Langs kanalens sider, helst på dem begge, anlægges en 3 à 4 m bred vej, den såkaldte trækvej, der benyttes dels til transport af de til kanalens vedligeholdelse fornødne materialer, dels til færdselsvej for de mennesker eller heste, der eventuelt trækker skibene ad kanalen, hvilken befordringsmåde ved ældre kanaler var den hyppigst benyttede bevægkraft, mens man ved kanaler anlagte omkring 1900 for at kunne konkurrere med jernbanerne mere og mere gik over til anvendelse af mekanisk bevægkraft fx ved at erstatte menneskers eller dyrs træk ved et lokomotiv, der kørte på skinner anbragte på trækvejen, men forsøgene var ikke tilfredsstillende. Fordelagtigere har det vist sig at lade skibene bevæge sig ved egen bevægkraft eller at bugsere dem efter en slæbedamper for sejl- og kanalskibes vedkommende, men også disse fremgangsmåder kan give anledning til vanskeligheder, idet den ved skibets eller slæbedamperens bevægelse fremkaldte uro i vandet kan ødelægge skråningerne, der må være særlig befæstede for at kunne modstå denne virkning. Mest tilfredsstillende har vist sig at være anvendelse af bugserfartøjer (slæbere), der ikke bevæger sig fremad ved hjul eller skrue, men ved, at et på kanalens bund ved begge ender af kanalafdelingen fastgjortståltrådstov ellerkæde føres over en på bugserbåden anbragt skive eller tromle, der sættes i bevægelse enten ved en motor om bord i bugserbåden, som modtager den fornødne elektriske strøm gennem en kontaktvogn, der ved bredden bevæger sig langs et her udspændt elektrisk kabel. Bugserfartøjerne, enten de bevæges ved hjul, skrue, tov eller kæde, slæber efter sig eller skyder foran sig en hel konvoj af fartøjer, ofte 6 à 8 eller flere ad gangen.[2]
Udgifterne til varernes transport afhænger i væsentlig grad af omkostningerne ved fartøjernes befordring, og denne vokser omtrentlig proportionalt med kvadratet på den hastighed, hvormed bevægelsen skal ske. Det er derfor en selvfølge, at hastigheden, hvormed skibene kommer til at bevæge sig på kanalen, holdes forholdsvis ringe, hvortil yderligere kommer, at en stor hastighed let ville fremkalde så megen uro i vandet, at skråningerne ødelægges. Oftest er hastigheden 0,5—1,0 m pr sek., og overskrides denne hastighed ikke, vil transport på kanaler kunne blive billigere end transport på jernbaner, dog er det indlysende, at kanaltransport kun kan benyttes til varer, der kan tåle den langsomme transport, og navnlig til gods, der forsendes i store masser, så som kul, jern, malm, teglsten, korn, tømmer og lignende.[2]
