Helvetierne (latin:Helvētiī ,Gallisk: *Heluētī) var enkeltisk[1] stamme eller en sammenslutning af stammer,[2] der boede på størstedelen af detschweiziske plateau, da de i det1. århundrede f.Kr. kom i kontakt med denRomerske Republik. I henhold tilJulius Cæsar blev helvetierne opdelt i fire undergrupper ellerpagi. Af disse nævner Cæsar kunverbigerne ogtigurinerne,[3] mensPoseidonios nævner tigurinerne ogtougenerne (Τωυγενοί).[4] De spiller en fremtrædende rolle i CæsarsCommentarii de Bello Gallico, hvor deres mislykkede migrationsforsøg til det sydvestligeGallien (58 f.Kr.) tjente som en katalysator forCæsars erobring af Gallien.
Helvetierne blev underlagt rommerne i 52 f.Kr. UnderAugustus blev keltiske byer (oppida), såsom f.eks.Vindonissa ogBasilea genanvendt somgarnisoner. I 68 e.Kr. blev et oprør blandt helvetierne nedkæmpet afAulus Caecina Alienus. Det schweiziske plateau blev indledningsvis indlemmet i den romerske provinsGallia Belgica (i 22 f.Kr.) og senere ind iGermania Superior (i 83 e.Kr.). Ligesom resten af Gallien blev helvetierne i høj gradromaniseret i løbet af det 2. århundrede. I slutningen af det 3. århundrede svandt romersk kontrol over regionen, og det schweiziske plateau blev udsat for invasioner fraalemannere. Alemannere og burgunderne etablerede permanente bosættelser på det schweiziske plateau i det 5. og 6. århundrede, hvilket resulterede i de tidlige middelalderlige områder Alemannia (Schwaben) og Øvre Bourgogne. Helvetierne blev i vid udstrækningassimileret af deres nye herskere og bidrog dermed til dannelsen af det moderne schweiziske folk.
Gaulish Helvetii.
