Omfatter alle med fast bopæl på Israelsk jord, Golanhøjderne og Østjerusalem. Inkluderer også den israelske befolkning påVestbredden. Udelukker alle ikke-israelere påVestbredden ogGazastriben.
Israel (hebraisk:יִשְרָאֵל,tr.Yisra'el;arabisk: إسرائيل,tr.Isrā'īl), officieltStaten Israel (hebraisk:מְדִינַת יִשְרָאֵל,tr.Medinat Yisra'el;arabisk: دَوْلَةْ إِسْرَائِيل,tr.Dawlat Isrā'īl) er et land iMellemøsten ved den sydøstlige ende afMiddelhavet. Landet grænser op tilLibanon mod nord, tilSyrien ogJordan mod øst og tilEgypten mod sydvest og har et varieret landskab inden for det begrænsede landområde.[10]Vestbredden ogGazastriben er tilstødende områder, som sidenSeksdageskrigen i1967 har været omstridte. Med et indbyggertal på næsten 10 millioner,[11] hvor hovedparten erjøder, er Israel den eneste stat i verden med en jødisk majoritet.[12] Som en kulturel og religiøs smeltedigel er det også et hjemsted forarabiskemuslimer, arabiskekristne,drusere,samaritanere og flere andre religiøse og etniske minoriteter.Jerusalem er officielt landets hovedstad, med både landets parlament og regering.
Ligesom tilfældet er med eksempelvis landområder påVestbredden, er Jerusalems status omstridt. Således har både israelere og palæstinensere fremsat uforenelige territorielle krav omJerusalem. Jerusalems status er endnu ikke besluttet.
I forbindelse medDet Osmanniske Riges opløsning efterFørste Verdenskrig besluttedeFolkeforbundet i1922 at etablerePalæstinamandatet. Dette bestemte, atStorbritannien skulle administrere området foreløbigt med henblik på bl.a. at etablere et "nationalt hjem for det jødiske folk".[13] Perioden undermellemkrigstiden var karakteriseret af uroligheder, som var forårsaget af spændinger mellem den arabiske og jødiske del af befolkning.Storbritannien agtede efteranden verdenskrigs afslutning, at afslutte Palæstinamandatet. En afstemning iDe Forenede Nationersgeneralforsamling i 1947 – den såkaldtedelingsplanen for Palæstina (resolution 181) – havde til formål at finde en løsning på uenighederne og stridighederne mellem den arabiske og jødiske del af befolkningen. Delingsplanen foreslog, atJerusalem skulle være et "corpus separatum" under international overvågning. Derudover forslog delingsplanen en konkret opdeling af landområderne i det daværendePalæstinamandat, hvilket ville have resulteret i skabelsen af såvel en arabisk som en jødisk stat.[14] Selvom delingsplanen blev vedtaget afFN's generalforsamling, var den ikke juridisk bindende, og daDen Arabiske Liga prompte afviste planen, blev den aldrig til virkelighed.[15][16][17] Jøderne under ledelse afDavid Ben-Gurion erklærede, at de havde til hensigt at etablere staten Israel og formulerede i den forbindelseden israelske uafhængighedserklæring, hvori Israel d.14. maj1948 erklæredesin uafhængighed. Uafhængighedserklæringen gjorde dog ikke rede for den nye stats grænser. De arabiske lande indledte den såkaldtearabisk-israelske krig 1948, dagen efter at den nye israelske stat havde udråbt sin uafhængighed.
Israels ideologiske retfærdiggørelse findes dels iBibelens beskrivelser afIsraels land,[18] i den europæiskeantisemitisme ogjødeforfølgelser, dels izionismen der var en reaktion på jødernes forfærdelige vilkår i Europa. Israel finder endvidere retfærdiggørelse i bestemmelserne fraFolkeforbundetPalistinamandatet. Hertil kommer den lange række af begivenheder, der siden statens officielle grundlæggelse er indtruffet i kølvandet på diverse konflikter med forskelige nabostater. Israel har underskrevet fredsaftaler medEgypten (i1979) ogJordan (i1994), omend der forsat pågår stridigheder mellemisraelerne ogpalæstinenserne om grænser og territorielle krav.
Israel er etrepræsentativt demokrati med etparlamentaristisk system oguniversel stemmeret.[19][20] Alle israelere, uanset religiøs tilhørsforhold, har således stemmeret, ligesom israelskearabere både er repræsenteret i landetsparlament (Knesset) og højesteret. Kritikere af Israel har dog beskyldt styret for at være etapartheidstyre.[21] Denne kritik er typisk møntet på styrets behandling af bl.a.palæstinensere påVestbredden, selvom nogle kritikere ligeledes anvenderapartheid-analogi om styrets behandling af arabiske statsborgere i Israel.[22] Israel tager selv kraftigt afstand fraapartheid-analogien og påpeger, at der er tale om en smædekampagner igangsat af folk, der ikke ønsker, at staten Israel eksisterer.[23] USA's forhenværende udenrigsministerJohn Kerry har givet udtrykt for, at Israel med en etstatsløsning kan udvikle sig til et apartheidstyre.[24] Han har dog senere undskyldt og forklaret, at han ikke mente Israel, som det er i dag.[25]
Statsministeren fungerer somregeringschef, ogKnesset (parlamentet) fungerer som Israels lovgivende magt. Målt ibruttonationalprodukt anslås det, at Israels økonomi er den28. største i verden og 13. plads i BNP per indbygger,[26] og Israel rangerer desuden højest blandt landene iMellemøsten hvad angårHDI-indekset,[27] økonomi[28],[29] innovation[30] og gennemsnitlig formue per voksen.[31] Det er det mest udviklede land i Mellemøsten og et af de mest udviklede i verden.[32] Israel var ifølge magasinet "Global Finance" i 2022 det 6. mest avancerede og teknologiske land i verden.[33] Israel er et af de rigeste lande i Asien målt efter BNP pr. indbygger.[34] Landet ligger på en 4. plads iWorld Happiness Reports lykkeindeks.[35]
Igennem de sidste tre tusind år har navnetIsrael i normal og religiøs brug betydet bådeIsraels land og hele denjødiske nation. Navnet stammer fra et vers iBibelen (Første Mosebog 32,28), hvorJakob bliver navngivetIsrael efter en vellykket kamp med en af Guds engle.[36] Kritikere er ikke enige om navnets betydning. Nogle mener, at navnet kommer fra verbetśarar ("at herske, blive stærk, have autoritet over"), og ifølge dem betyder navnet "Gud hersker" eller "Gud dømmer".[37] Andre mulige tydninger er "Guds prins" (frakong James’ oversættelsen 1611) eller "El (Gud) kæmper/strider".[38] Helt fraset navnets præcise betydning er den bibelske nation efter Jakob blev kaldt "Barn af Israel" eller "israelitter".
Den første historiske benævnelse af ordetIsrael forekommer iMerneptah Stele efterDet gamle Egypten (dateret til det 13. århundrede f.Kr.), selvom forskere er uenige i, om der refereres til et folk eller et hjemland.[39] Nutidens land fik navnetMedinat Yisrael ("Staten Israel"), efter at andre foreslåede navne f.eks.Eretz Israel ("Israels land"),Zion ogJudea blev afslået.[40] I den uafhængige stats første uger bestemte regeringen, at udtrykket "israelere" skulle betegne Israels borgere, hvilket blev bekendtgjort afudenrigsministeren,Moshe Sharett.[41]
Israels land, kendt på hebraisk somEretz Yisrael, har været helligt for detjødiske folk siden debibelske patriarkers tid, som ifølge Bibelen var tidligt i det andet årtusind f.Kr.[42] IfølgeToraen blev landet Israel lovet til jøderne som deres hjemland,[43][44] ogjødedommens helligste steder ligger her. Omkring det 11. århundrede f.Kr. blev den første af en rækkejødiske kongeriger og stater etableret for at styreregionen. Disse jødiske kongeriger regerede i det følgende årtusinde.[45]
For mange jøder idiasporaen var det et ønske at returnere til Zion ogIsraels land.[52] Dette håb og denne længsel kom tydeligt til udtryk iBibelen[53] og er et centralt tema iden jødiske bønnebog. Fra og med begyndelsen af det 12. århundrede begyndte en lille, men stabil strøm af jøder at forlade Europa for at bosætte sig i det hellige land. Indvandringen øgedes, efter at jøderne blev udvist fraSpanien i1492.[54] I løbet af det 16. århundrede slog store samfund rod iDe fire hellige byer, og i anden halvdel af det 18. århundrede bosatte helehasidiske samfund fra Østeuropa sig i det hellige land.[55]
Theodor Herzl (iBasel) var en pioner i arbejdet med at etablere en jødisk stat.
Den første storeimmigrationsbølge i moderne tid, kendt som denførste aliyah (hebraisk: עלייה), begyndte i1881, da jøderne flygtede frapogromer iØsteuropa.[56] Zionistbevægelsen eksisterede allerede, menTheodor Herzl er i eftertiden blevet betragtet som grundlægger af den politiskezionisme,[57] en bevægelse, der forsøgte at etablere en jødisk stat i Israels forjættede land ved at løftejødespørgsmålet op på internationalt niveau.[58] I 1896 publicerede HerzlDer Judenstaat (Jødestaten) og skabte visionen om en kommende stat. I 1882 var han leder af den første zionistkongres iBasel.[59]
Den anden aliyah (1904–1914) begyndte efterKishinev-pogromen. Omtrent 40.000 jøder bosatte sig i Palæstina.[56] Både den første og den anden bølge af indvandrere var hovedsageligtortodokse jøder,[60] men den anden aliyah inkluderede også socialistiske pionerer, der etableredeKibbutzbevægelsen.[61] Under1. verdenskrig udstedteStorbritanniensudenrigsminister,Arthur Balfour,Balfour-deklarationen, hvori det fremgik, at man "view[ed] with favour the establishment in Palestine of a national home for the Jewish people".[62] Den britiske erobring af Israel fik assistance afDen jødiske legion, der var en gruppe af bataljoner hovedsagelig dannet af frivillige zionister. Arabisk modstand mod Balfour-planen førte i 1920 til uroligheder og racistisk motiveret vold mod jøder i Palæstina, og derfor blev den jødiske forsvarsorganisation,Haganah, dannet. Derfra udsprang senere grupperneIrgun ogLehi (af briterne kaldetSternbanden efter lederen Avraham Stern).[63] I 1922 overdrogFolkeforbundetPalæstinamandatet tilStorbritannien for at "placere landet i en så politisk, administrativ og økonomisk tilstand, at det vil sikre etableringen af det jødiske nationalhjem".[64]
Den jødiske indvandring fortsatte med dentredje (1919-23) ogfjerde aliyah (1924-29), der tilsammen bragte 100.000 jøder til Palæstina.[56] I kølvandet på optøjerne iJaffa i1921 forbød briterne yderligere jødisk indvandring, og det territorium, der kandiderede til at huse en kommende jødisk stat, blev nu placeret iTransjordan.[65] Nazismens fremvækst i 1930'erne førte til denfemte aliyah med en tilstrømning på en kvart million jøder. Tilstrømningen resulterede i det arabiske oprør i 1936-39 og fik briterne til at afdække immigrationen medHvidbogen af 1939. En hemmelig bevægelse, kendt somAliyah Bet, blev organiseret for at bringe jøder til Palæstina, efterhånden som lande over hele verden afviste jødiske flygtninge på flugt fraholocaust.[56] Ved slutningen af2. verdenskrig udgjorde jøderne 33% af Palæstinas befolkning – en stigning fra 11 procent i 1922.[66][67]
I1947 trak det britiske styre sig tilbage fraPalæstinamandatet og slog fast, at det var ude af stand til at finde en løsning, der ville være acceptabel for både araberne og jøderne.[68] Det nydannedeFN vedtog en delingsplan (FN's Generalforsamlingsresolution 181) den29. november1947 og forslog derpå, at landet skulle opdeles i to stater: en arabisk og en jødisk.Jerusalem blev udpeget som international by – encorpus separatum – administreret af FN for at undgå konflikter om byens status.[69] Det jødiske samfund godtog planen,[70] menDen Arabiske Liga og den arabiske højere komité afslog.[71]
Alligevel blev den uafhængige stat, Israel,udråbt den14. maj1948, dagen før det britiske mandat over Palæstina ophørte.[72] Kort efter gik fem af medlemmerne af Den Arabiske Liga – Egypten, Syrien, Jordan, Libanon og Irak – til angreb på Israel og startede dermedDen Arabisk-Israelske krig 1948 (i Israel kendt somUafhængighedskrigen).[72] Efter næsten et år med kampe blev våbenhvile indført, og midlertidige grænser, den såkaldteGrønne Linje, blev oprettet. Jordan inkluderede det som senere blev kendt somVestbredden og Østjerusalem under sit styre, mens Egypten tog kontrol overGazastriben. Israel blev anerkendt som medlem af FN (Forenede Nationer) den11. maj1949.[73] I løbet af fjendtlighederne flygtede711.000 arabere fra Israel ifølge FN.[74] De palæstinensiske flygtninges skæbne er i dag forsat en af hovedtvisterne i Palæstina-Israel-konflikten.[75][76] Et tilsvarende antal jøder, over 850.000, menes at være flygtet fra deres hjem i forskellige arabiske lande efter Israels uafhængighedserklæring i 1948 til tidligt i 1970'erne.[77] Størstedelen af alle disse jødiske flygtninge immigrerede til Israel – det anslås at 600.000 slog sig ned i Israel.[78][79][80]
I statens tidlige år dominerede venstrefløjszionismen den israelske politik under ledelse af statsministeren,David Ben-Gurion.[81][82] Disse år blev præget af masseimmigration fra bl.a. overlevende fraholocaust og udvandrende jøder fra arabiske lande, hvis emigration blev fremskyndet af vold og konfiskation af ejendom, der blev støttet afDen Arabiske Liga. Israels befolkning øgedes fra 800.000 til to millioner mellem 1948 og 1958.[83] Herunder blev den jødiske befolkning fordoblet i statens første fire leveår: fra ca. 650.000 i 1948 til mere end 1.300.000.[79] De fleste ankom som flygtninge uden ejendele og blev huset i midlertidige lejre kendt somma'abarot. I 1952 levede over 200.000 immigranter i sådanne teltbyer. Behovet for at løse denne krise fik Ben-Gurion til at underskrive en reparationsaftale (forsoningsaftale) medVesttyskland, hvilket udløste masseprotester fra jøder, der ikke brød sig om, at Israel "gjorde forretninger" med Tyskland.[84]
I 1950'erne blev Israel ofte angrebet af arabiske grupper (fedayeen), hovedsagelig fra den egyptisk kontrolleredeGazastribe.[85] I 1956 sluttede Israel sig til en hemmelig alliance medStorbritannien ogFrankrig med det formål at genvindeSuez-kanalen, som egypterne havde nationaliseret (seSuez-krisen). Selvom Israel erobredeSinai-halvøen, pressedeUSA ogSovjetunionen Israel til retræte til gengæld for garantier for israelske skibsfartsrettigheder iRødehavet og Suezkanalen.[86]
I begyndelsen af det følgende årti pågreb IsraelAdolf Eichmann, en af arkitekterne bag nazisternesEndelige løsning, der havde levet skjult iArgentina, og stillede ham for en israelsk domstol.[87] Retssagen fik en stor indflydelse på den offentlig bevidsthed omholocaust,[88] og Eichmann blev den hidtil eneste, der er blevet dømt til døden ved en israelsk domstol.[89]
Konflikter, fredstraktater og kontroversiel regering
I 1967 samlede Egypten, Jordan ogSyrien deres tropper nær ved de israelske grænser, udvisteFN's fredsstyrker og blokerede Israels adgang tilRødehavet. Israel anså disse handlinger forcasus belli og kom fjenden i forkøb med et angreb, der indledteseksdageskrigen. I løbet af den korte krig tog israelerne kontrol overVestbredden,Gazastriben,Sinai-halvøen ogGolanhøjderne.[90]Grænsedragningen fra 1949 blev administrativ grænse mellem Israel og de besatte områder. Jerusalems grænser blev udvidet ogØstjerusalem indlemmet i strid med international lov.Jerusalemloven, der blev vedtaget i 1980, gentog denne grænsedragning og satte igen gang i en international kontrovers om Jerusalems status.
250.000 palæstinensere og det palæstinensiske lederskab medYasser Arafat i spidsen måtte i juni 1967 flygte til Jordan.Tidligt i 1970'erne begyndte palæstinensiske grupper at rette en bølge af angreb mod israelske mål rundt om i verden. Det mest opsigtsvækkende vargidseltagningen af israelske atleter underSommer-OL 1972, der endte med atvesttysk politi angreb tohelikoptere, der var bevilget i en aftale omfrit lejde. Israel svarede igen med den såkaldteOperation Guds Vrede, hvor de ansvarlige, efter Israels skøn, blev opsporet og dræbt.[91] Denne gengældelsespolitik over for en aktion, der i sig selv var en gengældelse (for ikke at kunne deltage som nation i OL og for at være smidt ud af Vestbredden), var og er til denne dag kontroversiel. Mindst en uskyldig måtte lade livet i den anledning, da en marokkansk tjener blev dræbt uden spørgsmål iLillehammer iNorge, hvilket på det skarpeste blev fordømt afNorge, og som førte til et anstrengt forhold mellem de to lande.[92]
Den6. oktober1973 underYom Kippur, den helligste dag iden jødiske kalender, foretog den egyptiske og den syriske hær etoverraskelsesangreb mod Israel. Krigen endte den26. oktober med, at Israel drev de egyptiske og syriske styrker tilbage, men led store tab.[93] En intern efterforskning fritog regeringens ansvar for krigen, men den offentlige vrede tvang statsministerGolda Meir til at gå af.
Knesset-valget i 1977 markerede et stort vendepunkt i Israels politiske historie, daMenachem Begins konservativeLikudparti fik flertal i Knesset i stedet for det socialdemokratiskeArbejderparti.[94] Senere samme år besøgte Egyptens præsident,Anwar Sadat, Israel efter en invitation fra Menachem Begin og talte foranKnesset. Anwar Sadat var den første arabiske leder, der anerkendte Israel.[95] I de to efterfølgende år underskrev Sadat ogMenachem BeginCamp David-aftalen og fredstraktaten mellem Israel og Egypten.[96] Israel trak sig tilbage fra Sinai-halvøen og besluttede at gå ind i forhandlinger om et selvstyre for palæstinensere på den anden side af den grønne linje, men planen blev aldrig iværksat.
I 1982 greb Israel ind iden libanesiske borgerkrig for at tilintetgøre baser, hvorfraPalæstinas befrielsesfront havde bombarderet civile mål i det nordlige Israel.[97] Modstanden i det sydlige Libanon blev hurtigt nedkæmpet, og i forsøg på at bringe PLO's tilstedeværelse helt til ophør, fortsatte de israelske styrker til Beirut, som den libanesiske hær havde forladt. Her blev de palæstinensiske styrker angrebet og nedkæmpet. Kampene i konflikten kostede mange menneskeliv. Beirut-avisenAn Nahar anslog, at 5.515 mennesker, militære og civile, blev dræbt i Beirut-området, mens 9.797 militærfolk (fra PLO, Syrien og andre) samt 2.513 civile mistede livet andetsteds i Libanon.[98]
Det var på længere sigt enPyrrhussejr, for PLO returnerede efter forvisningen med Arafat i spidsen til Gaza i 1994 efter den førsteintifada ogOslo-aftalen, og i stedet for det relativt svage PLO, fik man i Libanon en ny, langt stærkere fjende,Hizbollah – der opstod i 1982 som svar på den israelske invasion. Israel trak sig tilbage fra store dele af Libanon i 1985, men opretholdt en bufferzone frem til 2000.Den første intifada, et palæstinensisk oprør mod israelske regler,[99] brød ud i 1987 med voldsbølger i de besatte områder. I de følgende seks år blev flere end tusinde mennesker dræbt i den efterfølgende vold, hvoraf meget var intern palæstinensisk vold.[100] UnderGolfkrigen støttede PLO og mange palæstinensereSaddam Hussein og irakiskeScudangreb mod Israel.[101][102]
I 1992 blevYitzhak Rabin statsminister efter et valg, hvor hans parti gik ind for kompromis med Israels naboer.[103][104] Samme år underskrevShimon Peres ogMahmoud Abbas på vegne af Israel og PLOOslo-aftalen, der gavdet palæstinensiske selvstyreområde rettighederne til selv at styre dele af Vestbredden og Gazastriben mod til gengæld at anerkende Israels ret til at eksistere og at afslutte terrorismen.[105] I 1994 blevfredsaftalen mellem Israel og Jordan underskrevet, og dermed blev Jordan det andet arabiske land, der normaliserede sit forhold til Israel.[106] Alles støtte til forliget aftog da Israel blev ramt af en angrebsbølge fra palæstinenserne. Attentatet på Yitzhak Rabin udført af en højreekstremistisk jøde i november 1995, da Rabin forlod en demonstration for fred, chokerede landet. I slutningen af 1990'erne trak Israel sig tilbage fra 80% afHebron, men har stadig direkte kontrol med de 15.000 palæstinensere, der bor i umiddelbar nærhed af Abrahams Grav. Ifølge aftalen fra januar 1997 bevares den israelske militære tilstedeværelse for at beskytte de 450 i øvrigt bevæbnede bosættere, der udgør en "jødisk enklave" i byen. De israelske soldater har delvist genåbnet den centrale palæstinensiske handelsgade, Shuhada street, der er en af aftalens mest følsomme emner, fordi den forbinder flere israelske bosættelser.[107]
Wye-floden-aftalen, der gav større kontrol til det palæstinensiske selvstyreområde, blev underskrevet i 1997.[108]
Ehud Barak, der blev valgt til statsminister i 1999, startede det nye årtusinde ved at trække styrker tilbage fra Sydlibanon og indledte forhandlinger med styreformanden i Det palæstinensiske selvstyreområde,Yasser Arafat samtUSA's præsidentBill Clinton underCamp David-forhandlingerne i 2000. Under forhandlingerne tilbød Barak en plan for etablering af en palæstinensisk stat, men Yasser Arafat afslog den.[109] Efter at forhandlingerne brød sammen, begyndte palæstinenserne denanden intifada.
Ariel Sharon blev kort efter ny statsminister ved en speciel afstemning i 2001. I løbet af sin regeringstid gennemførte Sharon planen om ensidig tilbagetrækning fra Gazastriben, og han gik også i spidsen for konstruktionen afIsraels separationsbarriere.[110]
2. intifada betød, at mistilliden mellem parterne voksede, og den israelske fredsbevægelse blev fragmenteret, hvorefter den reelt gik i opløsning.[111]
I januar 2006 blev Ariel Sharon ramt af et massivtslagtilfælde, der efterlod ham ikoma, og regeringsmagten blev overgivet tilEhud Olmert.Hamas' ogHizbollahs kidnapning af israelske soldater samt deres bombning af bosættelser ved Israels nordlige grænse førte til enfem uger lang krig, kendt i Israel som "anden Libanon-krig". Konflikten endte med, at FN pålagde parterne våbenhvile. Israels statsoverhoved,Dan Halutz, fratrådte efter krigen.[112]
Den27. november2007, blev den israelske statsministerEhud Olmert og den palæstinensiske præsidentMahmoud Abbas enige om at forhandle på alle punkter og ikke sky nogen anstrengelse for at nå til enighed inden udgangen af 2008.
I december 2008, brød en våbenhvile sammen mellemHamas og Israel. Hamas sagde det var fordi Israel ikke havde ophævet en blokade modGaza-striben, mens Israel sagde det var fordi Hamas affyrede raketter ind i Israel fra Gaza.[113] Israel svarede igen ved at igangsætteOperation Støbt Bly med en række luftangreb.[114] Den3. januar2009 gik israelske tropper ind i Gaza, der markerede starten på en landoffensiv.[115] Lørdag den17. januar annoncerede Israel en ensidig våbenhvile, som var betinget af eliminering af yderligere raket- og mortérangreb fra Gaza. Israel begyndte at trække sig tilbage over de næste dage.[116] Hamas annoncerede senere deres egen våbenhvile. Den indeholdt dens egne betingelser om de israelske styrkers tilbagetrækning på højst en uge og åbningen af grænseovergangene.[117] Angreb fra begge parter har fortsat efter våbenhvilen.[118] 31. marts 2009 fik Israel dannet en ny regering medBenjamin Netanyahu som premierminister. Regeringen proklamerede en uforsonlig linje overfor palæstinenserne.USA søgte at mægle mellem parterne, men først i juli2013 lykkedes det udenrigsministerJohn Kerry at få påbegyndt egentlige fredsforhandlinger iDen israelsk-palæstinensiske konflikt.[119] Kerry opgav foreløbig yderligere mægling i april 2014, og konfrontationerne mellem israelske styrker ogHamas fortsatte. En israelsk kommentator hævdede, at ingen af parterne reelt viste vilje til fred, men at hovedansvaret lå hos den israelske regering, som fører en "afvisningspolitik" over for palæstinenserne.[111] I juli 2014 fandt der en række kampe sted mellem israelsk militær ogHamas, efter at en bortførelse og efterfølgende drab på tre israelere og en hævnaktion med drab på en palæstinensisk dreng, havde udløst de værste uroligheder siden 2. intifada. Hamas erklærede i forbindelse med gensidige luftangreb med raketter ind i Israel, at "alle israelere er nu vores mål".[120]
Israels regering indledte den 14. juli en landoffensiv, og denne optrapning af konflikten betød, atQatar ogEgypten forsøgte at etablere envåbenhvile, ligesom USA's udenrigsminister John Kerry den 22. juli rejste tilJerusalem med et tilsvarende krav.[121]
Den 7. oktober 2023 udførte Hamas et overraskelsesangreb ind i Israel hvor omtrent 1200 israelere blev dræbt, og omkring 240 blev bortført. Israel erklærerede dagen efter formelt krig mod Hamas, og indledte en række bombardementer ind i Gazastriben, der dernæst blev fulgt op af en militær invasion. Aktuelt vurderes det at over 68.000 palæstinensere er dræbt i konflikten, mens at over 170.000 er sårede.[122]
Sydafrika indledte i januar 2024 en sag mod Israel vedDen Internationale Domstol, hvor de anklagede Israel for folkedrab. Den 16. september 2025 vurderede en undersøgelseskommission ved FN at Israel begår folkedrab i Gaza.[123]
Israel ligger på østkysten afMiddelhavet og grænser tilLibanon mod nord,Syrien ogJordan mod øst ogEgypten mod sydvest. Israels suveræne område uden de områder, som blev erobret af Israel underseksdageskrigen i1967, er 20770km², hvoraf 2% er vand.[4] Arealet af det område, som er under Israels styre, dvs. inklusiveJerusalem ogGolanhøjderne, er 22000km².[124]
Selv om landet er lille, har Israel en varieret geografi, fraNegev-ørkenen mod syd til bjergene iGalilæa,Karmelbjerget og Golanhøjderne mod nord. Omkring 70% af befolkningen bor på kystsletterne ved Middelhavskysten. Øst for højlandene liggerJordandalen, som er en lille del af den 6500 km langeGreat Rift Valley.Jordanfloden løber igennem Jordandalen fraHermonbjerget gennemHulahdalen ogGenesaretsøen tilDødehavet, som er det laveste punkt på jordens overflade.[126]
Israel har store temperaturforskelle, specielt om vinteren. Bjergområderne er præget af blæst og lave temperaturer, og til tider falder der ogsåsne der. Toppen af Hermon er dækket af sne store dele af året og Jerusalem får normalt i hvert fald et snefald om året.[130]
Kystbyerne, somTel Aviv ogHaifa, har derimod et typiskmiddelhavsklima med kølige, regnfulde vintre og lange, varme somre. Fra maj til september falder der kun små mængder regn.[131][132] Israel benytter sig også af de store muligheder forsolenergi og er det land i verden, som bruger mest solenergi pr. indbygger.[133]
Områdets stigende befolkning og ringe nedbørsmængder, der de seneste år også har været under gennemsnittet, belaster vandressourcerne i området. Vandspejlet i landets største ferskvandsreservoir,Genesaret Sø, er faldet med flere meter og truer med i sommeren 2008 at nå det kritiske punkt på 213 meter under havets overflade, hvor søen skadesøkologisk ved tilsaltning og tilgroning. I de sidste 17 år har slusen, som regulerer vand tilJordanfloden været lukket, hvilket har ført til, at også vandspejlet iDet Døde Hav er faldet og stadig falder kraftigt, da Jordanfloden er dets eneste tilløb.[135] På grund af de små vandressourcer har Israel udviklet forskellige vandbesparende teknologier, deriblandtdrypvanding.[136]
Israels parlament,Knesset, har 120 medlemmer og har en proportional repræsentation af de forskellige politiske partier.[138] Parlamentsvalg afholdes hvert fjerde år, men Knesset kan opløse regeringen når som helst ved etmistillidsvotum. Israel har ikke en nedskreven grundlov, men i 2003 påbegyndte Knesset nedskrivningen af en officiel grundlov baseret på den gældende, grundlæggende lovgivning.[4][139]
Retssystemet har tre niveauer. Nederste niveau ermagistratretterne, som findes i de fleste byer rundt omkring i landet. Næste niveau er distriktsdomstolene, som fungerer både som appeldomstole og første instansdomstole, og de findes i fem afIsraels seks distrikter. Det tredje og højeste niveau i retssystemet erhøjesteret, som er placeret i Jerusalem. Retten har en dobbelt rolle som både højeste appelret og overordnet retsinstans. I sidstnævnte rolle er højesteret første retsinstans, hvilket giver enkeltpersoner, både statsborgere og ikke-statsborgere, mulighed for at anlægge sag mod myndighedsinstanser.[140][141] Israel er ikke medlem afDen internationale straffedomstol, da man frygter at politisk pres kan påvirke rettens afgørelser til ugunst for landet.[142] Israels lovsystem kombinerer engelsk normalret, civilret ogjødisk ret.[4] Det er baseret påStare decisis' principper (præcedens) og er et akkusatorisk processystem, hvor parterne bringer beviser frem for retten. Retssager bliver afgjort af professionelle dommere snarere end af nævninge.[140] Ægteskabsindgåelse og ægteskabsbrud er de religiøse domstoles juridiske område: jødisk,muslimsk, drusisk og kristent. En komité bestående af Knessets medlemmer, højesteretsdommere og medlemmer af den israelskeadvokatforening forestår udvælgelse af dommere.[143]
En grundlæggende israelsk lov: "Menneskelig værdighed og frihed", specificerer menneske- og frihedsrettigheder. Israel er det eneste land i regionen, som er rangeret som "fri" af Freedom House, baseret på en vurdering af befolkningensborgerrettigheder og politiske rettigheder; de "israelsk besatte territorier" eller den "palæstinensiske autoritet" blev rangeret som "ikke-fri"[144] Ipressefrihedsindekset rangeredes Israel som nummer 50 ud af 168 lande, hvad angårtrykkefrihed, og dermed højest af alle lande i Mellemøsten.[145] Grupper somAmnesty International[146] ogHuman Rights Watch[147] har dog ofte været kritisk over for Israels overholdelse af menneskerettighederne. Israels borgerrettigheder giver plads til selvkritik fra grupper somB'Tselem, en israelsk menneskerettighedsorganisation.[148] Israel er envelfærdsstat, hvis sundhedssystem ifølge en lov indført i 1995 garanterer lige adgang til behandling for alle indbyggere i landet.[149]
Staten Israel er delt ind i seks hovedadministrerende distrikter, kendt sommehozot (מחוזות; ental:mahoz) –Centraldistriktet,Haifa-distriktet,Jerusalem-distriktet,Norddistriktet,Syddistriktet ogTelAviv-distriktet. Distrikterne er videre delt ind i femten underdistrikter kendt somnafot (נפות; ental:nafa), som selv er delt ind i 50 naturlige regioner.[150] Til statistikformål er landet delt ind i tre metropolområder:Tel Aviv ogGush Dan (befolkning 3150000),Haifa (befolkning 996000) ogBeersheba (befolkning 531600).[151] Israels største by, både når det gælder befolkning og areal,[152] erJerusalem med 732100 indbyggere på et område på 126 kvadratkilometer. Tel Aviv, Haifa, ogRishon LeZion rangeres som Israels næstmest befolkede byer, med befolkningstal på henholdsvis 384600, 267000 og 222300.[153]
LandområderneVestbredden,Gazastriben,Østjerusalem ogGolanhøjderne er områder, Israel erobrede fraEgypten,Jordan ogSyrien i løbet afseksdageskrigen. Disse landområder betegnes undertiden for "de besatte områder" eller "de omstridt områder". Udtrykkene er også brugt til at beskriveSinai-halvøen, som blev returneret til Egypten som en del af fredsaftalen mellem Israel og Egypten i 1979. Israel etablerede efterfølgende flereisraelske bosættelser i disse landområder. Israel har egnecivile love for Golanhøjderne ogØstjerusalem, hvilket integrerer disse i landets territorium. Israels forsøg på annektere Golanhøjderne og Østjerusalem er blevet mødt med kritik af store dele af verdenssamfundet, herunder FN's Sikkerhedsråd.[154] De fleste forhandlinger relateret til områderne er sket på grundlag afresolution 242 fraFN's sikkerhedsråd, som specificerer, at Israel skal trække sig tilbage fra de "besatte områder" mod at opnå fred med arabiske stater.[155][156][157] Sikkerhedsrådets resolution 242 specificerer dog ikke, hvad der konkret forstås med "besatte områder". Således var Vestbredden og Gazastriben oprindeligt en del afPalæstinamandatet, og var dermed ikke forud for1948-krigen en del af henholdsvis Jordan og Egypten. Modsat har hverkenGolanhøjderne ellerSinai-halvøen været del afPalæstinamandatet.
Befolkningen på Vestbredden består primært afarabiskepalæstinensere, inkluderet historiske bosættelser i områderne ogflygtninge fraIsraels uafhængighedskrig.[158] Fra besættelsen i 1967 frem til 1993 har palæstinenserne i disse områder været under israelsk militær administration. Med Oslo-aftalen blev de palæstinensiske territorier inddelt i områderne A, B og C, hvor A betegner områder under palæstinensisk civil og militær kontrol, B palæstinensisk civil kontrol og israelsk militær kontrol og C israelsk civil og militær kontrol. Områderne A og B udgør 38% af de palæstinensiske territorier, mens område C udgør 62%.[159] Som stadig flere angreb som en del afanden intifada, blev af den israelske regering brugt som forklaring på konstruktionen afIsraels barriere på Vestbredden. I 2004 tog den International Domstol i Haag, efter opfordring fra FN's Generalforsamling, stilling til den barriere israelerne havde opført inde i de besatte områder. Domstolen slog fast, at Østjerusalem, Vestbredden og Gaza er besatte områder. Den slog også fast at Israel ikke har noget legitimt krav på nogen del af de besatte områder. Endelig fastslog den, at den israelske barriere var ulovlig, og skulle rives ned[160]. Israelerne fortsætter imidlertid med at bygge barrieren, selvom den er erklæret ulovlig[161].
[162] som ifølge dens modstandere for det meste er bygget inden for Vestbreddens område.[163] I 2005 rømmede Israel Gazastriben og flyttede den israelske befolkning fra Gazastriben samt styrkerne der (sammen med fire bosættelser fra Vestbredden) til den nordlige del af Vestbredden.
Siden2009 har den israelske regering (under ledelse afBenjamin Netanyahu) ført en uforsonlig politik over for de besatte områder, idet den ikke anerkender, at de valgte palæstinensiske politikere er en "forhandlingspartner", samtidig med, at den har tilladt fortsat bosættelse på Vestbredden.[111] I en FN-rapport fra 2013 betegnes denne politik som en overtrædelse af folkeretten.[164][111]
Størstedelen af israelerne bliver indkaldt til militærtjeneste i en alder af 18 år. Mænd gør tjeneste i tre år, mens kvinderne gør det i to år.[169] Efter den obligatoriske førstegangstjeneste bliver israelske mænd indrulleret i forsvarets reservestyrker og har flere ugers genindkaldelse hvert år frem til de fylder 40 år. De fleste kvinder er fritaget for genindkaldelse.Israelske arabere og de, som er optaget af religionsstudier på fuld tid, er fritaget fra militæret, selv om denne bestemmelse har været genstand for meget uenighed og debat i det israelske samfund i mange år.[170][171] Et alternativ for dem, som af forskellige grunde fritages for militærtjeneste, erSherut Leumi(no), som indebærer tjeneste ved sygehuse, skoler og andre sociale velfærdsinstitutioner.[172] Som et resultat af dette værnepligtsprogram opretholder Israel omtrent 168000 aktive tropper og yderligere 408000reservister.[173]
Nationens militær er meget afhængig af højteknologiske våbensystemer udformet og produceret i Israel så vel som udenlandsk import.USA er en specielt betydningsfuld udenlandsk bidragsyder, der forventes at forsyne landet med militærbistand for 30 milliarder USD i perioden mellem 2008 og 2017.[174] Det israelsk-/amerikanskudvikledeArrow-missil(sv) er et af verdens eneste operativeantiballistiske missiler.[175] SidenYom Kippur-krigen har Israel udviklet et netværk afspionsatellitter.[176] Ofeq-programmets succes har gjort Israel til et af de syv lande, som kan opsende satellitter.[177] Landet har udviklet sin egen kampvogn,Merkava. Helt fra statens oprettelse har Israel måtte investere en betydelig del af sitBNP i forsvaret. I 1984 brugte landet eksempelvis 24%[178] af sit BNP på forsvar. I dag er tallet faldet til 7,3%.[4]
Israel har ikke underskrevetIkke-spredningsaftalen og opretholder en politik med forsætlig tvetydighed i forbindelse med landets kernevåbenskapacitet, selv om landet anses for at være i besiddelse af atomvåben.[179]
EfterGolfkrigen i 1991, da Israel blev angrebet af irakiskeScud-missiler, blev det ved lov krævet, at alle lejligheder og hjem i Israel skulle have enmamad, der er et forstærket sikkerhedsrum, uigennemtrængeligt for kemiske og biologiske substanser.[180] Israel har aldrig meldt åbent ud, hvor mange atomvåben de ligger inde med, men en fortalelse fraJimmy Carter angiver at Israel har 150 atomvåben.[181]
Israel har diplomatiske forbindelser med 158 nationer og har 79ambassader rundt om i verden.[182] Kun tre medlemmer af DenArabiske Liga har normale forbindelser med Israel; Egypten og Jordan skrev fredsaftaler under i henholdsvis1979 og1994, ogMauretanien valgte at åbne for fuldstændige diplomatiske forbindelser med Israel i 1999. To andre medlemmer af Den arabiske liga,Marokko ogTunesien, som havde nogle diplomatiske relationer med Israel, opgav disse i starten af denanden intifada i 2000.[183] Imidlertid er forbindelserne med Marokko blevet styrket siden 2003, og Israels udenrigsminister har besøgt landet.[184] Under israelsk lov erLibanon,Syrien,Saudi-Arabien,Irak ogYemen fjendtlige lande,[185] og israelske indbyggere har ikke lov til at besøge dem uden tilladelse fra Israels indenrigsministerium.[186] Israel har siden 1995 været medlem afMiddelhavsdialogen, som arbejder for samarbejde mellem syv lande iMiddelhavsområdet og medlemmer afNATO.[187]
USA, Tyrkiet, Tyskland, Storbritannien og Indien er blandt Israels nærmeste allierede. USA var det første land, som anerkendte staten Israel, efterfulgt afSovjetunionen. USA kan anse Israel som dets primære allierede i Mellemøsten, baseret på fælles politiske og religiøse værdier.[188] Til trods for, at Tyrkiet og Israel ikke oprettede fulde diplomatiske forbindelser før i 1991,[189] har Tyrkiet samarbejdet med staten siden anerkendelsen af landet i 1949. Tyrkiets forbindelser med andre arabiske stater har også modificeret landets forbindelser med Israel.[190] Tysklands stærke bånd til Israel kan stamme fra en beslutning om at rette op efterHolocaust. De to lande har samarbejdet om naturvidenskabelige og uddannelsesrelaterede bestræbelser og er forblevet stærke økonomiske partnere.[191] Indien oprettede fulde diplomatiske bånd med Israel i 1992 og har bygget et strengt militært og kulturelt partnerskab op med landet siden da.[192] Storbritannien har opretholdt fulde diplomatiske forbindelser med Israel siden landets oprettelse og havde to statsbesøg i 2007. Det har også en stærk handelsforbindelse, hvor Israel er det 23. største på markedet. Forbindelser mellem de to lande blev også stærkere efter at den tidligere statsministerTony Blair arbejdede for at dele staten i to. Storbritannien bliver set på som indehaver af et "naturligt" forhold til Israel på grund afPalæstinamandatet.[193] Iran havde diplomatiske forbindelser med Israel underShahen,[194] men inddrog anerkendelsen af Israel underDen iranske revolution.[195]
Et stort forretningsdistrikt iRamat Gan uden forTel Aviv, hvor diamantmarkedet er.
Israel er anset som et af de mest avancerede lande iMellemøsten, når det gælder økonomisk og industriel udvikling. Landet har rangeret på toppen i regionen påverdensbankens Ease of Doing Business-indeks[196] så vel som iWorld Economic Forums globale konkurrenceevnerapport.[28] Landet har det næststørste antal nystartede firmaer i verden (efter USA) og det højeste antalNASDAQ-listede firmaer uden forNordamerika.[197] I 2007 havde Israel det 44. højestebruttonationalprodukt og 22. højeste bruttonationalprodukt pr. indbygger (ved købekraftsparitet) med henholdsvis 232,7 milliarderUSD og 33,299 USD.[198] I 2007 blev Israel inviteret til at deltage iOrganisation for Economic Co-operation and Development,[199] som fremmer samarbejde mellem lande, der holder fast ved demokratiske principper, og som opererer med fri markedsøkonomi.[200]
Til trods for begrænsede naturlige ressourcer har intensiv udvikling oglandbrugs- og industrisektoren det sidste årti gjort Israel til stort set selvforsynende inden for madproduktion, bortset fra korn og oksekød. Andre større importvarer til Israel – som udgør 47,8 milliarderUSD i 2006 – består affossilt brændsel, råmaterialer og militært udstyr.[4] Ledende eksportvarer er frugt, grøntsager, lægemidler, software, kemikalier, militær teknologi og diamanter; i 2006 nåede israelsk eksport 42,86 milliarder USD.[4] Israel er en global leder inden for vandværn oggeotermisk energi.[201] Udvikling af ny teknologi inden for edb-programmer, kommunikation og biovidenskab har udløst sammenligninger medSilicon Valley.[202][203]Intel[204] ogMicrosoft[205] byggede deres første oversøiske forsknings- og udviklingscenter i Israel, og andre højteknologiske, multinationale koncerner, somIBM,Cisco Systems ogMotorola, har åbnet faciliteter i landet. I juli 2007 købte den amerikanske milliardærWarren BuffettsBerkshire Hathaway det israelske selskabIscar, deres første ikke-amerikanske erhvervelse, for fire milliarder USD.[206] Siden 1970'erne har Israel modtaget økonomisk støtte fraUSA, som også låner Israel penge for at betale udlandsgæld,[4] selvom den støtte er forventet at afslutte i 2008.[174]
Turisme, specielt religiøs turisme, er en anden vigtig branche i Israel, med landets tempererede klima, strande,arkæologiske og historiske åsteder, og unikke geografi, som også tiltrækker turister. Israels sikkerhedsproblemer har øget afgifterne inden for branchen, men antallet af turister er på vej op igen.[207]
Israels bankvæsen har sine rødder izionistbevægelsen i begyndelsen af det 20. århundrede, før etableringen af staten Israel.[208]World Zionist Organization grundlagde i 1902 Den anglopalæstinensiske bank (som senere blev omdøbt til Bank Leumi).[209] De to største banker,Bank Hapoalim ogBank Leumi, kontrollerer over 60% af markedet, og de fem største over 90% af bankaktiviteten.[208]Bank of Israel fører tilsyn med al bankaktivitet.[210]
Ved udgangen af2013 var Israels befolkning på 8,13 millioner ifølge tal fra Det israelske statistiske Bureau. Af disse har 75%, altså cirka 6,1 millioner,jødisk ophav, 20,7% erisraelske arabere og 4,3% "andre", hvoraf de fleste kommer fra tidligere detSovjetunionen, men også fraLibanon (2500) og kristne fra Rumænien, Bulgarien og Etiopien. Omtrent 68% af de etniske jøder er født i Israel, 22% er immigranter fraEuropa ogAmerika og ti procent er immigranter fraAsien ogAfrika (inklusivDen arabiske verden).[211][212]
Indbyggertallet på 7,22 millioner inkluderer de over 260000 israelske statsborgere påVestbredden,[213][214][215] i israelske byer somMa'ale Adumim ogAriel, og i samfund som eksisterede førgrundlæggelsen af staten, men blev genopført efterseksdageskrigen, så somHebron ogGush Etzion. I tillæg bor der 18.000 etniske jøder påGolanhøjderne[216] og 250.000 i Østjerusalem (2006).[217] Det totale antal jødiske bosættere er over 500.000 (6,5% af den israelske befolkning). Omtrent 7.800 levede i bosættelser påGazastriben, indtil de blev evakueret af staten som en del af befrielsesplanen.[218]
Israels to officielle sprog erhebraisk ogarabisk.[4] Hebraisk er hovedsagelig statens sprog og bliver talt af flertallet af befolkningen. Arabisk tales af den arabiske minoritet og jøder, som immigrerede til Israel fra arabiske lande. De flesteisraelere kan kommunikere godt nok påengelsk, siden mange tv-programmer er på engelsk, og engelskundervisningen starter tidligt på mange skoler. Eftersom det er et land fuldt af indvandrere, kan dusinvis af sprog høres på gaderne i Israel. En stor tilstrømning af mennesker fra det tidligereSovjetunionen ogEtiopien har gjort det normalt at hørerussisk ogamharisk i Israel. Mellem 1990 og 1994 øgede Israels befolkning med tolv procent på grund af immigration fra de tidligere Sovjetrepublikker.[219]
Israel har den højeste forventende uddannelsestid i Den Arabiske Verden og Sydvestasien, og står lige medJapan på pladsen for næsthøjeste forventet uddannelsestid på det asiatiske kontinent (efterSydkorea).[220] Israel har på lignende måde den højestelæsefærdighed i Mellemøsten, ifølgeFN.[221]The State Education Law, som kom i 1953, etablerede fem typer skoler: statslig sekulær, statslig religiøs, ultraortodoks, kommunale bosættelsesskoler og arabiske skoler. De offentlige sekulære er den største skolegruppe, og majoriteten af jødiske og ikke-arabiske elever i Israel går her. De fleste arabere sender deres børn til skoler, hvor undervisningssproget er arabisk.[222]
I Israel er uddannelse obligatorisk for børn mellem tre og atten år.[223][224] Oplæring er delt ind i tre puljer – forberedende skole (1–6 klasse), mellemskole (7–9 klasse) ogvideregående skole (10–12 klasse) – som topper sig medBagrut-optagelseseksamener. Dygtighed i kernefag sommatematik,Bibelen,hebraisk, hebraisk og generel litteratur,engelsk, historie og høflighed er nødvendig for at opnå Bagrut-certifikatet.[225] I arabiske, kristne ogdrusiske skoler er eksamen for bibelske studier erstattet med en eksamen iislam,kristendom eller drusisk arv.[226] I 2003 havde over halvdelen af alle israelske tolvteklasseelever fået afgangseksamen.[227]
Israels otte offentlige universiteter er subsidieret af staten.[225][228]Det hebraiske universitet i Jerusalem, Israels ældste universitet, huser det jødiske nationale universitetsbibliotek, verdens største med bøger om jødiske emner.[229] I 2006 så var det hebraiske universitet rangeret som det 60.[230] og 119.[231] i to undersøgelser over verdens bedste universiteter. Andre store universiteter i landet er Technion – Israels institut for teknologi, Weizmann-instituttet for videnskab,Universitetet i Tel Aviv, Bar-Ilan-universitetet, Universitetet i Haifa og Ben-Gurion-universitetet. Israel rangeres som nummer tre i verden når det kommer til antal indbyggere med universitetsgrad (20% af befolkningen).[232][233] I1990'erne gav en tilstrømning på en million immigranter fra det tidligereSovjetunionen (40% havde universitetsgrader) en stigning i Israels højteknologisektor.[232]
Fire videnskabsmænd, som har vundetNobelprisen, kommer fra Israel[234], og landet udgiver blandt de mest videnskabelige afhandlinger pr. indbygger end noget land i verden.[235][236]Ilan Ramon blev i 2003 Israels første astronaut, da han var nyttelastspecialist påSTS-107 i den fatale rumfærgemission medColumbia.
Israel blev etableret som hjemland for det jødiske folk og kaldes ofte "den jødiske stat". Denne betegnelse er dog ukorrekt, da Israel kun er stat for Israels befolkning og ikke inkluderer (eller blot repræsenterer) alle jøder i hele verden. Kun israelske statsborgere har f.eks. stemmeret – jøder bosat i andre lande har ikke. Derfor rejses der jævnligt kritik af denne betegnelse, med henvisning til at Israel faktuelt er "den israelske stat".
Landets lovgivning giver alle af jødisk slægt ret til israelsk statsborgerskab.[237]
Lidt over 76% af befolkningen er jøder med forskellige tidligere nationale tilhørsforhold. Omtrent 68% af disse er født i Israel, 22% er immigranter fraEuropa ogAmerika, og ti procent er immigranter fraAsien ogAfrika (inklusivden arabiske verden).[212] Den religiøse tilknytning for de israelske jøder varierer: Otte procent betegner sig som "harediske jøder" og 20% som "sekulære jøder". En majoritet på 55% siger, at de er "traditionelle", mens 17 procent definerer sig selv somortodokse jøder.[238]
Muslimer udgør 16,2% af befolkningen og er dermed Israels største religiøse minoritet.Israelske arabere, som udgør 19,8% af befolkningen, bidrager betydelig til dette tal, da over 82% af dem er muslimer. Af de resterende er 8,8%kristne og 8,4%drusere.[239] Medlemmer af andre religiøse grupper, sombuddhister oghinduister, er fortsat repræsenteret i Israel, dog i små grupper.[240]
ByenJerusalem indtager en speciel plads blandt både jøder, muslimer og kristne, bl.a. som hjemsted for mange steder af religiøs karakter, så somGrædemuren,Tempelbjerget,Al-Aqsa-moskéen ogDen hellige gravs kirke. Andre steder af religiøs betydning findes på Vestbredden, heriblandt Jesu fødested og Rakels hvilested iBetlehem samt patriarkernes hule iHebron. Det administrative centrum forBahai ogBábs gravmæle ligger iBahá'ís verdenscenter iHaifa, og troslederen er begravet iAkko. Bortset fra vedligeholdelsespersonel er der dog ikke noget Bahai-samfund i Israel, selv om landet er en destination for Bahai-pilgrimme.[241][242]
Massemedier i Israel har eksisteret siden 1863, da aviserneHalevanon ogHavatselet blev etableret i Jerusalem, som var de første aviser på moderne hebraisk iIsrael.[243] Efter kun et år blev disse aviser nedlagt af deosmanniske myndigheder, men allerede seks år efter, i 1869, begyndte aviser at være regelmæssige i Jerusalem til trods for den strenge censur og de små oplag.[243]
Som i Europa udgives aviser af politiske partier, der er på vej ud i Israel. I dag er det kun tre aviser, som udgives:Hatsofeh,Hamodia ogYated Ne'eman. De tre store, hebraiske aviser er nu ejet af private konglomerater med tilhold iTel Aviv, som dominerer det israelske mediebillede.[244] Israel røg også ned fra 37. til 67. plads påJournalister uden Grænsers pressefrihedsrangering i 2005. Sammen medInternational Press Institute fordømte de tilfælde af chikane af journalister, begået af den israelske hær, specielt i de palæstinensiske territorier. Samtidig beskriver Journalister uden Grænser de israelske massemedier som "traditionelt robuste og uafhængige"[245], og pressen er anerkendt for at gengive et bredt spekter af meninger og partier.[244]
Israel har også en række aviser og tidsskrifter, som udgives på andre sprog som følge af landets mange minoriteter. Disse har udgivelser påarabisk,jiddisch,russisk,tysk,ungarsk,polsk ogrumænsk.[243] I tillæg udgives den engelsksprogedeThe Jerusalem Post, der blev grundlagt i 1932,[246] og som også udgives dagligt i Nordamerika og påfransk i Vesteuropa.[247]
Kriminalstatistikken for 2003 viste, at der var 484.688 kriminalsager og sager, hvor der ikke blev rejst tiltale. Dette var en stigning på 4,5% i forhold til året før.[249] På grund af stort fokus på bekæmpelse af palæstinensiske selvmordsbombere har det israelske politi til tider mistet kontrollen med den organiserede kriminalitet i Israel, og flere større, organiserede miljøer tjener stort på hasardspil, prostitution og narkotika.[250] Den tidligere israelske politichef, Asaf Heretz, udtalte i 2004, at 2,5 milliarderUSD med "sorte penge" var blevet investeret i Israel de senere år.[250]
Den israelske mafia har været involveret i en række sager, blandt andet mordet på narkotikasmuglerenSimon Turkov, som blev dræbt i London i marts 2004, ogHazel Crane, som blev skudt og dræbt iSydafrika i november 2003, mens han arbejdede på beviser mod mafiabossenLior Saat.[250] Talsmand for det israelske politi, Gil Kleiman, sagde samme år: "Vi har ikke organiseret kriminalitet i Israel. Vi har kriminelle, som er organiserede".[251] Han mente at organiseret kriminalitet i Israel i særlig grad bruger infiltration og at der var blevet gjort forsøg på at få kontrol over politikere i Israel, men det er ikke lykkedes for dem indtil videre.[250] Der er i den senere tid blevet sat større ressourcer af til bekæmpelse af kriminalitet end tidligere.
Mange af de kriminelle i Israel har gjort tjeneste i den israelske hær, og de bruger deres evner til at begå kriminalitet. Mafiachefer bruger ofte militære midler som magt- og afpresning og er næsten altid pensionerede officerer.[252] Mange af våbnene stammer også fra Israels forsvar, stjålet af soldater, som har gjort tjeneste. Disse våben er også bredt tilgængelige på det sorte marked.[252]
Israels varierede kultur kommer af variationen i befolkningen.Jøder fra hele verden har taget sine kulturelle og religiøse traditioner med sig og dermed lagt en smeltedigel af jødiske vaner og trosretninger.[253] Israel er det eneste land i verden hvor denhebraiske kalender benyttes. Skole- og arbejdsferier reguleres efter de jødiske helligdage, og den officielle hviledag er lørdag, denjødiske sabbat.[254] Israels storearabiske minoritet har efterladt sig sine spor i den israelske kultur inden for sfærer som arkitektur,[255] musik,[256] og kogekunst.[257]
Israelsk litteratur, der er del af den hebraiske renæssance som et talt sprog siden midten af det 19. århundrede, er hovedsageligpoesi ogprosa skrevet på hebraisk men en lille del af litteraturen udgives på andre sprog, så som arabisk og engelsk. Ifølge israelsk lov skal to kopier af alt materiale udgivet på tryk i Israel opbevares i det jødiske nationale universitetsbiblioteket vedDet hebraiske universitet i Jerusalem. I 2001 blev loven revideret til også at indbefatte audio- og videooptagelser, samt andre elektronisk publicerede medier.[258] I 2006 var 85% af de 8000 bøger leveret til biblioteket på hebraisk.[259] Den hebraiske boguge afholdes i juni hvert år og indeholder bogbasarer, offentlig højtlæsning og besøg af en række israelske forfattere fra rundt om i landet. I løbet af ugen bliver Israels øverste litteraturpris, Sapir-prisen, præsenteret. I 1966 delteSamuel Josef AgnonNobelprisen i litteratur med den tysk-jødiske forfatterNelly Sachs.[260]
Israelsk musik er påvirket af musik fra hele verden; jemenittisk musik, chasidiske melodier, arabisk musik, græsk musik,jazz og pop-rock er alle en del af musikbilledet.[261][262] Nationens kirkelige folkemusik, kendt som "Israels lands sange", handler om pionerernes oplevelser ved at bygge det jødiske hjemland.[263] Blandt Israels verdenskendte[264]orkestre er Israel Philharmonic Orchestra, som har holdt i over 70 år og som i dag holder over 200 koncerter årligt.[265] Der kommer også en række notable musikere fra Israel, hvoraf nogle har opnået international stjernestatus. Itzhak Perlman og Pinchas Zukerman er blandt de internationalt anerkendte musikere, som er født i Israel. Israel har deltaget iEurovision Song Contest nærmest hvert år siden 1973, vundet konkurrencen tre gange og været værtsland to gange.[266]Eilat har været værtskab for sin egen internationale musikfestival, Red Sea Jazz Festival (Rødehavsjazz-festivalen), hver sommer siden 1987.[267] Som en fortsættelse på de stærke teatralske traditioner fra det jiddiske teater i Østeuropa, bevarer Israel den dynamiske teaterscene. Israels ældste teaterfirma og nationale teater er Habima-teateret i Tel Aviv som blev grundlagt i 1918.[268]
Det israelske museum i Jerusalem er en af Israels vigtigste kulturelle institutioner[269] og huserDødehavsrullerne,[270] sammen med en stor samling afjødisk og europæisk kunst.[269] Israels nationaleholocaustmuseum,Jad Vashem, huser verdens største arkiv af holocaustrelateret information.[271] Påuniversitetet i Tel Avivs højskoleområde erBeth Hatefutsoth ("Diaspora-museet") et interaktivt museum, der har viet verdens jødiske samfunds historie.[272]
Sport og fysisk træning har ikke altid været af største vigtighed i jødisk kultur. Atletisk dygtighed, somOldtidens Grækenland priste, blev anset som en uvelkommen forstyrrelse frahellenismen.Maimonides, som både varrabbiner oglæge, understregede derimod vigtigheden af fysisk aktivitet og af at holde kroppen i form. Denne holdning bredte sig i det 19. århundrede under Max Nordaus kampagne for fysisk kultur, og i det 20. århundrede, daPalæstinas chefrabbiner, Abraham Isaac Kook, erklærede, at "kroppen tjener sjælen, og kun en frisk krop kan sikre en frisk sjæl".[273]
Maccabiah Games, en olympisk-lignende begivenhed for jødiske atleter, blev startet i 1930'erne, og er blevet afholdt hvert fjerde år siden. De mest populære tilskuersportsgrene i Israel i dag erfodbold ogbasketball.[274]Ligat ha'Al er landets øverste fodbolddivision, og Ligat Winner er den største basketballliga.[275] Maccabi Tel Aviv B.C. har vundet europamesterskabet i basketball fem gange.[276]Beersheba er blevet et nationaltskakcenter og hjemby for mange skakmestre fra tidligereSovjetunionen. Byen var vært forWorld Team Chess Championship i 2005, og der undervises i skak i byens børnehaver.[277] To år senere nåede israelerenBoris Gelfand en delt andenplads ved turneringen omskakverdensmesterskabet 2007.[278] Indtil nu har Israel vundet seksolympiske medaljer, inkluderet guldmedalje iwindsurfing underSommer-OL i 2004.[279]
↑April 28, 2019, honestreporting.com: Deal With It: Jerusalem is Israel’s Capital Citat: "...Countries choose their capital and place most — if not all — of the main offices of government in that city. Period...Bottom line: The capital is wherever a country decides to make it. It makes no difference what other states say about that choice. That’s the standard behavior...",backup
↑Jerusalems lov slår fast at "Jerusalem, complete and united, is the capital of Israel" (Jerusalem, komplet og forenet, er hovedstaden i Israel) og byen huser regering, præsidentens opholdssted, statens kontorer, højesteret ogparlamentet. De fleste andre lande accepterer ikke lovgivningen lavet i Jerusalem (se Kellerman 1993 s. 140) og beholder derfor deres ambassader i andre byer somTel Aviv,Ramat Gan ogHerzliya (seCIA the factbookArkiveret 25. december 2018 hosWayback Machine ogkort over Israel) Det palæstinske selvstyreområde ser på Østjerusalem som hovedstad i en kommende palæstinensisk stat, og byens endelige status afventer videre forhandlinger mellem Israel og den palæstinensiske ledelse (se"Negotiating Jerusalem", University of MarylandArkiveret 14. maj 2006 hosWayback Machine).
↑"Moses" (engelsk). Encyclopædia Britannica. Hentet 17. april 2009.
↑Rummel 1997 s. 257. "A current list of liberal democracies includes: Andorra, Argentina, … , Cyprus, … Israel, …"
↑Første Mosebog 32,28: Da sagde manden: "Du skal ikke længere hedde Jakob, men Israel skal være dit navn. For du har kæmpet med Gud og mennesker og vundet."
↑Barton Bowden 2004 s. 126. "The Merneptah Stele … is arguably the oldest evidence outside the Bible for the existence of Israel as early as the 13th century BCE."
↑The Palestine Post (7. december 1947), "Popular Opinion",The Palestine Post
↑Femte Mosebog 30, 5: Herren din Gud vil føre dig ind i det land, som dine fædre fik i eje, og det skal du tage i besiddelse; han vil gøre dig lykkeligere og talrigere end dine fædre.
↑Nehemias 1, 9: men vender I om til mig og følger mine befalinger omhyggeligt, vil jeg samle jeres fordrevne, om så de befinder sig vedverdens ende. Jeg vil bringe dem til det sted, jeg har udvalgt til bolig for mit navn.
↑Friedland Hecht 2000 s. 8. "For a thousand years Jerusalem was the seat of Jewish sovereignty, the household site of kings, the location of its legislative councils and courts."
↑"Palestina: Historie".The Online Encyclopedia of the Roman Provinces. The University of South Dakota. 22. februar 2007.Arkiveret fra originalen 15. december 2012. Hentet 17. april 2009.
↑Rosenzweig s.1. "Zionism, the urge of the Jewish people to return to Palestine, is almost as ancient as the Jewish diaspora itself. Some Talmudic statements … Almost a millennium later, the poet and philosopher Yehuda Halevi … In the 19th century …"
↑"… For belæringen udgår fra Zion og Herrens ord fra Jerusalem."Esajas 2,3
↑Gilbert 2005 s. 2. "Jews sought a new homeland here after their expulsions from Spain (1492) …"
1234"Immigration".Jewish Virtual Library. The American-Israeli Cooperative Enterprise. Hentet 12. juli 2007. Kilden giver information om første, anden, tredje, fjerde og femte aliyah i deres respektive artikler. Hvidbogen, der leder til Aliyah Bet, er diskuterether.
↑Kornberg 1993 "How did Theodor Herzl, an assimilated German nationalist in the 1880s, suddenly in the 1890s become the founder of Zionism?"
↑"Balfour Declaration 1917".The Avalon Project at Yale Law School. Yale University. 2. november 1917. Hentet 17. april 2009.
↑Scharfstein 1996 s. 269. "During the First and Second Aliyot, there were many Arab attacks against Jewish settlements … In 1920, Hashomer was disbanded andHaganah ("The Defense") was established."
↑Van Evera, Stephen."Nature of the Flashpoint"(PDF).Center for International Studies. Massachusetts Institute of Technology. Arkiveret fraoriginalen(pdf) 27. september 2011. Hentet 11. september 2007.
↑Grossman, Gershon; Ayalon, Ofira; Baron, Yifaat; Kaufman, Debby."Solar energy for the production of heat" (engelsk). Samuel Neaman Institute. Arkiveret fraoriginalen 6. november 2007. Hentet 7. november 2007.
↑"Population, by Population Group"(PDF).Monthly Bulletin of Statistics. Israel Central Bureau of Statistics. 31. december 2013. Arkiveret fraoriginalen(PDF) 3. februar 2014. Hentet 17. februar 2014.
↑Bosættelsesinformation, Foundation for Middle East Peace."Bosættelser på Golanhøjderne" (engelsk). Arkiveret fraoriginalen 26. august 2013. Hentet 12. december 2007.
↑Bosættelsesinformation, Foundation for Middle East Peace."Bosættelser i Østjerusalem" (engelsk). Arkiveret fraoriginalen 18. januar 2010. Hentet 12. december 2007.
↑Bosættelsesinformation, Foundation for Middle East Peace."Bosættelser på Gazastriben" (engelsk). Arkiveret fraoriginalen 26. august 2013. Hentet 12. december 2007.
12"Education"(pdf). Udenlændingsmodtagelseministeriet.Arkiveret(PDF) fra originalen 7. august 2007. Hentet 5. august 2007.
↑"Det israelske afgangscertifikat". United States-Israel Educational Foundation via the University of Szeged University Library. januar 1996. Arkiveret fraoriginalen 15. september 2017. Hentet 5. august 2007.
↑Dolev, Yael."Nogle tanker om israelsk madlavning".University of Michigan Integrative Medicine (engelsk). The University of Michigan. Arkiveret fraoriginalen 23. januar 2008. Hentet 6. september 2007.
Jacobs, Daniel (1988),Israel and the Palestinian Territories: The Rough Guide (2nd revised udgave), Rough Guides,ISBN1858282489
Kellerman, Aharon (1993),Society and Settlement: Jewish Land of Israel in the Twentieth Century, State University of New York Press,ISBN0791412954
Kornberg, Jacques (1993),Theodor Herzl: From Assimilation to Zionism, Indiana University Press,ISBN0253332036
Liebreich, Fritz (2005),Britain's Naval and Political Reaction to the Illegal Immigration of Jews to Palestine, 1945–1948, Routledge,ISBN0714656372
Lustick, Ian (1988),For the Land and the Lord: Jewish Fundamentalism in Israel, Council on Foreign Relations Press,ISBN0876090366
Mazie, Steven (2006),Israel's Higher Law: Religion and Liberal Democracy in the Jewish State, Lexington Books,ISBN0739114859
Morçöl, Göktuğ (2006),Handbook of Decision Making, CRC Press,ISBN1574445480
Mowlana, Hamid; Gerbner, George; Schiller, Herbert I. (1992),Triumph of the Image: The Media's War in the Persian Gulf — A Global Perspective, Westview Press,ISBN0813316103
Romano, Amy (2003),A Historical Atlas of Israel, The Rosen Publishing Group,ISBN0823939782
Reveron, Derek S.; Murer, Jeffrey Stevenson (2006),Flashpoints in the War on Terrorism, Routledge,ISBN0415954908
Rosenzweig, Rafael (1997),The Economic Consequences of Zionism, T Brill Academic Publishers,ISBN9004091475
.svg){kind=icon}
