Kaskelothvaler kommunikerer ved hjælp af "klik".Kaskelotkranium fotograferet afDaniel Bruun på Island
Kaskelothvalen (latin:Physeter macrocephalus), eller blotkaskelot, er verdens størstetandhval. Kaskelotten findes ved og udenforkontinentalsoklen i de fleste have over hele verden. Hannerne kan blive op til 20 m og veje op til ca. 55ton. Hunnerne bliver kun op til 13 m og vejer op til 20 ton.
Kaskelotter hører til blandt de dybest dykkendehvaler, og dykketider på over 1 time og dybder på 1000 meter eller mere er ikke usædvanligt for hannerne.[2]
Kaskelothvalen er med sin store næse med spermacetorganet et aktivt jagenderovdyr, der på stor dybde finder og fanger sit bytte ved hjælp af lyd, på samme måde som man måler afstand og retning ved hjælp afekkolod.[2]
Navnetkaskelot kommer af detfranske ord "cachalot", der er af uvis oprindelse. Pånorsk hedder den spermhval, der, ligesom detengelske sperm whale, hentyder til den særligespermacetolie, der findes i næsen i det såkaldtespermacetorgan. Denne olie (spermacet) er klar og flydende ved kropstemperatur, men størkner ved lavere temperaturer til en hvid,stearinagtig masse, der har en vis lighed medsæd (sperm).
Kaskelothvalen er den største af tandhvalerne og har kun tænder i underkæben. Hannerne bliver normalt 15meter lange og vejer 41ton som fuldvoksne, men individer på op til 20,5 meter og 57 ton er registreret. Hunnerne er betydeligt mindre og bliver normalt 11 meter lange med en vægt på 14 ton som fuldvoksne. Hovedet udgør mere end en tredjedel af kroppen og har en firkantet profil.Kaskelothvalenshjerne er sammen medspækhuggerens hjerne de største blandt allepattedyr.[3]Underkæben er meget smal og har 18-26 kegleformede tænder i hver kæbehalvdel. Hver tand vejer op til 1 kg.Blåsthullet sidder langt fremme på venstre side af "snuden", hvilket gør kaskelothvalen unik og let genkendelig.
Lufferne foran er korte og kantede, mens halefinnen er stor og kraftig og omkring 4-5 m bred. Kroppen er kompakt og farven varierer normalt fra brun til mørkegrå med lysere bugside.Albinisme er også kendt blandt kaskelothvaler.
Kaskelottens store næse med den usædvanlige opbygning har været svær for forskerne at forklare, og mange teorier er blevet fremsat, før man ved lydstudier endelig har fastslået funktionen.[2] Et svampeagtigt væv omgivet af et bindevævslag indeholder en olie, der ved hvalens død størkner til en mælkeagtig voks, der ligner mandligt kønssekret (deraf navnet spermhval på norsk og sperm whale på engelsk). Man troede tidligere, at denne olie var central i artens reproduktion, men man ved i dag, at dette ikke er tilfældet. Det er heller ikke tilfældet, at oliens største betydning er for hvalens evne til at regulere egen flydeevne og opdrift, som skulle ske ved, at åndedrætskanalerne i organet benyttes til enten at opvarme eller at afkøle olien. Kaskelothvalens olie har et smeltepunkt på 29 °C, og når kaskelothvalen dykker, lader den køligere vand strømme gennem sine luftvejskanaler, således at olien bliver tykkere. Dette skulle også være forklaringen på, at kaskelothvalens luftvejskanaler går på skrå fra svælget til åndehullet, der er placeret langt fremme på hvalens "snude". Placeringen gør imidlertid, at det store organ kan afkøles, hvorved olien stivner (og krymper), således at hvalens (hovedets) tæthed øges for derved at reducere flydeevnen og medføre negativ opdrift. Når hvalen stiger mod overfladen igen, vendes processen om gennem opvarmning af stadig varmere vand, hvilket forøger flydeevnen. Men denne teori er også blevet afvist.
Man ved nu, at næsen er den største biologiske lydgenerator i naturen, der samtidig skaber det kraftigste lydtryk. Klikkende kaskelothvaler kan ved hjælp af den store næse danne en meget snæver og ekstremt kraftig lydstråle, hvor mere end 99 procent af lydenergien er koncentreret inden for en kegle på cirka 10 grader foran hvalerne. Næsens lydgenerator anvendes altså til langdistance-ekkolokalisering af dybhavets fisk og blæksprutter.[2] Danske forskere har været med til at afsløre, hvordan næsen i dybder ned til 200 m benyttes til kommunikation og i dybder ned til 800 m bruges til at lokalisere byttet med.
Kaskelothvalen findes i alle verdens havområder. Hannene finder man fra iskanten i polarområderne til tropiske farvande, mens hunner og unger foretrækker subtropiske og tropiske farvande, hvor vandets temperatur er mindst 15 graderCelsius. I farvandene omkring Danmark findes derfor alene hanner.
Kaskelothvalerne findes på og udenforkontinentalsoklen. Kaskelothvalerne foretrækker store dybder, og er derfor ikke ofte forekommende i danske farvande. Kaskelothvaler observeres iNordsøen og er talrig iNorskehavet.
Kaskelotter lever hovedsageligt afblæksprutter. Hvalen er udstyret med 18-30 spidse tænder i den spinkle underkæbe, som bruges til at fastholdebyttet. Tænderne passer præcist op i huller i overkæben. Mange kaskelotter, specielt de store hanner, der dykker dybest, kan tage meget store blæksprutter, herunderkæmpeblæksprutter ogkolosblæksprutter. Deres hovedføde er imidlertid mindre blæksprutter. INordatlanten udgør artenGonatus fabricii tilsyneladende hovedparten af føden.
Det hænder, at kaskelothvalerstrander ved de flade kyster. Det er uvist, hvorfor kaskelotterne strander, men en af teorierne går på, at de er ude af stand til at orientere sig i lavere vand. En del strandinger sker i området omkringNordsøen (og lavere farvande med forbindelse til Nordsøen). Det er muligt, at kaskelothvalerne er ude af stand til at finde ud af lavere farvande som f.eks. Nordsøen, hvis de ved en fejl kommer ind mellemNorge ogSkotland. Andre årsager kunne være sygdom, ændringer i Jordens magnetfelt eller andre usædvanlige naturforhold.[4]
IDanmarkstrander kaskelothvalerne af og til ved de flade kyster, senest påHenne Strand i 2014. Flere strandinger er tidligere sket her, muligvis på grund af magnetiske forstyrrelser fraRingkøbing-Fyn Højderyggen, udover de ovennævnte årsager. Største strandinger er sket påRømø, hvor 16 kaskelotter, alle hanner, strandede i marts1996 og igen 13 (også hanner) i december 1997. I 1770 strandede en kaskelothval (han) i Alrø Sund mellemAlrø ogHjarnø iHorsens Fjord. Dele af skelettet – stykker af rygsøjlen samt et ribben – opbevares påGlud Museum.
Illustration af hvalfangst i slutningen af det19. århundrede.
Det er blevet drevetjagt på kaskelothvaler siden slutningen af1600-tallet, primært på grund afspermacetolien og en mørk tarmolie, der kaldesambra. Også de store tænder var værdifulde på grund af stigende efterspørgsel efterelfenben. Spermacetolien var eftertragtet, fordi den var ren og var de fleste andre naturolier overlegen som smøremiddel. Spermacetolien har endvidere den egenskab, at den brænder klart, hvilet gjorde olien velegnet til gadebelysning og til støbning af lys.
Ambra blev anvendt i produktionen afsæbe, stearinlys,kosmetik og rensemidler.
Kaskelothvalensspæk har også været eftertragtet, men ikke i forhold til spæk fra andre hvaler, og den primære udnyttelse ved hvalfangst af kaskelothval har været olierne.
I1800-tallet fangede amerikanskehvalfangere, med udgangspunkt iNew Bedford ogNantucket Island, store mængder kaskelothvaler på grund af de værdifulde olier. I1900-tallet, frem til 1980'erne drevSovjetunionen, samt portugisere fraAzorerne ogMadeira hvalfangst efter kaskelotter, ligesom fangst af kaskelot var en vigtig indtægtskilde for norske hvalfangere i samme periode.
Hvalfangsten i1800-tallet er levende beskrevet af flere forfattere, hvoraf især Herman Melville[5] og Frank T. Bullen[6] kan fremhæves.
Hvalfangst efter kaskelotter ophørte i1987, da den blev totalfredet.Japan påbegyndte dog i2001 en mindre hvaljagt efter kaskelotter i det nordligeStillehav.
Andenes ogKaikoura er specielle derved at en undersøisk kløft i kontinentalsoklen kommer meget tæt på land. Disse undersøiske kløfter er meget produktive og tiltrækker derfor mange kaskelotter og andre hvaler (upwelling).
^abcd30. okt. 2014, videnskab.dk: Gåden om verdens største næse,backup Citat: "...Kaskelothvalen jager blæksprutter på mellem 400 og 2.000 meters dybde, mens den uden problemer holder vejret i 45 minutter. Under mere ekstreme dyk kan kaskelothvalen holde vejret i op til to timer og formodentlig dykke til mere end 3.000 meters dybde i jagten på føde...."
^Sam H Ridgway; Alicia C Hanson (21. maj 2014), "Sperm whales and killer whales with the largest brains of all toothed whales show extreme differences in cerebellum",Brain, Behavior and Evolution,83 (4): 266-274,doi:10.1159/000360519,PMID24852603, Wikidata Q46891226
