Etkalifat er en monarkisk regeringsform (oprindeligt valgfri, senere absolut) med oprindelse i det 7. århundredesArabien, hvis politiske identitet er baseret på kravet om at efterfølgeMuhammedsislamiske stat og identifikationen af en monark kaldet enkalif som dens arving og efterfølger. Kaliftitlen, der svarer til titler somkonge,zar ellerkhan i andre dele af verden, gav anledning til talrige borgerkrige, sekteriske konflikter og parallelle regionale kalifater.
IndenforSunnisme bør han vælges af kalifatets indbyggere eller deres repræsentanter,[kilde mangler] og ifølgeShiisme bør han vælges blandtimamer tilhørende Muhammeds efterkommere afAhlul Bayt.
Kaliffen udøver sin magt gennem fire funktioner, som ofte holdes adskilt iden vestlige verden:
Åndelig leder af muslimerne, som retleder muslimer i alle nye forhold
Politisk leder af muslimerne, som står i kontakt med andre stater, og som leder regeringen
Militær leder af muslimerne, som beordrer og leder militære tiltag og først og fremmest dem, som drejer sig om konflikter mellemdar al-Islam ogdar al-Harb.
Det islamiske kalifat system er et af de få kendte systemer, der forener disse fire magtområder. Muhammeds lære bygger på enteokratisk model: han var både leder af en religiøs bevægelse og politisk og militær hersker over det område, der efterlevede hans trossætninger. Kalifatet var ikke blot et samlingspunkt for de troende, men også et suverænitetsområde.
Kalifatet nævnes ikke iKoranen, hvorfor en del muslimer helt ser bort fra det.[kilde mangler]
NavnetKalifat kommer fra detarabiskekhalifat rasul allah ( خليفة رسول الله ). som oversat betyderEfterfølger for Guds udsendte.Khalīfa kommer afverbetkhalafa = "at efterfølge" eller "at komme bagefter".
Udstrækningen af det første kalifat underAbu Bakr (632-633). Nutidens grænser er indsat på kortet.
Muhammed havde ikke fastsat regler for arvefølgen og heller ikke udpeget nogen efterfølger. Efter hans død i632 mødtes de muslimske ledere. Nogle af dem var af den opfattelse, at Muhammed havde udvalgt sin fætter og svigersøn,Ali ibn Abi Talib, som efterfølger. De fleste muslimer var ikke overbevist om det, og de fastlagde de første retningslinjer for arvefølgen. Ifølge dem skulle Muhammeds efterfølger være en araber fra Muhammeds stamme. Han skulle være ansvarlig for, at reglerne iIslam blev overholdt og skulle også sørge for, at udbredelsen af læren skete med alle midler, herunder krig. Flertallet af de muslimske ledere valgteAbu Bakr, som var far til Muhammeds yndlingshustruAisha til Muhammeds efterfølger. Han tog titlenkhalifat rasul Allah, og det blev kalifatets begyndelse. Kort før sin død foreslog han sin fortroligeUmar som sin efterfølger.
I634 blev Umar valgt som den anden kalif. I hans regeringstid udstraktes det islamiske magtområde tilEgypten,Syrien,Irak og dele afMesopotamien. Han var også sejrherre i de fleste af slagene medperserne.Umar blev stukket med kniv bagfra under en morgenbøn, og døde af sine kvæstelser nogle dage senere. Umar ville ikke udtale sig om hvem der skulle være den næste kalif, da det var op til folket at vælge den tredje kalif.
I644 blev én af Muhammeds svigersønner,Uthman, efter Umars død valgt som den tredje kalif. Han fortsatte sin forgængers ekspansion, men med tiden fik han fjender mellem muslimerne i de erobrede områder og frem for alt blandt deres ledere, som bebrejdede ham, at han foretrak muslimer fra Mekka, hans hjemby. I656 blev han myrdet af muslimer fra Irak og Egypten.
I656 blev Ali valgt som d.4 retledende Kalif, og tilhængere af den myrdedeOthman nægtedeMu'awiya, som kom afUmayyadernes stamme, Alis lydighed og erklærede ham krig. I657 blev de enige om at forhandle efter en lang og uafgjort krig. Men i660 oprettede Mu'awiya et mod-kalifat i Damaskus. Dermed varummah delt for første gang.Dette opfattedekharidjiterne som blasfemisk. De stod for to samtidige mordforsøg på Ali og Muawiyah i 661, men det lykkedes dem kun at myrdeAli. Alis søn og barnebarn tilProfeten MohammedHasan, var kun som fungerende kalif i 6 måneder, eftersom der var alt for mange uroligheder, gav han afkald på sit post, og Muawiyah indledteUmayyade-kaliffernes epoke.
Umayyaderne blev navnet på et dynasti af kaliffer, der var overhoveder for det sunnitter. Men Alis parti godtog ham ikke som kalif, og det kom til et skisma mellemsunnitterne ogshiitterne. Alis Parti trak sig tilbage til det sydlige Irak, mens ummayyade-kalifatet flyttede kalifatets hovedstad fra Medina til Damaskus.
Muawiyah afskaffede også valget af kaliffer og gjorde værdigheden arvelig, efter at han havde erklæret sin søn,Yazid, som efterfølger. Ældsterådet skulle nu kun komme med en formel godkendelse af den nye kalif. Yazid måtte kæmpe mod oprørere straks efter sin tiltrædelse, ogHusayn, den anden søn afAli og Mohammeds barnebarn, udnyttede situationen og gik i krig mod Yazid. Han blev standset og dræbt efter slaget ved Kerbela. Det beseglede den endegyldige adskillelse mellem shiitter og sunnier.
Drabet påProfeten Mohammeds barnebarnHusayn, sat et eftertryk påProfeten Mohammeds stamtræ, ogYazid I, søn afMuawiyah blev derefter den uretmæssige kalif. Bådeshiitterne ogsunnitterne anserHusayn, som den heltemodige kæmper.Yazid I døde den 12. november 683 i Huwwarin, mellem 35 og 39 år. Hans søn Muawiya II, som han havde nomineret, blev kalif. Hans kontrol var imidlertid begrænset til kun nogle dele af Syrien, og han døde efter et par måneder af en ukendt sygdom. Nogle tidlige kilder siger, at Muawiya II abdicerede før sin død.
Umayyaderne udvidede riget, og de nåede mod øst helt til Kinas og Indiens grænser, mens de mod vest underlagde sig Nordafrika, Spanien og Sicilien. Da de forsøgte at erobre Frankerriget, blev de standset i732 afKarl Martell ved Poitiers. De blev trængt tilbage til Spanien, og de følgende kampe drejede sig kun om magten over bjergpassene (seRolandskvadet med sagnet omHolger Danske).
Efter718 havde shiitterne sammen med persiske og andre nationale muslimske grupper samlet sig omabbasiderne. De var efterkommere afProfeten Mohammeds onkel Abbas, som bekæmpede kalifatet og i747 indledte en opstand med et stort antal tilhængere. Ca.750 havde de erobret riget og dræbt næsten alle ummayyaderne. Kun én lykkedes det at flygte til Spanien. MedAbu al-Abbas begyndteabbasidekalifatet.
Flytningen af kalifatet tilBagdad indledteMedinas nedgang som den islamiske tros højborg. Samtidig blev Bagdad specielt underHarun al-Rashid, som var kalif fra 786 til 809, til den by, der er kendt fra eventyrsamlingenTusind og en Nat: den strålede af pragt og rigdom, og den var et centrum for bådeåndsvidenskaber ognaturvidenskaber. Overholdelsen af de religiøse forskrifter blev overvåget i en helt anden grad end under Ummayaderne, og kalifatet nåede i det9. århundrede sin største blomstringstid. Men ekspansionen og bureaukratiet krævede sin pris, og kalifferne overgav mere og mere politisk magt tilvesirer (statsministre) og embedsmænd på mellemniveauet.
Fra begyndelsen af det 10. århundrede blev der flere opstande. I Nordafrika og Spanien blev der grundlagt uafhængige kalifater, og i midten af århundredet var kaliffen kun formelt hersker, mens den virkelige magt lå hos skiftende militære og statsministre. Det var kun bevarelsen af troen, som var deres område. i1258 brød Bagdadkalifatet sammen, daDjengis Khansmongoler erobrede byen. Det lykkedes enkelte abbasider at flygte til Egypten, og i 1261 blev en af dem anerkendt som kalif af den egyptiskesultan i Kairo. Hans magt var kun åndelig og mest i teorien. Efter kort tid var kalifatet en indholdsløs titel, som overførtes tilosmannerne i1517.
Fatimiderne, der var efterkommere efter Ali og hans hustruFatima deraf navnet, Muhammeds yndlingsdatter, grundlagde deres eget kalifat i909. Det havde heleMaghreb (Nordafrika) som magtområde og strakte sig fra Algeriet til Egypten, Syrien og Sicilien. Hovedstaden var Kairo, og dynastiet blev styrtet af den egyptiske sultanSaladin i1171.
Den sidste umayyade, som overlevede massemordet på familien mellem 747 og 750, nåede til Spanien. I756 oprettede han etemirat med hovedstad iCórdoba. I929 omdannede hans efterkommerAbd al-Rahman 3. det til et kalifat..[1] Fatimiderne protesterede, men kunne intet gøre, og kalifatet fortsatte indtil det faldt fra hinanden til småriger i1031. Hverken Fatimidekalifatet eller det spanske Umayadekalifat opnåede nogensinde fuld anerkendelse fra alle sunnitter.
Fra det13. århundrede gjorde muslimske herskere igen og igen krav på titlen som kalif. I året1517 lykkedes det denosmanniske sultan at oprette det osmanniske kalifat. Da flere og flere kristne trængte ind i de muslimske områder, henviste sultanerne i det19. århundrede til deres titel som åndeligt overhoved for at skaffe sig støtte fra muslimer uden for deres eget magtområde. Under1. Verdenskrig oplevede Osmannerne at de mistede støtten fra de arabiske ledere, som i stedet var gået sammen med briterne. Flere års kamp fulgte hvilket til sidst endte med at den sidsteosmanniske sultan og kalif,Muhammed VI blev afsat d. 1. november 1922. Den 19. november 1922 valgte den tyrkiske nationalforsamling den afsatte sultans fætter,Abd-ul-Medshid II som ny kalif, men nu i en meget mere begrænset udgave af kalif-embedet end tidligere. Den3. marts1924 blev Abd-ul-Medshid dog afsat som kalif, og han og hele hans familie blev udvist afTyrkiet, som den nye republik, der havde afløst Osmannerriget, var kommet til at hedde.
KongHussein ibn Ali afHijaz antog i marts 1924, den ledige titel som kalif, men opnåede ikke videre anerkendelse som sådan i den arabiske verden (dog støttede den i 1922 afsatte osmanniske sultan og kalif, Muhammed VI, Hussein bin Alis antagelse af titlen som kalif). Han kunne henvise til, at han nedstammede fra profetens oldefar, Hashim, og desuden var han konge over Mekka og Medina, de to hellige byer. I december 1925 blev Hijaz dog indtaget af styrker loyale overforIbn Saud, og det selvudråbte kalifat ophørte dermed de facto at eksistere
I1926 skulle en ny kalif vælges på en muslimsk kongres iKairo, men det mislykkedes. Siden har der ikke været alvorlige fælles anstrengelser for at genoplive kalifatet. Idéen om kalifatet har dog stadig en enorm symbolværdi i den muslimske verden.
I vores tid er der bevægelser i mange lande for at genrejse kalifatet i den moderne muslimske verden. Blandt disse er organisationerneHizb ut-Tahrir og Azmat-e-Islami. I sommeren 2003 var der et fejlslagent kup iEgypten, hvor nogle topchefer i hæren forsøgte at aflægge troskabsed til kalifatet, men efterretningstjenesten opdagede truslen. Formålet med kupforsøget var at skabe et kalifat, der kunne omfatte hele den muslimske verden fra Marokko til Indonesien, ikke bare som en sammenslutning af stater, men en sammensmeltning af alle de 53 muslimske lande med én hær, én møntfod, én religion og ét broderskab.
Den internationaleterroristgruppeAl-Qaida har tilsvarende planer om at oprette kalifatet og styrte regeringer iMellemøsten med hjælp fra regeringer, der støtter tanken. Målet er at skabe etwahabikalifat over hele den muslimske verden.
I 2014 valgte bevægelsenIslamisk Stat at udråbe et nyt kalifat. Udråbelsen fandt sted d.29. juni2014 på den første dag iramadanen, og som ny kalif blev udset bevægelsens leder, herefter kendt somKalif Ibrahim. Ingen andre nationer har indtil videre anerkendt det nye kalifat, der ved sin oprettelse kontrollerede større dele afSyrien ogIrak.
