Illustrationen viser banerne for de fire terristriske planeter Merkur, Venus, Jorden og Mars med Solen i centrum. Banernesperihel er markeret med et P. Den lodrette prikkede linje går gennem Jorden (blå) og Solen. Den skærer banen for Venus i to punkter markeret med grå farve. Hvis Venus befinder sig i et af dem, ses den i samme retning som Solen, den er ikonjunktion med Solen. Ved det nærmeste punkt taler man omnedre konjunktion, ved det fjerneste omøvre konjunktion. Merkur, markeret med sorte punkter, kan ligeledes befinde sig i nedre og øvre konjunktion. Mars, som er en ydre planet, kan også komme i konjunktion med Solen, hvis den befinder sig i det øverste røde punkt. Står den ved det nederste røde punkt, er der tale om enopposition, her ses den i modsat retning af Solen.Den skrå linje, som udgår fra Jorden, kan skære flere planetbaner. Hvis planeterne befinder sig i disse punkter, ses de tæt sammen på himlen, man taler om enplanetkonjunktion. På illustrationen danner Merkur, Venus og Mars en planetkonjunktion.
Når to (eller evt. flere) medlemmer afSolsystemet tilsyneladende mødes på himlen, kaldes det forkonjunktion ((latin):conjunctio, forbindelse)[1]:57[2]:93[3]:130. Eksempelvis mødtesVenus ogJupiter fredag morgen d. 1. februar 2008 kort før solopgang, idet de kunne ses i samme retning. Rumligt stod de dog langt fra hinanden.
En konjunktion indtræffer, når en planet har sammeekliptikale længde som Solen, se figuren.
I diagrammer og tabeller kan man støde på symbolet for konjunktion.
NårMerkur ellerVenus er tættest på Jorden, er de inedre konjunktion. Planeterne vender da natsiden mod Jorden svarende til nymåne. Jorden er samtidigt iopposition til Solen set fra disse planeter.
Når Merkur eller Venus er fjernest fra Jorden, er de iøvre konjunktion. Planeterne vender dagsiden mod Jorden, de er fuldt belyste svarende til fuldmåne, men de befinder sig langt fra Jorden. Samtidigt er Jorden i konjunktion med Solen set fra disse planeter
Når Venus er i nedre konjunktion, har den samme ekliptikale længde som Solen. Men da dens ekliptikale bredde samtidigt kan nå en værdi på[4], står den nord for Solen og vil fra Danmark kunne iagttages både på aften- og morgenhimlen i nogle dage omkring tidspunktet for konjunktion. Dette var tilfældet for den nedre konjunktion den 15. marts 2025. Hvis den ekliptikale bredde derimod er, passerer planeten syd om Solen og vil herhjemme fra ikke kunne ses på hverken morgen- eller aftenhimlen i uger omkring konjunktionstidspunktet.
Når en ydre planet er på den anden side af Solen er den i konjunktion. Tiden mellem to konjunktioner er den samme som planetenssynodiske omløbstid. Tabellen viser værdier for de ydre planeter.
Synodiske omløbstider for Månen og de ydre planeter
Planet
Siderisk omløbstid
Synodisk omløbstid
Månen
27 d 7 h 43 m 11.5 s
29 d 12 h 44 m 2.9 s
Mars
686.980 d
779.94 d
Jupiter
11.862 a
398.88 d
Saturn
29.4475 a
378.09 d
Uranus
84.0205 a
369.66 d
Neptun
164.8 a
367.49 d
De fjerneste planeter bevæger sig kun langsomt mellem stjernerne, derfor er tiden mellem to konjunktioner kun lidt over et år.
PlaneterneJupiter ogSaturn er de yderste, som kan se med det blotte øje, og de har høje omløbstider om Solen: For Jupiter er = 11.862 år og for Saturn er = 29.4475 år. Hvis man afrunder værdierne til hhv. 12 og 30 år, kan man se, at efter et forløb på 20 år vil Jupiter have foretaget 1 2/3 og Saturn 2/3 omløb om Solen. De står så igen samlet på himlen. Defor gentages konjunktioner mellem dem, når Jupiter med ca. 20 års mellemrum indhenter Saturn. Et sådant møde betegnes enstor konjunktion. Efter 60 år har Jupiter gennemløbet 5 og Saturn 2 hele omløb, så konjunktionen indtræffer da på næsten samme sted på himlen som 60 år tidligere.
Kortet viser bevægelsen af Jupiter og Saturn mellem stjernerne i løbet af den tredobbelte konjunktion i 1980–81. Der er 10 døgn mellem hver positionsmarkeringFotografiet viser Jupiter og Saturn samt deres største måner fire timer før den store konjunktion den 21. december 2020. Jupiter ses 6-7 bueminutter under Saturn. Hos Jupiter ses månerne Io, Ganymede og Europa og hos Saturn kan Titan skimtes ud for kl. 2. Billedet er sammensat af flere enkeltoptagelser.
I 1980-81 indtraf en stor konjunktion, oven i købet en tredobbelt af slagsen bevirket af planeternes bevægelse i deres oppositionssløjfer, se figuren. De tre konjunktioner indtraf 31. december 1980 samt 4. marts og 24. juli 1981.[5]:250
Tyve år senere, i 2000, indtraf en enkelt konjunktion den 28. maj.
Den 21. december 2020 indtraf en konjunktion, der var bemærkelsesværdig ved den meget ringe mindsteafstand mellem planeterne, kun 6bueminutter, svarende til 1/5 af Månens vinkeldiameter. I kikkert kunne planeterne og deres månesystemer ses i samme felt.
De to næste store konjunktioner vil indtræffe 31. oktober 2040 og 7. april 2080, men den næste tredobbelte konjunktion finder først sted i 2238-39.
Planetkonjunktion på morgenhimlen 1. maj 2011 omkring en time før solopgang set fra Cerro Paranal i Chile. På den klare himmel ses de fire planeter Merkur, Venus, Mars og Jupiter, Jorden ikke medregnet. De har fået følgeskab af Månen, som viser dels en tiltagende seglfase og dels et kraftigtjordskin. Vinkelafstanden mellem Mars og Jupiter er under en halv grad. I silhouet ses tre af hjælpeteleskoperne til ESOsVery Large Telescope. I baggrunden ses bl. a. bjergtoppen Cerro Armazonas, hvor man i disse år er ved et bygge verdens største teleskop,ESOsExtremely Large Telescope.
Konjunktion den 6. december 2021 mellem nattehimlens to lysstærkeste himmellegemer, Månen og Venus. Månen ses med markant jordskin. Afstanden til den fra Jorden var på dette tidspunkt 361377 km, medens Venus' afstand var 38407000 km.
Konjunktion den 18. juli 2020 kl. 21:30 UTC mellem kometen:C/2020 F3 (NEOWISE) og stjernen Kappa Ursae Majoris i Store Bjørn set fra Berlin lavt over den nordlige horisont. Vinkelafstanden mellem kometkernen og stjernen var kun 7bueminutter.
↑Lancaster Brown, Peter (1975).Bogen om astronomi. Universets hvem-hvad-hvor. København: Politikens Forlag.ISBN87-567-1771-7.
↑Levy, David; Teuber, Jan (1995).Gyldendals store stjernehåndbog. København: Gyldendal.ISBN87-00-23102-9.
↑Karttunen, Hannu; Kröger, Pekka; Oja, Heikki; Poutanen, Markku; Donner, Karl J. (2003).Fundamental Astronomy (engelsk) (4. udgave). Berlin-Heidelberg-New York: Springer-Verlag.ISBN3-540-00179-4.
↑Den størst mulige bredde set fra Jorden opnås, når Venus befinder sig i aphel () og øverst i sin bane over ekliptika, hvis inklination er. Afstanden til Jorden () er da givet vedcosinusrelationen, der giver. Bredden kan nu bestemmes medsinusrelationen, og resultatet er.
↑Meeus, Jean (1997).Mathematical Astronomy Morsels. Richmond, VA: Willmann-Bell, Inc.ISBN0-943396-51-4.
