Muslimske demonstranter bærer tegn, der læser "Islam vil dominere verden" og "Til helvede med demokrati" i Maldiverne, september 2014.
Islamisme er en betegnelse, der bruges om mange forskelligebevægelser, der har som fælles træk, at de mener, atislam bør være fundamentet forstatens indretning. Desuden arbejder de aktivt (socialt eller politisk) for at virkeliggøre målet om den islamiske stat.[1]
Der er store uenigheder mellem forskellige islamistiske bevægelser, både med hensyn til, hvordan de mere konkret forestiller sig, at et islamisk samfund skal se ud, og med hensyn til, hvilke midler de ønsker at anvende for at fremme deres mål. Overordnet kan bevægelserne deles i to grupper, der ofte har haft konfrontationer og magtkampe med hinanden i muslimske lande. Den ene gruppe anservold ogterror som et middel til at nå målet. Det gælder således organisationenAl-Qaeda. Den anden gruppe, som er langt den største, tror på en fredeligreform af islam, bl.a. via islamiske velgørenhedsorganisationer, der skal medvirke til at skabe folkelig opbakning bag ideen om en islamisk stat.[1]
Ordet islamisme blev først brugt af franske forfattere i slutningen af1600-tallet. Den franske ordbogle petit Robert opgiver 1697 som det år, man først støder på ordet.[2] På dette tidspunkt betød ordet imidlertid simpelthen "islamisk", altså vedrørende forhold, der har medreligionen islam at gøre.OplysningsfilosoffenVoltaire var en af de første forfattere, som brugte begrebet islamisme som et beskrivende udtryk for religionen islam. Det samme så man hos andre franske forfattere i1800-tallet, blandt andet hosCaussin de Perceval,Comte de Gobineau ogErnest Renan.[2] Mod slutningen af 1800-tallet blev det mere almindeligt blandt vestlige forskere og forfattere at bruge islam og ikke islamisme, når man omtalte religionen, og udtrykket islamisme forsvandt nærmest fra sprogbrugen.
Islamismen har sine rødder i den europæiskekolonisering afMellemøsten, der begyndte i 1800-tallet.[1] Europæernes tilstedeværelse betød, at islams traditionelle rolle i regionen blev udfordret. Således skete der en vissekularisering af landene i starten af 1900-tallet. Samtidig mødte kolonimagterne modstand, dels fra en spirendearabisk nationalisme og dels fra forskellige islamiske grupper, for hvem opgøret med sekulariseringen blev en mærkesag. En af de første islamistiske bevægelser varDet Muslimske Broderskab, der blev grundlagt iEgypten i 1928 afHassan al-Banna. Broderskabet bekæmpede islams svindende rolle i det offentlige liv. Det vandt bl.a. udbredelse som følge af et stærkt socialt engagement.[1]
Andre islamistiske bevægelser opstod i 1960'erne og 1970'erne, hvor islams rolle var minimeret i det meste af denmuslimske verden. Den iranske revolution i 1979, der førte til etableringen af en islamisk stat underayatollahKhomeinis ledelse, blev til stor inspiration i andre muslimske lande, hvor forskellige islamistiske grupper siden har arbejdet for at få politisk indflydelse.
Islamisterne i Danmark kan opdeles i to hovedkategorier: Militante islamister, som accepterer eller ligefrem tilskynder til vold, ogteologiske islamister, der lægger vægt på teologiske argumenter og som udgangspunkt afviser vold som et acceptabelt middel til at opnå det mål.[3] IfølgePET’s Center for Terroranalyse formodedes der blandt de knap 250.000danske muslimer i 2014 at være nogle hundrede personer, der aktivt støtter en militant islamistisk ideologi, og derudover et større antal sympatisører. Udover disse militante islamister fandtes der forskellige organisationer og miljøer, der tilslutter sig en radikal politisk islam. Det drejede sig bl.a. om danske medlemmer afHizb-ut Tahrir ogAl-Shabaab, den københavnske gruppe "Kaldet til Islam" og et mere løst netværk af jihadist-salafister.[3]
