Halvmånen med stjernen er blevet et symbol på islam.
Islam (arabisk: الإسلامal-islām, som egentlig betyder "underkastelse, hengivelse, overgivelse") er enverdensreligion, der er stiftet afMuhammed (fulde navn:Muhammad Ibn `Abd Allāh Ibn `Abd al-Muttalib) (ca.570-632) i Arabien. Islams hellige skrift erKoranen, der opfattes somGuds (Allahs) bogstavelige ord formidlet tilprofeten Muhammed. En tilhænger af islam kaldes enmuslim.
Hovedretningerne inden for islam ersunnisme (ca. 85%),shiisme (10-15%, primært i Iran, Irak, Azerbajdjan, Bahrain og Libanon) ogibadisme (næsten kun iOman). Disse retninger går alle tilbage til islams tidlige tid. På tværs af retningerne findessufismen, der lægger vægt påmystik og åndelig praksis.
Historisk set anses religionen islam for at være fremkommet iMuhammeds levetid påDen Arabiske Halvø i600-tallet. Siden da har islam været den dominerede religion iregionen, hvor udbredelsen af islam ikke har været et resultat af målrettetmissionsarbejde, men snarere en"syntese mellem islams centrale trosindhold og de levendekulturer, der med tiden er blevet en del af den islamiske verden."[2]
Islam spredte sig efter Muhammeds levetid hurtigt gennem større dele afAsien,Afrika ogEuropa og udgør i dag verdens næststørste religion med mere end 1,5milliarder tilhængere (sammenlagt omtrent en fjerdedel (23,2% (2010)) afverdens befolkning).[3]Demografisk er islam som religion i dag udbredt over heleverden (er enverdensreligion) og udgør majoriteten af befolkningen i 49lande (ud af i alt193 anerkendtelande i verden) og er en betydelig minoritet i adskillige andre.[4] Flere bevægelser (bl.a.Bahai,Ahmadiyya ogSikhisme[5]) er helt eller delvis inspireret af islams lære.
Betegnelsenislam (arabisk: "الإسلام",translitteration: "al-islām",transskription: "al-islam",oversættelse: "islam", udtales [isˈlɑːm] el. [ˈislɑm]) er afledt af den sproglige rodslm (س-ل-م) enten ud fraaslama ellersallama, beggeverbalsubstantiver der betyder "hengivelse, overgivelse, underkastelse".
Udsagnsord fra denne rod, særskiltsallama/yusallimu ogaslama/yuslimu, betyder "at underkaste sig komplet". I islam forstås denne underkastelse som frivillig, idet muslimenvælger at underkaste sig totalt.[note 1] Til tider fremføres der argumenter for at begrebet egentlig er udledt frasalama, der giver en helt anden betydning af tryghed ogfred.[6] Det er dog betydningen underkastelse, der er den fremherskende i islam.
Begrebet islam anvendes i daglig tale om religionen islam (og dens tilhængere muslimerne). Adskillige ord har udviklet sig fra ordet islam, heriblandt ord somislamisme, islamisere,islamist ogislamofobi.
"Islam" har en eller flere af følgende betydninger:
Inden forvestlig sprogbrug defineres islam oftest ud fra dets bogstavelige betydning "underkastelse under Gud". Definitionen tager afsæt i tidlig islam, som den udviklede sig fra begyndelsen af det600-tallet. Definitionen af islam som "den islamiske verden" stammer fra en senere tid.
Ordetislam er påarabisk både etverbalsubstantiv ("underkastelse under, total hengivelse til Gud") og et navn for islam som religion. Som verbalsubstantiv er betegnelsen tæt knyttet til (og til tider sammenfaldende med) termen "aslama" ("overgivelse til Gud"). Det er bl.a. herfra, at betegnelsen "muslim" (flertalsform "muslimūn") udledes, da "en der underkaster sig islam" på dansk benævnes "muslim" (flertalsform: "muslimer").[note 2]
Denvestlige orddannelse og sprogbrug anvender generelt ikke islam som et verbalsubstantiv, selvom det inden for bestemte domæner er ved at vinde indpas.[note 3] Som navneord anvendes "islam" i omtale afreligionen islam fra forskellige religiøse, politiske og sociale synsvinkler. Flertydigheden i ordets betydning og struktur er ligeledes afspejlet iKoranens brug af termenislam.[note 4] I daglig tale er det primært "den islamiske verden" samt de religiøse og politiske sfærer af religionen, der menes med "islam".
Islam er enåbenbaringsreligion. Den lærer, at Gud har åbenbaret sig for verden, og at denne åbenbaring er blevet formidlet tilprofetenMuhammed (ca.570-632) gennemærkeenglen Gabriel.Åbenbaringen fandt sted over en længere periode og er i sin helhed beskrevet i Koranen, som er islams hellige skrift og den centrale kilde til islam. Ifølge muslimsk tradition er Koranen reciteret af Muhammed, men nedskrevet af betroede personer i hans følge, da Muhammed selv var analfabet. Koranen blev endeligt samlet omkring650.
Om Koranen gælder det, at den indeholder Guds (Allahs) egne, ufejlbarlige ord. Da Gud har talt ordene til Muhammed på arabisk, er det kun den arabisksprogede Koran, der indeholder Guds ord i bogstavelig forstand. Enhver oversættelse til et andet sprog er til en vis grad en fortolkning og en forvrængning af indholdet.[7]
Birmingham-koranen, der befinder sig påUniversity of Birmingham, menes at være fra før 645, hvilket gør det til verdens ældste kendte større koranfragment.
Koranen er således den højeste autoritet i islam. Den næsthøjeste autoritet erSunna - Muhammeds handlinger og befalinger, ”sædvanen”. Muhammeds handlinger bliver i islam set som et eksempel til efterfølgelse. Sunna er nedskrevet i ”hadither” (overleveringer over, hvad Muhammed har gjort og sagt), som blev samlet omkring750.
Sharia er betegnelsen for "den religiøse lov", ofte omtalt som ”loven”. Sharia foreskriver den rette handlemåde for en muslim i alle situationer. Der findes fire kilder til Sharia:
1) Koranen
2) Sunna
3) Analogislutning (Qiyas)
4) Konsensus (Ijma)
Hvis hvis en muslim vil have en vejledning om, hvad der er den rette handlemåde i en konkret situation, så vil vedkommende i første omgang søge vejledningen iKoranen, islams højeste autoritet. Hvis Koranen ikke udtaler sig om denne konkrete situation, så skal vejledningen søges iSunna.
Hvis heller ikke Sunna udtaler sig, så skal vejledningen søges ved hjælp afanalogislutning. Det kan illustreres med et eksempel: Er det tilladt for en muslim at drikke whisky? Koranen udtaler sig ikke om whisky, og det gør Sunna heller ikke. Derimod forbyder både Koranen og Sunna at drikke vin. Så ræsonneres der på følgende måde: Gud har forbudt vin. Årsagen til dette forbud må være vinens skadelige virkninger. Whisky har de samme skadelige virkninger. Altså må Koranens og Sunnas forbud mod vin også gælde whisky (og narkotika osv.).[8]
Endelig er der den sidste kilde til sharia:konsensus, dvs. det der er accepteret skik i islam, det som de muslimske menigheder er blevet enige om. Denne kilde bliver støttet af en hadith, ifølge hvilken Muhammed skal have sagt, at hans menighed ikke kan være enig om noget, der er forkert.[9]
I Koranen bruges to udtryk til at bestemme en handling som henholdsvis tilladt og forbudt:halal ogharam. Senere kom der en mere nuanceret klassificering, hvor man skelnede mellem fem slags handlinger:
1)De pligtmæssige handlinger. Det er en synd at undlade disse handlinger, og en sådan undladelse straffes.
2)De anbefalede handlinger. Disse handlinger er fortjenstfulde og prisværdige, men undladelse af dem straffes ikke.
3)De neutrale handlinger. Disse handlinger er hverken fortjenstfulde eller forkastelige.
4)De forkastelige handlinger. Det er fortjenstfuldt at undgå disse handlinger, men de er dog ikke strafbare.
5)De forbudte handlinger. Det er en synd mod Gud at udføre disse handlinger, og de er strafbare.[10]
Tro er inden for islam en sikkerhed og vished, der udspringer af tillid til Gud. Det forudsættes, at der er enforståelse for det, man tror på. I modsætning til tro uden forståelse (tvang) er tro med forståelse en"overbevisning som indebærer en stadigt pågående overvejelse, somkritisk prøver troen på, om den svarer tilvirkeligheden".[11],[12],[koran 1]
Trosakten er en accept af Gud, og dermed en accept af Koranen ogprofetenMuhammed. Trosakten er først og fremmest afspejlet i denislamiske trosbekendelse, der er den overordnede sammenfattende formulering aftrosartiklerne og trosindholdet. Herved fungerertrosbekendelsen som udtryk for den centrale religiøse akt, hvorimod læreindholdet er nærmere specificeret i trosindholdet (grundteksterne). Trosbekendelsen har det primære formål at fastslå den rette tro og anvendes ogsåoffentligt i forbindelse med bl.a. omvendelse (konversion) til islam. I almindelighed tjener den derudover også det formål at afværgekætteri.[13] Trosbekendelsen er oprindeligt formuleret påarabisk og er to-ledet:”Jeg bevidner, at der ingen anden gud er end Allah, og jeg bevidner, at Muhammed er Allahs profet.” En kortere form lyder:"Der er ingen anden Gud end Allah, og Muhammed er hans profet."
Som indhold er tro bestemt ved en overbevisning om, at de guddommelige åbenbaringer er bestemmende for menneskets tilværelse.[11] Trosindholdet består grundlæggende af troen på Gud, hansengle,bøger og budbringere,[koran 2] det skjulte,[koran 3]dommedag og genopstandelsen.[koran 4] Den eksaktedefinition aftro er et debatteret emne inden for islam. I hverdagslivet vil tro for de personer, der har antaget islam, være"at følge Koranens ord og profetenMuḥammeds eksempel i stort som småt", og tro anses for at være"befordrende for den personlige frelse ved Dommedag".[14]
I islam indebærer den eksklusivemonoteisme, at Gud er altings skaber[koran 5] og opretholder. Gud alene er den over alt ophøjede, den evigt levende, alvidende og almægtige.[koran 6] Han skaber noget ved blot at påbyde dets eksistens:"Bliv til." (Sura 36,83) Forskelligefortællinger fra Koranen gengiver Guds skabelse af mennesket,[koran 7] og skabelsen som den fandt sted fra overgangen fra intethed til alting. I Koranen findes der både fragmenter og længere beretninger om skabelsen samt dens udformning.[note 5]
Den muslimske skabelsesberetning er overvejende sammenfaldende med beretninger om skabelsen i de antikke jødiske og kristneskrifter, selvom beretningerne i de islamiske grundtekster oftest gengiver en anden nuance, beskrivelse eller dybde.[note 6]
"Der er i islam så meget, der minder om jødedom og kristendom, at der ikke kan være tvivl om afhængighed".[15]"Muhammed, der antagelig ikke selv kunne læse, havde imidlertid ikke noget førstehåndskendskab til Biblen, og havde heller ikke i større udstrækning hørt bibelske beretninger blive gengivet ordret".[16] Muhammed må have mødt tilhængere af begge religioner (jødedom ogkristendom) på sinekaravanerejser tilLevanten eller have lært de to religioner at kende gennem den udbredelse, de havde i det daværende Arabien. Muhammeds beretninger betragtes som frie genfortællinger af de jødiske og kristne skrifter – enten som han selv har hørt dem eller som beretningerne har været kendt og viderefortalt blandt ikke-jødiske eller kristnearabere. Muhammed blev i sin levealder selv konfronteret med denne skepsis, hvortil han bl.a. gennem åbenbaring svarer, at disse forskelle (dvs. fejl) er resultat af, at jøder og kristne har modtaget åbenbaringen af den hellige skrift, men har ændret den. Dette synspunkt er siden blevet det grundlæggende islamiske syn på de jødiske og de kristne skrifter.
Jødedommen og kristendommen tilkendes dog en særstilling blandt andre religioner, og de skelnes frahedenskaben. Jøder og kristne er ”bogens folk”, fordi de har hellige skrifter (Det Gamle Testamente/Bibelen), men de afviger fra den rette lære, og deres skrifter anses for at være forvanskninger af Guds ord.[17] Islam anerkender dog både Moses og Jesus somprofeter.
Allah er detarabiskeord, der i islam er anvendt til at betegneGud. Egentlig betyder ordet "guden" eller blot "Gud". BetegnelsenAllah blev anvendt om en eller flereguddomme blandt arabere påDen Arabiske Halvø inden islams fremkomst. Koranen er dog i mindre grad optaget af at etablere Allahs guddomsstatus end af at adskille den ene sande Gud (kaldtAllah) fra de daværendehedenske guder.[koran 8][note 7].
I denarabiske verden anvendes navnet "Allah" også som betegnelse for den jødiske og den kristne Gud (idet de betragtes som den samme guddom). For eksempel ses i nylige oversættelser afden hebraiske (jødiske) Bibel (Det Gamle Testamente) ogDet Nye Testamente anvendelsen afAllah forJahve og for den kristneGud. Udover navnet "Allah" er Gud i islam (som skildret i Koranen) omtalt med mange såkaldt smukke navne,[koran 9],[18] der hver især fremhæver ét af Guds mange karakteristika. Imidlertid betragtes navnet Allah som Guds højeste navn.[koran 10]
I folkesprog anvendesKhudā ogYazdān påpersisk ogTengri (Tanrı) på tyrkisk-mongolsk som sideformer til navnet og betegnelsenAllah. Af historiske årsager finder man særlig den persiske betegnelseKhudā anvendt som standardnavn for Gud i regioner iCentralasien ogdet indiske subkontinent.
Gud er i islam enevældig, almægtig og alvidende og altings skaber.[19] Gud har ingen partnere, ingen medguder, ingen hustruer, døtre eller sønner (Se infoboks med sura 112).[koran 11]"Det betyder, at den islamiske tradition ikke anerkender hverken det før-islamiske flerguderi, detkristnedogme omJesus somGudssøn, eller dogmet omTreenigheden".[19],[koran 12]Tawḥīd (troen på at Gud er én og unik) er islams vigtigste dogme.[20] Muslimers bekendelse til Guds enhed"er islams bærende søjle, hvorfra alle andre søjler og trosartikler udledes samt anskues som sekundære hertil".[21] Troen på Gud og hans absolutte og transcendente eksistens betragtes som islams fundamentaldogme. Modsætningen hertil ershirk (afgudsdyrkelse, troen på mere end en gud, eller at værdsætte noget højere endAllah). Shirk er den enestesynd, der næsten aldrig gives tilgivelse for.
I islam er enprofet (Nabī) og en budbringer (Rasūl) et mandligt[note 8] væsen, der forkynder Gudsvilje gennemåbenbaringer, der er modtaget gennemærkeenglenGabriel af Gud.[22] Herved fungerer profeter som"det redskab, Gud vælger til at gøre sin åbenbaring kendt for mennesket".[23] Åbenbaringen i islam indebærer bl.a. forkyndelsen af fundamentet for Guds enhed og kampen mod alle former for afvigelse fra denmonoteistisketro.[koran 13] Åbenbaringen belærermennesket om detguddommelige og viderebringer det salige budskab.[koran 14] Den definerer og etablererretfærdighed,[koran 15] og den virker som midlet mod at mennesket kan have etargument mod Gud veddommedagen.[koran 16]
De islamiske teologiske værker gør gældende, at der sammenlagt er blevet sendt 124.000 profeter til mennesket, hvoraf den første erAdam og den sidste erMuhammed.[24] En række velkendte profetskikkelser fra Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente går igen i islam, hvor følgende omtales direkte vednavn i Koranen:
I islam slutter profetrækken altså medMuhammed, der også omtales som "profeternes segl"[25] - en betegnelse for Muhammeds rolle som den profet og budbringer, der bekræfter (besegler) de tidligere profeters åbenbaringer.[koran 16],[26],[note 12] Muhammed er dermed det endelige symbol på islams række af profeter og budbringere, til hvem Gud nedsendte de monoteistiske åbenbaringer, der er samlet i helligskriftet Koranen. Muhammed kom med den sidste og endegyldige åbenbaring, og derved har han en særstilling blandt profeterne. Som den sidste profet bragte han Guds endelige budskab.
En udbredt, men forkert, betegnelse for islam og muslimer iden vestlige verden er "muhammedanisme" og "muhammedanere". Betegnelsen betragtes nu om dage som en forældet, ikke-muslimsk betegnelse for religionen islam og bruges i dag stort set kun nedsættende.[27][28] Tilsvarende brugte man tidligere betegnelsenmuhamedanere om muslimer.[29][30]. Betegnelsen er fejlbehæftet, eftersom muslimer ikke tror på (dyrker) Muhammed, men på Gud. Muhammed er ikke en gud, men et menneske, der er Guds sendebud (profet).
Troen på dommedag (Qiyâmah) er grundlæggende i islam, og prøvelserne ved dommedagen er nøje beskrevet i bådeKoranen ogHadith. Ifølge Koranen vil alle mennesker blive holdt ansvarlige for deres handlinger og deres tro ved dommedag. Paradis er belønningen til dem, som har gjort godt, og som har bedt Gud om tilgivelse for deres overtrædelser og forsømmelser. Helvede er straffen for de vantro og ugudelige.”Og frygt den ild, som er beredt de vantro. Og adlyd Allah og sendebudet, for at der må vises jer barmhjertighed.” (Sura 3, 132-33)
Forestillingen om paradis og helvede kan have forskellig udformning, fra den bogstavelige, hvor paradis og helvede er fysiske steder med henholdsvis kropslig lyst og kropslig pine, til den åndelige, hvor himlen er det åndelige liv med Gud, mens helvede er den åndelige adskillelse fra Gud. Nutidens islam er mest præget af den sidste opfattelse.
Trosbekendelsen lyder i sin fulde form på arabisk أشهد أن لا إله إلا الله وأشهد أنّ محمّد رسول الله (ašhadu 'an lā 'ilāha 'illā llāhu wa 'ašhadu 'anna muḥammadun rasūlu llāhi ). dansk oversættelse:”Jeg bevidner, at der ingen anden gud er end Allah, og jeg bevidner, at Muhammed er Allahs profet.” I en kortere form lyder den:"Der er ingen anden gud end Allah, og Muhammed er hans profet." Hermed bekender muslimen sig entydigt til monoteismen og til Muhammed som hans sendebud.
Den anden søjle erdedaglige bønner. Muslimer er forpligtet til at bede fem bønner hver dag. Under bønneritualet indtages oftest bestemte kropsstillinger, hvor der i hverposition fremsiges bestemte bønnefraser. Ansigtet skal være vendt modKabaen iMekka (bederetningen). Muslimensbøn betegner især menneskets henvendelse til Gud. De daglige bønner er blandt de vigtigste former for ihukommelse og tilbedelse af Gud.
Den tredje søjle,almissen, er obligatorisk for alle muslimer, der er i stand til det. Det anses for at være et personligt ansvar for muslimer at lette økonomiske problemer for andre.[31] Almissen er baseret på den enkelte muslims samlede velstand og udgør 2,5% af vedkommendes formue til gavn for fattige og trængende, herunder slaver, skyldnere og rejsende.
Fasten, som gennemføres underRamadanen (fastemåneden) er et udtryk for tilbedelse, renselse og koncentration. I løbet af fastemåneden må man ikke spise eller drikke. Før solopgang og efter solnedgang gælder fasten ikke. Koranen reciteres i løbet af måneden, og fasten afsluttes med den store festEid.
Pilgrimsrejsen er en rejse til den hellige byMekka i denislamiske månedDhû l-Hijja. Enhver muslim, der er i stand til det fysisk og økonomisk, skal gennemføre pilgrimsrejsen mindst én gang i livet.[32] De vigtigste ritualer i pilgrimsrejsen er at gå syv gange rundt omKa'baen, forsøge at røreDen sorte sten, og symbolsk atstene djævelen iMinā.
Jihad (”hellig krig” eller ”hellig kamp”) er en pligt for alle muslimer. Nogle muslimske lærde regner jihad for at være den sjette af islams søjler.[33]
Jihad er først og fremmest et personligt åndeligt begreb. Der skelnes mellemden store jihad ogden lille jihad. Den store jihad er kampen mod ens egne dyriske tilbøjeligheder eller lidenskaber. Den går ud på at bringe disse lidenskaber under kontrol.[34] Den store jihad er altså en indre, personlig kamp.
Den lille jihad er kampen mod islams ydre fjender, der føres på samfundets vegne til dets forsvar. Den er en politisk eller militær kamp for at fremme islams interesser.[35]
Ifølge islam er alt iuniverset skabt af Gud, og der kan ikke tales omliv uden om Gud. Menneskelivet er knyttet tilånd (sjæl),væsen ogblod (legeme), hvor det verdslige liv er skænket af Gud og begrænset afdøden. Menneskelivet anskues som det syn på eller den holdning til tilværelsen, hvor Gudsåbenbaring og mennesketstanker om livet, samt detsmening, er i centrum. Ud fra et mere generelt perspektiv opdeles livet i fire stadier:
Fra et personligt aspekt (livet i den verdslige verden) er det"personens centrale vurderingssystem og personens grundholdning og det personen mener at vide om sig selv og sin omverden, hvilket påvirker hans centrale vurderingssystem eller grundholdning på en måde, som personen er klar til at acceptere,"[36] der definerer anskuelsen af liv. Fra et guddommeligt aspekt (livet i den verdslige verden) er det en tilværelse af anstrengelse og kamp (jihad) for livet mod døden,[37] hvor salighed, fromhed og gudfrygtig karakter er centralt med henblik på individets vurderingssystem, hvormed liv herigennem leves iharmoni med Gud.
Bevidstheden om egenpersonlighed er inden for islam grundfæstet i, atmennesket haransvar og indflydelse over for sig selv,[koran 17] over for andre[koran 18] og over for Gud. At være"ansvarlig betyder at man selv står inde for det som man er eller gør og at man kan drages til ansvar for sinehandlinger".[38] Fra etjuridisk perspektiv forudsætter ansvar en vis tilregnelighed og selvbestemmelse, hvorfor islam skelner mellemmyndige ogumyndige personer.
Selv om mennesker til en vis grad er styret afarv ogmiljø (faktorer som man ikke nødvendigvis harmagt over), står man som myndig (eller værge for en umyndig) til ansvar for handlinger eller valg, man har tilsluttet sig. Som umyndig kan man derimod ikke drages til ansvar for ens handlinger, for de er gjort i uvidenhed og i god tro.
Inden for islam er det vedkønsmodningens indtræden, der markererbarndommens ophør (samt ved fravær afhandicap der har varige konsekvenser for "normal" livsførelse), at mennesket betragtes som myndigt. Overgangen fra umyndig til myndig (frabarn tilvoksen) har stor betydning for personens ansvarsrolle og identitet iden islamiske verden.
Grundlæggende for det islamiskemenneskesyn er dets skabelse, som sætter det ind i et særligt forhold til Gud og tilverden, til skaberen og til de øvrige skabninger. På den ene side er mennesket en del af skaberværket, og som alle andre skabninger underkastet skaberens suveræne almagt. På den anden side er mennesket skabt som den fremmeste skabning[koran 19] sammenlignet med andre skabninger somengle,jinner ogdyr.
Et væsentligt element i forholdet mellem Gud og mennesket er, at mennesket er defineret som etreligiøstvæsen. Ifølge Koranen fik mennesket ved skabelsen af mennesket[koran 20] et løfte om en tilværelse i forløsning, såfremt det gebærder sig ret.[39] Ikke-troende er dem, der forsømmer den guddommelige pagt[koran 21] eller modstår menneskets medfødtenatur[koran 22] og derved lader sig lede på afveje af det onde.
Mennesket er grundlæggende født gudfrygtigt med en religiøs længsel.[40] Denne længsel kan mennesket enten efterleve, hvorved det opnår forløsning; eller det kan bortkaste den, hvorved det bliver vildledt. Det forudsættes, at mennesket har en vis grad affri vilje, selvom Gud samtidig afholder dem, han vil, fra vildfarelse.[koran 23]
I forholdet til Gud har mennesket altså hverken en absolut fri vilje eller en absolut forudbestemmelse. Der er en flydende kobling mellemskæbne og handlefrihed.[note 13] Det er veddødens indtræffelse ogsjælens midlertidige ophold iskærsilden[41] og senere varige ophold idødsriget (paradis ellerhelvede), at mennesket modtager sin fulde dom af Gud.
Teokrati betyder ”Gudsstyre”. Teokrati hersker i den stat, hvor Gud er den øverste myndighed. Staten lovgiver ud fra gudgivne bud og vejledninger, således som de er formuleret i et helligskrift (for eksempel Koranen eller Bibelen). Stat og religion er således integreret i hinanden.
Den sekulære stat er den stat, hvor der er foregået ensekularisering, dvs. en frigørelse fra religionen. I en sekulær stat (som for eksempel Danmark) er det parlamentet (folketinget) – ikke Gud - der er den øverste myndighed. Parlamentet vedtager love, som bliver håndhævet af verdslige (ikke-religiøse) myndigheder (politi og domstole). Religionen er adskilt fra staten. Den har ikke direkte indflydelse på parlamentet og lovgivningen. Dens myndighed gælder kun på det åndelige område (præsteskab, menigheder, trosforhold, osv.).
En islamisk stat – et islamisk teokrati – er baseret påsharia, den religiøse lov. Staterne i den muslimske verden er overvejende teokratier – nogle mere end andre. Det hænger sammen med, at sharia gælder for alle forhold i livet, ikke blot de åndelige. Sharia udtaler sig om alle forhold i det offentlige og private liv.[42] Mange muslimske lande har delvist indarbejdet sharia i deres retssystemer. Visse lande har erklæret islam for at være deres statsreligion i deres forfatninger, men anvender ikke sharia ved deres domstole.
Den første islamiske stat var den politiske enhed, der blev oprettet af Muhammed i Medina i622. Den repræsenterede den religiøse enhedumma (samfundet af alle muslimer). Ummaen blev efter Muhammeds død i 632 omdannet tilkalifatet af Muhammeds disciple.
I 1923 blevrepublikkenTyrkiet oprettet. Under ledelse af landets førstepræsidentKemal Atatürk blev der efterfølgende gennemført en omfattende sekularisering. Tyrkiet blev derved den første sekulære stat i den muslimske verden.
Panislamisme er en politisk bevægelse, der går ind for en forening af den muslimske verden under en enkelt islamisk stat. Denne stat bliver ofte beskrevet som et kalifat eller "umma".
I forbindelse med islams forhold til demokrati spiller sharia ligeledes en central rolle. Den klassiske islam siger, at sharia er en del af islam, og at man som muslim ikke kan tage afstand fra sharia. Begrebet sharia er for rettroende muslimer et absolut og guddommeligt begreb.[43] Principielt skal man som muslim støtte sharia - hele sharia, herunder stening for utroskab og håndsafhugning for tyveri.
På et praktisk plan forholder det sig imidlertid anderledes. I et demokratisk samfund - f.eks. det danske samfund - er det flertallet, der bestemmer. Hvis flertallet af befolkningen og politikerne bestemmer, at stening og håndsafhugning ikke er en del af straffeloven, så må rettroende muslimer acceptere, at disse straffeformer ikke findes i samfundet. Skal man så som muslim i et demokratisk samfund arbejde for at indføre stening for utroskab eller håndsafhugning for tyveri - som er en del af sharia?
De fleste muslimer tager i praksis afstand fra stening og håndsafhugning. Det gælder også for de fleste muslimer i staterne i den muslimske verden. Disse straffe udføres sjældent.[44] I praksis er det uproblematisk for de fleste muslimer at være muslim og leve i et demokratisk samfund.[45]
Menneskerettigheder er inden for islam rettigheder, der tilkommer allemennesker uden hensyn til eksempelvisrace,køn,sprog eller religion.[46] Hvor devestlige menneskerettigheder tager udgangspunkt i den forestilling, at mennesket er alle tings målestok (humanisme), fastholder islams menneskesyn, at mennesket er skabt af Gud, og at Gud er altings målestok.[47] Islams menneskerettigheder har altså afsæt i religionen.
Adskillige formuleringer af menneskerettigheder har eksisteret siden tidlig islam. En systematisk udformning af islamiske menneskerettigheder (svarende tilFN's menneskerettigheder) er først blevet til i slutningen af1900-tallet.[46]
De islamiske menneskerettighedsidealer er ikke altid sammenfaldende med de vestlige, der afgrænser individets rets- og frihedssfære over for staten. Forskellige initiativer har forsøgt at tilvejebringe etkompromis mellem de islamiske og de vestlige idealer. Den fundamentale forskel mellem Gud som altings målestok og mennesket som altings målestok skaber dog uenighed om, hvordan f.eks. frihedsrettigheder og lighedsrettigheder skal forstås.
Dertil eksisterer der i et vist omfang på tværs af landegrænser en forskellighed med hensyn til, hvordan menneskerettigheder skal fortolkes ud fra teologiske værker og herefter udmøntes somislamisk ret. Denne forskellighed hænger sammen med en forskellighed med hensyn til forståelsen af den ideale islamiskestyreform. IDanmark har disse forskelle til tider ført til kontroversielle offentlige og politiskedebatter, særligt om emnerne sameksistens (integration,akkulturation,assimilation), ægteskab (arrangeret ægteskab,flerkoneri), kvinders påklædning, kønsroller (kvindefrigørelse)[48] og ytringsfrihed.
1 Læs op i din Herres navn, Han, som skabte; 2 som skabte mennesket af en klump blod! 3 Læs op, og din Herre, den mest gavmilde, 4 er den, der lærte med pennen, 5 der lærte mennesket, hvad det ikke vidste.
Denne begivenhed markerede begyndelsen på åbenbaringen og profetkaldet for Muhammed.Toårtier senere modtog profeten Muhammed den sidste åbenbaring under (eller kort efter) hans afskedsvalfart i år632:
5… I dag har de, der er vantro, opgivet håbet over for jeres religion, så frygt ikke dem, men frygt Mig. I dag har Jeg fuldkommengjort jeres religion for jer, og fuldbyrdet Min velsignelse over jer, og udvalgt islam som en religion for jer …
Hermed blev islam som religion forkyndt for profeten Muhammed mellem de første og de sidste åbenbaringer, der tidsmæssigt strakte sig over20 år. Imidlertid mener islams tilhængere ikke, at der kan tales om at 'islam begyndte' ved de første åbenbaringer for Muhammed i Hiragrotten, for religionen islam betragtes som den selvsamme religion, der blev åbenbaret alle tidligereprofeter og gudsmænd. Åbenbaringen stadfæster, at både jødedommen og kristendommen hviler på guddommelige åbenbaringer, og den betragter bl.a. Abrahams skrifter,[koran 27]Davids salmer ('Salmerne' (Zabūr)),[koran 28] Toraen af Moses ("Moseloven" (Tawrāt))[koran 29] ogEvangeliet afJesus (Injīl)[koran 30] som åbenbarede bøger og skrifter - ligesom Koranen.[49]
Dertil betragtes profeterne og gudsmændene i profetrækken før Muhammed også som værendeḥanīf, en betegnelse der anvendes med reference tilfør-islamiskemonoteister. Disse kan hverken betragtes somjøder ellerkristne i streng forstand, men nærmeremennesker af hengivende og underkastende karakter overfor Gud alene (med tilhørende fornægtelse afflerguderi). Tilhængere af islam bekender sig til, at alle de forrige skrifter blev åbenbaret af Gud, men at skrifterne siden deres åbenbaring og senere nedfældning har gennemgået en forvanskning af Guds ord.
Islams oprindelse er hermed karakteriseret ud fra forskellige synsvinkler, alt afhængigt af hvilken af de overordnede betydninger af islam, der tages afsæt i. Fra et muslimsk perspektiv er islams oprindelse knyttet til Guds skabelsesberetning, mens islams oprindelse ud fra etreligionshistorisk perspektiv knytter sig til Muhammeds virke som profet i600-tallet.
Ved Muhammeds død i 632 strakte islams herredømme sig over denarabiske halvø. Muhammed blev efterfulgt af en rækkekaliffer. De første fire kaliffer kaldes under ét forde retledte kaliffer, og deres kalifat kaldesRashidun-kalifatet. Under de retledte kaliffer ekspanderede riget voldsomt ved en række militære sejre, således sejren overdet byzantinske rige og især sejren overPersien, der blev helt erobret i 643.
Da store dele af befolkningen i de erobrede områder gik over til islam, steg antallet af muslimer dermed også kraftigt. Ekspansionen fortsatte underumayyade-dynastiet (661-750), hvor resten afNordafrika og deniberiske halvø blev erobret. Underabbaside-kalifatet (750-1258) oplevede riget med hovedstad iBagdad enguldalder, hvor den klassiske islamiske kultur blomstrede, og hvor man videreførte den intellektuelle arv fra antikken, bl.a. gennem en stor bølge af oversættelser fra den græske filosofi og fra syriske, persiske og indiske skrifter.[50]
Mongolernes invasion i1258 og deres plyndring af Bagdad afsluttede abbasidernes magt. Abbasidekaliffen flygtede til Egypten og levede en skyggetilværelse imamelukkernes rige. I 1500-tallet erobredeosmannerne Mellemøsten og Egypten og overtog kaliftitlen, som de bevarede indtil1924, hvor kalifatet blev afskaffet af den tyrkiske nationalforsamling. I1500-tallet opstod ogsåstormogulernes Indien, og Persien genopstod som et selvstændigt rige undersafaviderne, der gjordetolver-shiismen til statsreligion.
De tre store muslimske riger sakkede dog efterhånden alle bagud teknologisk og militært i forhold til de vestlige stormagter, og gradvist blev de underlagt europæisk indflydelse. Denne udvikling blev første gang mærkbar for mange af de osmanniske undersåtter underNapoleonsfelttog til Egypten og det kortvarige franske styre dér i 1798-1801. Bevidstheden om de muslimske landes sociale og teknologiske efterslæb gav stødet til en række reformbestræbelser i forskellige dele af det osmanniske rige - i Egypten og de andre arabiske lande kendt somAl-Nahda, i de tyrkisktalende områder kendt somtanzimat.
Der voksede også enislamisk reformisme frem, der viaijtihad ønskede at nyfortolke islam for at tilpasse religionen til en mere moderne verden. Blandt hovedpersonerne var egypterneRifa'a al-Tahtawi ogMuhammad Abduh samt den formodentlig iransk-fødteDjamal ad-Din al-Afghani (1838-1897). I 1900-tallet udviklede de reformistiske ideer sig til en mere sekulariseret islamisk modernisme eller liberalisme, der blev talsmand for, at islam skulle have samme status i samfundet, som kristendommen havde i vestlige samfund. Samtidig voksede efter kalifatets afskaffelse også en mere konservativislamisk fundamentalisme frem, der bl.a. resulterede i oprettelsen afdet muslimske broderskab i 1928. Især efter 1970'erne fik den islamiske fundamentalisme mere indflydelse, dels som følge afden iranske revolution i 1979 og dels som følge af støtte fra detwahhabitiskeSaudi-Arabien.[51]
Ash'arisme-skolen blev til i det9. århundrede og navngivet efterAbu al Hasan al-Ash'ari (874–936). Skolen har i dag en bred følgekreds blandt sunnier over hele verdenen. Skolens tilhængere omtales som ash'ariter.
Ithna'ashari-shiisme betegner den gruppe af shiitter der anerkender12imamer medImam Ali (d.661) som den første ogMuhammed al-Mahdi som den sidste. Ithna'ashari-skolen er den største shiitiske gruppe. Skolens tilhængere omtales bredt som shia, shiitter.
(ii.) Zaidi-skolen
Zaidisme betegner den mindre gruppe af shiitter der anerkender fem legitime imamer medImam Ali som den første ogZaid ibn Ali som den femte og sidste. Skolens tilhængere omtales som zaiditer.
(iii.) Isma'ili-skolen
Isma'ilisme betegner den mindre gruppe af shiitter der anerkender syv legitime imamer medImam Ali som den første ogIsma'il ibn Jafar som den syvende og sidste (af en cyklus af syv vedvarende imamer). Skolens tilhængere omtales som isma'ilitter.
Ibadi-baseret teologi
Ibadi-skolen
Ibadismen har sin oprindelse blandtkharijiterne. I nyere tid har Ibadiskolen i højere grad nærmet sig ortodokse trosretninger og over tidens løb opdelt sig i adskillige nye grupperinger. Skolens tilhængere omtales som ibaditter. Ibadiskolen er fra et historisk perspektiv interessant. Skolen udgør i dag mindre end 0,5% af muslimer på verdensplan.
PåDen Arabiske Halvø harsemitiske sprog været dominerende indtil islams opståen i600-tallet, hvorefter arabisk hurtigt blev dominerende.[52] Siden da harden islamiske verden været domineret af flere store sprog:arabisk,tyrkisk,farsi,urdu,bangladeshi og forskelligefilippinske ogindonesiske sprog.[53] Eftersom åbenbaringen er åbenbaret og nedfældet på arabisk, betragtes klassisk arabisk (al-ʿarabiyya)[note 15] med en vis ærefrygt. Hertil kommer, at visse ritualer (f.eks. ægteskabserklæringer ogtidebønnen), foredrag og recitation (f.eks.poesi og koranlæsning) og højtidelige bekendtgørelser (f.eks.trosbekendelsen) fremsiges på klassisk arabisk, der herved fremmer klassisk arabisk som et internationalt fællessprog (lingua franca) for den religiøse islamiske identitet og dermed også for den islamiske verden.
Herunder er række arabiske udbrud, udtryk og fraser, der er særligt forbundet med islams religiøse identitet, og som anvendes af muslimer fra forskellige lande:
Allahu Akbar ("Gud er størst"): Et udtryk for lovprisning af Gud eller udtryk for glæde, lettelse eller forløsning.Takbir er etudsagnsord, der betyder "at recitereAllahu Akbar".
Basmala: Etnavneord der betyder "at recitere formularen 'I den nådige og barmhjertige Guds navn' ". Formularen anvendes i den islamiske verden til alt, lige fra rituelle og ceremonielle sammenhænge til indledning af udtalelser, dokumenter, lovprisning, mv.
Hamdala: Etnavneord der betyder det at fremsigeAlhamdulillah, dvs. formularen "Priset være Gud", som er et udbrud af taknemmelighed, positiv overraskelse og glæde.
Inshallah ("om Gud vil"): Et udtryk for håb såvel som for menneskets fromme anerkendelse af Guds almagt.
Mashallah ("Guds vilje"): Et udbrud af glæde, lovprisning eller anerkendelse for en begivenhed eller hændelse (der lige har fundet sted).
Salam ("Fred") ellerSalam Alaykum ("Fred være med dig"). Den muslimske hilsen. Betegnelsen har til tider en underforståelse af "Guds fred som skænkes den, der hengiver sig til Ham."[6]
Shahadah?: ("Vidnesbyrd"): Et navneord der betyder "det at recitere trosbekendelsen".
Muslimer som andel af befolkningen i verdens lande ifølgetænketanken Pew Forum i 2012.
I 2015 vurderedes den muslimske befolkning i hele verden til at udgøre 1,75 mia. eller 24,1% af verdens befolkning. Islam er dermed den næststørsteverdensreligion efter kristendommen, som udgør 31,2% af den globale befolkning.[54] Den muslimske befolkning vokser samtidig relativt hurtigt, og ifølge den amerikanske tænketank Pew Research Centers befolkningsfremskrivning vil der i 2060 være næsten lige så mange muslimer som kristne i verden (henholdsvis 31 og 32% af verdens befolkning).[54]
I 49 lande udgør muslimerne et flertal af befolkningen (pr. 2010). Islam er den dominerende religion iMellemøsten og i dele afAfrika ogAsien. Flest muslimer bor iIndonesien (209 millioner eller 87% af befolkningen) og næstflest iIndien (176 millioner eller 14½% af alle inderne).[55] Godt 60% af alle verdens muslimer bor iSyd- ogSydøstasien inklusivedet indiske subkontinent, 20% bor i Mellemøsten og Nordafrika, og 18% i Afrika syd for Sahara.[56]Araberne udgør knap 15% af alle muslimer verden over.[57] IMellemøsten er de ikke-arabiske landeTyrkiet ogIran de største muslimske lande. IAfrika harEgypten ogNigeria de største muslimske befolkningsgrupper.[57]
I Europa er den muslimske befolkningsandel vokset i løbet af 1900-tallet som følge af indvandring. I 2016 var der ca. 26 millioner muslimer i Europa, svarende til ca. 5% af befolkningen.[58]
Omtrent 85% af verdens muslimer ersunnimuslimer, 15% ershiamuslimer, mens et lille mindretal tilhører andre retninger.
I Danmark anslås det, at der var ca. 256.000 muslimer i Danmark ved indgangen til 2020, svarende til 4,4% af befolkningen.[59] Islam er dermed Danmarks næststørste religion, tilsvarende situationen i mange andre europæiske lande. De tidligste oplysninger om muslimer i Danmark er frafolketællingen i 1880, hvor der var registreret seks muslimske mænd og to kvinder.[60] I 1960'erne var der enindvandring afgæstearbejdere fra isærTyrkiet,Pakistan,Marokko ogJugoslavien. Senere var der en indvandring af ikke mindstfamiliesammenførte ogflygtninge fra muslimske lande. Samtidig anslås det, at knap 4.000 nulevende danskere harkonverteret til islam.[61] Blandt de mere kendte er imamenAbdul Wahid Pedersen og forfatterenAminah Tønnsen.
Som følge af den forskelligartede indvandring er de danske muslimer i dag præget af en meget høj grad af etnisk og kulturel splittelse, samtidig med at et stigende antal danske muslimer er født og opvokset i landet. Væksten i befolkningsgruppen har bevirket, at spørgsmålet om islams rolle i det danske samfund er blevet et væsentligt offentligt debatemne. Det gælder f.eks. spørgsmål som kvinders hovedbeklædning, religiøse symboler i det offentlige rum, madpolitik i offentlige institutioner ogomskæring af drengebørn. Samtidig efterlyser mange danske muslimer dannelsen af en stærkere dansk-muslimsk identitet med en tolkning af islam, der tager udgangspunkt i en dansk-muslimsk virkelighed, og som finder løsninger, der gør det nemmere at forene en muslimsk tro med at være en moderne og aktiv borger i Danmark.[62][63][64][65]
Året inddeles idage (døgn). iuger afsyv dage, og itolvmåneder af29 eller30 dage uden tilføjelse afskuddage ellerskudmåneder. Den fastlagte nytårsdag (årets første dag) er 1.Muharram. Afgørelsen af, hvornår en ny måned begynder, træffes ved simpel observation af nymånen. Da kalenderen er afgørende for fastlæggelsen af de religiøse fester, har kalenderspørgsmålet altid spillet en væsentlig rolle for religiøse og teologiske aspekter i islam.
Nymånedag er når den første spæde månesegl af den tiltagendemåne observeres og markerer starten på ennymåned i det islamiskekalenderår. Nymånedag er bl.a. vigtig i den islamiske festkalender, fordi festerdateres i deres bestemte måneder ud fra nymånedagen. Særligt er nymånedagen efter fastemånedenRamadan speciel, da den netop indlederfastebrydningsfesten.Halvmånen, der er tiltagende ved nymåne, er iden islamiske verden et udbredt islamisksymbol der identificeres med det islamiske eller den islamiske verden; symbolet anvendes bl.a. i forskelligenationalflag (sestjerne og halvmåneflag).[67]
Enmåned betegner den tidsenhed af29 eller30dage, hvori det islamiskekalenderår inddeles. Som ordetmåned (afledt afmåne) viser, beregnes en måned fra ét måneskift til det næste, i alt12[koran 34],[68] i løbet af etår. Den første dag i hver måned begynder vedsolopgang efternymånens tilsynekomst (nymånedag). Dette giver et måneår på omtrent354 dage (mens et solår er på omtrent365 ½ dage). "Det betyder, at det islamiske år [måneår] og dets forskellige måneder i forhold til solåret bevæger sig 'bagud' fra det ene år til det andet".[69],[70] Herved falder de forskellige islamiske måneder over en årrække ved forskelligedatoer i forhold til solåret og detgregorianske kalenderår. Efter det gregorianske kalendersystem falder dagene10-12 dage tidligere i sammenligning med det foregående år, og månederne i den islamiske månekalender gennemløber i løbet af en periode på ca.33 år alleårstiderne.[71]
Inddeling af året i månekalender bruges den dag i dag i den islamiske festkalender, særligt i forbindelse medreligiøse riter ogritualer.
På grund af forretningsverdenen og det globaliserede hverdagsliv har den gregorianske kalender vundet indpas. Derfor opererer en rækkelande iden islamiske verden med to kalendersystemer: Den islamiske kalender og den gregorianske kalender.
Som følge af den islamiske kalender vilhelligdage oghøjtider i forskellige år falde på forskellige årstider. For eksempel vilfasten nogle gange ligge på lange,varme sommerdage, andre gange på korte, kolde vinterdage.[note 16]
I islam betegner højtider perioder omkring en religiøs (fest)dag eller vigtig (og festlig) begivenhed, oftest fejret ved sammenkomster i familier, menigheder og moskéer.
Særlige betydningsfulde islamiske højtider er:
Fastemåneden
Fasten i den islamiske kalenders niende månedRamadan er en højtid, der fejres af alle modne ograske muslimer fradaggry tilsolnedgang gennem hele måneden. Fasten er kendetegnet ved fastereglerne, der bl.a. kræver afholdelse fra al slagsmad (føde),drikke (væske),rygning ogseksuelt samkvem.[koran 35],[72],[70] Afholdelsen er både religiøst, socialt og sundhedsmæssigt begrundet, hvor en særlig åndelig og andægtig karakter tilstræbes. Den enkelte forbedrer og styrker sin tro gennem fasteritualet. IDanmark er fastemåneden særligt vanskelig at holde, når den falder isommermånederne, hvor fastedagene (dvs.lyse dagtimer) kan strække sig over18timer. Fastemåneden er tæt knyttet til oplæsning af Koranen, fordi profetenMuḥammad modtog sin første åbenbaring iRamaḍānen.[73] Fasteperioden benyttes desuden til bøn og eftertanke. Den ender med en fest, fastebrydningsfesten (Eid ul-Fitr).[74]
Valfarten
Ka'baen i Mekka er en sort bygning, der er et religiøst centrum i islam. Under valfarten til Mekka vandrer pilgrimmene syv gange rundt om den. Billedet er taget under valfarten i2018.
Den Store Valfart (hajj) i den islamiske kalenders tolvte og sidste måned,Dhu al-Hijja, er en højtid der er pligtig for enhver moden muslim mindst én gang i livet. De religiøse forordninger, heriblandt iklædning af hvide gevandter, religiøs afrensning,ofring, syv vandringer rundt omKa'baen, småløb mellem højeneSafa og Marwa, rituel stening af en stenstøtte der symbolisererSatan, er alle sammen rituelle handlinger tilknyttet Den Store Valfart. Slagteofring betragtes inden for islam som ét af de mest centrale religiøse fænomener overhovedet.[75],[76]"Pilgrimsfærden er fra begyndelsen til slut reguleret i alle enkeltheder, meget lidt er overladt til et individuelt forgodtbefindende."[77] Selvevalfarten strækker sig fra den8. til den12. i måneden, hvortil dagene forinden højtiden også anvendes til tilrådet religiøse forordninger tilknyttet valfarten. Den Store Valfart ender med en fest, offerfesten, der"finder sted samme dag over hele den islamiske verden".[78],[76] Skønt kun et mindretal af muslimer tager del i valfarten (pilgrimsfærd) i et enkelt år, svarende til omtrent3millioner muslimer,[79] fejres offerfesten af alle muslimer i heleverden.
Endag regnes frasolopgang tilsolnedgang, mens den i betydning afdøgn regnes fra solnedgang til solnedgang. Ved sidstnævnte betydning hænger beregningen sammen med den islamiske månekalender, efter hvilkenmåneden begynder vednymånens tilsynekomst. Afugenssyvdage har kun den 6. og 7.navne, henholdsvisjum'a (fredag) ogsabt (lørdag, eftersabbat). De øvrige dage kaldes den 1., den 2. osv. Fredag bliver fejret som en glædesdag, og selvom den religiøst set ikke betragtes som en hviledag, har adskillige muslimskelande enten indført den som fridag eller som begyndelsen på weekenden (oftest til lørdag aften).
Fredag, som påarabisk er opkaldt efter fredagsbønnen (jum'a),[80] erugenssjettedag og er i islam netop kendetegnet vedfredagsbønnen. Dagen er"ikke en hviledag, som f.eks.søndagen er blandtkristne ellersabbatten blandtjøder",[81],[80] hvor"deltagelse i fredagsbønnen opfattes som en pligt for muslimer, der har fri".[82] Det er anbefalet, at muslimer om muligt forretter fredagsbønnen over middag i fællesskab med andre,[koran 36],[81] og det er tilrådet ,at det sker imoskéer.[80] I tilfælde af, at man ikke deltager i fredagsbønnen, kan man i stedet udføre den sædvanligemiddagsbøn.[80] Iden muslimske verden vilbutikker,caféer ogoffentligekontorer som regel lukke i timerne midt på dagen,[80] netop for at tilskynde deltagelse til fællesbønnen.
Fejring afMuhammedsfødselsdag af muslimer i etoptog ibyenPutrajaya,Malaysia,2013. Fejring af Muhammed ved en fest erfrivillig, i modsætning til de obligatoriske fester i lovteksten (eksempelvisfastebrydningsfesten ogofferfesten). Alle betydningsfulde fester fejres bredt, oftest af en bysbefolkning eller et heltfolk. Forskellige sociale sammenhænge har deres egne måder at fejre fester på, hvor selve udformningen af islamiske fester er varierende, selvom temaet gennemgående er identisk.
Helligdage er inden for islam særlige periodisk tilbagevendende dage der kendetegnes ved det, der forgår på dem. En helligdag udskiller sig fra søgnedagene og viser sig bl.a. ved forbud mod de fleste dagligdags gøremål, ved f.eks. specielle spise- og påklædningsskikke og ved en forpligtelse til koncentration om helligdagens særlige riter og ritualer. Festlige helligdage er oftest muntert eller højtideligt præget.
Fastebrydningsfesten afslutter fastemånedenRamaḍān og indvarsles ved nymånedag, den1.Shawwāl. Festen varer normalt tre dage, og det særligt er forbudt at faste på disse festdage. Fastebrydningsfesten har forskellige skikke i forhold til lokale skikke i den islamiske verden, hvor de mest udbredte er, atbørnene iklædes nyttøj, at man besøger slægtninge samtspiser søde sager og givergaver.[90] Ved fastebrydningsfesten er der foreskrevet en særlig fællesbøn, festbønnen, samt foreskrevne regler for betaling af en særligalmisse (zakat) til de fattige.
Fejring af årsdagen forprofetenMuhammedsfødsel foregår den12. el.17.[91] dag i månedenRabī' al-Awwal.[92],[93] Muhammeds fødselsdag fejres over hele den islamiske verden og antager i nogle lande omfang af enfolkefest: "Gader og folk udsmykkes, søde sager falbydes og spises, de fattige bespises, og Koranen ogmawālid, hyldestdigte til Profetens ære, reciteres offentligt".[94] Årsdagen for Muhammeds fødsel er det nærmeste der kan sammenlignes medjuleaften (spisning sammen med slægt ogvenner, gaveudveksling osv.).[87] Talrige muslimer anvender samme lejlighed til atvalfarte og besøge profetens fødested iMekka og gravsted iMedina.[87]
Festen fejres den10. dag i månedenDhū al-Ḥijja, valfartsmåneden, med et dyreoffer. Offerhandlingen finder for pilgrimsrejsende sted vedMinā (vedMekka), hvor ofringen også afslutter de rituelle handlinger under valfarten. For andre muslimer foregår handlingen hvor de bor.[95] Ved offerfesten er der foreskrevet en særlig fællesbøn, festbønnen. Offerfesten inden for islam pålægger muslimer slagteofre, oftest symboliserendeprofetenAbraham der var villig til at ofre sinsønIsmael.[75],[76]
Talrige muslimer anvender den samme lejlighed til atvalfarte og besøge profetens fødested iMekka og hans gravsted iMedina.[96]"Ritualet kan siges at tematisere den troendes vilje til absolut lydighed og underkastelse over for Gud, ligesom Gud også tænkes at belønne den troende for selveviljen til lydighed".[97]
Offerfesten er en af de vigtigste islamiske højtider. I islamiske lande er det enfridag, hvor man besøger slægtninge og bekendte. "IDanmark er det ikke tilladt at ofre selv, og mange danske muslimer medindvandrerbaggrund vælger derfor at sende penge til deres respektive hjemlande for at få slægtninge til at foretage ofringen i deres sted. En anden mulighed er at bestille et dyr fra en islamiskslagter i Danmark, hvorefterdyret bliver slagtet på et dansk slagteri. Endelig er der muslimer iVesten, somdonererpengene til muslimskenødhjælpsorganisationer, der deler kød ud tilfattige i muslimske lande".[97]
I islam er livsholdninger og handlinger styret afprincipper og pligtlære,[98] og sekundært hertil, omstændigheder. Denne levemåde erreligiøst begrundet, idet alle påbud og forbud, der er givet af Gud, danner fundamentet for from livsførelse.Livet, og dermed en mangfoldig og forskelligartet levevis, er en guddommeligvelsignelse.[koran 38] Islam "bekræfter en forenelig samfundsstruktur, hvor den uforanderlige menneskelige værdighed har forret og er i stand til at tilpasse sig behovet fra forskelige samfund og deres traditioners konstante forandringer."[99] Mennesket er pålagtpligter som har sammenhæng med de relationer man står i til andremennesker.[100] Måden, man lever på, tager dermed afsæt i deetiske,moralske ognormsættende (kulturelle)kodekser oglove.
Disse bestemmelser sker ud fra rationelle grunde (f.eks.hygiejniske ellerøkonomiske), spirituelle grunde (f.eks. ønsket omaskese eller ønsket om sjælefred) eller religiøse grunde. De islamiske grundtekster og teologiske værker udtaler sig dog klart om, hvilke overordnede og specifikke kategorier af føde, bådevegetariske og ikke-vegetariske, der må indtages.
Afgudsofferkød (offerkød) kalder muslimerne detkød, der ofres til afguder eller andre end Gud. Islam forbyder at spise afgudsofferkød og betragter det som ensynd. Kød der slagtes efter de islamiske forskrifter, omtales pådansk generelt somhalal-slagtet (hvor betegnelsenḥalāl påarabisk betyder "tilladt" i modsætning tilḥarām der betyder "forbudt" eller "syndefuldt").[104]
IDanmark er slagtning efter islamiske ritualforskrifter tilladt, hvor flere spisesteder er forsynet med et såkaldthalal-certifikat, der indikerer, at disse steder overholder de islamiske forskrifter for renlighed, behandling og slagtning af dyr."Blandt muslimer i Danmark er der i øvrigt en stigende tendens til at lægge vægt pådyreetiske principper, igen betinget af de religiøse skrifter. Man betoner således nødvendigheden af gode opvækstvilkår for dyr og retter kritik mod, hvad man anser for hensynsløs behandling af dyr forårsaget afkommercielle produktionsbetingelser".[105] Ved socialt samvær på spisesteder, der ikke erhalal-certificeret, vil muslimer generelt holde sig til fiskeprodukter (der overordnet set ikke kræverhalal-slagtning) eller vegetabilske retter.
Udover atvand er en nødvendighed formenneskets overlevelse og velbefindende,[106] spiller det en afgørende rolle i de islamiske grundtekster.[koran 40],[107] Vand anvendes også i religionensritualer (f.eks. afvaskning før bønnen (abdest).[koran 41] Anden form for vandholdig opløsning, der kan indtages, sidestilles ikke med drikkevand. Nogle af disse betragtes somsyndige at indtage, isærblod samtalkoholholdige drikke, f.eks.mjød,øl ogvin."I ennærorientalsk, monoteistisk sammenhæng er forbuddet mod vindrikning ikke enestående for islam, men har indgået i flere afregionens nært beslægtede religioner".[108] Ligesom føde er underlagt renhedsbestemmelser, findes der forskellige væsker (både drikkelige som udrikkelige), om hvilke det gælder, at berøring med disse i forskelligt omfang kræver vask af kroppen, tøjet eller stedet.[109]
I Danmark er alkoholkulturen en tæt indgroet del af socialt samvær; ved fælles kulturelle og sociale begivenheder (festival,koncert),uddannelsesinstitutioner (rustur, fredagsbar),erhvervslivet (julefrokost, reception, sammenkomst) eller ved private begivenheder (fest,fødselsdag, cafe- og bytur) er alkoholindtagelse en stor del af selve samværet. Islam har så at sige en nul-tolerance overfor alkohol, hvilket gør det umuligt for muslimer at indpasse sig i denne alkoholkultur. Det medfører ofte, at muslimer er socialt fraværende ved begivenheder, der ellers betragtes som vigtige for sameksistens (integration) på tværs af religiøse overbevisninger. Derfor har flere danske private virksomheder og offentlige institutioner indført en alkoholpolitik, der skal skabe rum for social udfoldelse uafhængigt af religiøs overbevisning.
Irakiskmand iført hovedbeklædningenshemagh (bedre kendt som 'palæstinensertørklæde') iIrak,2003. Klædningsstykker kan have både praktiske, symbolske ogreligiøse funktioner, hvor selve udseendet af beklædningen varierer. Der er ingenterminologisk forskel på mands- og kvindeklæder i islam. Tillige eksister der ikke bestemte klæder som autoritativ i islam, oftest varierer muslimers beklædning fra område til område. Tilhylning og tildækning afkroppen i forhold til personens egen krop og til andre opnås gennem mange forskellige typer af beklædning iden islamiske verden.
Islam identificerer ingen bestemte klædningsstykker som autoritativpåklædning, idetmænds ogkvinders beklædning har varieret fra område til område og har fulgt lokaleskikke. I islam hører beklædning på linje med bl.a. føde og væske til de basale fornødenheder for mennesket i samfundet. I enreligiøs sammenhæng er det særligt kvinders tilhylning og slør, der udgør en væsentlig del af beklædningen, stærkt betonet af dets praktiske og symbolske funktion. Hertil er beklædning stærkt afhængig af social status, økonomisk formåen og kulturelle forhold. I islam spiller klædernes funktion og symbolik en langt større rolle end deres faktiske udseende.
Beklædning findes i to hovedformer, bestemt af om beklædningen står i forhold til personens egen nøgne krop eller andre menneskers beklædning. I det første tilfælde er beklædningens grundfunktion at skjule, hvor det i det andet tilfælde er at fremvise anstændig beklædning. Den minimale beklædning er forordnet overfor beggekøn, der omhandler tildækning af den nøgne krop, hvor netopnøgenhed inden for islam er stærkt forbundet medseksualitet. De teologiske værker foreskriver nærmere bestemmelser for hvad der skal tilhylles og hvornår det skal aktualiseres, både i hjemmet overfor kernefamilien, i privaten overfor den udvidede familie, overfor det modsatte køn, og i det offentlige rum. Beklædning i form af tilhylning, tildækning og slør er i islam oftest tegn på fromhed, ærbarhed og kyskhed.[110],[111]
Beklædnings- og pyntegenstande i forhold til personens egenkrop (samt overfor kernefamilien og evt.ægtefælle) betragtes ud fra en neutral interesse, hvorimod det i forhold til mennesker i det offentlige rum kan bringe forargelse ogfordærv. Tilladelse eller syndiggørelse af beklædning tager afsæt i grundteksterne og de teologiske værker. Her opdeles de med henblik på formål og funktion. Pyntegenstande med udtryk for skønhed (f.eks. ankelkæder,øreringe,armbånd, ankellænker,amuletter,fingerringe,halsringe og næseringe) betragtes anderledes end pyntegenstande med udtryk for funktionalitet eller redskab (f.eks.kapper,turban, slag,tasker og kjortler). Selvom overgangen til tider er uklar, er udsmykning i det offentlige rum (enten som beklædning eller genstand) almindeligvist betragtet som (moralsk) syndefuldt.
IDanmark og i store dele afEuropa har sløret inden for islam, særlig den kvindelige tilhylning og tildækning, fyldt en stor del af den offentlige debat, stærkt i forbindelse med emner somligestilling og kvindefrigørelse, kvindeundertrykkelse ogkønsdiskrimination. En række kvindeklæder og betegnelser relateret hertil – eksempelvishijab,chador,niqab ogburka – er blevet set som kvindeundertrykkende, da mændene ikke skal tildække sig i samme grad. Nogle muslimer ser dog denne debat som et tegn på en politisk og religiøs polemik og en til tider institutionaliseret intolerance overfor muslimer og den islamiske identitet i Europa.
Ud frakulturelle ogsociale aspekter er den almindelige antagelse i islam, atstatus viser sig gennem udseendet. For eksempel kan denrige og denfattige umiddelbart kendes på udseendet). Derved har udseendet en stor betydning og kan bruges som etsignal. En tilsvarende forståelse er gældende inden for denreligiøse sfære af islam, hvor man hævder, at de troendes udseende er oplysende og glansfuldt i modsætning til deikke-troende, der vil have etmørkt og dystertansigt.[koran 42] Forskellen mellem udseendetsskønhed oghjertets skønhed er, at førstnævnte oftest udmøntes i form afsmykker og pynt, mens sidstnævnte udmøntes i fromme gerninger.[112] Gud ser ikke alene på det ydre, men kender til hjertet ogmenneskets gerninger og kender dermed også de fromme.[koran 43]
I islam skalmænd ogkvinder være uden smykker og pynt (ved omgang i detoffentlige) og i stedet henvise til hjertets skønhed og fromme gerninger. Kropsudsmykning af ansigt,hænder og andre dele af kroppen, der ikke tilhylles, er ikke tilladt over for fremmede. Det indebærer, at f.eks.tatoveringer oghenna-udsmykning af disse områder af kroppen samtansigtspiercinger og tilsvarende smykker og pyntegenstande er forbudt.
Inden for islam er det en selvfølge og forpligtelse, at en mand harskæg. Ud over at skægget virker som et tegn på værdighed og modenhed (manddom), eksisterer der forbud i de teologiske værker mod studsning af hele eller dele af skægget. I visse dele af den islamiske verden afspejlerlængden bl.a. fornem rang, hvor det i andre er skægprydelsen (i form af bestemt afskæring) der har denne effekt. Det rituelle skæg kan have forskelligemønstre, hvor den mest kendte er det rundskårne fuldskæg og afskåret moustache. I tæt forbindelse med renligheden er påbuddet forbundet medhygiejniske foranstaltninger med hyppig vedligeholdelse og pleje af skæg, blandt andet for at undgåhudsygdomme.
Omskæring er inden for religionernejødedom og islam enrituel bortoperation af forhuden på detmandligelem (penis).[113],[114] Denne operation foretages i islam på drengebørn indenpubertetsalderen.[115] Skønt der er visse fællestræk mellem islam og andre religioner, har ritualet i enkeltheder varieret frasamfund til samfund. I islam er ritualet forordnet i de teologiske værker. Der er forskellige meninger blandt muslimske lærde om, hvorvidt omskæring er obligatorisk eller blot en stærk anbefaling, men flertallet betragter omskæring som et pligtigt ritual for alle drenge. Tilsvarende er ritualet stærkt knyttet tilomvendelse til islam, uafhængigt af personens alder ved omvendelsen. Ritualet er forbundet med aspekter af renlighed,frugtbarhed og riter, knyttet til de generelle bestemmelser og konsekvenser afpatriarken ogprofetenAbrahams omskæring ogpagt med Gud.[116] Hertil er også større islamiske ritualer koblet til forpligtelsen af at det mandlige køn er omskåret, særskiltpilgrimsrejsen.
Islam rummer ingen udtalelser om omskæring afpigebørn ellerkvinder (kvindelig omskæring).[117] Religionen praktiserer"omskærelse af drenge, mens omskærelse af piger, som praktiseres i visse lande, der har islam som hovedreligion, må være en mere lokal tradition".[118] Ikke desto mindre er det en kendsgerning, at visse indgribende typer af kvindelig omskæring (type 2 og type 3) indebærer risici for infektioner, blodforgiftning ogkoldbrand. Derudover medfører disse typer af kvindelig omskæring en række længerevarende fysiske, seksuelle og psykiske komplikationer og er undertiden fulgt af kroniske smerter og lidelser. Blivende følger inkluderer blandt andet: nedsat seksuel lyst eller frigiditet, deformekønsorganer, menstruationsproblemer,blærebetændelse,inkontinens og underlivsbetændelse.[119]
På den anden side er den danske debat om omskæring af piger inden for islam til dels en fejlslutning i kraft af, at denne omskæring praktiseres i visse lande, men ikke alle lande, med islam somstatsreligion. Inden for andre religions- og traditionsformer omskæres piger også; specielt iEgypten, hvor det er meget udbredt:"Her praktiseres også omskæring af de kvindeligekristnekoptere".[115] Flere islamiske skriftlærde har frasagt kvindelig omskæring og udstedt enfatwa mod det.
Omtrent en tredjedel af verdens mænd er omskårne.[121]"I Danmark og i resten af Europa bliver det mere og mere almindeligt, at muslimske drenge får foretaget operationen af kirurger som nyfødte."[115] Det sker enten påprivathospitaler eller i specialklinikker. Muligheden for at blive omskåret af religiøse grunde på et offentligthospital [iDanmark] blev afskaffet i2003.[122]
Den islamiske verdens syn påkønsrollerne i almindelighed har varieret i forskelligemuslimske samfund gennem tiderne, hvor de antikkekulturelle normer – der hvorkvinder primært varetager arbejdet i hjemmet ogmændene tager sig af arbejdet udenfor – har været den dominerende sociale rollefordeling mellem mænd og kvinder. Denne (stereotype) forestilling om denadfærd som er typisk for mænd og kvinder skal sidestilles med måden at være til på som mand eller kvinde. Kønsrollen udspringer afbiologiske og psykiske faktorer, der udmøntes som en social identitet.[123] Islam adskiller sig fra de fleste andre religioner iverden ved at henvende sig direkte til både mænd og kvinder,[kilde mangler] hvor belønningen for fromhed og gudshengivelse loves til begge køn.[koran 44]
Ligesom iden antikke jødedom og i den tidligekristendom erkønsrollen inden for islam domineret af denpatriarkalske kultur, hvor manden fungerer som familiens og samfundets overhoved.[124] Udmøntningen heraf inden for den religiøse sfære ses ved, atkønnet er tildelt forskellige religiøse funktioner og pligter inden for bestemte domæner, både på individuelle ogkollektive områder.[note 18] Ud fra et samfundsmæssigt perspektiv er det oftest sådan, at manden indtager de dominerende positioner som overhoved (for familien),[koran 45] somembedsmænd og som lærde. Der er dog undtagelser, der bekræfter reglen. Hertil er krigstjeneste forbeholdt mænd, og funktionen ved diversemenigheder (bl.a. imoskéen) er primært varetaget af mænd (oftest omtalt somimam), selvom kvinder kan have en underordnet funktion.
På trods af det noget ensidigt patriarkalske billede, der tegner sig, når kønsrollerne vurderes formelt, er muslimerneshistorie og grundtekster fyldt med fortællinger om kvinder, der anvender deres køn eller marginaliserede position til at få indflydelse på sig selv, deresfamilie eller deresfolk.[note 19] Disse fortællinger har bl.a. en stor symbolsk betydning i udviklingen af den folkelige identitet og i udviklingen af kønsroller.
Kønsopdeling af kvinder og mænd har eksisteret i mangesamfund og har været praktiseret i forskellige sammenhænge gennem tiderne og med forskelle frakultur til kultur. Overordnet udledes samfundsinstitutionerne og normsystemerne ud fra kønnetsbiologiske,sociale ellerreligiøseidentitet. I den islamiske verden er kønsopdeling og omgang med personer af modsat køn i det offentlige rum i varierende grad enten praktiseret frit i samfundet eller forordnet som love. Opdelingen anvendes for at forebyggekaos, fristelser ogfordærv, særligt med afsæt i menneskets seksualitet. Det er oftest med afsæt i den ærbødige ogasketiske livsførelse, at sådanne opdelinger finder sted.
Kønsopdelingen i islam er tit blevet opfattet som kvindediskriminerende, et synspunkt der dog er meget omstridt, da nogle mener, at kønsopdelingen tager udgangspunkt i lige regler for mænd og kvinder. IDanmark er det især debatten om muslimske kvinders klædedragt, der er i fokus, når der debatteres kønsopdeling i islam, hvor mange serburka ogniqab som værende undertrykkende og en hindring forintegration.[48]
Islam praktiserer kønsopdeling ved større religiøse forsamlinger (konferencer,menigheder, bedehuse) eller ved brug af offentligefaciliteter (svømme- og gymnastikhaller,[125] anstalter,forsamlingshuse). Dette betragtes afislamkritikere som udemokratisk og, ligesom burkaen, kvindeundertrykkende, mens andre har argumenteret for, at forholdene for mænd og kvinder overvejende er ligeværdige i det offentlige rum og sidestiller dermed islamkritikeres holdning med islamofobi og fornægtelse af religionsfriheden.
Drenge- ogpigebørn side om side i enskole iPaktiaprovinsen ,Afghanistan2007. Islamkritikeres holdninger om kønsadskillelse tager afsæt i ydre kriterier såsom islamisk påklædning. Der eksister hos kritikerne oftest en grundlæggende mistillid til det tilsyneladende (eller ukendte), der giver et negativt indtryk af vilkårene i islam. Kønsopdeling inden for islam er tæt forbundet medpuberteten (hvor mennesket går frabarn tilvoksen) og medseksualiteten generelt.
Der optræder flere passager i Koranen, der kan fortolkes til at sige at mænd står over kvinder i nogle anliggender.[koran 46][126] Der er dog også passager i Koranen, der kan fortolkes som en opfordring til ligestilling, selv om versene ikke siger det direkte.[koran 47]
Islams syn påseksuelidentitet ogadfærd er bestemt af grundteksterne (Koranen og Sunna). Her er der"et positivt syn på seksualiteten hos både mænd og kvinder"[127] og teksterne"anerkender menneskets seksuelle behov og anserkærlighed mellem ægtefæller som en gave fra Gud".[128] Seksualitet betragtes som en naturlig del af den menneskelige eksistens, hvor parterne bl.a. omtales som klædning for hinanden[koran 48] og som en vej til sjælefred.[koran 49]
Legale former for seksualitet er hverken anset for at være syndige eller forbeholdt reproduktion. Prævention og afbrudt sameleje er f.eks. tilladt, hvilket er en indikation af, at samleje ikke alene drejer sig om formering.[128] I islam er det en grundværdi og en forskrift, at seksualitet foregår inden for rammerne afægteskabet. Seksuelle forhold mellem personer, der ikke er gift (hor) eller mellem personer af samme køn (homoseksualitet)[koran 50] betragtes som en overskridelse af religionens grænser.[koran 51] Udover at hor og homoseksualitet iden islamiske verden betragtes som en skændsel forsamfundet, er det i grundteksterne[koran 52] (og senere også i denislamiske ret) belagt med strengestraffe. Andre juridiske bestemmelser om seksualitet, bl.a. om renlighed, kønsdele, udflåd herfra og samlejestillinger nævnes i grundteksterne[koran 53] og beskrives mere detaljeret i deteologiske værker.[128]
Løfte om seksuel afholdenhed (cølibat) har ingen islamisk begrundelse, og denaskese der fordres af muslimer (både lægmænd somprædikanter) i grundteksterne, rummer intet krav om seksuel afholdenhed. Derimod er seksuel afholdenhed påkrævet under særlige riter ogritualer, f.eks.pilgrimsfærden ogfaste. Særligt er samleje med enmenstruerende kvinde, samt efter børnefødsler, ikke tilladt.
Der er forskellige holdninger til abort i de islamiske skoler.[129] Nogle mener, at enhverabort, der fremprovokeres ved indgreb (fosterdrab), er et overgreb påliv og dermed forbudt.[130] De fleste tillader dog abort op til 40 dage efter undfangelsen, og mange også op til 120 dage.[129] Særligt betragtesfosteretfiremåneder efterundfangelsen som besjælet af Gud og dermed beseglet af livets hellighed.[koran 54] I særtilfælde, hvor det f.eks. drejer sig om dengravidekvindes overlevelse, omvoldtægt eller om andre særlige specielle tilfælde, er der udbredt enighed omsvangerskabsafbrydelse. I tilfælde afspontan abort (dødfødsel) efter fire måneder skal fosteret - i lighed med alle andre afdøde -jordfæstes ved enbegravelsesceremoni.
Jomfru er inden for islam en betegnelse for en (ung)kvinde som ikke har haftsamleje (der indebærer indføring afpenis iskeden), og som derfor har bevaret sinmødom. Betegnelsen er oftest anvendt bredt i omtale af alle ugiftepiger og kvinder. I teknisk og juridisk forstand kan jomfru også anvendes ommænd der ikke har haft samleje, dvs. ugifte mænd, selvom denne betegnelse ikke er gængs anvendt. Jomfruelighed er inden for islam både i renheds og i seksuel forstand tæt forbundet med det kvindeligekøn og kvindens dyd indtilgiftermålet. Ud fra forskelligesociale,kulturelle og samfundsmæssige forordninger har jomfruelighed og jomfrubevis været en central forordning.
Måske har arveretslige forhold betydet, at det har været en ønskværdig forudsætning at vide, om kvinden er jomfru ved ægteskabets indgåelse. Generelt påfalder bevisbyrden for kvindens jomfruelighed hendes familie. Herudover harfaderen en anden ret over jomfruens ægteskab, idet kvinden traditionelt giftes bort (ægteskab). Der er inden for islam ingenhellighed forbundet med slægtens afkom af en ikke jomfruelig kvinde, ej heller er der begrænsninger for at kvindelige jomfruer ikke kan ægtes af bestemtesamfundsklasser (f.eks.præster).[131]
Den dydighed der er forbundet med muslimske kvinders jomfruelighed er tæt forbundet med mødommen (jomfruhinden). Selvom de teologiske værker beskriver den fromhed der er tilknyttet en jomfru og de retslige værker anfører retsligelove og forordninger om en jomfrus værge ogrettigheder, er der ingen nærmere forpligtelser eller begrænsninger for jomfruelige kvinder. I tilfælde af en brudt jomfruhinde (enten fra et tidligere ægteskab, et tilfældigt brud eller som horkvinde), hvor kvinden gerne vil fremstå som jomfru, kan kvinderne i det21. århundrede i nogle lande få foretaget enmødomsrekonstruktion; sådan et moderne biologisk indgreb ligger udenfor religionen islam og dermed forståelsen af jomfruelighed. Ifølge den danske imamWaseem Hussain har indgrebet et element af bedrag over sig og er ikke i overensstemmelse med islam.[129]
Den vægt, som islam lægger på den unge, ugifte kvindes jomfruelighed er af kritikere blevet set som kønsdiskrimination. Den unge, ugifte mand er nemlig i praksis ikke underlagt det samme krav om jomfruelighed. Det hænger naturligvis sammen med, at det ikke er muligt på samme måde som med kvinden at kontrollere, om manden er jomfru. Manden har jo ikke en jomfruhinde, der kan konstateres brudt.
Ægteskabet er inden for islam en bindende kontrakt mellem enmand og en eller flerekvinder, der for mandens part indebærer forsørgerpligt og sigter mod samliv i det fælles hjem. Herved fungerer ægteskabet som det retsmæssigt regulerede forhold mellem mand og kvinde med henblik på et varigt fællesskab, hvorægtefællernes retlige status er forskellige.[132] Traditionelt er manden formelt kvindens juridiske overhoved, mens kvindens sociale berettigelse som ægtefælle erfødslerne og opfostring afbørnene.[133]"Islams regler for ægteskab søger først og fremmest at sikre, at alle ved, hvem der har forsørgelsespligt over for de børn, der bliver resultatet af et indgået ægteskab".[134]
De islamiske grundtekster (Koranen og Sunna) indeholder lovbestemmelser om ægteskab i almindelighed samt fortællinger om hustruers list og magtudfoldelse.[koran 55] Disse anvendes gennemgående til at forme og karakterisere kvindensidentitet,ansvar ogrolle som en tro ægtefælle. I islam vurderes ægteskab som en central samfundsinstitution, hvor der også fremgår klare regler om hvem man kan giftes med (incestforbud),[koran 56] flerkoneri (polygyni)[koran 57] og ægteskabslovgivning generelt.
Ægteskab kan opløses på mandens forlangende gennemskilsmisse. Inden for dejuridiske rammer kan"ægteskabet også opløses af en dommer, dersom den ene part kan godtgøre, at den anden part ikke opfylder de ægteskabelige pligter"[134] eller ægteskabskontrakten. Islam kræver, at både manden og kvinden skal kræve ægteskabet opløst i tilfældet af ægtefællensvantro (frafald).[koran 58]
Blandt muslimer i vestlige og ikke-muslimske lande er det først og fremmest denreligiøsevielse (dvs. en vielse der ikke nødvendigvis er anerkendt eller registreret af enmyndighed) der er af betydning, da alene en sådan er religiøst forordnet. En religiøs vielse har normalt ingen retslig gyldighed,[note 20] hverken positivt eller negativt. Således vil religiøst viede muslimer oftest omtale hinanden som ægtemand og ægtekone, selvom de borgerligt set ikke ergift.
I tilfældet med muslimskemænd, der har indgået religiøse vielser med flere end enkvindelig partner, vil denne efter dansk lov om civilstand betragtes som ugift ellerenlig (hvis han ikke bor sammen med partnerne), uafhængigt af om partnerne er udenlandske eller danskestatsborgere. I tilfælde af at et muslimsk ægteskab er indgået ved en myndighed iudlandet og samtidig er i strid med dansk ret, er ægteskabet ugyldigt iDanmark.
På trods af sin religiøse legitimitet er nydelsesægteskab generelt et prekært emne blandt Shia og Sunni. Oftest snakkes der ikke åbent eller offentligt om det; normen er snarere at sådanne ægteskaber finder sted i privaten og kun kendes af de to partner, der er involveret. Netop denne ægteskabsform har dog fået stor udbredelse blandt Shia og visse Sunni i Vesten, hvormed der er pustet nyt liv i nydelsesægteskabsforordningen. Det er nemlig unge muslimer i Vesten, som primært anser nydelsesægteskab som en ventil for deres seksuelle lyster eller en mulighed for at komme arrangerede ægteskaber til livs. I sidstnævnte tilfælde vil parterne oftest aftale en klausul i ægteskabskontrakten, hvor de tager forbehold for fysisk samvær eller omgang, mens de med dette ægteskab får mulighed for at mødes for at lære hinanden bedre at kende som eventuelt fremtidige partner i et almindeligt ægteskab.
Islam skelner mellem forskellige typer af ægteskaber, særligt mellemægteskab (nikāḥ) og nydelsesægteskab (nikāḥ al-mutʿa). Begge former er omtalt i Koranen.[koran 59] Blandt visse senere islamiske lovskoler betragtes nydelsesægteskab som en forældet praksis.[135] De islamiske lovskoler, der stadig bekender sig til begge ægteskabstyper, praktiserer også stadig begge typer.
Islam er i høj grad sammenfaldende med dejødiske ogkristneskrifter hvad angårarrangeret ægteskab, hvor"ægteskaber arrangeres af repræsentanter for de to familier. Frieren medbringer en brudesum til pigens familie, mens hun til gengæld fører enmedgift med ind i ægteskabet.[133] Det er familiens overhoved der arrangerer ægteskabet, hvor ægteskabet fungerer"som ensocialkontrakt medjuridiske ogøkonomiske konsekvenser. Manden gifter sig, kvinden bortgiftes og indføres som fremmed i hansslægt".[133] Ud fra et samfundsperspektiv anvendes arrangerede ægteskaber blandt andet til at beseglealliancer mellemstammer,folk ogfamilier.
Arrangerede og forældre-guidede ægteskaber finder også sted blandt muslimer iden vestlige verden. På baggrund af disse forhold indførteFolketinget i2002 den såkaldte24-års regel, der kræver at begge parter skal være fyldt24år, hvis man ønsker en ægtefælle fraudlandetindført tillandet.[136]Reglen forhindrer ikke selve indgåelsen i ægteskab, men alene tildeling af opholdstilladelse iDanmark. Forskellige menigheder og foreninger, der kæmper for retten til ægteskab på tværs af landegrænser og nationaliteter, er opstået i kølevandet af loven.[137]
Tvang i betydningen retsligesanktioner, indgreb i handlefrihed, social kontrol og tilsvarende er en integreret del af alle rets- og lovfunderedesamfundsstrukturer[138] og religioner[12]. Hvad angår trosforholdt og religiøsitet, fastslår islam, at der ikke bør udøves tvang i religionen,[139], og dermed heller ikke i forbindelse med ægteskaber, der er en religiøst forordnede.
Islamkritikere iDanmark har til tider stillet spørgsmålstegn ved forskellen mellem arrangerede ægteskaber og tvangsægteskaber, da begge anskues som tvungne. Kritikken må antages at værepolitisk betonet, eftersom det i en lang række muslimske lande er muligt at indgå og opløse ægteskab efterjuridiske regler, der er identiske med, eller tager afsæt i, denvestlige verdens retstraditioner.[134]
Blandede ægteskaber forstås i islam som ægteskaber, hvor alene manden er muslim. Det kun tilladt muslimske mænd at indgå et blandet ægteskab med kvinder der enten er jøder eller kristne.[koran 60] Islam tillader ikke muslimske kvinder at indgå i et blandet ægteskab (endogami).[136],[134] Blandt visse senere islamiske lovskoler er der herudover også lovgivet om ægteskab på tværs af islamiske trosretninger. Selvom der samfundsmæssigt kan være forhindringer for ægteskab mellem to muslimer fra hvert sitland eller sinkultur, eksisterer der ingenreligiøse forhindringer for sådanne typer af blandede ægteskaber inden for islam.
Familie kan i islam både være en betegnelse for en kernefamilie, dvs. ægtemand og ægtekone samt dissesbørn, og den udvidede familie, der ud over det mandlige overhoved, hans hustru(er) og ugifte børn evt. også omfattersønner og disses hustruer og børn. Generelt anvendes det som betegnelse forhusets blodbeslægtede medlemmer, hvor omfanget af familien er stærkt afhængigt af det muslimskesamfund.
Slægtskab afledes igennem det fædrene overhoved (er patrilineært). Normalt vil det være den gifte kvinde, der flytter til sin mands familie. I nogle samfund vil ægteparret bosætte sig nogle år hos en af familierne, hvorefter de kan etablere sig uafhængigt af familien – en familiestruktur der er blevet mere udbredt blandt muslimske familier ivesten.
↑En undtagelse kan f.eks. ses i Koranen vers3:20Arkiveret 29. januar 2009 hosWayback Machine og4:65Arkiveret 29. januar 2009 hosWayback Machine hvor den passive udtryksform er anvendt i forlængelse af en nutidig eller direkte form for gengivelse af en aktiv handling.
↑Muhammedanisme, og afledt heraf betegnelser som 'muhammedaner', er en ukorrekt betegnelse for Muhammed og islam, idet Muhammed ikke dyrkes eller tilskrives andre former for guddommelighed. I Koranen omtales han som et almindeligt menneske som forkynder af den guddommelige åbenbaring, hvor Gud er i centrum og hengivelse alene tilhører Gud (jf.6:48Arkiveret 29. januar 2009 hosWayback Machine). Muhammed er Guds talerør og står dermed som garant for den åbenbaring, skriftet Koranen indeholder; herfra opstod den tanke antagelig, at han tillige var bogens forfatter.
↑Specielt domæner inden for islamforskning,eksegese ogoversættelse af Koranen ogtraditionssamlingerne. Et eksempel herpå er koranoversættelsen af vers9:74Arkiveret 29. januar 2009 hosWayback Machine: "De sværger ved Gud på, at de intet har sagt. Men de har sagt vantro ord. De er blevet vantro, efter deresislām (underkastelse til Gud)…".
↑I modsætning til Biblen indeholder Koranen ikke nogen samlet fortællendeskabelsesberetning, men nævner verdens og menneskets skabelse i flere forskellige sammenhænge.
↑Se f.eks. sammenligning mellem forskellige kristne og islamiske beretninger om skabelsen og tidlige profeter,(engelsk)Biblical narratives and the Quran (Wikipedia).
↑Forestillinger om en gud Allah, der var en slags højgud (himlens og jordens skaber) eller højeste gud (mellem andre, lokale stammeguder) var udbredt iførislamisk tid. Koranen lægger vægt på erklæringen at 'der er ingen gud(dom) undtagen Allah, hvormed islam definerer den islamske gudstro til en af sand monoteistisk tro, se også trosbekendelsen.
↑Der tales hermed ikke om profetinder inden for islam, se særligJomfru Mariasrolle i islam.
↑Ikke alle omtalte personligheder accepteres som profeter (eller nødvendigvis gudsmænd) inden for jødedommen og kristendommen, se f.eks.Lot ogSalomon.
↑Koranen omtaler herudover profeterne Muhammed, Hūd, Ṣāliḥ og Shuʿayb ved navn, profeter der ikke direkte (ved disse navne) er omtalt i Det Gamle Testamente og Det Ny Testamente.
↑Personer der omtales som profeter efter Muhammed anerkendes således ikke som sådan af muslimer.
↑Dogmatisk kan etmenneske dog kun tilregnessynd, hvis synden er selvforskyldt og ikke blot skæbnebestemt.
↑Gabriel betragtes i den islamiske overlevering som den engel, der gennem tiden har overbragt den guddommelige åbenbaring til forskellige profeter.
↑Betegnelser som klassisk eller traditionel arabisk (al-ʿarabiyya) anvendes både i modsætning til moderne arabisk og i lighed med arabisk som det udviklet i tidlig islam.
↑Særligt for muslimer i lande markant over eller underækvator, hvor dagenes længde varierer meget mellemsommer ogvinter.
↑Bemærk at himmelrejse er et besøg i den himmelske verden i modsætning til himmelfart, hvor den opløftede forbliver i himlen. Muhammed som åbenbaringsmodtager gennemførte en himmelrejse og ikke en himmelfart der oftest fejlagtigt tilskrives Muhammed. Jf.Elias ogJesus (og indirekteEnok) i Biblen hvor der tales om en himmelfart.
↑Deltagelse ved religiøse fester, eksempelvisfredagsbønnen, er stærkt tilrådet eller påkrævet manden, mens kvinders deltagelse ikke er et krav.
↑Undtagelsen er anerkendte islamiske trossamfund der ikke udsteder dokumentation for en religiøs vielse, inden en gyldig vielsesattest (borgerlig vielse) udstedt af en anerkendt retslig myndighed kan fremvises.
↑John Louis Esposito 2003, → Islam, Overview (Von Sivers, Peter, Ali A. Mazrui, S. Enders Wimbush, Dru C. Gladney, Bruce B. Lawrence, M. B. Hooker, P. S. Van Koningsveld and Frederick Mathewson Denny).
↑Frisch M, Lindholm M, Grønbæk M: Male circumcision and sexual function in men and women. A survey-based, cross-sectional study in Denmark. Int J Epidemiol 2011:1-15.
↑ Karin Kaas, "Operation for forhudsforsnævring" (1. juni 2011), netdoktor.dk (website).
Bearman, P.J.; Bianquis, Th.; Bosworth, C. E.; van Donzel, E.; Heinrichs, W. P. (red.).Encyclopaedia of Islam Online. Brill Academic Publishers.ISSN1573-3912.{{cite encyclopedia}}:Manglende eller tom|title= (hjælp)(engelsk)
John Louis Esposito, red. (2003).The Oxford Encyclopedia of the Modern Islamic World. Oxford University Press.ISBN978-0195125580.{{cite encyclopedia}}:Manglende eller tom|title= (hjælp)(engelsk)
Butler, Jean og Hoffmann, Thomas, red. (2008).Gads leksikon om islam. Gads Forlag.ISBN978-87-12-04303-4.{{cite book}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: editors list (link)(dansk)
Hallbäck, Geert og Jensen, Hans Jørgen Lundager, red. (2008).Gads Bibel Leksikon. Gads Forlag.ISBN978-87-12-04053-8.{{cite book}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: editors list (link)(dansk)
Stefánsson, Finn og Sørensen, Asger, red. (1998).Gyldendals Religionsleksikon - Religion/Livsanskuelse. Gyldendal.ISBN978-87-00-32564-7.{{cite book}}: CS1-vedligeholdelse: Flere navne: editors list (link)(dansk)
Inspiration fra Islam - information om islam med udgangspunkt i sunni-islam. Alment, for studerende, muslimer.(dansk)
IslamArkiveret 14. april 2019 hosWayback Machine - information om religionen islam med udgangspunkt i shia-islam, dette med fokus påhvad er islam,hvad mener muslimer ogislam i Danmark.(dansk)
.jpg)
