Hannibals far,Hamilcar Barkas, var en af de førende karthagiske general under denFørste Puniske Krig. Hans yngre brødre varMago ogHasdrubal var også militærledere, mens hans svoger – som også hedHasdrubal – befalede andre karthagiske hære. Hannibal levede i en periode med stor spænding i Middelhavsområdet, udløst af den Romerske Republiks fremkomst som en stormagt som følge af blandt andet Karthagos nederlag i forbindelse med den Første Puniske Krig. Revanchisme herskede efterfølgende i Karthago, symboliseret ved det løfte, Hannibal gav sin far om "aldrig at være en ven af Rom".
I 218 f.Kr. angreb Hannibal Saguntum (det moderneSagunto,Spanien), som var en allieret af Rom, iHispania, hvilket udløste den Anden Puniske Krig. Hannibal invaderede efterfølgenderomersk Italien ved atkrydse Alperne med en stor hær med 37krigselefanter. I sine første par år i Italien, som leder af en karthagisk og delvistkeltisk hær, vandt han en række sejre vedSlaget ved Ticinus,Trebia,Trasimenusøen ogCannae, som alle ledte til store romerske tab. Hannibal var kendt for sin evne til at bedømme både sine egne og modstanderens respektive styrker og svagheder og planlægge slag derefter. Hans velplanlagte strategier gjorde det muligt for ham at erobre og alliere sig med flere italienske byer, der tidligere havde været allierede med Rom. Hannibal besatte det meste af Syditalien i 15 år. Romerne, ledet afFabius Maximus, undgik at engagere ham direkte, og førte i stedet en udmattelseskrig (kendt som denfabianske strategi). Karthagiske nederlag i Hispania forhindrede Hannibal i at blive forstærket, og han var ude af stand til at vinde en afgørende sejr i Italien. En modinvasion afNordafrika (Kathagos hovedland), ledt af den romerske generalScipio Africanus, tvang Hannibal til at vende tilbage til Karthago. Hannibal blev til sidst besejret vedSlaget ved Zama i 202 f.Kr., hvilket afsluttede den Anden Puniske Krig med en romersk sejr.
Efter krigen blev Hannibal valgt til embedet somsufet og dermed leder af Karthago. Han gennemførte i denne forbindelse forskellige politiske og finansielle reformer for at kunne betale den krigsskadeerstatning, som Rom havde pålagt Karthago. Disse reformer var upopulære blandt medlemmer af det karthagiske aristokrati og i Rom, hvilket afstedkom at romerne tvang ham ieksil i195 f.Kr. I denne periode boede han ved detseleukidiske hof, hvor han fungerede som militær rådgiver forAntiochos III i hans krig mod Rom. Antiochos blev besejret vedSlaget ved Magnesia og blev tvunget til at acceptere Roms betingelser. Hannibal flygtede igen, hvilket i første omgang ledte ham til Kongeriget Armenien. Hans flugt sluttede vedBithyniens hof. Romerne fortsatte presset for at få ham udleveret, hvilket i sidste ende ledte til, at han blev forrådt og derefter begik selvmord ved at forgifte sig selv.
Hannibal betragtes som en af de største militære taktikere og generaler i den vestlige oldtid, sammen medAlexander den Store,Kyros den Store,Julius Cæsar,Scipio Africanus ogPyrrhus. I henhold tilPlutarch spurgte Scipio Africanus Hannibal "hvem den største general var", hvortil Hannibal angiveligt havde svaret "enten Alexander eller Pyrrhus, så sig selv".[1]
^Plutarch,Life of Titus Flamininus 21.3–4. Plutarch adds that "when asked what his choices would be if he had beaten Scipio, he replied that he would be the best of them all". However, Plutarch gives another version in hisLife of Pyrrhus, 8.2: "Pyrrhus, Scipio, then myself".
