American Library Association Honorary Membership (1994), Félix Houphouët-Boigny-fredsprisen (1994), Hoover Medal (1998), Presidential Medal of Freedom (1999), Storkors af Kroneordenen (2011), Nil-ordenen, Befrieren San Martins Orden, Fire Friheders Pris – Frihedsmedaille (1995), International Mediation medal (1979), World War II Victory Medal, Cataloniens internationale pris (2010), American Campaign Medal, National Defense Service Medal, FNs menneskerettighedspris (1998), Manuel Amador Guerrero-ordenen, Indira Gandhi-prisen, Nobels fredspris (2002), Vasco Nuñez de Balboas-ordenen, æresdoktor ved Nanjing Universitet (2012), æresdoktor ved Haifa Universitet (1987), Audubon Medal (1994), Albert-Schweitzer-Preis für Humanität (1987), American Peace Award (2009), Ansel Adams Award (1981), Delta Prize for Global Understanding (1999), Ellis Island Medal of Honor, Financial Times Person of the Year (1976), Grammy Award for den bedst indtalte album (2006, 2015, 2018), Fulbrightpris (1994), Philadelphia Liberty Medaljen (1990), æresdoktor ved University of Alberta
Jimmy Carter tjente i den amerikanske flåde som løjtnant i mange år. Hans faders død bevirkede dog, at han og hustruen måtte vende hjem tilPlains,Georgia, for at passe familiens jordnøddefarm.
Carter havde ikke meget politisk erfaring, da han stillede op som præsident. Han var i fire år medlem af det øvre kammer i Georgias delstatsparlament. Han stillede op tilguvernørposten i 1966, men blev slået i det demokratiske primærvalg af Lester Maddox, der sidenhen vandt det egentlige valg. Fire år senere lykkedes det Carter at få partiets nominering, og han vandt guvernørposten.
Carter blev overraskende demokraternes præsidentkandidat i 1976, på trods af, at mange mere erfarne og kendte politikere stillede op. Allerede i 1974, mens han stadig virkede som guvernør, satte han sig som mål at blive valgt til præsidentembedet ved valget i 1976. Han og hustruen turnerede USA rundt, og han gik fra at være "Jimmy Who" til en seriøs præsidentkandidat.
Der var i USA en udbredt politikerlede efter årene medWatergate, og den religiøse Carters budskab om aldrig at lyve over for det amerikanske folk, blev vel modtaget.
Valgresultatet i 1976 (røde stater til Ford, blå stater til Carter).
Under kampen om at bliveDemokraternes præsidentkandidat udmanøvrerede han bl.a. et så prominent navn som Ronald Reagans efterfølger som guvernør i CalifornienJerry Brown, der ellers var gået ind i valgkampen med ene det formål at holde Carter ude pga. dennes mangel på politisk erfaring. Carter slog ogsåEdward Kennedy, Lloyd Bentsen,Hubert Humphrey ogSargent Shriver samt Adlai Stevenson III og 17 andre kandidater.[1]
Modparten i valgkampen endte med at blive den siddende præsidentGerald Ford, der måtte igennem en hård kamp om præsidentnomineringen modCaliforniens tidligere guvernørRonald Reagan, inden han kunne tage kampen op mod Jimmy Carter. En kamp, der først endte vedRepublikanernes partikonvent.
Carter vandt præsidentvalget den første tirsdag i november 1976, efter en af de tætteste valgkampe i amerikansk historie. Allerede ved selvepræsidentindsættelsen viste Carter den nye stil, da han og hustruen Rosalynn samt børnene forlod limousinen og gik til fods op ad Pennsylvania Avenue.
Dagen efter sin indsættelse opfyldte præsidenten et valgløfte ved at benåde dem, der havde undgået krigstjeneste iVietnam ved fx at rejse til udlandet.
Indenrigspolitisk markerede præsidenten, at det var sparetider. Han iførte sig en sweater og skruede ned for varmen iDet Hvide Hus. Desuden solgte han den præsidentielleyacht. Samme år standsede han B1-bombeflysprojektet, hvilket medførte vrede ikke mindst blandt de traditionelle koldkrigere.
Efterhånden viste det sig ganske svært for præsidenten at få lovgivning gennemUSAs Kongres: Han var blevet valgt som et modspil til det etableredeWashington, men nu viste det sig, at han af netop denne grund havde svært ved at samle flertal for sine lovforslag. Det blev ikke lettere af, at hans stab for en stor dels vedkommende udgjordes af mennesker han havde kendt fra sin tid som guvernør i Georgia, og disse blev i pressen kendt somThe Georgia Mafia.[2]
Et særligt udenrigspolitiske område som Carter arbejdede hårdt for, varSALT II-aftalen, som reducerede det antalatom-sprænghoveder, som blev produceret og opretholdt af både USA ogSovjetunionen. Det varRichard Nixon ogGerald Ford som fik SALT I aftalen i stand, der havde reduceret antallet af atomvåben, som blev produceret, men Carter havde ønsket en yderligere reducering. Det var hans hovedmål – som det blev gjort klart i hansindsættelsestale (Inaugural Address) – at atomvåben skulle fjernes fuldstændig fra jordens overflade.
Carter og den sovjetiske lederLeonid Bresjnev nåede en aftale herom i slutningen af 1979 — SALT II aftalen, trods Kongressens modstand mod at ratificere den, fordi mange var af den opfattelse, at det svækkede USA's forsvar.
Efter Sovjetunionens invasion afAfghanistan i slutningen af 1979, trak Carter aftalen tilbage fra godkendelses-proceduren i Kongressen, og aftalen blev aldrig ratificeret - skønt den var underskrevet af både Carter og Bresjnev. På trods af dette, levede begge parter op til forpligtelserne, som der var blevet enighed om under forhandlingerne.
Juledag 1979 begyndte densovjetiske invasion af Afghanistan. Det blev besluttet, at USA skulle støtte modstandsbevægelsen i Afghanistan med våben, heriblandtStinger-missiler rettet mod sovjetiske helikoptere. Det menes af mange, at USA dermed selv væbnedeMujahedin-grupper, der siden spredte terror på amerikansk jord.[3] Invasionen af Afghanistan førte desuden til, at præsidenten i sinState of The Union-tale i 1980 fremsatteCarter-doktrinen samt at USA boykottede DeOlympiske Lege iMoskva i 1980.
Imidlertid begyndte de problemer, der skulle hjemsøge resten af Jimmy Carters præsidentperiode, iIran. LandetsshahMohammad Reza Pahlavi var efterhånden grundigt upopulær – ikke mindst på grund afsekulariseringen af Iran – ogayatollahRuhollah Khomeini styrede fraParis det oprør, der efterhånden førte til shahens fald iden iranske revolution. En forsmag på dette fik USA i 1977, da shahen gæstede Washington og blev mødt med store demonstrationer foran Det Hvide Hus. Shahen drog i eksil i 1979, men blev snart efter alvorligt kræftsyg, hvilket betød, at han måtte indlægges på et hospital i USA. Episoden blev så uheldigt håndteret, at det skabte en udbredt mistro mod USA, både blandt gamle allierede og nye fjender.
Den 4. november 1979 besatte iranske studenter den amerikanske ambassade iTeheran og tog 52 amerikanere somgidsler. I begyndelsen af gidselkrisen samledes det amerikanske folk bag præsident Carter, men da forhandlinger og indefrysning af iranske pengebeløb ikke førte nogen vegne, svandt opbakningen. Han beordredeOperation Eagle Claw(en), et forsøg på at befri gidslerne, den 24. april 1980, men det slog fejl og otte amerikanske soldater og en iransk civil døde. Dagen efter, i en TV-tale, fortalte Carter om befrielsesforsøget og tog ansvar for dets fejltagelse, hvilket øgede kritikken mod ham og fik hans udenrigsministerCyrus Vance til at trække sig.[kilde mangler]
Valgresultatet i 1980 (røde stater til Reagan, blå stater til Carter).
Et yderligere problem for valgkampen var Carters bror Billy, der havde modtaget mere end 200.000 dollars fraLibyen, og efter pres fra Justitsministeriet måtte registrere sig underForeign Agents Registration-loven (en) somagent for Libyen for at undgå retsforfølgelse.[4] Der blev også udarbejdet en granskningsrapport i Senatet om forholdet.[5]
På 1-årsdagen for besættelsen af ambassaden, var der præsidentvalg i USA. Præsident Carters nederlag til den republikanske modstanderRonald Reagan var så massivt, at Carter ringede og gratulerede Reagan medsejren, inden de sidste valglokaler lukkede. Carter vandt blot seks af de 50 stater, og desudenWashington D.C.. Under valgkampen var der endda tvivl om, hvorvidt han ville vinde sin hjemstat Georgia, som han dog vandt med 15procentpoint.
I perioden indtil vagtskiftet i Washington den 20. januar 1981, arbejdede Carter-administrationen febrilsk på at få de 52 gidsler hjem, mens Carter stadig var præsident. Det lykkedes i sidste ende at få en aftale i stand med iranerne, men først kort inden Reagans indsættelse som præsident. Timingen af den iranske regerings meddelelse om frigivelsen, der skete samme dag Reagan blev indsat, førte til en konspirationsteori (en), der påstod at Reagans valgkampagne havde konspireret med Iran for at forsinke deres løsladelse, men senere undersøgelser fandt ingen beviser for dette. Grundet Jimmy Carters valgnederlag, var det i egenskab af præsident Reagans særlige udsending – ikke længere som præsident – at han modtog de hjemvendte gidsler, da de satte fod på tysk jord iWiesbaden efter 444 dage i fangenskab.[6]
Efter sin præsidentperiode har Jimmy Carter oprettet et fredscenter,The Carter Center, der følger situationen rundt omkring i verden og bl.a. overvåger valg, når der er risiko forvalgsvindel, samt bekæmpersult oganalfabetisme. Ekspræsidenten deltager endvidere i husbygningsprojekter for hjemløse og underviser fortsat i søndagsskolen i Plains, Georgia. Han har desuden skrevet et væld af bøger om såvel sin præsidentperiode som kunst og kultur, samt sine oplevelser omkring det at blive ældre.
Jimmy Carter er ofte blevet kaldt "verdens bedste ekspræsident" på grund af sin humanitære indsats.[7] Samtidig må det dog nævnes, at han ikke mindst i USA har mødt stærk modstand, fordi han ofte er gået imod USA's officielle politik. I april 2007 kaldte Carter præsident Bush for en af de dårligste præsidenter nogensinde, hvilket fik Bush's talsmand til at beskrive ekspræsidenten som "stadig mere irrelevant".[8]
I 1994 fik Jimmy Carter overtalt præsidentClinton til at sende ham på en mission tilNordkorea. Nordkorea havde udvist undersøgere fra IAEA,Det Internationale Atomenergiagentur, og truede med at begynde at forarbejde brugt atombrændsel. Carter mødtes med den nordkoreanske præsidentKim Il Sung, og det resulterede iRammeaftalen( Agreed Framework), under hvilken Nordkorea indvilligede i at stoppe forarbejdningen af atombrændsel til gengæld for en genoptagelse af normale relationer, olieforsyninger og to letvandsreaktorer som afløsning for dets grafitreaktorer.
Rammeaftalen forhandlet på plads af Jimmy Carter blev lovprist vidt og bredt som en diplomatisk landvinding, som fik Nordkorea ud af isolationen.
Carter besøgteCuba i2002 og blev modtaget afFidel Castro. Carter er dermed den eneste amerikanske præsident, der personligt har hilst på Castro. (Nixon mødtes med Castro i 1959, men han var dengang vicepræsident). På Cuba mødtes Carter endvidere med modstandere af Castro-styret. Han udtalte da, at USA's embargo mod Cuba, den har varet siden 1960, burde ophøre.[9]
Jimmy Carter fikNobels fredspris i2002 for årtiers vedvarende arbejde for at finde fredelige løsninger på internationale konflikter, fremme af demokrati og menneskerettigheder, og for at fremme økonomisk og social udvikling.Nobelkomitéens formand udtalte, at Carter skulle have haft prisen allerede i 1978, da han lykkedes med fredsaftalen mellem Egypten og Israel.[10]
BogenPalestine: Peace Not Apartheid fra 2006 har bragt ekspræsidenten på kant med en del af det jødiske samfund i Amerika, på grund af ordet "apartheid" i titlen samt en uheldigt formuleret sætning der antyder, at palæstinenserne kan fortsætte selvmordsbombningerne indtil Israel giver dem bedre forhold. Carter undskyldte for den uheldigt formulerede sætning på Brandeis universitetet iMassachusetts den23. januar 2006, men ville ikke undskylde bogens titel, der baserer sig på forskelsbehandlingen af jøder og palæstinensere i Israels besatte områder.
På grund af ovennævnte bog har 14 medlemmer af The Carter Center's bestyrelse forladt institutionen.
På enbogmesse iWales den25. maj2008, udtalte Jimmy Carter, at "udsultningen og indespærringen af 1,6 millioner palæstinensere er en af de største forbrydelser mod menneskerettighederne, som sker nu,- noget sted på planeten." Han citerede statistikker, som han sagde viste, at nærings-indtaget for nogle palæstinensiske børn var under niveauet for børn iAfrika syd forSahara[11]Han sagde videre atStorbritannien havde en rolle at spille i, at fordømme Israels behandling af palæstinenserne. "Jeg kunne tænke mig Storbritannien sige: Dette er ikke rigtigt og jeg er for en gang skyld uenig med mine venner i USA, og vi mener at palæstinenserne iGaza bør behandles med respekt for alle menneskerettigheder." Præsidenten sagde videre, at palæstinenserne udsættes for horribel behandling, og tilføjede: " at se Europa gå med til det, synes jeg er beskæmmende. Det burde være beskæmmende. Der findes ingen grunde, som berettiger at folk behandles på denne måde."[12]
Da han blev spurgt om sine følelser for den accept aftortur, som George Bushsanktionerede overforterror-mistænkte (der ikke er dømt for noget) påGuantanamo, svarede han: "Forlegenhed og forfærdelse og fortvivlelse", og at han håbede, "at den næste præsident forAmerikas Forenede Stater, hvad enten han errepublikaner ellerdemokrat, offentligt vil tilkendegive, permanent og på global basis, at vores land vil aldrig igen vil udsætte nogen fange for tortur, og at vi for fremtiden vil overholde betingelserne i internationale aftaler."[12]
Som svar på et spørgsmål om hvad der burde være USA's politik overfor et atombevæbnetIran, sagde han, at ethvert land bevæbnet med atomvåben vil have overvældende odds imod sig." USA har mere end 12.000 atomvåben, Sovjetunionen (sic) har omkring det samme, Storbritannien og Frankrig har askillige hundrede og Israel har 150 eller mere", sagde han.[11]
