Interferoner ellerIFN er nogle af kroppens vigtige signalstoffer, der frigives af celler inficeret af virus, bakterier eller parasitter. Ved frigivelse fra den inficerede celle mobiliseres kroppens forsvarsmekanismer i nærliggende celler.
Interferoner hører til en stor klasse signalmolekyler overordnet kendt somcytokiner og erproteiner, der aktiverer og regulerer det cellulæreimmunsystem: natural killer celler og makrofager samt op-regulererantigen præsentationen ved et øget udtryk af major histocompatibility complex (MHC) antigener.
Ved frigivelse fra inficerede celler aktiverer et interferon en forsvarscelle ved at binde sig til en specifikreceptor på overfladen af forsvarscellen og starter dervedsignaltransduktionen, der leder til cellens forsvarsrespons.
Der kendes nu tre typer receptorer og mere end tyve forskellige interferoner, der opdeles i tre klasser efter hvilken receptor, de binder sig til: Type I-IFN, Type II-IFN og Type III-IFN.
Symptomer på infektion såsomfeber, muskelsmerter og "influenza-lignende symptomer", er følger af virkningen af interferoner og andre cytokiner.
Ved binding til receptoren på celleoverfladen starter interferon signalkaskader (sesignaltransduktion) der fører til nedbrydning afRNA, hæmning afproteinsyntesen ogapoptose dvs. programmeret celledød.
Virker generelt hæmmende på syntesen af virusproteiner
Virker generelt ved hæmning af cellevækst og differentiering
Virker generelt ved stimulering af monocytter og makrofager
Baseret påreceptorerne er interferonerne inddelt i grupper:
Interferon type I: IFN-α, IFN-β, IFN-ε, IFN-κ og IFN-ω, der produceres af fibroblaster og monocytter. IFN-α bruges til behandling af hepatitis B- og C-infektion, mens IFN-β anvendes til behandling af multipel sklerose.
Interferon type II: IFN-γ produceres af T-hjælper celler, aktiveres afcytokinet Interleukin-12.
Interferon type III: IFN-λ1, IFN-λ2, IFN-λ3 og IFN-λ4.
