69°43′39″N30°3′3″Ø / 69.72750°N 30.05083°Ø /69.72750; 30.05083
| Kirkenes | |
|---|---|
 Gågade i Kirkenes | |
| Overblik | |
| Land |  Norge |
| Fylke | Troms og Finnmark |
| Kommune | Sør-Varanger |
| Demografi | |
| Indbyggere | 3.316(2009) |
| - Areal | 2,03 km² |
| - Befolkningstæthed | 1.633 pr. km² |
Kirkenes (nordsamisk:Girkonjárga,kvænsk ogfinsk[1]Kirkkoniemi,russisk: Киркенес) er en by og administrationscenter iSør-Varanger kommune iTroms og Finnmarkfylke iNorge. Stedet har 8.684 indbyggere pr 1. januar2019.
Næsset mellemPasvikelven ogLangfjorden hed tidligerePiselvnes. Da der i1862 blev bygget en kirke på næsset, blevstednavnet ændret til Kirkenes.[2]
Byen ligger ca 400 km nord forPolarcirkelen og ligeså langt østpå somSt. Petersburg, der er nærmere endOslo.[3] I Kirkenes er centrumsgaderne skiltet både meddet latinske- og detkyrilliske alfabet.[4] Omkring 10 % af befolkningen i Kirkenes errussere.
Kirkenes blev grundlagt i1862, men fik først bystatus år1998.[5]Folketællingen år1900 viste 43 % finske, 36 %samer og 21 % nordmænd. De sidstnævnte bestod mest af øvrighedspersoner og nyligt ankomnenybyggere. Kun få familier boede i området i1906, da der blev fundetjernmalm. De lokale forhold var elendige, med et svigtendefiskeri flere år på rad; bl.a. vartuberkulose udbredt. Distriktslægen Andreas B. Wessel var i1904 blevet valgt tilordfører og prøvede uden held at få statlig hjælp til at forbedre befolkningens kår.[6]
Fundet førte til oprettelsen af mineselskabet A/S Sydvaranger i 1906; samme år blevfagforeningenNordens Klippe stiftet. I1908 blev den første tarifaftale vedtaget, og i1910 komminedriften i gang.[7] I løbet af få år var befolkningen vokset til ca 8.000 personer, også udlændinge. Kirkenes var en vigtig leverandør af råmaterialer tilartilleri underførste verdenskrig. I 1908 blev Kirkenes det nordligste anløbssted forHurtigruten, hvor skibene vender. Store ændringer fandt sted på egnen imellemkrigstiden med oprettelsen afSovjetunionen ogFinlands uafhængighed. I selve Kirkenes var dergeneralstrejke og opstand i1928. Strejken endte med et totalt nederlag for fagbevægelsen, og der kom ingen ny tarifaftale før i1947/48, da staten var gået ind som største aktionær.[8]
.jpg)
Undervinterkrigen krydsede mere end 1.300 flygtninge Pasvikelven ind i Norge. Et halvt år senere, i juli1940, blev stedet besat af tyske tropper, og op til 100.000soldater befandt sig i området, der sommeren1941 var vidne tilOperation Barbarossa, der havde den nærliggendehavnebyMurmansk som hovedmål.[2]
Kirkenes blev kraftigt bombet under2. Verdenskrig. 328 bombeangreb[10] og mere end 1.000 luftalarmer gjorde Kirkenes til krigens næstmest bombede by efterValletta påMalta.[11]4. juli1944 rangeres som den allerværste dag, idet 70 sovjetiske fly slap sprængbomber ogfosforkugler, som skabte et enormt ildhav. 140 huse brændte ned, deriblandt forretninger, bilværksteder ogbenzinstationer. Dertil blev byens hovedvandrør ødelagt, så indbyggerne ikke mere havde vand.[10]
I tre år var befolkningen i Kirkenes fanget ikrigen mellem Tyskland og Sovjetunionen, og levede medsult og rædsel. Efter tre års stillingskrig langs med flodenLitsa mellem Kirkenes og Murmansk begyndteWehrmacht sinevakuering (kaldet Operation Nordlys) afNordfinland ogNordnorge helt syd tilLyngen. Tilbagetrækningen anslås at have omfattet omkring 200.000 mand, tusindvis afkrigsfanger, 20.000 køretøjer og 60.000heste. Operation Nordlys kostede 8.263 tyske soldater livet; russerne havde 6.084 faldne.[12] 850 sovjetsoldater blev landsat i Kirkenes fra skibe i en stor operation, og rykkede frem tilTanaelv, inden de gjorde holdt;Moskva fejrede det medsalut.[13] Mens Finland sluttede fred med Sovjetunionen, og gik til angreb på tyske tropper, lagde den østrigske general Lothar Rendulic Nordnorge i aske i en enorm operation for at få sine styrker i sikkerhed sydpå.Hitler gratulerede ham i januar1945: "De har reddet Tysklands bedste hær."[14] Den største del af Rendulics 20. bjergarmé var langt borte, inden de sovjetiske styrker befriede Kirkenes nat til25. oktober 1944.[15]
I oktober begyndte A/S Sydvaranger at gemme lokalbefolkningen i en minegang øverst ved Bjørnevatn. Henved 4.000 mennesker lå gemt i minen under kampene, og kunne se alle gårde brænde ned på nordsiden afVarangerfjorden. Kl. 2:15 nat til 25. oktober kæmpede fire sovjetsoldater sig frem tiltunnelens åbning og råbte ned: "I er frie, hejs detnorske flag!" Frem fra halvmørket krøb flere fra det lovligt valgte norskekommunestyre i 1940. Russerne talte med dem ved hjælp af entolk. Et lovligt styre kom på plads, men først den anden uge i november 1944 kom den første norske styrke frem, så russerne forblev befolkningens helte.[16]
Mens russerne var kommet som befriere, oplevede civilbefolkningen en slet behandling fra 2. bjergkompagni i den norske brigade i England, da disse omsider ankom til Kirkenes. De var kun 260 mand, dårligt udrustede; de medbragte hverken køretøjer eller forsyninger. Derimod beskrev de finnmarkingerne som "dårlige nordmænd",[12] fordi finnmarkingerne havde levet med tyskerne tæt på, og lært dem at kende som mennesker. Det førte til et anspændt forhold mellem 2. bjergkompagni og finnmarkingerne, og til brutale overgreb overfor kvinder, der blev mistænkt for at have stået i forhold til tyskere.[17]
Ved Bjørnevatn havdejordemor Nelly Lund[18] taget imod de børn, der blev født i minegangen. Hun havde indrettet en lille fødestue på 4 x 6 m med fire senge, og klædt stenvæggene med uldtæpper for at holde kulden ude. De nyfødte blev lagt på låget af en storsymaskine. Dette specielle "puslebord" kan ses påLofoten krigsmindemuseum.[19] Officielt tog Nelly Lund imod ti børn i tunnelen,[20] men 70 år senere blev det kendt, at der var født 11 børn. Det 11. barn havde imidlertidøstrigsk far. Tyskerne havde fået barnets mor til at tro, at russerne kom til at æde hendes barn, så hun turde ikke komme til fødestuen, men fik anden hjælp under fødslen, samt bleer til den nyfødte.[21] Det 11. barn, en pige, valgte så sent som i2019 ved 75-årsjubilæet for Kirkenes' befrielse at forbliveanonym for at skåne sine børn og børnebørn for belastningen.[22]
Hovederhvervet i Kirkenes var minedriften. På det højeste havde A/S Sydvaranger 1.500 ansatte, og var Norges største mine det meste af sin levetid. Minen fremstillede magnetitkoncentrat (67,5 % jernindhold), højkvalitets koncentrat (72 % jernindhold) ogpellets. Under krigen blev minen drevet af tyskerne, der ved Den røde hærs fremrykning i efteråret raserede bygninger og andre værdier fuldstændigt. Som en del afMarshall-planen blev Sydvaranger genopbygget af den norske stat, og havde en meget lønsom periode i 1950/60'erne.[23]
I1996 ophørte driften, men i2009 begyndte arbejdet med at forberede gruberne for ny drift. I den senere tid harturisme overtaget som det vigtigste erhverv i Kirkenes.
Barentssekretariatet blev etableret i1993, et halvt år efter underskrivelsen af Kirkenes-erklæringen, som markerede samarbejdet om Barentshavet til normalisering af forholdet tilRusland efter opløsningen af Sovjetunionen. En ny Kirkenes-erklæring blev vedtaget i2013.[24]
Det råder optimisme i Kirkenes, blandt andet i forbindelse med en planlagt oljeudvinding iBarentshavet. Sydvaranger blev i februar2006 solgt til Norberg Eiendom af Sør-Varanger kommune og Varanger kraft for 102 mill. kr. Nordberg Eiendom solgte imidlertid Sydvaranger videre til Tschudi Shipping d.1. maj år 2006. Arbejdet med at forberede mineområdet for ny drift blev påbegyndt, januar år2009, og i den forbindelse er den privatejede jernbanelinje Kirkenes–Bjørnevatnbanen taget i brug igen.
Byen er endepunkt forE6 og forHurtigruten.
Ikke langt fra Kirkenes ligger militærlejrenHøybuktmoen som huserGarnisonen i Sør-Varanger (GSV]). Byensflyveplads,Høybuktmoen lufthavn med en international del, har daglige afgange tilOslo ogTromsø, samt til resten af Finnmark. Om sommeren er der en ugentlig afgang til Tyskland.
Midt i Kirkenes by liggermonumenter for anden verdenskrig, Russermonumentet og Krigsmødremonumentet. Et tilflugtsrum, "Andersgrotta", ligger midt i Kirkenes og var det største beskyttelsesrum for civilbefolkningen i Kirkenes.
Den sidste torsdag hver måned kan man gå på «russetorget» i centrum eller tage turen lidt uden for byen op påPrestefjell for at få et overblik over byen og Varangerfjorden.
12 km syd for Kirkenes liggerBjørnevatn med mine-sightseeing og Norges tungeste busskur (en omvendt krangrab på over 14 tons) ograllar-monumentet til ære for de første mineearbejdere. (Enrallar er en anlægsarbejder.[25])
Byens største idrætsklub erKirkenes Idrettsforening, men ogsåSørild er en stor og traditionsrig klub i Kirkenes. I2006 fik idrættsmiljøet i Kirkenes et nyt tilskud, daHavna Idrettslag blev stiftet.
