Kirkehistorie (lat.Historia ecclesiastica) er en af de fire klassisketeologiske discipliner og er sammen med studiet afDet Gamle Testamente ogDet Nye Testamente en af dehistoriske discipliner inden for kristen teologi. Kirkehistorie er som akademisk fag optaget afkirken som objekt forvidenskabeligt arbejde.Kirke forstås bredt, omfattende både institutionshistorie,socialhistorie ogidéhistorie. De to første dækker i stor grad kristendommens praksis og den sidste historisk teologi som kristendommens teori gennem historien. En smallere forståelse af historisk teologi lægger vægt på kirkens dogmehistoriske udvikling. Kirkehistorie benytter sig af sammemetodiske grundlag som bådehistoriefaget,idéhistorie ogreligionshistorie.Eusebius af Cæsarea (ca. 300) regnes normalt som kirkehistoriens far, men som denkritiske kirkehistories grundlægger regnes normaltJohann Lorenz von Mosheim (ca. 1750).
Kirkehistorien kan inddeles i perioderne: