Havfugle erfugle der er tilpassetmarine miljøer. Der findes en stor variation med hensyn til levevis og udseende, men de har også mange ligheder, der skyldeskonvergent evolution, hvor ens livsbetingelser leder til ens tilpasninger. De første havfugle udvikledes ikridttiden og de modernefamilier ipalæogen.
Havfugle lever længere, bliver kønsmodne senere, får færre unger og passer også deres unger i længere tid sammenlignet med andre fuglegrupper.[1] De fleste havfugle yngler i kolonier hvis størrelse varierer fra blot nogle dusin til flere millioner individer. De er kendt for årligt at foretage langetræk som ofte krydserækvator eller som går rundt om jorden. Føden finder de på havets overflade eller i selve havet. Havfugle kan leve meget kystnært og i visse tilfælde leve en stor del af tiden på land.
Forholdet mellem mennesker og havfugle har en lang historie. De har været bytte forjægere, vistfiskere frem til godt fiskevand og vejledt søfarere til land. Mangearter er truede af menneskelig aktivitet og meget er derfor sat i værk for at bevare dem.
Der findes ingen klar definition af hvilke grupper og arter som er havfugle, og de fleste kriterier er mere eller mindre tilfældige. To forskere inden for området har sagt: "Det eneste fællestræk for havfugle er at de søger føde i saltvand, undtagen for dem der ikke gør."[2] Af sædvane anses samtligepingviner,stormfugle,sulefugle ogpelikanfugle (bortset fraslangehalsfugle oghejrer) for havfugle. Desuden anses vissemågevadefugle somkjover,måger,terner ogalkefugle som værende havfugle.Svømmesnepper bliver normalt også inkluderet blandt havfuglene, trods at de ervadefugle, eftersom to af de tre arter er marine i ni af årets måneder og krydser ækvator for at finde føde ipelagiske miljøer.
Lommer oglappedykkere som yngler i søer men overvintrer til havs, regnes oftest somvandfugle. Arter i ordenenandefugle kaldes normalt ikke for havfugle men i stedet for vandfugle, trods at flere arter, eksempelvisskalleslugere, er helt marine om vinteren.
