Kirkeordinansen 1537/39, eller med den danske titel fra1539Den rette Ordinants, er den danske reformationskirkes "grundlov" og forelå1537 i en latinsk udgave, 1539 i en dansk og udkom i1542 . Den nyordnede Danmarks ogNorges kirke- og skoleforhold efterreformationen og der gik en meget grundig udarbejdelse forud ved flere kirkekommissoner og gennemsyn af reformatorerne iWittenberg. Kirkeordinansen bygger i høj grad på tyske forbilleder, dog tilrettelagt efter danske forhold.1542 fik den et vigtigt tillæg i de såkaldteRibeartikler[1], der især angik præstevalget, men bevarede i øvrigt sin almene gyldighed til indførelsen afDanske Lov i1683 ogkirkeritualet i1685, hvori dog mange af dens bestemmelser er optaget.[2]
Efter valget afChristian 3.1534 og sejren i den efterfølgende borgerkrig,Grevens Fejde, hvorJohan Rantzaus hær havde nedkæmpetSkipper Clements bondehær iNordjylland, var det nødvendigt med en ny kirkeordning, og da man i Danmark ikke mente at råde over den tilstrækkelige ekspertise, sendte man bud om hjælp iWittenberg – hovedsædet iTyskland for den lutherske reformation. Derfra sendtesJohannes Bugenhagen, der var eksperten i kirkeordninger. Han havde allerede med held udarbejdet sådanne forBraunschweig,Hamburg,Lübeck ogPommern. Sammen meddomkapitler og prædikanter ledede han udarbejdelsen af grundlaget for den nye ordning i dobbeltrigetDanmark-Norge.[3]Inden den blev vedtaget af det danske rigsråd, havde den været til godkendelse hosMartin Luther.
Samtidig medrigsrådets vedtagelse af ordinansen indviede Johan Bugenhagen syv danskesuperintendenter og en norsk. De mest fremtrædende var de kendte reformatorerFrans Vormordsen ogJørgen Jensen Sadolin, der fikLund ogFyns stifter, samtPeder Palladius, der blevSjællands biskop.
Den gamle hovedinddeling i syvstifter blev stående, ogsogneordningen ligeledes. Blot flyttedes det sjællandske bispesæde straks fraRoskilde tilKøbenhavn, og1554 blev bispesædet iBørglum flyttet tilÅlborg. Der havde været tanker fremme om at gøre en af de nye bisper til øverste biskop, men dette blev ikke til noget, vel mest fordi en sådan ordning i for høj grad ville have mindet om den gamle. Alligevel kom Sjællands biskop til at indtage en stilling som "den første blandt ligemænd", hvilket næppe var uden sammenhæng med Peder Palladius' kraftfulde personlighed.
Eftersom Bugenhagen kun varpræst, ikkebispeviet, mistede den danske kirke "den apostolske succession"[4], der hvilede på den opfattelse, at enhver indviet bisp, der havde modtaget håndspålæggelsen, indirekte havde modtaget sin indvielse fraapostlenPeter, der mentes at have været den første biskop iRom.[5]
Norge fik en egen kirkeordinans i1607, tilpasset norske forhold. Mange af kirkeordinansens regler blev senere i bearbejdet form indarbejdet iNorske Lov fra1687.
P.G. Lindhardt fremhæver flere steder[6]at den nye kirkeordning bærer stærkt præg af den lutherske "to-regiment-lære", idet der klart skelnes mellem "Guds ordinans" og "kongens ordinans", hvor "Guds ordinans" drejer sig omevangeliets forkyndelse,sakramenternes forvaltning, børnenes kristelige opdragelse,kirketjeneres, skolers og fattiges forsørgelse, mens "kongens ordinans" er alle de ordninger der skal få "Guds ordinans" til at fungere, konkret og praktisk, dvs anvisninger på bådeliturgiske, økonomske og administrative områder. En bestemt formuleret "bekendelse" –dogmatisk forstået – lagde man sig ikke fast på, men liturgien fremtrådte som en lempeligt renset romerskmesseordning, og menigheden skulle aktiveres gennem danskesalmer.[7]
Endvidere at tanken om det almindelige præstedømme efter sejren trådte tilbage og kirkeinstitutionen, repræsenteret afembedet, begyndte at træde i forgrunden, hvilket med tiden skulle få uheldige følger for det lutherske lægfoks passivitet, en passivitet der omkring hundrede år senere underChristian 4. og den såkaldtelutherske ortodoksi skulle resultere i de såkaldtestokkemetoder for at vække en slumrendemenighed undergudstjenesterne.[8]
Efter fortalen og opregningen af de mange der foruden kongen havde hængt deres segl under denne ordinans, afsluttes med:
Dernæst opstilles seks punkter som herunder er gengivet med gammel og ny skrivemåde.
| Fra originalteksten[9] | På nutidsdansk[10] |
|---|---|
En god Ordinantze oc Kirckeskick er begreben besønderlig y desse sex støcker. | En god ordinans og kirkeskik omfatter især disse 6 hovedstykker |
| Det første er lerdommen. At mand skall wduelge gode skickelig predickere, som kunde oc willeretsindelig predicke oc tilbørligen vddele Sacramenterne, oc retteligenforclare Catechismum (det er børnelerdom) om de x Guds bud, troensarticler, Pater noster oc Sacramenternes brug, for de wnge oc wforfarne oc wlerde Christne. | 1. Læren. Man skal udnævne gode, dygtige prædikanter, som kan og vil prædike retsindigt og forvalte sakramenterne på passende vis og forklare katekismen, som er børnelærdommen, om de Guds 10 bud, Trosbekendelsen, Fadervor og sakramenternes brug for de unge, uerfarne og ulærde kristne. |
| Det andet er Ceremonier oc wduortis Kiercketienniste. At der forordineris oc tilskickis nyttelige oc endrectelige Ceremonier,det er wduortis skickelser offuer alle Sogne kircker, paa det simple ocenfoldige folck icke skulle forargis aff nogen wligelighed y nogen saadan handell. | 2. Ceremonierne og den ydre kirketjeneste. Der skal forordnes og fastsættes nyttige og ensartede ceremonier, som er ydre skikke for alle sognekirker, så almindelige mennesker ikke skal forarges af nogen forskel i den slags ting. |
| Det tridie er Scholerne. At der tilskickis gode bequemme Scholemestere vdi Kiøbstederne ocsmaa Steder, huilcke med rett skickelighed kunde op lære wngdommen vdi alle maade. | 3. Skolerne. Der skal ansættes gode, egnede skolelærere i købstæderne og de små byer, som med stor dygtighed kan oplære ungdommen i alle måder. |
| Det fierde er en menige Almisse Kiiste For Kirckens tienere oc de fattige, At der maa wære at forsørge Kirckens tienere deris næring aff, Ocsaa de fattige maa bliffue behulpne. | 4. En almindelig hjælpekasse. Den skal være for kirkens tjenere og de fattige, at der må være penge til at lønne kirkens tjenere og for at man også kan hjælpe de fattige. |
| Det femte er om Superattendenter oc deris prouister. At der maa wære saadanne, som kunde holde tienerne wed deris embede, oc see til med, at alle ting maa alle wegne gaa skickelig oc ret til. | 5. Superintendenter (biskopperne) og deres provster. Der må være nogen, som kan fastholde kirkens tjenere på deres embede og se til, at alle ting går ordentligt og ret til alle vegne. |
| Det siette er om Bøger. At gode sogne Prester maa haffue, at drage nogen merckelig sand gudelighed vdaff, Oc ey bliffue snart wforseendis forgiffne aff nogre onde Bøger. Huordanne maange er alle rede vdgaangne. Ocsaa daglige io flere vdgaa. | 6. Gode bøger For at være en god sognepræst må man have gode bøger til at drage nogen sand gudsfrygt af, og ikke uforvarende blive forgiftet af dårlige bøger, som der allerede er udgivet mange af, og dagligt kommer flere. |
 | Spire Dennereligionsartikel er enspire som bør udbygges. Du er velkommen til athjælpe Wikipedia ved atudvide den. |
