"Hero" omdirigeres hertil. For andre betydninger af Hero, seHero (flertydig).
Gravsted i Naqsh-e Rostam tilhørendeArtaxerxes 1., der modtog heltenThemistokles på flugt fra sine egne.
Enhelt (ogheltinde) er en person, der har udøvet en heroisk handling, som at sætte livet på spil for at redde andre. Enhero var igræsk mytologi en helt, der takket være sine gerninger vandt en plads blandt Olympens guder. Dertil har mankulturheltene, der hjalp menneskeheden til at forbedre sine kår, såsomPrometheus, der stjalilden fra guderne og skænkede den til menneskene; ogHerakles, der udryddede vilde dyr, der var en trussel mod befolkningen.[1]
Detgræske ord ἥρως (hḗrōs,hero) betyder "helt" eller "herre", og har sandsynligvis sin oprindelse frasanskrit*ser, som betyder "at beskytte". DerafgudindenHeras navn. HosHomer viser ordet til alle krigere, der deltog i kampene omTroja. Men ogsåidrætsudøvere,generaler,politikere og lovgivere kunne dyrkes som helte og halvt guddommelige skabninger. Dennekultus aftog imidlertid i takt med dedemokratiserende samfundsbevægelser, der skød fart i det græske kulturområde i 500-tallet f.Kr.[2]
Man mener også at guddomme, der på grund af en svækkelse af deres kult blev regnet for mindre end de øvrige guder, blev degraderet til hero. Således dækkede begrebet flere forskellige typer af heroer. Gamle svækkede guddomme,mytiske konger og andre, der sås som stamfædre til de græskebystater; fremtrædende borgere, hvis liv eller død man forbandt noget heroisk ved, og almindelig familiekult. Selve dyrkelsen var ens for dem alle, nemligofringer ved gravene. Det sted, hvor en hero var død, var således af betydning for, hvor han blev dyrket.
Diacetylmorfin blev opfundet i1874, men da medicinalfirmaetBayer lancerede det som enhostemedicin i1895, var det under navnet "Heroin", fordi indtag af medicinen ganske uventet fremkaldte en uforfærdet, "heroisk" opførsel hossoldater.[4] Efterhånden opdagede man, at diacetylmorfin i virkeligheden er et stærkt vanedannenderusmiddel.
I græsk mytologi er heltene specielt begunstigede afguderne, men ikke udødelige. Mest kendt erOdysseus,Akhilles og Herakles.
En afSpartas generaler,Brasidas, sørgede for, at spartanerne beholdt kontrollen over Amfipolis under slaget om byen i422 f.Kr., hvor han selv blev dræbt. Han blev dyrket som helt i Amfipolis efter sin død, og fejret med årlige lege ogofringer.[5] GeneralLysandros, også fra Sparta, blev efter sin død i 395 f.Kr dyrket som en gud i flerebystater, ogSamos kaldte sinHera-festivalLysandreia.[6]
Så godt gik det ikke for en tredje spartansk krigshelt,Pausanias, der førte den græske hær til sejr over persernes general Mardonius under slaget vedPlataiai i479 f.Kr. Han frigav persisketjenestemænd og slægtninge afXerxes 1., og sendte dem til kongen med et brev, som tilbød Xerxes både Sparta og resten afGrækenland, hvis han selv måtte gifte sig med kongens datter. Til sidst blev han kaldt hjem til Sparta under mistanke omforræderi, men søgte tilflugt i ettempel.Eforerne satte imidlertid vogtere foran dørene, og da Pausanias til sidst vaklede ud af templet, var han så afkræftet afsult, at han faldt død om.
Superhelte spiller også en vigtig rolle i moderne kultur[8]. Ifølge filosoffenCarsten Fogh Nielsen bidrager de til at illustrere de eksistentielle dilemmaer, som moderne mennesker oplever ved at konkretisere de vigtigste livsværdier i samfundet som kampen mellem det gode og det onde[8].
Nielsen, Carsten Fogh (2013). World's Finest Philosophers: Superman and Batman on Human Nature. I M. D. White (red.),Superman and philosophy: what would the Man of Steel do? (s. 194-203). Wiley-Blackwell. The Blackwell Philosophy and Pop Culture Series
