Interstate Highway 70 ellerInterstate 70 eller bareI-70 er en hovedvej iDwight D. Eisenhower National System of Interstate and Defense HighwaysiUSA eller bareInterstate Highway System. I-70 er den interstate highway, som blev påbegyndt først (1956), og som blev gjort færdig sidst (1992) blandt de oprindeligt planlagte interstate highways.
StaterneMissouri ogKansas strides om, hvem af dem, der var de første til at oprette en interstate highway.[1] Missouri hævder, at denne stat underskrev de første kontrakter om anlæggelse af vejen, mens Kansas hævder, at de var de første, der faktisk fik asfalteret et stykke interstate, så begge kan siges at have ret. Hertil kommer at ogsåPennsylvania er "med" i debatten.Pennsylvania Turnpike, der åbnede allerede i1940 mellem byerneIrwin ogCastle, er i dag en del af I-70.
Vejen var en af de vanskeligste interstate highways at bygge, og den betragtes stadig som et ingeniørmæssigt mesterstykke. Specielt strækningerne gennemSan Rafael Swell ogGlenwood Canyon samt bygningen afEisenhower-Johnson Memorial Tunnel var vanskelige. Tunnellen ligger iRocky Mountains i 3.401 meters højde, og er det højeste punkt på nogen interstate. Strækningen gennem Glenwood Canyon var den sidste del af vejen, der blev færdig.[2]
Interstate 70 starter iUtah, hvor den udgår fraInterstate Highway 15 ca. 3 km sydvest for byenCove Fort. Herfra strækker den sig 3.465 km[3]gennem 10 stater til den ender blindt ved etPark and ride-anlæg ved State Route 122 nærBaltimore,Maryland.
I-70 begynder ved en udfletning fra Interstate 15 nær Cove Fort. Herfra går vejen mod øst gennemClear Creek Canyon mellem bjergkæderneTushar Range ogPahvant Range. Vejen fortsætter gennemSevier Valley, hvor den passererRichfield, som med sine 7.000 indbyggere er den største by, som vejen passerer i Utah. Efter at vejen har forladt dalen, stiger den op modSalina Summit, som passeres i 2.415 m højde.
Efter Salina Summit krydser vejen over en strækning af 108 miles (174 km) en stor geologiske formation, kendt somSan Rafael Swell. Denne strækning gennem "The Swell", var det længste samlede stykke interstate, der var blevet åbnet på en gang, da det blev åbnet i1970. Det var samtidigt det første stykke hovedvej, der blev anlagt på en helt ny rute, siden anlæggelsen afAlaska Highway[4] under2. Verdenskrig. Selv om strækningen blev åbnet i 1970 blev den først helt færdig i1990, da en bro overEagle Canyon blev åbnet for trafik. Strækningen har stadig rekorden som den længste interstate strækning uden nogen form for service. De eneste frakørsler fra motorvejen er til udsigtspunkter (hvor der dog på visse findes toiletter).
Inden motorvejen blev anlagt, var der ingen asfalterede veje, der førte gennem San Rafael Swell og området var i store træk ukendt for almindelige mennesker. Siden åbningen af I-70 har dette ændret sig. San Rafael Swell er siden blev nomineret som bådeNational Park ogNational monument, men ingen af delene er gennemført endnu. Hvis det sker, vil området være det eneste i USA som kan takke en motorvej for sin status.[5] Vejen forlader "The Swell" nærGreen River, og den sidste del af strækningen til grænsen tilColorado, følger den den sydlige kant afBook Cliffs.
Efter at have krydset statsgrænsen fører vejen ned iGrand Valley, hvor den møderColorado River, som den herfra følger op gennem bjergene. Undervejs passerer den en række mindre byer, samtGrand Junction med knap 60.000 indbyggere. Herfra fortsætter vejen nord øst på gennem den vestlige del af Rocky Mountains til Glenwood Canyon. På denne strækning passeres endnu en række mindre byer så somParachute,Rifle ogNew Castle.
De 24 km gennem Glenwood Canyon var den sidste strækning af vejen, der blev færdiggjort i 1992. Terrænet her var meget vanskeligt, da kløften er forholdsvis smal og bugter sig meget. Anlæggelsen blev også udskudt i flere år på grund af overvejelser omkring miljøet. Den sydlige bred af Colorado River var allerede optaget af en jernbanelinje, og man var samtidigt nødt til at anlægge en del midlertidige vejstrækninger for at holdeU.S. Highway 6 åben under byggeriet. U.S. 6 var den eneste vej, der førte gennem bjergene fra vest mod øst i dette område. For overhovedet at kunne anlægge vejen, måtte man også gå på kompromis med nogle af de regler, der ellers gælder for interstate highways, fx om hvor skarpe sving må være. Hastigheden gennem kløften er derfor nedsat til kun 50 miles (80 km) i timen, for at undgå at det begrænsede overblik og de skarpe sving skal skabe unødigt farlige situationer.
Fra Glenwood Canyon snor motorvejen sig videre øst på gennem bjergene ca. 150 km til Eisenhower-Johnson Memorial Tunnel. På vejen passerer I-70 gennem skisportsområdet vedVail, et af USA's største skisportsområder samt flere andre skisportsområder, fx "Copper Mountain". I-70 er en af de få veje, der forbinderDenver med Colorados skisportsområder i Rocky Mountains. Eisenhower-Johnson Memorial Tunnel er den højest beliggende tunnel for køretøjer i USA, og det højeste punkt i hele Interstate Highway systemet. Med sine 2,7 km er tunnellen også den længste tunnel i systemet. På vej gennem tunnelen passerer vejenContinental Divide. På vej ned fra bjergene efter tunnellen, kan man på en klar dag se Denvers skyline på forholdsvis stor afstand, hvilket narrer en del bilister til at tro, at de nu er ude af bjergene, men der er stadig 15 km med stejl nedkørsel, før man når byen, som med sine 2,5 millioner indbyggere, er den første rigtigt store by, som vejen møder.
I-70 er den største vej gennem Denver, og den møder undervejsI-25. Efter Denver fortsætter vejen over Colorados østlige sletteland til grænsen tilKansas.
Efter grænsen mellem Colorado og Kansas fortsætter vejen gennem Kansas'prærieland ad den første strækning, som blevasfalteret, og dermed den første færdige del af Interstate Highway System. ISalina, møder I-70I-135, som med sine 95 miles (152 km) tidligere var den længste forgrening i interstate systemet,[6][7]FraTopeka til kort førKansas City er vejen en betalingsvej, et af de kun to stykker betalingsvej på hele I-70. Det andet findes iPennsylvania.
Halvvejs mellem Topeka og Kansas City passeresLawrence, der er hjemsted forUniversity of Kansas. VedBonner City uden for Kansas City kan man skifte tilI-435 som er en omfartsvej uden om Kansas City. På den anden side af byen møder I-435 igen I-70 og ved at tage omfartsvejen, kan man undgå en del af den kraftige trafik gennem byen. Undervejs gennem byen passerer I-70 Kansas River, og vejen går nu ind iMissouri viaLewis & Clark Viaduct.
Efter at have krydset Kansas River er vejen i Missouri, men fortsat iKansas City, Missouris største by. Her møder den en lang række veje i det såkaldteAlphabet Loop, herunderI-35, I-670,U.S.24,U.S. 71 ogU.S. 169. I-670 går lige gennem downtown mens I-70 selv går uden om byens højhuse nogle få blokke nord for I-670 og langsMissouri-floden. Når denne strækning kaldes Alphabet Loop skyldes det, at alle disse veje er på deres anden mile fra delstatsgrænsen, så alle frakørsler har nummer 2. De identificeres så med bogstaver, som det også kendes fra andre steder med to eller flere frakørsler inden for samme mile. Bortset fra bogstaverne I, O og Z anvender Alphabet Loop samtlige alfabetets bogstaver.
Efter at have passeret Kansas City fortsætter I-70 gennem hele Missouri fra vest til øst. Halvvejs mellem Kansas City ogSt. Louis passerer denColumbia, som er hjemsted forUniversity of Missouri. To gange undervejs krydser vejen Missouri-floden. Første gang vedRocheport 15 miles (24 km) øst for Columbia og igen vedSt. Charles, 20 miles (32 km) vest for St. Louis.
På denne strækning har vejen fire spor, men der har længe været talt om at udvide den, dog uden at der er taget beslutning om det. Prisen forventes at være 3,5 milliarder dollars, så i forbindelse med overvejelserne har man også overvejet at gøre strækningen til betalingsvej, hvis udvidelsen gennemføres.[8]
Vejen passerer gennem St. Louis, hvorU.S. Route 40 ogU.S. Route 61 går fra mod sydøst. I byen møder den ogsåI-64. Gennem St. Louis går I-70 på en strækning parallelt medMississippifloden, som den passerer adStan Musials Veterans Memorial Bridge, som blev åbnet i2014. Tidligere passerede I-70 floden viaPoplar Street Bridge, men her blev trafikken for kraftig, så i 2010 påbegyndtes arbejdet med den nye bro. På sin vej gennem byen passeres byens to store idrætsanlæg,Edward Jones Dome, hjemsted forNFL holdetSt. Louis Rams ogBusch Stadium, hjemsted forSt. Louis Cardinals'MLB hold. I1985 spillede Cardinals finalekampene iWorld Series (syv kampe) modKansas City Royals, og da I-70 passerer begge hjemmebaner (Royals har hjemmebane påKauffman Stadium i Kansas City), blev denne finale døbtThe I-70 Series).
Efter at have passeret broen er I-70 iIllinois. Her mødes den medI-55, mens I-64 skiller sig ud fra I-70. I-70 og I-55 deler vejbane indtil de møderI-270. Her udskilles I-55, mens I-70 fortsætter sammen med I-270. På sin vej gennem Illinois passerer I-70 gennem adskillige amtssæder, blandt andreVandalia, som var statens hovedstad mellem1818 og1839. Rundt om byenEffingham følges I-70 ogI-57 inden I-70 fortsætter alene mod grænsen tilIndiana.
Kort før byenTerre Haute passeres grænsen til Indiana og lige inden vejen går ind i byen passerer denWabash River. Vejen fortsætter gennem Indianas forholdsvis flade terræn omkring 100 km til den når statshovedstadenIndianapolis, som er USA's næststørste delstatshovedstad målt efter indbyggertal, kun overgået afPhoenix, Arizona. På den østlige side af downtown Indianapolis følges I-70 på en meget kort strækning medI-65. I-70 er i øvrigt den eneste af de tocifrede interstates, som kommer helt ind til byens centrum.
Efter at have passeretRichmond møder I-70U.S. 35 og sammen forlader de Indiana og fortsætter ind iOhio.
I-70 kommer ind i Ohio lige øst for Richmond i Indiana. Kort efter grænsen bydes man velkommen til Ohio af et skilt på en turkisfarvet bue, der strækker sig over hele motorvejen; kører man den anden vej, takkes man på den modsatte side af buen for besøget i staten. Fra grænsen fortsætter vejen øst på. Nord forDayton mødes I-70 ogI-75. Vejen fortsætter modSpringfield og statens største by Columbus. Ved sidstnævnte fører I-270 rundt om byen som ringvej. Nogenlunde midt i ringen mødes I-70 ogI-71 og de to deler vejbane på et stykke, som er kendt for sine mange trafikkøer. Denne strækning kaldes lokalt forThe Split ellerThe South Innerbell. Årsagen til køerne er, at trafik som kommer fra I-71 og skal fortsætte ad denne, skal krydse alle fire spor på I-70 for at fortsætte nord på ad I-71. Dette problem er det samme, hvis trafikken kommer fra nord ad I-71 og skal fortsætte sydpå ad denne. Denne strækning står overfor en ombygning inden for de kommende år, for at afhjælpe trafikproblemerne.
IWest Virginia krydser vejenOhiofloden ved byenWheeling viaFort Henry Bridge og fortsætter gennem den såkaldteWheeling Tunnel. Gennem tunnellen er der kun et spor i hver retning. Øst for tunnelen var oprindeligt planlagt en stor motorvejsudfletning, men denne blev aldrig konstrueret. Vejen stiger op modDallas Pike ad et stykke vej, der kaldesTwo Mile Hill, som lokalt er kendt for de mange uheld, der sker for foden af bakken. Strækningen gennem West Virginia er med sine 15 miles (24 km) den korteste, vejen går gennem nogen stat.
Det var oprindeligt planlagt at Interstate 70 skulle gå gennem downtownPittsburg, men den blev i stedet anlagt syd for byen. På de 38 miles (61 km) fra PittsburgforstadenWashington tilNew Stanton, lever I-70 ikke op til de standarder, der ellers gælder for interstates; kurverne er for skarpe, udsynet for dårligt og rabatten for smal. Desuden er der ikke "flettebaner" ved tilkørslerne. For at undgå uheld er hastigheden på denne strækning kun 55 miles (88 km) i timen.
Mellem Stanton ogBreezewood følges I-70 medPennsylvania Turnpike ogI-76. På denne strækning er vejen, ligesom påKansas Turnpike, betalingsvej. I Breezewood er bilister nødt til at forlade I-70 og køre en kort strækning påU.S. Route 30, hvor man passerer en deltrafiklys, inden de kan vende tilbage til motorvejen. Skal man derimod fortsætte ad I-76, kan man blive på motorvejen hele vejen.[9]
Fra Breezewood går vejen næsten direkte mod syd til grænsen tilMaryland. På denne strækning er hastighedsgrænsen 55 miles (88 km) i timen og strækningen patruljeres ofte af politiet.
I-70 krydser statsgrænsen mellem Pennsylvania og Maryland nær byenHancock. Herfra går den mod øst gennem den centrale del af staten modBaltimore, idet den følger den rute, som den gamle vej,National Road, tog gennem staten. I-70 er den vigtigste vest-øst gående vej gennem Maryland, hvor den passerer byer somHagerstown ogFrederick. ViaI-270 servicerer vejenWashington D.C. ViaI-370 servicerer den ogsåWashingtons metro ved stationenShady Grove.
Efter planen skulle i-70 have sluttet vedI-95 i Baltimore, men på grund af lokal modstand, stopper den allerede ved mødet medMaryland State Route 122, hvor der er bygget enPark and ride parkeringsplads.
I-70 var ikke bare den første interstate til at åbne en strækning – og den sidste af de oprindeligt planlagte. Den har også undergået diverse forandringer undervejs. Oprindeligt skulle vejen have begyndt i Denver, Colorado, men staterne Utah og Colorado pressede på for at forlænge vejen tilSalt Lake City i Utah, for at forbinde denne by med Denver. Presset bar til dels frugt, da vejen faktisk blev forlænget, men ønsker fra militæret, der gerne ville have en hurtig vej mellem det nordlige USA og det sydligeCalifornien, betød at Salt Lake City ikke kom med. Derfor blev ruten gennem San Rafael Swell en kendsgerning.[5] Denne strækning, samt strækningen gennem Glenwood Canyon betragtes af nogle bilister som de smukkeste interstatestrækninger i USA.
Planerne om at forbinde I-70, I-95 og I-83 i Baltimore førte til det, som kaldesmotorvejsoprøret, hvor aktivister under ledelse afBarbara Mikulski protesterede mod planerne; protester der førte til, at disse blev opgivet. Mikulski blev senere valgt tilRepræsentanternes Hus og endnu senere tilUSA's Senat.
Vejen kom til at give navn til en seriemorder,The I-70 Killer, som begik en række mord tæt på motorvejen i de midtvestlige stater i begyndelsen af1990'erne. Morderen blev aldrig pågrebet, men mordene holdt op.John Allen Muhammed ogLee Boyd Malvo, mændene bag de såkaldteBeltway Sniper Attacks, hvor 10 personer blev dræbt og tre alvorligt sårede iVirginia, Maryland og Washington DC, blev anholdt på en rasteplads på I-70 nærMyersville, Maryland. Tidligere havde de to begået røveri og mord i flere andre stater, og deres samlede antal dødsofre var 17. Muhammed blev dødsdømt og henrettet i2009, mens Malvo blev idømt seks gange livstid, til afsoning i forlængelse af hinanden og uden mulighed for benådning.
I-70 betjener nedenstående byer med over 30.000 indbyggere:
Colorado: Grand Junction, Denver (med forstæder)
Kansas:Salina,Manhattan, Topeka (med forstæder), Lawrence, Kansas City (med forstæder)
Missouri: Kansas City (med forstæder), Columbia,Wentzville, St. Charles, St. Louis (med forstæder)
Indiana: Terre Haute, Indianapolis (med forstæder), Richmond
Ohio: Dayton (med forstæder), Springfield, Columbus (med forstæder)
West Virginia: Wheeling (med forstæder)
Pennsylvania: Pittsburgh (med forstæder)
Maryland: Hagerstown, Frederick, Baltinore (med forstæder)
I Utah og Illinos passerer vejen ingen byer med flere end 30.000 indbyggere.
 | Wikimedia Commons har medier relateret til: |