Toulouse ogMontpellier, og det var første gang i 50 år, at en pave havde været nord forAlperne. Tre et halvt år senere,15. juli1099, blev Jerusalem generobret.[6] Urban præsenterede korstoget som envalfart, hvorved deltageren ville opnåtilgivelse for sine synder. Hansmotto for foretagendet varDeus vult! (= Gud vil det!)Skøder fra korstogstiden viser, at ridderne følte behov for tilgivelse. I 1000-tallet var ejendomsoverdragelse endnu ikke så formaliseret, og sælgerne har iblandt skrevet idokumenterne, hvad deres motiv var for at rejse ud. Ridder Nivelo af Fréteval skrev som i etskriftemål: "Straks en impuls af krigersk vildskab hidsede mig, samlede jeg enrytterbande og en flok tilhængere. Så slog jeg ned på landsbyen [og plyndrede den].Nu drager jeg derfor sompilgrim til Jerusalem, som stadig er i lænker med sine sønner, for at få Guds tilgivelse for mine onde gerninger."[7]
Pave Urbans tale faldt i god tråd med denaugustinske tankegang, der var fremherskende imiddelalderen. Den byggede på en indædt kamp mellem Gud og djævelen: de kristne på den ene side, og hedningene på den anden. Det var enhver kristen borgers pligt at udbrede kristendommen, om ikke med ord så med sværd. Alle dårligdomme blev opfattet som djævelens værk og skulle bekæmpes med alle midler. En engelskkrønike beskriver meget rammende begejstringen for korstogsidéen: "Waliserne forlod dereskrybskytteri, skotterne deres vantelus, nordmændene deres svælgen i fisk og danskerne deres uophørlige druk, alle for at drage til Jerusalem."
Mange blev drevet af religiøs begejstring; andre længtes væk fra trange forhold og håbløsfattigdom. Eventyrlyst og ærgerrighed var også elementer. Den mest åbenlyse motivation har dog været, at alle korsfarere fik pavens garanti for, at deres synder ville blive tilgivet. "Enhver, som for troen alene og ikke for at opnå ære eller penge, drager til Jerusalem for at befri Guds kirke, vil få denne færd regnet for hele sin bod," lovede paven.
Jødemordene iMetz under det første korstog, som Auguste Migette tænkte sig dem.
Nogle af de fremmødte tog ikke til Det hellige land, men angreb i stedetjødiske samfund rundt om iTyskland og Frankrig. Grev Emicho af Leiningen påstod, at Kristus havde vist sig for ham og lovet ham at blive kejser, hvis han fik omvendt Europasjøder til kristendommen. Gejstligheden prøvede at beskytte jøderne, men især iRhinland kom det til frygteligemassakrer iWorms,Mainz,Köln ogTrier. Grev Emichos rejste omkring med 10.000 tilhængere, der myrdede 800 jøder i Worms18. maj og mindst 1.100 i Mainz27. maj.Antisemitisme havde eksisteret i flere hundrede år, men dette var de første organiseredepogromer i europæisk historie. Nogle korsfarere - ikke mindst grev Emicho selv - mente at jøderne var lige så meget korsets fjender som muslimerne. Mange følte også modvilje mod jøder efter at være tvunget til at tage store lån op hos dem for at få råd til at deltage i korstoget.[8] IRegensburg blev mange jøder tvangsdøbt iDonau, og resten myrdet af korstogsfarerne.[9]
Alle drog ad forskellige veje til Konstantinopel, hvor kejserAlexios 1. Komnenos nægtede dem adgang og først satte dem overBosporus, da de svor, at alt erobret land skulle tilfalde kejseren. Det svor de så, men kunNikæa, samt nogle få andre områder, blev overdraget ham.
I foråret1097 var korstogshæren sat over tilLilleasien, og den begav sig mod syd og øst ved fortrinsvis at holde sig til kysten. I bagende varme marcherede hæren gennem Lilleasien og blev gentagne gange udsat for angreb fra tyrkerne, der med deres hurtige heste og korte buer tilføjede korsfarerhæren store tab. Imidlertid blev en del byer tilbageerobret, og i 1098 formåede korsfarerne at indtage bådeEdessa ogAntiokia. Antiokia holdt længe stand og var først endelig indtaget i slutningen af juni 1098, og kort efter indtagelsen blev korsfarerne selv belejret af muslimerne. Det lykkedes imidlertid at overvinde disse, således at marchen kunne fortsætte mod syd, hvor flere og flere byer faldt i korsfarernes hænder.
I juni1099 erobrede hæren Jerusalem. En anonym kristen kilde fra samtiden beretter om indtagelsen af Jerusalem:
Men da den time var inde, da vor Herre Jesus Kristus led for os på korset [fredag den 15. juli 1099], gik vore riddere i tårnet, hertug Godfred og hans bror, grev Eustace, voldsomt til angreb. En af vore riddere, ved navn Lethold, klatrede over bymuren, og så snart byens forsvarere så det, flygtede de alle bort fra muren. Så fulgte vores mænd efter dem, og huggede hovederne af dem hele vejen tilSalomos tempel.(...)Der var sådant et slagteri, at vores mænd vadede i blod til op over anklerne. (…) Og vore pilgrimme strømmede ind i byen, og forfulgte og slagtede saracenerne hele vejen til Salomos tempel, hvor tyrkerne havde samlet sig. Fjenden kæmpede voldsomt hele dagen igennem, og deres blod flød gennem templet.
Indtagelsen blev et veritabelt blodbad, men korsfarerne havde nu fuldført deresmission. Nu gjaldt det om at forsvare det, der var vundet, og det Hellige Land blev derfor delt i en række enheder, som skulle forsvares:Grevskabet Edessa,fyrstendømmet Antiokia, grevskabetTripoli ogkongeriget Jerusalem. Sidstnævnte fik den overordnede magt, her blev magten efter erobringen varetaget af Godfred af Boullion og senere hans broder Balduin. Kejser Alexios fik således intet ud af erobringen, andet end at han slap af med korsfarerne, uden at hans eget land blev plyndret. I tiden efter 1099 blev de kristnes magt i det Hellige Land konsolideret, og først i 1140'erne fik muslimerne en leder, der formåede at give de kristne igen.
Korstoget blev sat i gang på initiativ afBernhard af Clairvaux, der inspireredeLudvig 7. til at gå i spidsen, da der blev kaldt om hjælp fraAntiokia ogEdessa iSyrien, der var blevet erobret under det første korstog.
Det ny rige, hvis første konge var Gotfred af Bouillon og efter hans død (1100) hans højtbegavede og kraftfulde broder Balduin af Edessa, nåede vel herredømmet over Palæstina og det gamle fønikerland, men løst sammensat, som det var, af mange len og truet fra alle sider af fanatiske fjender, var dets eksistens stadig usikker, og et nyt korstog var derfor påtrængende nødvendigt, men først efterretningen om Edessas fald (1144) bragte det andet korstog (1147—49) i stand.
Det var atabekken (statholder) i Mosul, Emadeddin Zenki, der havde bemægtiget sig staden, en erobring, der vakte jubel blandt muhammedanerne overalt i Mellemøsten, men blandt de kristne skræk og sorg, der blev endnu større, da Zenkis søn og efterfølger Nureddin to år efter ødelagde byen og solgte indbyggerne som slaver.Pave Eugenius 3. gjorde derfor store anstrengelser for at bringe et korstog i stand, men mest af alt virkedeBernhard af Clairvauxs opfordringer til Europas konger; bevæget af hans indtrængende forestillinger besluttede både den tyske kongeKonrad 3. og den franske konge Ludvig 7. at foretage et korstog med målet at generobre Edessa.
I foråret 1147 satte de to kongers hære (omkring 150.000 ryttere og mindst fire gange så mange fodfolk) sig i bevægelse. De rejste hver for sig til Konstantinopel, hvor de forhandlede med den østromerske kejser Manuel Komnenos. Komnenos lå i krig med den normanniske kongRoger 2. af Sicilien og havde derfor indgået en våbenhvile med sin anden fjende seldsjukkerne. Komnenos var desuden på vagt, fordi han frygtede, at de to store hære ville angribe ham, og fordi korsfarerhærene havde ry for at plyndre, hvor de kom frem. Der var således flere mindre træfninger mellem de tyske tropper og byzantinske vagter. Den franske hærs forhold til Komnenos var bedre, selvom de politiske forhold i området havde ændret sig siden kong Ludvig og Komnenos først forhandlede den franske hærs passage. På grund af våbenhvilen var Komnenos ikke i stand til at støtte den franske fremmarch gennem seldsjukkernes territorium, som han havde lovet, hvilket nogle af franskmændene anså for et forræderi. Men kong Ludvig arbejdede for at opretholde alliancen mellem Frankrig og Konstantinopel og forblev på god fod med grækerne.[11]På vej gennem Lilleasien valgte den tyske kong Konrad at angribe seldsjukkernes hovedstad Iconium (i dagKonya). Her blev hans tyske hær besejret i slaget ved Dorylaion 25. oktober 1147 - kongen blev selv såret i slaget, og størstedelen af hans soldater blev dræbt eller taget til fange. Den franske hær mødte resterne af den tyske hær på deres march gennem Anatolien og vandt et mindre slag uden for Efesos, før de led et stort nederlag vedKadmosbjerget, hvorefter kong Ludvig besluttede at sejle til Antiokia i stedet for at fortsætte marchen.[11] Ankommet til korsfarerriget holdt de to konger nu et koncil iAkko med lederne af JersualemsHaute Cour, hvor de besluttede at angribe Damaskus. Damaskus' emir var ellers allieret med korsfarerne, og nogle af Jerusalems baroner frarådede et sådant angreb, men tempelridderne og Jerusalems kong Balduin 3. ønskede at opnå kontrol over byen. Belejringen mislykkedes: korsfarerhæren måtte give op efter kun fire dage og led store tab under tilbagetrækningen.[12]
Vestlige kilder såsomOdo af Deuil og også syriske kristne kilder anklagede i deres forklaring af kongernes nederlag den østromerske hersker Komnenos for at have forrådt de vestlige hære til tyrkerne.[13] Moderne historikere har ofte beskrevet, at det fejlslagne korstog resulterede i en generel antigræsk stemning i Europa, men historikeren Timothy Reuter finder ikke belæg for, at sådan en stemning skulle findes uden for de få kirkelige kilder, der er tydeligt antigræske.[14]
Sultan Nureddin gjorde sig nu til herre i Syrien til stor fare for Jerusalem, og efter hans død fik det kristne rige en endnu frygteligere fjende iSaladin (Salaheddin), der 1171 styrtede det fatimidiske kalifat i Cairo og gjorde sig til sultan i Egypten. Denne fyrste underlagde sig Syrien og en del af Palæstina med kystbyerne, men tilstod kongen af Jerusalem en våbenstilstand, hvorved den hellige stad foreløbig blev reddet; men da en kristen ridder overfaldt en karavane i omegnen af Hebron, brød krigen ud igen, og den kristne hær led et afgørende nederlag ved Hittin i nærheden af Tiberias vedGenesaret Sø (juli 1187), hvoraf følgen blev Jerusalems fald (3. oktober).
Frederik 1. Barbarossa (1122-1190), kejser af Tyskland og korsridder. Han var én af lederne af det tredje korstog i1189.
Fra 1169 havde Saladin indtagetEgypten og havde sat et mål om at drive kristne væk fra den østlige del afMiddelhavet. Efter at have erobretSyrien kunne han omringe korsfarerstaten, og den4. juli1187 overvandt han den islaget ved Hattin. Den2. oktober overgav Jerusalem sig, og derefter var det kunAntiokia,Tripoli,Tyrus ogMargat, som var under kristen kontrol.
Pave Gregor 8. rettede henvendelser til kongerne af England og Frankrig og bad om hjælp til at generobre de tabte områder.Henrik 2. af England ogPhilip 2. af Frankrig sluttede fred med hinanden, og begge igangsatte finansieringen i form af "Saladin-tiende", en skat, der skulle finansiere et nyt korstog. Men krigen mellem de to lande brød hurtigt ud igen, og oveni begyndte Henrys sønRichard Løvehjerte et oprør mod sin far.
Frederik Barbarossa reagerede også på pavens opfordring og optog opfordringen om at drage på korstog omkring27. marts1188. Han drog i 1189 af sted med den første gruppe korsfarere. Den byzantinske kejser,Isak 2. Angelus, havde indgået en hemmelig aftale med Saladin og udgjorde derfor en fare for Frederik. De tyske korsriddere rejste derfor gennem det Byzantinske Rige så hurtigt, som de kunne, og den18. maj1189 tog deIkonium,seldsjukkernes hovedstad. 10. juni 1190 fik den tyske deltagelse i korstoget en brat ende, da Frederik druknede i flodenSaleph. Selv om hans hær var større end Saladins, stod den nu uden en samlende leder og begyndte straks at falde fra hinanden. De, der blev tilbage, blev hurtigt slået af Saladins styrker, da de kom til Syrien.
Richard og Philip rejste hver for sig ad søvejen i 1191. Richard stoppede påCypern, hvor han blev fornærmet af den uafhængige byzantinske hersker. Ved udgangen af maj havde han erobret hele øen, som han solgte tilGuy af Lusignan, som var nominel konge iJerusalem.
I mellemtiden var Philip ankommet til Tyrus, hvor han fandt en allieret iKonrad af Montferrat. Konrad krævede tronen i Jerusalem og ønskede derfor at være den, der generobrede byen. De belejredeAcre i april 1191 med støtte fra resterne af Frederiks styrker. Richard kom omsider frem og overtog kommandoen. Et forsøg på at bryde belejringen mislykkedes, og korsridderne indtog byen den 12. juli. Nu udbrød der en magtkamp mellem de tre kristne ledere, Richard, Philip og Leopold 5. af Østrig. Leopold ville anerkendes på lige fod med de to andre, men Richard fjernede det tyske flag fra byen, hvilket fornærmede Leopold. Leopold og Philip blev frustrerede og forlod det Hellige Land i august 1191.
Den 22. august 1191 henrettede Richard 3.000 muslimske fanger i Acre, fordi han mente, at Saladin ikke overholdt kapitulationsvilkårene. Han besluttede derefter at erobre havnebyenJaffa, som han havde brug for for at være i stand til at angribe Jerusalem. Undervejs blev han angrebet af Saladin påArsuf i september, men Richard vandt en solid sejr.
I januar 1192 var Richard klar til at drage til Jerusalem, men Saladin havde i mellemtiden fået forstærkninger og befæstede byen. Richard kom inden for synsvidde af Jerusalem to gange, men begge gange vendte han om, fordi Saladins styrker var for stærke. Han formåede dog at afvise et angreb fra store styrker mod Jaffa den31. juli.
Den2. september1192 indgik Saladin og Richard en aftale, der betød, at Jerusalem skulle forblive under muslimsk kontrol, mens de kristne pilgrimme stadig skulle kunne besøge byen. Samme år vendte Richard Løvehjerte hjem, fordi hans broder, prins John, forsøgte at overtage tronen. Oprindeligt skulle kong Richard være blevet i Det Hellige Land til påsken1193, men han var nødt til at vende hjem da problemerne hobede sig op. Mod slutningen af måneden forlod Richard derefter Det Hellige Land, hvilket markerer afslutningen på den tredje korstog. Hvis han var blevet der til påsken, ville situationen have set meget anderledes ud. Saladin døde nemlig tre uger før påske, og muslimerne formåede ikke at opretholde den enighed, som Saladin havde skabt.
Tyskerne, der forblev i det Hellige Land efter korstoget, udgjorde kernen i det, der blev den Tyske Orden.
Det forhold, at korsfarerne ikke formåede at befri Jerusalem, betød, at der udgik en opfordring til et fjerde korstog seks år senere.
Under det fjerde korstog ødelagde korsfarerne Konstantinopel – verdens største by – i 1204, selv om det var en kristen (græsk ortodoks) by, og plyndrede den. Dette betragtes som en afkatolicismens skampletter, og fikpave Johannes Paul 2. til den4. maj2001 officielt at undskylde overfor den græsk-ortodokse kirke ved et personligt møde med denØkumeniske Patriark.
Korstogets oprindelige formål var, som med de tidligere korstog, at tilbageerobre Jerusalem og Det hellige land. Korstogets ledere havde dog besluttet, at det af strategiske og økonomiske årsager ville være mest effektivt at angribe Egypten først, men sørgede for, at de menige korsfarere ikke fik noget at vide om dette. Det havde i det tredje korstog vist sig, at korsfarerhærene kunne være så opsatte på at befri Jerusalem, at de nægtede at indvillige i deres overordnedes planer, hvis disse ikke koncentrerede sig om Det hellige land.
Oprindeligt ønskede pave Innocens at få den engelske kongeRichard Løvehjerte og den franske kongeFilip 2. August til at deltage, ligesom de begge havde deltaget i det tredje korstog, men blandt andet på grund af deres indbyrdes konflikter var det ikke muligt. I stedet var det en række grever, hovedsageligt fra Frankrig, der kom til at lede det fjerde korstog. Oprindeligt var korstogets ledelse uofficielt delt mellem tre af dets initiativtagere: Grev Thibaut afChampagne, en af de højst rangerende adelsmænd i Frankrig; dennes fætter, grev Louis af Blois, samt grevBalduin af Flandern. Da den unge grev Thibaut imidlertid døde allerede i maj 1201, måtte de tilbageværende korsfarere finde nogen til at overtage Thibauts plads. Valget faldt påmarkgreve Bonifacius af Montferrat i Norditalien, hvis prestige var så stor, at han blev tilbudt fuld kontrol over hele korsfarerhæren, hvilket han tog imod.
Korstogets ledere sendte seks udsendinge til den mægtige handelsbyVenedig for at lave en aftale med venetianerne om at sejle den kæmpemæssige korsfarerhær til Egypten. Venetianerne indvilligede mod betydelig betaling i at bygge og klargøre en mægtig flåde til korsfarerne. Udsendingene havde dog voldsomt overvurderet antallet af korsfarere, som de troede ville møde op i Venedig, og endte derfor med en flåde, der var langt større, end de skulle bruge, samt med en kolossal gæld til venetianerne.
For at korstoget ikke skulle falde fuldstændigt til jorden, indvilligede korstogets ledere i at bruge korsfarerhæren til at angribe den nærliggende havneby Zara, som var en rival til Venedig. Herved kunne korsfarerne få eftergivet noget af deres gæld til venetianerne, og korstoget kunne fortsætte. Da Zara var en kristen by, som var underlagt den ungarske konge, der, på papiret, også var korsfarer, var der mange, der forlod ekspeditionen i protest. Pavens stedfortræder på korstoget accepterede, at dette angreb på kristne var en nødvendighed for, at det hele ikke skulle være forgæves, men pave Innocens derimod fordømte venetianernes handlinger, da han fik nys om angrebet, og ekskommunikerede dem alle.
Før korshæren nåede videre blev den opsøgt af en østromersk prins, Alexios (senere kejserAlexios 4.), som tilbød hæren tiltrængte forsyninger, en kæmpe sum penge samt massiv militær støtte på ekspeditionen, hvis korsfarerne til gengæld ville indsætte ham som kejser iKonstantinopel. Trods protester og frafald fra store dele af hæren valgte korstogets ledere at tage imod tilbuddet og lagde vejen forbi den østromerske hovedstad.
I Konstantinopel måtte korsfarerne, muligvis imod forventning, kæmpe for at få indsat Alexios. På trods af sin umiddelbart fordelagtige position og sit overlegne militær valgte den siddende kejserAlexios III, den unge Alexios' onkel, at flygte fra byen.
Prinsen blev indsat som kejser Alexios 4. og begyndte at betale korsfarerne, hvad han havde lovet. Han blev dog fanget mellem sine forpligtelser overfor sine nye venner, korsfarerne, og det østromerske aristokrati, som var meget negativt indstillet overfor vesterlændingene. I sidste ende kunne Alexios 4. ikke forhindre åben konflikt med korsfarerne, som nægtede at rejse, før de havde modtaget den lovede betaling.
En højtstående østromersk embedsmand fik efterfølgende Alexios 4. myrdet, og blev selv indsat som kejserAlexios 5. I en efterfølgende belejring af byen lykkedes det imod alle odds korsfarerne at erobre Konstantinopel. Korsfarerne oprettede et nyt rige,Det Latinske Kejserrige, ogBalduin af Flandern blev valgt som den første kejser, mens korstogets egentlige leder, markgreve Bonifacius, blev forbigået. Korsfarerne blev travlt optaget af at forsvare deres nye land, og korshæren nåede aldrig til Det hellige land.
I begyndelsen af1200-tallet var turen kommet til de baltiske lande, blandt andet med danske korstog modEstland. Korsfarerne drog først og fremmest af sted af religiøs overbevisning, men også med ønsket om at markere sig personligt somriddere, opnå anerkendelse eller finde store rigdomme i det mystiske østen.
Allerede ved midten af 1100-tallet opfordrede paven de danske konger til at føre korstog mod hedningene vedØstersøens sydkyst og de baltiske egne. Fra 1158 førte den danskeledingsflåde under ledelse af kongValdemar den Store og den indflydelsesrige biskopAbsalon krig mod de hedenskevendere for i1169 at undertvinge disse og lægge øenRügen under dansk indflydelsessfære. Den stærke danske kongemagt gennemførte i de følgende 50 år større og større erobringer for i1219 at fuldbyrde korstogsmissionen ved at tvangskristne esterne. Esterne havde ellers forsvaret deres land med næb og kløer, men måtte bøje sig for den danske overmagt islaget ved Lyndanisse.
I1212 drog tusindvis af selvproklamerede, våbenløse børn ogteenagere fra Nordfrankrig og det vestlige Tyskland for at befri Jerusalem fra muslimerne. Det drejede sig om en folkelig bevægelse uden gejstlig sanktion, og endte ikatastrofe for deltagerne.[15] Tragedien startede tilpinse, da bønder, hyrder og tjenestefolk samledes vedChartreskatedralen13. maj 1212 til den årvisse fremvisning af katedralens fornemmerelikvie,jomfru Mariastunika fra den tid, da hun gik gravid med Jesus. En uge senere samledes folk for at bede for bekæmpelsen af muslimer i Spanien, og i Mortemers krønike[16] forlyder det, at børn, sammen med enkelte voksne og ældre mænd, gik i optog gennem gaderne i Frankrig, bærende bannere, kors, røgelseskar og vokslys mens de sang: "Gud herren, oprejs kristenheden! Gud herren, giv os korset tilbage!" Børnene var oftest mellem syv og 14 år, og fraværet af gejstlige personer er påfaldende og understreger bevægelsens rent folkelige ophav.[17]
En ung hyrde, Stephen af Cloyes, tog snart ledelsen. Han påstod, at Kristus havde opsøgt ham forklædt som pilgrim. Stephen tog vel mod pilgrimmen, som afslørede sin identitet og udstyrede ham med et brev, han skulle overrækkekong Filip 2. iSaint-Denis. Børnene begav sig afsted, og fik flere med undervejs, så adskillige tusinde nåede frem tilhoffet i Saint-Denis. Kongens rådgivere tog imod brevet og diskuterede denne åbne opfordring om et nyt korstog med ham. Filip var ikke spor interesseret, og det hele kunne være løbet ud i ingenting; men i stedet vandrede mange af børnene mod vest, den rute,Peter Eremit havde taget i det første korstog. Undervejs gennem Tyskland i juli og august blev de vel modtaget og hjulpet af lokalbefolkningen, og flere sluttede sig til.Kölnerdomen virkede som et godt udgangspunkt for et ny korstog, og her kom en ny leder til, Nicholas af Köln, som bar et T-formet kors, kaldt ettau, som symbol påIsraels børns udgang fra Egypten.[18]
Uheldigvis var 1212 en ualmindelig varm sommer, og mange opgav at krydseAlperne. Sidst i august nåede nogle få tusinde frem tilGenova og søgte at komme med skibene, men kaptajnerne afviste at tage nogen gratis med. Nogle slog sig til i Genova; andre søgte vestover tilMarseille, hvor de ligeledes blev afvist; en del lykkedes i at vende hjem, hvor de blev til grin.[19] Nogle blev narret om bord i skibe tilAlexandria, hvor de blev solgt som slaver. Andre nåede frem tilRom, hvor de badpave Innocens 3. om at løses fra det korsfarerløfte, de havde aflagt. Ældre mennesker og de, som var yngre end fjorten år, fik anmodningen indvilget, mens resten forblev bundet til løftet. Nicholas af Köln blev sidst set i Brindisi på udkig efter transport til Det hellige land. Muligvis kom han med i det femte korstog.[20] Han har været udlagt som ophav til skikkelsenrottefængeren fra Hameln.[21]
Korsriddere organiserede sig i ridderordner, hvor den første,Tempelridderne blev grundlagt1118 efter det første korstog for at hjælpe det nye kristne kongerige Jerusalem. Af andre betydelige korsridderordner kan nævnesTyske orden ogJohanniterordenen (oftest omtalt somMalteserordenen).
^abRiley-Smith, Jonathan (2005). The Crusades: A Short History (Second ed.). New Haven, Connecticut: Yale University Press.
^Nicolle, David (2009). The Second Crusade 1148: Disaster outside Damascus. London: Osprey.
^Jonathan P. Phillips. 2007. The Second Crusade: Extending the Frontiers of Christendom. Yale University Press, 2007
^Reuter, Timothy. 2001. "The non-Crusade of 1149-50" i Jonathan Phillips, Martin Hoch (red.) The Second Crusade: Scope and Consequences. Manchester University Press