Enklovn er en komiskartist, der er ansat til at optræde i en varieté eller etcirkus. Klovne er karakteristiske ved deres groteske påklædning, parykker og sminkning, og de optræder overdrevet kejtet og klodset i alt, hvad de foretager sig. Klovne har let til højlydt gråd – til publikums fryd – når de er uheldige – og let til triumferende latter, når løjerne går ud over nogle af de andre klovne. De tilsyneladende så kejtede klovne er ofte blændende dygtige akrobater, jonglører og musikere.
Før i tiden lærte en klovn arbejdet fra barnsben, mens familien turnerede med forskellige cirkus. I dag findes der højt estimerede undervisningsinstitutioner, for eksempelThe Clown Conservatory iSan Francisco, der uddanner cirkusklovne til de store og berømte cirkus verden over.
Traditionelt er der fire forskellige klassiske klovnefigurer, med forskellig påklædning og fysiognomi: Auguste typen, den hvide klovn, vagabond-klovnen og karakter-klovnen.
Klovnenes historie er lang og går tilbage tiloldtid ogmiddelalder. Der har altid været nogle, der har imødekommet behov for morskab og lystighed. Icirkus, forventer man at der er både gys og grin, mange vil ligefrem synes, at det ikke er en rigtig cirkusforestilling, hvis der ikke han er klovn med.[1]
Ordet klovn stammer fra detlatinskecolonus, som betyderbonde. Og man kan da også hos nogle klovne fornemme noget landligt med genklag fra en tid, hvor der var store forskelle mellem land og by. Bykulturen var fin og fornuftig, landlivet var mere primitivt og lidt tilbagestående. Den klovnnetype, der kaldesAugust, kom fra landet – populært sagt: "kom ind med 4-toget" – hvor han mødteden hvide klovn. De to klovne stod for to kulturer, to livsformer og to måder at anskue livet på.[1]
I mange år var klovnen oftest en mand, men der er også kvinder, især i nyere tid, for eksempel som den hvide klovn.[2]
På cirkussprog siger man, at klovnen gørentre – man bruger ikke ordet optræde. Og ordet klovn bruges i cirkus om den hvide klovn. Det er ham, der er klovnen. Hans modspiller kaldes August eller Dummepeter. PåDyrehavsbakken og ihovedstadsområdet bruges vist mest ordet Dummepeter. IJylland hedder han August, men der har man også følt arven fraAugust Miehe, som var en August.[1]
Mange klovne har deres egen entre – en akt, som de selv har lavet. Og nogle kan kun lave denne ene og laver ikke andre end den, de plejer.[3] Mange kan sikkert huskeRastelli-klovnene fraCirkus Schumann ogHoliday on Ice, hvor de skyder et klaver i stumper og stykker, en entre der blev deres kendemærke og de altid udførte.
I nyere tid ser man ofte, at den klassiske klovn eller den klassiske klovneduo eller klovnetrio er afløst af enkomiker, som med en blanding af rekvisitter, gags, ord og finurlige påfund overtager klovnens opgave – at vække munterhed,[1] for eksempelCirkus Arenasitalienske soloklovn,Jimmy Folco.
Klovneentreer, med flere klovne, er ofte med en livlig dialog, mens de gensidigt prøver at snyde, genere og herse med hinanden. Den danske artistGeorg Pless' samling "Repertoire over Solo, Dobbelt og Tredobbelt Entreer. Repricer" fra 1918 dækker genren med 120 numre. Han er kendt somClown Georgy.
De klassiske klovneentreer, som går igen fra generation til generation, tager nogle klovne ofte op på ny. Blandt de mest kendte er:Lille bi, giv mig honning,Spejlentreen,Kunstskytteentreen ogBoksemaskinen. Hos familienArli iCirkus Arli oplever man ofte klassiske entreer, som familien har støvet af og aktualiseret. Substansen er den samme, men der er sat et Arli-aftryk på dem.[3]
Klovnen kan medvirke i en forestilling på flere måder. Det kan være i et eller to numre, som er klovnens eget eller som pauseklovn, hvor klovnen kommer ind og udfylder tiden mellem to numre, mens der opstilles eller fjernes rekvisitter i manegen. Klovnen kan også være repriseklovn, som lægger op til det næste nummer eller kommer ind gentagne gange med små entreer, så publikum lærer klovnen at kende lidt efter lidt, og derved langsomt opbygger sin karakter.[2]
Ikke sjældent er der musikalske indslag i klovnenumrene, der viser, at klovne er habile musikere på trompet, trækharmonika, violin eller et andet musikinstrument. KlovnenGrock kunne spille hele 24 instrumenter og italienske Alfredo Rastelli kunne spille på to trompeter samtidigt.
Kurt Møller Madsen skrev i bogenCirkus (s.161): "Klovnens hovedrekvisit er publikum. Det er publikums følelser, klovnen jonglerer med." Det indskrænker den tid en klovn kan øve sig, til når forestillingen er i gang. Rekvisitten kan være forskellig, da publikum kan være veloplagt eller uoplagt. Hvis det sidste er tilfældet, er det klovnens opgave at fange dem og gøre dem veloplagte.[2]
Det påstås tillige, at en klovn først folder sig ud, når klovnen har livserfaring eller manegeerfaring. For eksempel sluttedetårnlineakrobatenManfred Doval sin karriere somValdo the Clown. Publikum sidder både foran og bag ved bag ved klovnen, så klovnen ikke altid se dem, ligesom skuespilleren kan se publikum fra en scene. Det er ikke tilstrækkeligt at sminke sig og sætte en rød næse på og så gå ind i manegen og skabe sig tosset, klovnen skal have en færdighed med sig, ud over at være klovn. Ofte er færdigheden musikalitet.[2]
Hvis klovnen har en længere entre, kan der være brug af mange rekvisitter. For eksempel brugte de musikalske klovne Rastelli mange rekvisitter, der undervejs gik i stykker eller faldt fra hinanden, før de sluttede af med et eksploderende piano.[2]
Eftersom cirkus – i hvert fald tidligere – var en international affære, hvor artisterne på turné – og i særdeleshed klovnerne måtte lære sig fremmedsprog nok til at kunne kommunikere med publikum overalt – er klovnesprog blevet nærmest identisk med latterlige udgaver af de respektive landes nationalsprog. Det gør naturligvis ikke den tilsigtede komiske effekt mindre. På dansk grund er "Jai schkal skinne maj" blevet et klassisk klovnecitat.
Søren og Martin Arli som henholdsvis hvid klovn og "Auguste" (Cirkus Arli, Rågeleje 16-07-2006)
Den hvide klovn er den oprindelige klassisk klovnefigur. I cirkus er den hvide klovn typisk fin, dannet og særdeles myndig type. Han har røde ører, højrød sminket mund, en lidt sørgmodig mine, fint sminkede øjenbryn og måske også enskønhedsplet på kinden. Han er klædt i elegant spraglet, oftepailletbesat kostume, nærmest enkjole, med spidsbukser, og en høj hvid kalot hovedbeklædning. Denne klovn er typisk den fornuftige af dem, og må tit ryste på hovedet, ad de andres tåbeligheder og skælde dem huden fuld. Det får han aldrig andet ud af, end selv at blive til grin.[1][5]
Den hvide klovn er den ældste af alle klovne og kan spores tilbage gennemcommedia dell'arte ogmiddelalderligehofnarrister tilteatrene i det antikke Grækenland, hvor komiske skuespillere ofte malede deres ansigter hvide, så de bedre kunne ses.[6] Den hvide klovn udviklede sig til to typer med forskellig fremtoning. Dels den elegante, som kendes fra cirkus, og delsPjerrot, der oprindeligt varmøllersvend og derfor er han farvet hvid afmel og i en hvid dragt med store knapper samt med ”sovsekande” som hat.[5]
Den hvide klov kan yderligere opdeles i tre grupper. De erDen klassiske (europæiske) hvide klovn, nogle gange kaldet den "mest majestætiske og smukke" af de hvide klovne, der er en elegant klovn, som Pjerrot eller Harlekin fra commedia dell'arte.Den rene hvide klovn (The Straight Whiteface), der ligner den klassiske, men er mere farverig og mere munter. Og,Den groteske hvide klovn, der ligner den rene hvide klovn i farve og munterhed, men er mereabsurd og med overdrevne træk og tøj.[6]
Den hvide mime-klovn er også en elegant klovn og selvfølgelig kendt for ikke at tale, men at føle følelser gennem kropssprog og ansigtsudtryk.[6] Den franske mimikerMarcel Marceau er et eksempel.
Auguste-klovnen med stor rød næse, meget store sko og vildt uredt hår, tit med skaldepande, er kun én af mange variationsmuligheder. Oprindelsen til Auguste-typen tilskrives flere, blandt andre klovnenCharlie Rivel. Navnet "Auguste" kan også stamme fra den kendte danske klovn August Miehe (1889-1936), der optrådte som dummepeter. En anden orindelse kan komme fra detplattyske ord for bondeknold,auguste. Det vigtigste er at skabe en komisk figur, der er let genkendelig på lang afstand.[7]
Det klassiske Auguste-udseende er det modsatte af Den hvide klovn, med fremtrædende kødtoner og sort-hvide træk, en stor kugleformet næse og ekstravagante uoverensstemmende kostumer, for eksempel overdimensionerede slips og meget små hatte. Auguste er en blanding af Den hvide klovn og Vagabonden, ikke så ulykkelig som Vagabonden, men vildere og bredere end Den hvide klovn. Han er nogle gange Den hvide klovns hjælper, næsten altid hovedparten af Den hvide klovns vittigheder, og han vil helt sikkert ødelægge enhver opgave.[6]
August-klovnen er naiv, barnlig, trodsig, samt måske både en snu og enfoldig modspiller til den hvide klovn. Hans sko er store, fordi han står solidt plantet med begge ben på jorden. Hans kostume er farvestrålende og for stort, da der skal være plads til at udfolde sig.[8]
Vagabonden er en unikamerikansk klovnetype, på engelsk kaldt "Tramp". Nogle mener, at ideen om Vagabonden opstod med dehjemløse personer, der rejste langs togstrækninger underDen store depression. Den klassiske Tramp ser ud som et sodet ansigt, med hvidt omkring øjnene og munden, og kan referere tilbage til kulrøgen fra USA's jernbanegårde. Vagabonden er hovedpersonen i jokes, hvor for eksempel hans bagdel bliver sparket eller hans ansigt bliver vådt af en sprøjtende blomst. De sædvanlige træk ved Tramp-klovnen inkluderer et kød-tonet ansigt, skæg af skægstubbe, rød næse, laset jakkesæt, hat og fingerløse handsker.[6]
Vagabonden kan yderligere opdeles i tre grupper, selvom grunddragten forbliver den samme for hver. De erDen klassiske vagabond, forladt og undertrykt, kommer gennem livet med en regnsky over hovedet.Hoboen ellerVagabonden fra jernbanen, der er glad for at være fri af samfundet og hvis manerer ofte er elegante og raffinerede. Og,Posedamen (The Bag Lady), en kvindelig version af Vagabond eller Hobo. Vagabond-klovnen blev gjort berømt afCharlie Chaplin,Emmett Kelley ogRed Skelton.[6]
Charlie Chaplin, filmens klovn nr. 1 og hans gode ven Charlie Rivel, der tog sit kunstnernavn efter ham, var som klovne så meget på linje, at de ikke rigtigt vidste hvem, der imiterede og parodierede den anden. Siden har filmkomikere ladet sig inspirere af cirkusklovntraditionen:Buster Keaton,Gøg og Gokke,Marx Brothers m.fl..
Amerikansk klovnetradition adskiller sig fra den europæiske ved at udklædning og sminkning er mere overdrevet og grotesk, så klovnene kan virke uhyggelige. Især børn bliver bange for deres evige grin med de højt optrukne mundvige. Det er en uhyggeeffekt, der flittigt er blevet benyttet i gyserfilm. Batmanfilmenes onde "Joker" ogStephen King's "It"s "Pennywise" er eksempler på det klovneagtige/onde og uhyggelige.Simpsonkultseriens klovn "Krusty", der er blevet tv-klovn, er en sådan ondskabsfuld figur.
.jpg)
