Efter Jean-Baptiste Lullys ankomst tilParis i1646 kom han i adelig tjeneste, men blev i1652 ansat vedLudvig 14.s hof, hvor han hurtigt gjorde karriere. Han skrevballetter og blev især kendt for sinetragédies lyriques, der i modsætning til italienskopera lagde vægt på det dramatiske forløb og gav afkald på virtuos sangudfoldelse. Mellem1673 og1686 skrev han i alt 16operaer.
Lullys fader, Lorenzo Lulli, var af bondeslægt. Moderen, Caterina del Sera, var datter af en møller. Familien boede i en bygård iFirenze som sandsynligvis tilhørte Lullys morfader. Begge Lullys søskende døde i barnealder, og syv år gammel var Jean-Baptiste blevet enebarn. Han fik en god uddannelse, den første musikundervisning fik han af enfranciskanermunk.
Lullys skæbne blev vendt på hovedet efter, at Roger de Lorraine, søn af hertugCharles de Guise, kom til Firenze i februar 1646. HertugindeAnne Marie Louise d'Orléans, som var datter afLudvig XIIIs broder, hertugGaston af Orléans, havde givetChevalier de Guise i opdrag at finde en "smuk dreng" som hun kunne konversere på italiensk med. Lorraine blev opmærksom på den livlige, tretten år gamle Lully, og i forståelse med forældrene tog han ham med til Frankrig.
Lully boede hos hertuginden iPalais des Tuileries og havde som opgave at underholde i komiske roller, akkompagnere på guitar, holde orden på hertugindens garderobe, ordne i kaminen og tænde lys. Til gengæld fik han anledning til at perfektionere sit violinspil, han modtog cembalo- og kompositionsundervisning hosNicolas Métru,François Roberday ogNicolas Gigault, og fik uddannelse iballetdans under opsyn af Jean Regnault de Segrais.
Den unge Ludvig XIV i hovedrollen som Apollo iBallet royal de la nuit, 1653.
Så længe Ludvig XIV var mindreårig, blev Frankrig i realiteten styret af kardinalMazarin og kongens moder,Anna af Østrig. Den unge konge havde dermed megen fritid, som han brugte til at lege med personalets barn iPalais du Louvres kælder, hvor han kan være blevet bekendt med den seks år ældre Lully. Kongen og broderen var knapt at skelne fra de andre børn, for den legendarisk gerrige Mazarin vogtede som en høg over kongens garderobe, så sandsynligvis var mange af tjenerstabens børn mere velklædt end kongen af Frankrig. Mellem Lully og kongen opstod der et nært venskab, og sammen lærte de at danse og spille guitar. Forholdet gik nok langt ud over et normaltmæcenat.
Det nære venskab mellem kongen og Lully gik ikke de andre hofmusikeres opmærksomhed forbi.Jean de Cambefort, som så langt havde været ansvarlig for balletmusikken ved det franske hof, så ham allerede nu som en alvorlig trussel. Det samme gjordeGuillaume Dumanoir, lederen afVingt-quatre Violons du Roy ("kongens 24 strygere"), et orkester grundlagt afLudvig XIII og det første permanente orkester i musikhistorien. Men der fandtes også hofkomponister, som opmuntrede den unge musiker, for eksempelMichel Lambert, en mester inden genrenair de cour, og senere Lullys svigerfader.
I Lullys første kendte optræden, som foregik påThéâtre de la foire 7. marts 1652, fremstillede han en torvehandler. Efter"fyrstefrondens" nederlag blevLa Grande Mademoiselle tvunget til at forlade Paris, og Lully fulgte med hende tilSaint-Fargeau iBourgogne. Det gik ikke lang tid før han var tilbage i Paris for herefter helt og fuldt koncentrere sig om Ludvig XIV. IBallet royal de la nuit, som blev opført flere gange mellem 23. februar og 16. marts 1653, optrådte Lully som hyrde, soldat, tigger, krøbling oggratie, mens kongen gjorde sin første balletoptræden i rollen som den opadstigende sol. Kongen var så fornøjet med Lully at han 16. marts 1653 gav ham ansvaret for instrumentalmusikken og titlenCompositeur de la musique instrumentale. De dansede nu ofte sammen på scenen, for eksempel iBallet des plaisirs. På denne tid bidrog Lully med enConcert italien tilBallet de Psyché, det blev hans første succes som komponist.
Lully var misfornøjet med disciplinen iVingt-quatre Violons du Roy, og med kongens velsignelse dannede han i 1648 et eget ensemble,Les Petits Violons de Lully. Med dem fremførte han sin første store komposition,La Galanterie du temps, som blev opført i Mazarins palads.Petit violons var et mere fleksibelt værktøj for Lully end "Kongens 24 strygere" og gjorde det muligt for ham at slippe væk fra jalousien og rænkespillet blandt de etablerede komponister.
Lully hørte til en gruppe italienere, som virkede i Paris med støtte af den italiensk fødte kardinalMazarin, men til trods for sit ophav var Lully allerede på denne tid hovedtalsmand for en franskpræget dansestil. Gennembruddet som komponist kom medAmour malade, uropført 17. januar 1657. Igen brillerede han som danser, denne gang fremstillede hanCommedia dell'arte-figurenScaramouche.
Lully tilhørte nu kongens inderkreds og ledsagede ham og Mazarin tilPyrenæerne i 1659, hvor de forberedtePyreneerfreden. På turen skrev Lully blandt andetBallet deToulouse. 29. august 1660, tre dage før Ludvigs indtog i Paris, blev Lullys fredsmotetJubilate Deo opført i Église de la Merci. Tilstede ved den vellykkede fremførelse var kongemoderenAnna af Østrig, dronningMaria Theresia af Spanien og kongens broderFilip 1. af Orléans.
I anledning af festivitassen tog Mazarin i brug politisk pres for at «invitere» tidens mest berømte italienske operakomponist,Francesco Cavalli, som nok så modvillig tog turen til Paris. Cavallis opgave var at skrive en festopera med titlenErcole amante ("Den forelskede Herkules"), mens Lully fik ansvaret for balletindslagene. Italienske operaer var ikke ukendte i Paris:Luigi Rossis operaer blev ofte opførte, og specielt indtryk gjorde hansL'Orfeo. Men kongen selv kunne ikke udstå italiensk opera og instruerede derfor Lully til at undergrave samarbejdet med Cavalli.
Lullys sabotage resulterede i at det ikke lykkedes Cavalli at få værket færdigt i tide. Løsningen blev at gribe til en af hans tidligere succeser, operaenXerxes, og også til denne skulle Lully komponere balletmusikken. Under opførelsen iPalais des Tuileries' kunstgalleri 21. november 1660, overstrålede Lullys danseindslag selve operaen. For at bevise den franske musiks overlegenhed, skrev Lully værket helt og fuldt i fransk stil. Cavallis italienske opera fik knapt nogen opmærksomhed, han blev ikke en gang nævnt som komponist. Alligevel var ikke Cavalli det egentlige mål, det var kardinalen, som skulle latterliggøres via protegéens fiasko.
Efter Mazarins død den 9. marts 1661 forlod mange italienere Frankrig; det var som at udvise den italienske opera. Alligevel blev CavallisErcole Amante opført til sidst. BalletindslagetHercule amoureux blev en af musikhistoriens mest mindeværdige forestillinger: mens kongen dansede solgudenApollo – for anden gang, og nu i al sin strålende pragt – messede hoffet "længe leve Solkongen!" Tilnavnet blev hængende ved, og Ludvig IV kaldes fortsat "Solkongen". Cavalli returnerede tilVenedig som en nedbrudt og vanæret mand, og svor at han aldrig ville komponere for scenen mere (han skrev seks operaer til). For Lullys del gik karrieren på skinner. Den 5. maj 1661 udnævnte kongen ham tilSurintendant de la musique du roi og gav med det afkald på de 10.000 livre, som posten egentlig kostede.Michel Lambert blevMaître demusique de la chambre.
FinansministerNicolas Fouquet fik bygget et palads iVaux-le-Vicomte og havde hyret Frankrigs bedste kunstnere for opgaven: arkitektenLouis Le Vau tegnede paladset,André Le Nôtre stod for haveanlæggene ogCharles Lebrun, hofmaler og en fremragende dekoratør, indrettede salene. Den 17. august 1661 blev byggeriet indviet med en storslået fest, kongen med familie og en lang række gæster var inviteret, og tidens bedste musikere stod for underholdningen, blandt andreMichel Lambert og Lully. Nogen dage før festen fandt Lully sin venMolière i en panisk stemning fordi han ikke fik tak i nok skuespillere til komedienLes Fâcheux ("Plageånderne"). Lully fik den genialt enkle ide at tilføje balletnumre mellem scenerne således, at skuespillerne fik tid til at klæde sig om til nye roller.Pierre Beauchamp og Lully arrangerede en del eksisterende balletnumre. For denne anledning nykomponerede Lully blot encourante.
Opførelsen blev en stor succes, og dermed var "comedie-ballet" skabt, dette var Lullys vigtigste form de næste år. For øvrigt gjorde det dyre slot og den ekstragavante fest kongen jaloux. Han fik Fouquet fængslet og ejendommen beslaglagt, og startede straks på at ombygge faderens gamle jagtslot til det allermest storslåede af alle hans residenser, slottet iVersailles.
Da de første parkarbejder var fuldførte i 1664, var det tid for at holde en storslået fest. Den fik navnetLes Plaisirs de l'îsle enchantée ("den fortryllede øs fornøjelser") og tematikken var hentet fraLudovico Ariostos eposOrlando furioso. Festen varede fra 7. til 13. maj og blev åbnet med en såkaldtcarrousel, en hesteballet, hvor hoffet præsenterede sig i sine kostbare antræk, selvsagt anført af kongen. Dagen blev afsluttet medBallet des Saisons ("årstidsballet"), hvor blandt andet "Våren" blev præsenteret på en hest, "Sommeren" på en elefant, "Høsten" på en kamel og "Vinteren" på en bjørn. Musikken, som Lully komponerede for denne første dag, er gået tabt.
Festen bestod ellers af lotterier, banketter, baller, opførelser af de tre Molière-Lully-balletterLa Princesse d’Élide («fyrstinnen av Elis», 8. maj),Les Fâcheux, 11. maj),Le Mariage forcé ("det tvungne giftermål", 13. maj), og 12. maj var der premiere på komedienTartuffe. Den første version indeholdt kritik af religiøst hykleri, så kirkens folk sørgede for ganske hurtigt at få den forbudt.Tartuffe blev omarbejdet flere gange, indtil den blev godkendt af censuren. Den første, skandaleombruste, version er tabt.
Højdepunktet under festen var stormningen af Alcinas palads, en stor kulisse på en kunstig ø i Versailles' store kanal. "Paladset" brændte op under et meget kostbart fyrværkeri.
De følgende år kom det flere balletkomedier:George Dandin (1688) blev opført under den anden store Versailles-fest,Monsieur de Pourceaugnac (1669), og de allerstørste succeser,Les amants magnifiques ogLe Bourgeois Gentilhomme, begge 1670. Den sidste var møntet på en tyrkisk udsending, som havde gjort sig til grin ved hoffet.
Ved siden af samarbejdet med Molière komponerede Lully flere hofballetter. I 1669 kom den sidste store hofballet,Ballet Royal de Flore, hvor Ludvig XIV optrådte som Solen for tredje gang. Den fjerde og sidste gang var i balletkomedienLes amants magnifiques, da kongen blev overanstrengt, angiveligt af en krævendekoreografi.
I 1671 skrev Lully og Molière tragédie-ballettenPsyché, som gav "verdens største konge" en heroisk rolle at optræde i. På grund af tidsnød måtte Molière engagere tolibrettister,Pierre Corneille ogPhilippe Quinault. Sidstnævnte havde ansvar forles Divertissements, og blev efter dette Lullys foretrukne librettist.
Ballet des Ballets blev bestilt til brylluppet mellem kongens broder, hertugen af Orléans ogElisabeth Charlotte av Pfalz, og Lully og Molière skabte enpastisj af vellykkede scener fra deres sidste fælles værk. Selv om de røg uklar under arbejdets gang og gik fra hinanden som uvenner, blev balletten opført. Molières komedieLa Comtesse d'Escarbagnas («Grevinden fra Escarbagnas», 1671) blev tonesat afMarc-Antoine Charpentier. Charpentier skrev også den omfangsrige scenemusik til Molières sidste værk,Le malade imaginaire ("Den indbildt syge").
KomponistenRobert Cambert og librettistenPierre Perrin drev i kompagniskabAcadémie Royale de musique, forløberen tilNationaloperaen i Paris. I 1672 opførte de det som regnes som den første franske opera,Pomone. Forventningerne var små, men succesen blev desto større. Lully betragtede virakken, som blev de to kompagnoner til del, med en stor misundelse og ved hjælp af kløgtig intrigemageri lykkedes det ham at få den økonomisk ubehjælpelige Perrin ruineret og kastet i gældsfængsel. Lully tilbød at dække gælden for den ulykkelige Perrin, og sørge for at kongen slap ham ud, som modydelse krævede han, at Perrin gav Lully operarettighederne og alt dertil hørende. Perrin gik med på handelen uden at forstå, hvad det ville føre med sig.
Lully kontrollerede nu Académie Royale de musique og havdemonopol på operaopførelser og andre rettigheder som kongen indrømmede ham. Ingen kunne opføre musik uden atle Surintendant havde givet sin tilladelse, den som trodsede monopolet risikerede at instrumenter, kostymer, indtægter etc. blev konfiskeret. Eksempelvis blevMolière hårdt ramt i sine sidste leveår ved at Lully havde fået ejendomsretten til alle teksterne som han havde skrevet musik til. Alle fik føle Lullys magt, og flere af de mest ansete komponister og musikere opsagde sine poster ved hoffet, en af dem var grundlæggeren af den franske cembaloskole,Jacques Champion de Chambonnières.
1672, året han kom til magten, præsenterede Lully sin første opera på scenen, pastoralenLes Fêtes de l'Amour et de Bacchus. På grund af tidsnød skrev han en pastiche efter samme model somBallet des Ballets. Værket blev meget populært og lagde grunden for hans videre karriere som den franske nationaloperas "fader".
I modsætning til Cambert og Perrin, gav Lully balletten stort rum i sine værker. Alle Lullystragédies består af en prolog og fem akter. I hver akt er det etdivertissement, en storslået scene med ballet og korindslag. Prologen kan ses som en egendivertissement og tjente udelukkende til at forherlige «Solkongen».
1673: operaenCadmus et Hermione blev præsenteret på scenen, den regnes som Lullys første tragedie. Året efter fulgteAlceste, uropførelsen af denne festopera foregik i Versailles' marmorhal og var et af højdepunkterne under den tredje Versailles-fest. I 1675 blevThésée uropført; lige storslået, lige fremgangsrig.
1676: tragedienAtys bærer undertitlen «kongens opera» fordi kongen angivelig skal have været medkomponist. Her gav Lully afkald på pauker og trompeter for at opnå en mørk og ru klang. Operaen indeholder en legendarisk "søvnscene", hvor den unge gambistMarin Marais fremstillede en af drømmene.
Lully i hofdragt
1677:Isis var et genialt værk, som fik en lunken modtagelse. Den pudsige handlingsgang, somPhilippe Quinault havde forfattet, blev kritiseret, og Lullys musik fundet for intellektuel. Operaen fik undertitlen «musikernes opera», fordi musikere og personer med musikalsk uddannelse var begejstrede for værket.
1678: Lully omarbejdedePsyché (entragédie-ballet) med hjælp af librettisterneThomas Corneille ogBernard Le Bouyer de Fontenelle. Ændringerne indebar at talte dialoger blev erstattede med sang.
1679:Bellérophon blev skabt i samarbejde med Thomas Corneille. Året efter fulgteProserpine. I 1681 krævede kongen en hofballet, da han ønskede at genoplive den gamle tradition. Dette værk,Le Triomphe de l'Amour ("Kærlighedens triumf"), blev danset af kongens efterkommere og blev et af Lullys mest berømte værker.
1682: hoffet flyttede til Versailles og i anledning begivenheden blev operaenPersée opført. Næsten 100 år senere, 17. maj 1770, blevOpéra royal du château de Versailles indviet med samme værk i anledning den fremtidige kongeLudvig XVIs bryllup medMarie Antoinette. Dette fortæller hvilken betydning Lullys værk fortsat havde under 1700-tallet.
1683: Dronningen døde og opførelsen afPhaeton blev udsat.
1684: Lullys mest succesfyldte sceneværk,Amadis. Rigtignok var det komponeret året før, men dronningens død udsatte uropførelsen med et år. Amadis blev opført hvert eneste år resten af kongens liv. Temaet er franske ridderepos, hvor det højeste ideal er forsvaret af troen: ophævelsen afEdiktet i Nantes satte sine spor også i musikken.
I 1685 blevRoland vist på scenen, men kongen var nu kommet under stærk indflydelse afMadame de Maintenon som havde været kongensmorganatiske ægtefælle fra 1683. Hun var meget from og brød sig hverken om Lullys musik, komponisten selv eller hans udsvævende,bifile livsførelse, og det førte til, at Lullys stjerne begyndte at falde. Kongen brød sig mindre og mindre om hans musik. Da det blev kendt, at Lully havde en affære gående med enpage ved navn Brunet, og tillige havde deltaget iorgier hos hertugerne af Orléans og Vendôme, fik kongen en anledning til at fortælle Lully, at han ikke kunne tolerere hans livsstil længere. Nok var Lully i mellemtiden udnævnt tilSecretaire du Roi og var – i det mindste på papiret – kongens rådgiver og hævet op i adelstanden, men kongen behandlede nu sin tidlige fortrolige og ven køligt.
Lully skrev til kongen og bad om tilgivelse, og fik den næsten: Marki de Seignelay, sønnen afJean-Baptiste Colbert, bestilte værketIdylle sur la Paix med tekst afJean Racine. Kongen overværede opførelsen i Sceaux og blev så betaget af overhofmesterens nyeste værk, at han bad Lully om flereencores. Madame de Maintenon satte imidlertid bom for en forsoning.
Anet-slottet i dag.
I 1686 havde Lylly været i unåde i lang tid og kongen tog ikke mod ham mere, så dette år blev Lullys nyeste operaArmide uropført i Paris og ikke ved hoffet. Lully havde alligevel håb om at blive taget ind i varmen igen, og den næste opera, skrevet for Louis-Joseph Duc de Vendôme til en libretto af Jean Galbert de Campistron, var en subtil hyldest af tronfølgeren og dermed også kongen.Acis et Galatée blev spillet den 6. september 1686 i Anet-slottet i anledning et afdauphinens jagtpartier. Lully og sangerne spiste med gæsterne før opførelsen. Partituret var dedikeret kongen, og i forordet skrev Lully, at han følte sig sikker på at hæve sig op igen og udføre sin gerning fyldt af en guddommelig gnist.
I 1687 arbejdet Lully med operaenAchille et Polixène. Samtidig blev kongen meget syg. Han havde klaget over tandsmerter, men lægerne, som skulle trække tanden ud, udførte opgaven så dårligt, at en del af kongens overkæbe blev revet af. Den stærke blødning blev forsøgt stoppet med glødende jern, og efter den brutale behandling regnede man kongen for så godt som død. Overraskende nok kom han til hægterne igen, og det måtte selvsagt fejres. Lully stillede arbejdet medAchille et Polixène i bero mens han omarbejdedeTe Deum, som han oprindelig skrev i 1678. Planen var, at værket skulle opføres med hele hofmusikken, 300 musikere, men under opførelsen afmotetten 8. januar 1687 iÉglise des Pères Feuillants var Lully så uheldig at ramme en tå med sin lange, tunge og rigt udsmykkede taktstok, som han i tråd med tidens praksis brugte til at markere takten med ved at dunke den i gulvet. Der gikkoldbrand i såret, men Lully nægtede at amputere tåen og døde få måneder senere. Han blev begravet i Notre-Dame-des-Victoires under stor deltagelse.
SekretærenPascal Collasse fuldførte Lullys sidste opera. Sønnerne Jean og Louis de Lully overtog sammen med Lullys elevMarin Marais posten somsurintendant, men de blev senere erstattede af kongens nye yndling,Michel-Richard Delalande.
Med sin nye orkesterdisciplin videreførte og prægede Lully den franske stil og fik en enorm indflydelse på den europæiske musik mod slutningen af 1600-tallet.
Typisk for Lullys orkesterklang var "for-slaget", den femstemmige orkestersats og den store orkesterbesætning. "Kongens 24 strygere" dannede ensemblets kerne, hvortil kom 12 storebarokoboer, en omfangsrigcontinuogruppe medlutter,guitarer,cembali etc. – og temmelig oftepauker ogbaroktrompeter. Populær var også hans fremvisning af nye instrumenter, somtværfløjte og den "fransketrio" med to oboer ogfagot. Lully medvirkede personlig til at videreudvikleskalmeje til obo. De nye instrumenter blev tildelt solopartier i mange danse og instrumentalstykker, og blev sågar ofte spillede fra scenen. I den senere tyske tradition blev den franske trio meget brugt, specielt afFasch ogTelemann. Tidlig i karrieren spillede Lully selv førsteviolin, og iPhilidor-samlingenspartiturer finder man flere steder påskriften«M. de Lully joue» («spillet som af herr Lully»), og det indebar, at violinstemmen skulle spilles mest mulig ornamenteret.
Den typiske franskeouverture med punkterede rytmer og en tilhørendefuga med gentagelse af første del, er bare delvis Lullys nyskabning. Forgængere, lærere og samtidige, som Jean de Cambefort, Francois Caroubel, Nicolas Dugap, Jacques de Montmorency de Bellville, Jacques Cordier, Pierre Beauchamps, Guillaume Dumanoir, Michel Mazuel, Mignot de la Voye og Robert Cambert, skrev ouverturer, eller rettere "åbningsmusik" til hofballetterne. Disse ouverturer har ingen forbindelse med de italienskesinfonias somClaudio Monteverdi,Luigi Rossi,Francesco Cavalli ogAntonio Cesti komponerede. Den typiske franske orkesterstil blev udviklet allerede påLudvig XIII og hans balletmestres tid, og kan føres tilbage til dannelsen af "Kongens 24 strygere", og det Lullys gjorde var først og fremmest af at videreføre forgængernes traditioner. Alligevel, mens de gamle ouverturene var heller baktunge, føjede Lully til ende en fugadel. I 1660 blev en sådan "ny" ouverture for første gang opført i ballettenXerxes, og denne form blev derefter retningsgivende. Næsten alle værker begynder med en sådan ouverture – en undtagelse erLes Fêtes de l’Amour et deBacchus som åbner med en alderdommeligritournel.
Lully var danser selv og meget påpasselig med at udforme sine danse og balletter således, at man forstod hvilken dans der var tale om straks, man hørte musikken. Dansen var hovedsagen, musikken var et redskab, som kom i anden række.
Den franske opera var fra starten tænkt som en modpol til den etablerede italienske opera. Ludvig XIV var optaget af fransk udtryksform i alle kunstarter, og Lully var en villig og talentfuld mester, som kunne virkeliggøre hans ideer på musikområdet.
Recitativerne i italiensk og fransk opera er påfaldende uens. Det franske recitativ, som blev udviklet af Lully og Lambert, er nærmest en videreudvikling afair de cour. Reciterede passager går over i småairs, men disse må ikke forveksles med de italienskeda capo-arier, sådanne findes ikke i franske operaer. Lullys mest berømte scene er hovedfigurensmonolog iArmide:«Enfin il est à ma Puissance!» (akt II, scene 5). Samtidige og efterfølgere, somJean-Philippe Rameau, betragtede disse passager som idealet for den franske operakunst. Lullys største fortjeneste ligger i, at han grundlagde den franske nationalopera. Med sin egenudviklede operaform formåede han at tilfredsstille det franske publikums forventning om en hjemlig, forståelig opera med ballet integreret i formen.
Lullys operaer er delt i enprolog og fem akter. Prologen tjener til at forherlige kongen i musik og gennem klassiske temaer af typenridder-epos og historier fra den græsk-romerskemytologi). Prologen består som regel blot af balletter, kor ogairs, og få recitativer. De fem tragedie-akter er alle forfattede på vers, noget det franske recitativ passer godt til. I hver akt er der etdivertissement, det vil sige store korscener og balletter. Enkelte scener blev standard, så som den populære drømmescene (sommeil), de pompøse slag (combats), stormene (vents) og de store afsluttendechaconnene ogpassacaillene, ofte med solister og kor.
Den franske musikstil blev populær i Europa allerede medPlaisirs de l’Îsle de enchantée, og unge musikere kom til Paris for at studere hos Lully. Eleverne blev til de europæiske "lullister":Pelham Humfrey,Johann Sigismund Kusser,Johann Caspar Ferdinand Fischer,Agostino Steffani,Georg Muffat og flere. Disse unge musikerne gjorde Lullys stil populær frem for alt i Tyskland og England. Så det undrer ikke, at disse suiter fik stor påvirkning på den barokke orkestersuite. De fleste fyrster havde afskrifter af Lullys værker i sine musikbiblioteker. I Tyskland var det frem for alt ved hofferne iHannover,Celle,Düsseldorf,Kassel,Darmstadt,Rastatt ogMünchen man ikke bare samlede Lullys musik, men også importerede franske musikere. Lullys operaer kunne blivepiratkopierede og solgt på det sorte marked, før han havde nået at færdigstille scenerne. Hans stil blev efterlignet; selvJohann Sebastian Bachs berømte orkestersuiter var grundlagt på Lullys former. Også andre tyske komponister skrev franske suiter efter Lullys mønster, som Georg Philipp Telemann,Johann Friedrich Fasch,Johann Joseph Fux ogPhilipp Heinrich Erlebach. Og ikke mindst er begge de kendteHändel-værkerWater Music og Music for the Royal Fireworks baserede på Lullys forbilleder. Den franske musikstil var veletableret ved det engelske hof allerede påKarl I's tid, blandt andet gennem den franske komponist og violinist Stephen Nau. Defrankofilestuartkonger dyrkede Lullys stil, og stilen kan spores iLocke,Humfrey,Blow ogPurcells musik.
Aversionen mod italiensk musik aftog først efter, at koncertserienConcert spirituel var etableret i Paris. Denne offentlige koncertserie blev holdt et borgerlig miljø, og her blev der stadig oftere spillet italienske koncerter. Da en italiensk trup opførtePergolesisintermezzoLa serva padrona i Paris, brød den såkaldtebuffoniststrid(de) ud mellem tilhængerne af den traditionelle franske opera og tilhængerne af den nye italienskeopera buffa. Buffoniststriden, som var præget af en meget hård, polariserende smæderetorik, blev først bilagt flere år senere efter de første opførelser afGlucks operaer. Med Gluck forsvandt endelig operaerne fral'ancien régimes tid; Lully, Campra og Rameau blev knap nok spillet mere.
Eppelsheim, Jürgen:Das Orchester in den Werken Jean-Baptiste Lullys. Verlag Schneider, Tutzing 1961 (Münchner Veröffentlichungen zur Musikgeschichte; 7).
Gorce, Jérôme de la (red.):Quellenstudien zu Jean-Baptiste Lully – l'oeuvre de Lully. Etudes des sources. Hommage a Lionel Sawkins. Olms, Hildesheim 1999,ISBN3-487-11040-7 (Musikwissenschaftliche Publikationen; 13).
Schneider, Herbert:Die Rezeption der Opern Lullys im Frankreich des Ancien Régime. Verlag Hans Schneider, Tutzing 1982,ISBN3-7952-0335-X (zugl. Habilitation, Universität Mainz 1976).
