Danske konger, Danske monarker og Danske regenter omdirigerer hertil. For danske sagnkonger og andre danske konger før Gorm den Gamle, seDanske sagnkonger
Kongerækken, forstået som den danske kongerække, er en liste overDanmarks regenter (monarker) gennem tiderne.
Egentlig begynder kongerækken vel nok engang i det7. eller8. århundrede, da Danmark i al kendt historisk tid har været etmonarki, men da navnene på alle Danmarks konger gennem tiden, eller deres indbyrdes rækkefølge, ikke kendes med fuld sikkerhed, kan en ubetinget korrekt kongerække ikke uden videre opstilles uden et antal forbehold. Dette har ført til, at man gennem årene har set adskillige varierende eksempler på, hvordan Danmarks kongerække skulle opstilles og forstås.
Siden midten af det19. århundrede har den overvejende mest almindelige præsentation af kongerækken begyndt medGorm den Gamle, da historikerne har været enige om, at med denne konge og hans efterfølgere, var man på nogenlunde sikker historisk grund både med hensyn til kongernes (og deregerende dronningers) navne, og deres indbyrdes rækkefølge. Dog er det ikke ualmindeligt at anerkende, at også Gorm den Gamles farHardeknud (også kaldet Knud 1.) var dansk konge, selvom tidspunktet for hans regering og omfanget af hans rige hidtil har stået uklart. Hvis man begynder en dansk kongerække med Hardeknud, betyder det dog ikke dermed, at der ikke godt kan have været én eller flere andre konger i Danmark samtidigt med Hardeknud. Af eksempler på offentligt fremviste eller offentliggjorte udgaver af den danske kongerække, derikke begynder med kongerne Hardeknud og/eller Gorm, fra det seneste halve århundrede, varieres der en del med hensyn til, hvilken konge disse varianter af kongerækken begynder med.Chlochilaicus,Ivar Vidfadme,Ongendus,Harald Hildetand,Sigfred ogGodfred ses som nogle af de konger, som forskellige offentliggjorte udgaver af kongerækken vælger at angive som den første konge i rækken, men enkelte udgaver forsøger sig dog også med at lade kongerækken begynde helt tilbage medSkjoldungerne.
Kongerækken består, uanset rækkens starttidspunkt, af flere forskellige skiftende slægter, men siden Gorm den Gamle har alle monarkerne dog haft en fælles afstamning, uanset hvad man gennem de efterfølgende tider har kaldt de forskellige danske kongeslægter.[note 1]
Monarkens rolle er også blevet ændret meget gennem tiden, men monarken har stadig en vigtig funktion som nationalt samlingspunkt iDanmark og kongerækken udfylder en funktion som historisk og kronologisk pejlemærke. At densamme slægt har regeret i Danmark i henved 1100 år (og måske mere) fremhæves også ofte som noget særegent for Danmark sammenlignet med de fleste øvrige af verdens nationer.[note 2]
Gorm den Gamle, som mange udgaver af kongerækken har som den første konge, selvom frankiske annaler, krønikeskriverenAdam af Bremen og andre værker dog beviser eksistensen afca. 25 historisk tilforladelige konger før Gorm den Gamle,[3] var konge fra i hvert fald930'erne og til i det mindste 958 eller måske endda nogle år senere (963[3] og 964[4] er to af de nyeste bud for et muligt dødsår for Gorm d. Gamle). Han nævnes påJellingstenene sammen med hustruenThyra Dannebod og sønnenHarald Blåtand.
Det danske kongehus oplister selv en version af kongerækken på deres hjemmeside, der begynder med netop Gorm den Gamle og Knud 1./Hardeknud.[5]
Den Lille Jellingsten, rejst af Gorm den Gamle. Han angives ifølge nyere traditioner ofte for den første konge af Danmark, men det er uklart, om han regerede over et samlet Danmark.Den Store Jellingsten, rejst af Harald Blåtand. Stenen beretter, at han "vandt sig hele Danmark". Der er delte meninger om, hvad det betyder.
Gorm den Gamles placering som den første i kongerækken kan bygge på ældre tiders historieforskning:[kilde mangler] Før man[hvem?] nærstuderede de frankiskeannaler fra800-tallet, var den første konge af Danmark, man kendte fra hjemlige annalerKnud den Store, der nævnes i den første danske annal fraLund. Men man kendte også til faderenSvend Tveskæg fra engelske annaler og Svend Tveskægs far Harald Blåtandsamt Gorm den Gamle fra Jellingstenene, hvor der nævnes "Gorm konge" og navnet "Danmark". Gorm den Gamle var dermed den første konge af "Danmark", man kendte til (når man så bort fra uhistoriskesagnkonger fra f.eks.Saxos Danmarkshistorie) og muligvis derfor indsatte man ham som den første i kongerækken.[kilde mangler]
Nyere tiders historieforskning[hvem?] i frankiske årbøger samt krønikeskriveren Adam af Bremens værker har vist, at der optræder hele 17 konger før Gorm den Gamle i de frankiske årbøger fra 800-tallet.[note 3] Adam af Bremens værk medtager 6 andre konger fra900-tallet.[note 4]
Ikke desto mindre udelades disse tidlige konger ofte fra kongerækken, og mange følger dermed traditionen med Gorm den Gamle som den første konge, et valg der måske også er funderet i en vis uklarhed i forhold til, hvorvidt disse tidligere konger har regeret over et rige, der kan anses for at have været på størrelse med det nuværende Danmark. I de frankiske annaler nævnes kongerne som herskere overJylland,Fyn,Skåne ogVestfold, men i Adam af Bremens krønike er der ingen beskrivelser af rigets størrelse, og derfor har nogle af kongerne omkringSigtrygs regeringstid muligvis kun regeret over Jylland ellerSønderjylland, ligesom der stadig ikke er nogen tilfredsstillende forklaring på, at Harald Blåtand ifølgeDen Store Jellingsten "vandt sig hele Danmark", som ud af de frankiske årbøger ser ud til at have været samlet næsten 300 år før. Endnu mere forvirring skaber det, at Gorm den Gamle nævner ordet "Danmark" på Den Lille Jellingsten.
Mange historikere[hvem?] mener derfor, at det danske rige blev opløst i slutningen af 800-tallet, og at Adam af Bremens konger fraHelge til Gorm den Gamle kun regerede over Jylland. Dette kan forklare Harald Blåtands oplysning om, at han "vandt sig hele Danmark", da Danmark på det tidspunkt betød "det danske grænseområde". (Sætningen kan dog også forklares med Haralds erobring af området omkringHedeby i970'erne.)
Dette "grænseområde" bliver nævnt i en rejsebeskrivelse, der blev skrevet af englænderenWulfstan og normannerenOttar i880'erne (som tillæg til den engelske kongeAlfred den Stores oversættelse afPaulus Orosius’ senromerske verdenshistorie); de omtalerHalland,Sjælland, Skåne,Lolland-Falster ogLangeland som "Danmark" (Denemearc), mens de bare omtaler Jylland som "Jylland". Beretningen er dog ikke altid lige pålidelig; f.eks. bliver det nævnt, atMøre, som er et fylke i Vestnorge, ligger mellem Blekinge ogÖland.[6] Men beretningen siger altså, at "Danmark" blev brugt som betegnelse for landene øst forStorebælt. (Den kan dog også tolkes[hvem?] som, at forfatterne ikke kendte navnene på andre områder end Jylland, og at Jylland underforstået var en del af "Denemearc").
Teorien om Harald Blåtands erobring af "Danmark" støttes dog af, at der er fundet spor efter kongsgårde iLejre (der i overleveringen har været et kongeligt magtcentrum). For dette kan tyde på, at "Danmark" (der i rejsebeskrivelsen svarer til Skåne, Halland og Sjælland m. omkringliggende øer) også har været et selvstændigt rige med egen konge, der havde sæde i Lejre, i modsætning til den jyske konge, der havde sæde i Jelling.[kilde mangler] Den Lille Jellingsten omtaler Gorm den Gamles kone Thyra som "Danmarks pryd", hvilket kan tyde på, at Thyra har været en kongelig person fra "Danmark", og at Harald Blåtand derfor har kunnet gøre krav på riget øst forStorebælt.[7]
Ingen af de teorier, der angår dette spekulative område, er nogensinde blevet verificeret, og derfor vælger mange at starte kongerækken med Gorm den Gamle, da han og hans søn er de første, om hvem vi ved, at de har brugt ordet "Danmark" om deres riger.
Et problem, med hensyn til hvilke konger der medregnes i rækken, er, at den første konge med navnetKnud normalt er benævnt som Knud "den anden" den Store. Grunden til det er, at sidenKnud den Hellige, i et brev, kaldte sig selv for Knud denfjerde, er det blevet konvention at tælle tilbage fra ham. Enkelte påpeger dog også muligheden, at Knud den Hellige har ment, at han varSvend Estridsens fjerdesøn.[8]
Der er flere muligheder for, hvem Knud den 1. var:
Nogle håndskrifter af Adam af Bremens værk nævner en "Hardegon" inden Gorm den Gamle, hvilket af nogle er blevet udlagt som "Hardeknud". Nogle årbøger oversætter navnet på den danske konge Gnupa til Knud. Dette kan være rigtigt, da den samme rune på det tidspunkt stod for bådeg ogk. I slutningen af900-tallet er der en, som iDanelagen slår mønter med navnet Knud. ISnorre Sturlasons værkHeimskringla omtales en "Gorm Hardeknudsøn" (der normalt identificeres med Gorm den Gamle); denneHardeknud kan muligvis identificeres som førnævnte "Hardegon". IÓláfs saga Tryggvasonar en mesta (Den større saga om Olav Tryggvason) omtales Gorm d. Gamle eksplicit som søn af Knud (1.)/Hardeknud (der også i islandsk tradition benævnes med variantnavneneHordeknud,Horda Knud ogKnud Haardbo). Ifølge denne tradition var Knud/Hardeknud angiveligt opkaldt efter enKnud den fundne, der dog ikke var konge af Danmark. Kongehuset omtaler i deres kongerække (under beskrivelsen af Gorm den Gamle) Adam af Bremens "Hardeknud" somKnud 1. Hardeknud[5], hvilket også nævnes i Gyldendals værk "Danmarkshistorien", så på trods af nogle modstridende beviser, anses han ofte for at være Knud 1.
Jellingdynastiet er opkaldt efter byenJelling, hvor Gorm den Gamle havde etkongesæde. Kilderne og overleveringerne omdynastiets baggrund og grundlæggelse er indbyrdes modstridende, men fra og med Gorm den Gamles far Hardeknud, der nok selv regerede i starten af 900-tallet, er forskere og historikere nogenlunde enige om, at vi er på dynastisk og familiemæssig forholdsvis sikker grund. Hardeknud bliver nævnt af bl.a. krønikeskriverne Adam af Bremen ogSnorri Sturluson. Alle danske konger fra og med Gorm den Gamle tilhører dette dynasti med undtagelse afMagnus den Gode.
DenOldenborgske (og dermed også denGlücksburgske slægt) er således i genealogisk forstand en sidegren af Jellingdynastiet.[note 5]Der er for så vidt muligt anvendt samtidige portrætter (hvor dette giver mening), men de fleste portrætter i afsnittet om Jellingdynastiet (frem til 1448) er ikke samtidige (pt. er 12 portrætter af Jellingdynastiets konger samtidige, 1 portræt (en buste) er en moderne rekonstruktion på baggrund af afdødes kranium, og 19 portrætter er ikke-samtidige, heraf er en del fra 1600-tallet) og kan ikke forventes at have nogen lighed med regenten.
Kan være død eller fratrådt i 958 eller 963[3] eller 964[4]
Jelling (?) -------------------- Måske begravet vinteren 958/59 iNordhøjen iJelling, muligvis senere overflyttet tilJelling Kirke -------------------- eller Måske begravet i Jelling i 964 -Sydhøjen i Jelling, kaldet "Gorms Høj" synes opført i anledning af dødsfaldet -------------------- eller Måske begravet et ganske andet sted end Jelling
Gormshøj (i Jelling) ikke et gravsted Måske en mindehøj bærende afdødes navn
Da Hardeknud døde i 1042 blev Magnus den Gode, der siden 1035 havde væretkonge af Norge, tillige konge af Danmark. Han døde fem år senere. Magnus var den eneste danske konge af Hårfagerslægten (se norsk Wikipedia:Hårfageræten), og menes at være den eneste til ikke at nedstamme fra Gorm den Gamle eller dennes farHardeknud.
1024 iNorge Søn afOlav den hellige og frillen Alvhild. Magnus var ikke kendt som værende efterkommer af Gorm den Gamle, men varmuligvis en efterkommer afHarald Klak (dansk konge mellem 812 & 827)
Nidarosdomen iTrondheim; selve graven er ikke blevet påvist ved udgravninger i kirken.[note 12] En mindetavle er sat op i Nidarosdommen for de ni konger, der er begravet i kirken, herunder Magnus den Gode.[25]
Til dagligt er stedet for graven umarkeret; her dog angivet med etkrucifiks
Alle danske monarker siden1047 nedstammer fraEstrid.
Svend Estridsen var barnebarn afSvend Tveskæg gennem sin morEstrid Svendsdatter. Da tronen derfor måtte passere gennem en kvinde for at nå til ham regnes Svend Estridsen og hans efterkommere for at være en sidegren af Jellingdynastiet. Svend Estridsensagnatiske efterkommere på den danske trone slutter i 1412 medMargrete 1., men alle senere monarker nedstammer så fra Svend Estridsen gennem forskellige kvindelige led. Det vil altså sige, at der foreligger en udbrudt række af danske monarker siden1047, der alle nedstammer fraEstrid Svendsdatter, der ved sønnens regeringstiltrædelse i 1047 blev titulærdronning, den eneste gang dette er forekommet idanmarkshistorien.
Svend Estridsens afstamning på fædrene side var,Ulf, jarl af Skåne (far),Thorgils, skånsk stormand (farfar) ogBjørn, jarl og konge af Skåne i anden halvdel af 900-tallet (tipoldefar (farfar til Thorgils)). Via sin farfar Thorgils var Svend fætter til denengelske kongeHarold II og denengelske dronningEdith.
De eneste personer i rækken af 'regenter' i Danmark, der kan være lidt tvivl om, hvorvidt disse nedstammer fra Svend Estridsen, er de holstenske greverGerhard 3. ogJohan "den Milde", der periodevis i1320'erne og1330'erne var pantelensherrer i Danmark og for Gerhards vedkommende tillige rigsforstander for en tid. Kilderne om disse grevers forfædre er ikke nødvendigvis helt entydige, men en del kunne dog tyde på, at Gerhard godt kan have været en efterkommer afKnud Lavard, Svend Estridsens barnebarn. Det kan dog i hvert fald fastslås, at såvel Gerhards som Johans hustruer og børn var efterkommere af Svend Estridsen.
Et mere komplet billede over, hvem der styrede landet i dentidlige middelalder eller hvem der kæmpede om eller bejlede efter magten i denne periode fordrer dog, at man foruden, hvem der var landets officielle konger, også kigger på, hvem der var med- eller modkonger, regenter og medregenter,rigsforstandere ogtronprætendenter. En mere komplet liste over disse sammenvævede magtforhold i denne periode kan man findeher.
Medkonge med Knud 5. og Svend Grathe Medkonge fra 1154 I opposition til især Svend Grathe Konge over hele Danmark 23. oktober1157 ved Svend Grathes død[44]
I løbet af1300-tallet smeltede de danske, norske og svenske kongelinjer sammen iErik af Pommern, der i1397 blev kronet som konge afKalmarunionen (Danmark, Norge og Sverige). Men da hans efterfølger,Christoffer af Bayern døde barnløs i1448 var der ingen nærtbeslægtede arvinger, og Kalmarunionens fremtid var ustabil. Det danske rigsråd besluttede sig for at tilbyde grevAdolf 8. af Holsten kronen, for da han både var efterkommer afErik Klipping (af Danmark),Håkon 5. Magnusson (af Norge) ogMagnus Ladelås (af Sverige) kunne han blive konge i alle tre riger.
Adolf sagde dog nej til tronen, og tilbød i stedet sin søstersønChristian som konge. Herefter besteg Christian den danske trone somChristian 1. Svenskerne havde dog i mellemtiden valgtKarl Knutsson som konge, og fik Karl indsat som konge iNorge. Efter en del diplomatiske forhandlinger og krigstogter lykkedes det dog Christian at blive konge i Norge og senere iSverige. Men forholdet til Sverige var spændt, og i1523 brød unionen sammen.
I1845 døde Frederik af Hessen, og i1863 døde arveprins Ferdinand. Da Frederik 7. døde et halvt års tid senere, kunne Christian af Glücksburg derfor bestige tronen somChristian 9.
Christian 7. var en af Danmarks længst regerende monarker, men i slutningen af perioden regerede hans søn Frederik 6. på hans vegne.
Den tidligere monark,Margrethe 2., ligger som nr. 3 på listen og har regeret i mere end 50 år. Som myndig regerende monark har hun den længste regeringstid af alle.
Valdemar Sejr regerede meget længe, selvom han blev konge efter sin ældre brorKnud 6.
Christian 10. kom til at regere mere end 30 år, da hans far døde efter kun få år som konge.
Valdemar Atterdag blev konge som meget ung og kom til at regere i lidt over 35 år
Margrete 1., Danmarks første kvindelige monark regerede i mere end 35 år, heraf nogle år som regent for sinsøn.
Oluf 2. besad kongeværdigheden i godt 11 år og er dermed måske den længst regerende af de konger, der døde før de fyldte 30 år
Anulo (eller Ring) var kun konge ganske kort tid i året812 og faldt i et slag dette år mod enanden udfordrer til tronen.
Dette er en liste over de danske monarkers regeringstider. Der har været en del borgerkrige i den danske kongerækkes historie og flere kongemord, hvilket, nogle steder, har ført til en del temmelig lave regeringslængder; de nederste på listen regerede mindre end et år, mensChristian 4. regerede næsten 60 år. Den gennemsnitlige regeringstid ligger på ca. 20 år.
Listen kan sorteres efter navn, regeringstid og regeringsperiode.
^Christian 4.'s regeringstal medregner perioden, hvor han var umyndig og landet reelt blev regeret en formynderregering, indtil han blev fuldmyndig konge 17. august 1596, så han har officielt regeret i 51 år og 195 dage.
^Frederik 6.'s regeringstal medregner perioden, hvor han regerede som kronprinsregent i sin sindssyge far Christian 7.'s navn. Han var først konge af navn 13. marts 1808 ved sin fars død og har officielt regeret i 31 år og 265 dage.
^Margrete (1.) fungerede reelt som rigets regent fra d. 3. maj 1376 dels i sin egenskab af regent for først sin sønOluf og sidenhen for sin adoptivsønErik og siden august 1387 tillige i egenskab af den personlige regentmyndighed, som rigsrådet havde tildelt hende, altså som rigets kvindelige monark. Regeringstiden for hendes personlige regentmyndighed blev på 25 år og 79 dage.
^Frederik 4. regerede reelt 'kun' 31 år og 37 dage, idet år1700 var 11 dage kortere end normaleskudår grundetDanmark-Norges overgang til dengregorianske kalender i februar måned dette år.
^Svend Estridsen antog allerede kongenavn i 1044, mensMagnus den Gode var den lovformeligt anerkendte konge i Danmark, men Svend formåede ikke at fastholde en vedblivende magtbase i Danmark førend efter Magnus' død i 1047. Regner man fra 1044 kan Svend have kaldt sig for konge af Danmark i op til 32 år.
^Valdemar den Store var enekonge i 24 år og 201 dage fra d. 23. oktober 1157 og indtil sin død d. 12. maj 1182.
^Harald Blåtands regeringslængde (herunder årstallene for hvornår den begyndte og sluttede) er behæftet med en del usikkerhed.
^Knud 6. blev kronet som medkonge i en alder af ca. 7 år d. 25. juni 1170, og var på den vis konge i 32 år og 140 dage siden sin kroning. Hans far Valdemar den Store havde dog allerede i 1165, da Knud var to år gammel, fået hæren til at hylde Knud som konge, så hvis man regner fra dette hyldningstidspunkt, så var Knud altså konge i Danmark i ca. 37 år.
^At angive en slutdato for Christian II's regering eller kongemyndighed i Danmark, eller dele af Danmark, er en øvelse med mange mulige udfald alt efter, hvad man ønsker at fokusere på. Den 20. januar 1523 (cirka) sendte et antal af landets biskopper og adelsmænd (især fra Jylland) et opsigelsesbrev til Christian II, hvori de opsagde deres troskabsed. Den 29. januar 1523 udsendte Hertug Frederik af Slesvig (senere kendt som Frederik I) et brev om sin magtovertagelse på baggrund af opsigelsesbrevet fra d. 20. januar. Den 26. marts 1523 blev Frederik hyldet som ny konge på Viborg ting og d. 13. april 1523 forlod Christian II København og Danmark.København ogMalmø forblev dog loyale byer mod Christian II, og overgav sig først til Frederik I's styrker d. 6. januar 1524.Gotland, der på den tid var en dansk besiddelse, blev bestyret afSøren Norby, der var lensmand på øen fra 1517 til 1525, og som trofast holdt ved sin støtte til Christian II frem til midten af maj 1525.
^13. april 1523 er datoen for Christian 2.'s afrejse fra Danmark. Frederik 1. blev dog allerede hyldet som konge på Viborg ting d. 26. marts 1523, hvorfor han egentlig var konge i 10 år og 15 dage.
^Christoffer 2. regerede 2 gange, de er her vist lagt sammen.
^Erik Plovpenning blev kronet som medkonge i en alder af ca. 16 år d. 30. maj 1232, og var på den vis konge i 18 år og 72 dage siden sin kroning.
^Christoffer af Bayern blev konge i 1440, men var inden darigsforstander siden d. 23. juni 1439, dagen hvor rigsrådet afsatte forgængeren Erik af Pommern. Lægger man perioden som rigsforstander og perioden som konge sammen, regerede Christoffer af Bayern faktisk 8 år og 197 dage.
Danske regenter er angivet medfed skrift og konger af andre lande er markeret medkursiv skrift. Der er kun angivet ægtefæller til personer, der var forældre og/eller bedsteforældre til senere konger. Børn, der aldrig nåede voksenalderen er ikke medtaget (børnebørn til Margrethe II er dog medtaget uanset alder).
Harald Hårderåde, norsk konge, stræbte i 17 år (1047-64) efter den danske trone.
Foruden de, der har besiddet formel kongemagt i Danmark i kortere eller længere tid (fra1½ måned til næsten60 år), så har der været adskillige andre, der i perioder har gjort krav på eller aspireret til den danske trone på forskellig vis.
Nogle af de førstetronprætendenter, vi kender til i danmarkshistorien, gør sig gældende i810'erne, hvor der var mange hurtige tronskift i perioden 812-814.
Nogle tronprætendenter lykkedes efter et antal forsøg med at blive konger f.eks.Svend Estridsen, men for de fleste af dem, vi vil betegne som tronprætendenter, forblev ambitionen om en titel som konge af Danmark uopfyldt.
Der findes vist ingen samlet oversigt over alle mulige tronprætendenter til den danske trone gennem tiden, men en væsentlig del af dem, der har været tale om, kan findesher.
De fleste monarkier i det21. århundrede baserer sig på princippet om, at monarkens rolle er arvelig, og at de skiftende monarker derfor helst skal tilhøre den samme slægt. Enkelte monarkier, som f.eks.Malaysia ogVatikanet er dogvalgmonarkier, hvorfor der ikke er en given slægtsmæssig forbindelse mellem de skiftende statsoverhoveder.
I Danmark har langt de fleste regenter, der har fulgt efter hinanden, tilhørt den samme slægt eller haft en fælles afstamning. Det betyder ikke som udgangspunkt, at den siddende monark nedstammer fra alle forgængerne, da flere af disse ikke har (kendte) efterkommere til vore dage, men det betyder dog, at den regerende monark nedstammer fra et ganske betragteligt antal af sine forgængere i embedet.
I det 21. århundrede ses det derfor, at den regerende monark i Danmark nedstammer fra mere end halvdelen af samtlige de danske monarker og regenter der har været, siden Gorm d. Gamle regerede i det10. århundrede. For de danske regenter, der regeredefør Gorm d. Gamle er oplysningerne om deres efterkommere dog ofte behæftet med ganske stor usikkerhed, hvorfor et dækkende billede af disse familieforhold ikke lader sig tegne med sikkerhed.
Gorm den Gamle ogThyra Dannebod er det første kongelige danske ægtepar som vi med sikkerhed kan sige er fælles forfædre til den nuværende danske kongefamilie. (Det viste maleri afJulius Exner gengiver en scene der givetvis nok aldrig har fundet sted.)
Følgende tidligere danske monarker/regenter kanden nuværende regerende danske monark med sikkerhed eller med stor sandsynlighed spore sin afstamning tilbage til:
Frederik VIII's dronningLouise nedstammede fraChristian II, hvorved den danske kongeslægt efter Frederik VIII og Louise også kom til at være efterkommere af denne tidligere konge.
På nær iSkåne, var der ingen konge i Danmark i perioden 1332-1340. Derimod sad en række pantelensherrer inde med den reelle magt i det meste af riget. Den senere Oldenborgske og Glücksborgske danske kongeslægt nedstammer tillige fra begge de to vigtigste af disse pantelensherrer.
Fra 1909 til 2018 var der enkelte medlemmer af den kongelige familie i Danmark, der kunne påvise at være efterkommere afChristoffer II.
Et mindre antal af de monarker, der har været i Danmark, har kendte efterkommere til vore dage,uden at de dog er eller kan påvises at være forfædre til nutidens danske kongefamilie. Det drejer sig om følgende konger:
Endvidere er der et par konger, hvis efterslægt vist endnu ikke er undersøgt fuldt ud, men hvor det altså ikke (på nuværende tidspunkt) kan påvises, at de er stamfædre til den nuværende danske kongefamilie. Det drejer sig om:
Frederik 3. bekendtgjorde en arvefølgeforordning i1660, der gjorde Danmark til et arveligt monarki. Samtidig indførtes enevælden, hvorved kongen fik hele magten.De fire første konger af denGlücksburgske slægt, der trådte til få år efter folkestyrets indførelse (til venstreChristian 9., til højreFrederik 8., bagerstChristian 10. og forrestFrederik 9.). Disse fire konger regerede tilsammen riget i mere end 108 år.
Kongen (eller dronningen) har altid været et nationalt samlingspunkt, og det er også regentens vigtigste opgave i dag. Kongen har dog før haft meget magt, og er gået fra at være hyldet på etlandsting ellerfællesting til at blive valgt afRigsrådet og styret af adelsmænd, derefter få den uindskrænkede magt, for til sidst at blive folkets samlingspunkt og Danmarks upolitiske diplomat.
Indtil1660 var Danmark etvalgkongedømme; kongen blev valgt af folket selv. Fordi kongen blev valgt, kunne alle i teorien blive konger, men stormændene holdt sig som regel til den ældste søn af den forhenværende konge. Dette var muligvis fordi, man anså kongeslægten for at være guddommeligt udvalgt[77]; og de danske konger hævdede da også at stamme fraSkjold, der skulle have været søn af den nordiske gudOdin (derfor kaldte de danske konger sig undertidenskjoldunger). Så selvom riget var et valgkongedømme, var det stadig vigtigt at den samme slægt blev på tronen.
Da valgkongedømmet ikke havde nogen fast tronfølgelov var kongeværdigheden heller ikke begrænset til mandslinjen. Svend Estridsen kunne derfor godt blive konge, selvom han nedstammede fra Svend Tveskæg gennem sinmor og ikke sin far,[78] ogMargrete 1. kunne blive regent, selvom hun var en kvinde.
Det var en gammel tradition, at kongerne skulle vælges på de trelandsting iViborg,Ringsted og Lund (ét ting i Jylland, Sjælland ogSkånelandene). Denne procedure betød, at der kunne være op til tre konger samtidig ved en deling af riget. For eksempel udbrødborgerkrigen 1146-1157, daSvend Grathe blev slået til konge i Ringsted og Lund, mensKnud 5. blev det samme i Viborg. Senere i1154 komValdemar til som den tredje konge, og i sommeren1157 indgik de tre så et forlig om at dele riget mellem sig, et forlig der dog i praksis blot holdt nogle uger.
Valgretten tilkom alle frie, våbenføre mænd[77], men i1200-tallet blevRigsrådet dannet. Rigsrådet var en forsamling af højst 30 af de mest magtfulde stormænd i Danmark. Dette betød en indskrænkning af valgkredsen, og stormændene kunne dermed lettere få valgt en konge efter deres forgodtbefindende. I1282 underErik Klipping blevhåndfæstningen indført. Kongen skulle altid underskrive håndfæstningen, hvori han lovede gode kår til folket (og især til stormændene, der forhandlede med kongen om håndfæstningen). Stormændenes formål med håndfæstningen var dog først og fremmest at begrænse kongens magt og holde fast på stormændenes privilegier, da kongen risikerede afsættelse, hvis han brød den.[79]
Kongens magt var således på den tid indskrænket af de bestemmelser, som håndfæstningerne indeholdt, hvilket ofte betød, at adelen med håndfæstningens bestemmelser kunne sætte grænser for kongens midler og muligheder.
I1660 efteranden Karl Gustav-krig indkaldte kongFrederik 3. tilstændermøde8. september. Formålet var at finde en løsning på den skrækkelige finanssituation, krigen havde forårsaget. Men en allieretgejstlighed ogborgerskab fik finansforhandlingerne i baggrunden til fordel for et spørgsmål om selve rigets forfatning.8. oktober 1660 foreslog de at indføre arveligt monarki for at beskæreadelens privilegier.13. oktober gav adelen efter for presset fra konge, kirke og borgerskab og Frederik 3. blev herefter arvekongehyldet. Kongen benyttede herefter den efterfølgende tid til at underskriveEnevoldsarveregeringsakten, hvilket også gjorde kongen enevældig. I1665 blevKongeloven (enevældens grundlov) endvidere udstedt.[80]
Da enevælden var vedtaget betød det, at kongen gik fra at være stormændenes leder, som de selv valgte og afsatte, til at være leder for hele riget og have magten over alt og alle.
Kongen (eller dronningen) fik derefter den opgave at repræsentere Danmark diplomatisk udadtil og være et folkeligt samlingspunkt. Desuden har monarken siden 1909 været den, der udnævnte dekongelige undersøgere, der er blevet benyttet i forbindelse med forhandlinger om dannelsen af en ny regering efter etfolketingsvalg.
^Dog var den norskeMagnus den Gode (dansk konge 1042-1047) ikke kendt som værende efterkommer af Gorm den Gamle eller dennes far.[1] Enkelte har dog fremført det forslag, at Magnus den Godes farmoderkunne have været en datter afHarald Blåtand, endskønt et sådan forslag modsiges af oplysningerne i kilderne selv, der omtaler Magnus den Godesfarmoder.[2]
^Af verdens suveræne stater betragtes de43 som værende monarkier, dog er det kun 25 af disse, der er slægtsmonarkier baseret på én bestemt slægt, hvorfra monarken kommer, og hvor den pågældende monark rent faktiskbor i det land, som han eller hun er monark for.
^Det er normalt kun i dansk sammenhæng, den Oldenborgske slægt bliver regnet som en gren af Jellingdynastiet. I andre udenlandske (f.eks. tyske) sammenhænge regner man den for et selvstændigt kongehus, da den nedstammer fra Jellingdynastiet gennem to kvindelige led og ikke i direkte mandlig (agnatisk) linje.[kilde mangler]
^Forskellige kilder er indbyrdes uenige om, hvem der skal udlægges som Hardeknuds/Knud 1.'s far. Foruden disse modstridende meldinger, har forskellige forfattere gennem tiden givet bud, der ikke nødvendigvis fuldt ud støtter sig på egentlige kildeudsagn.
^ÆldstesønnenKnud Danaást var sandsynligvis født et sted i tidsrummet mellem920 og925.
^Regerede i begyndelsen som medkonge sammen med faderen Gorm
^Eventuelt sidst på året 931 (Harald angives som værende 15 år i 947).
^Efter Haralds død blev de kongelige regalier bragt tilRoskilde, men ikke kongens legeme.[14]
^Beliggenheden af dette Trefoldighedskloster er ikke fuldt afklaret. Nogle hælder tilRoskilde, mens andre mener kilderne snarere peger modLund i Skåne. Endelig erHedeby/Slesvig også blevet fremført som en mulighed (nok at betragte som en af de mere usikre muligheder).[19]
^IfølgeFlatøbogen findes Magnus den Godes grav i Nidarosdommen "jnnan kors fyrir rume erkebyskups". Dette tolkes af nogle som, at graven nok er at finde i koromgangen ('ambulatorium'), til den oktagon som i1180'erne blev bygget rundt om alteret, efter at kirken havde fået status som ærkesæde. Endnu i senmiddelalderen var stedet for graven synlig for besøgende.[23][24]
^Svend Estridsen lod sig allerede i 1044 hylde som konge på Viborg Ting, men Magnus den Gode, der i 1042 var blevet valgt som Danmarks konge, ville ikke acceptere denne udfordring, og slog ved flere lejligheder Svend, så denne måtte søge tilflugt i Sverige gennem flere perioder, indtil Magnus døde i 1047, og den danske trone kunne gå videre til Svend, da Magnus ikke havde nogle oplagte egne arvinger.[27]
^Erik blev valgt som modkonge til kong Niels allerede i april 1131, men formåede ikke frem til 1134 at fastholde en stærk eller blivende magtposition i Danmark andet end i Skåne.[38]
^Regerede i begyndelsen som medkonge sammen med faderen Valdemar
^Regerede i begyndelsen som medkonge sammen med faderen Valdemar
^Endvidere var Margrete dronning af Sverige 1363-1364 (men vedblev dog at benytte titlen livet igennem), dronning af Norge 1363-1380, enkedronning af Norge fra 1380 og indtil sin død, regent af Norge fra 2. februar 1388 og indtil sin død samt regent af Sverige fra marts 1388 eller februar 1389 og indtil sin død. Margretes ægtefælle og Olavs farHåkon 6. af Norge var medformynder for Olav i perioden 1376-1380, i praksis ses han dog ikke at have udøvet nogle videre formynderskabsopgaver efter 1377, men har tilsyneladende overladt dette Margrete.
^Regerede i begyndelsen som medkonge sammen med adoptivmoderen Margrete
^Rigsforstander af Danmark fraErik af Pommerns afsættelse d. 23. juni 1439 og indtil sin egen hyldning som konge d. 9. april 1440.
^Udviklingen om overgangen fra Christian II's regering til Frederik I's overtagelse af regeringsmagten var nogenlunde således: Omkring den 20. januar 1523 sendte et antal af landets biskopper og adelsmænd især fra Jylland et opsigelsesbrev til Christian II, hvori de opsagde deres troskabsed mod ham som konge. Den 29. januar 1523 udsendte Hertug Frederik af Slesvig, kongens farbroder (senere kendt som Frederik I), et brev om sin magtovertagelse på baggrund af opsigelsesbrevet fra omkring d. 20. januar. Den 26. marts 1523 blev der afholdt ting i Viborg, hvor Frederik hyldet som ny konge og endelig d. 13. april 1523 forlod Christian II København og Danmark. Der var dog stadig områder i Danmark somKøbenhavn,Malmø ogGotland der holdt fast i deres troskab mod Christian II som konge frem til henholdsvis 1524 og 1525.
^13. april 1523 angiver datoen for Christian II's afrejse fra Danmark. Allerede den 29. januar 1523 havde Frederik i sin daværende egenskab som hertug af Slesvig dog udsendt et brev, hvor han kundgjorde sin magtovertagelse, og dette førte til, at Frederik I blev hyldet som konge på Viborg ting d. 26. marts 1523.
^Svend Tveskægs tænkte eller påståede afstamning fra Harald Blåtand har været set på med en vis skepsis, da ingen samtidige kilder havde omtale af et sådan slægtskab. Først en kilde fra ca. 90 år efter Haralds død og ca. 60 år efter Svends død nævner dette slægtskab, at Svend skulle være en søn af Harald.[76]
^Øystein Ekroll: "Magnus 1. Olavsson kaldet Magnus den Gode". I Karin Kryger (red.):Danmarks kongegrave I,Museum Tusculanums Forlag, 2014. (ss. 156-165)
^Frederik 3. | Gyldendal - Den Store Danske "Hyldingen i Danmark fandt sted i Kbh. den 6.7., samme dag underskrev F. sin endelige håndfæstning, og først derefter var han konge."
Nielsen, Kay (2007).Danmarks kongelige familier i 1000 år, Askholm.ISBN978-87-91679-09-4
Aamund, Jane (2007).Bag damen stod en Christian– Uhøjtidelige portrætter af kongerækkens Christianner og de kvinder, de levede med., 3. udgave, København: Høst & Søn.ISBN978-87-14-29481-6
1=Konge af Jylland, Skåne og Vestfold *=Måske kun konge af Jylland†=Også konge af Norge‡=Også regent af Norge og Sverige#=Også konge af England2=Også konge af Island Kategori:Regenter af Danmark