| Grundloven | |
|---|---|
 | |
| Dansk lovgivning | |
| Lang titel: | Danmarks Riges Grundlov |
| Nummer: | 169 |
| År: | 1953 |
| Ressort: | Statsministeriet |
| Datoer | |
| Stadfæstet: | 5. juni 1953 |
| Offentliggjort: | 5. juni 1953 |
| Status: Gældende | |
| Læs loven på Retsinformation.dk | |
Danmarks Riges Grundlov (færøsk:Grundlógin,grønlandsk:Tunngaviusumik inatsit) eller blotGrundloven (forkortetGRL)[1] erKongeriget Danmarksforfatning.[2] Der findes dog også den opfattelse, at Grundloven blot udgør "en central del" af Danmarks forfatning.[3] Grundloven gælder for heleRigsfællesskabet: landetDanmark,Grønland ogFærøerne. Den første demokratiske forfatning (Junigrundloven) blev vedtaget i 1849 og erstattedeenevældeforfatningen (Kongeloven også kaldet Lex Regia) af 1665.[4] Grundloven er én af verdens ældste forfatninger. Siden 1849 er Grundloven blevet ændret fem gange og blev forgæves søgt revideret i 1939. Den nuværende grundlov trådte i kraft i1953.[5] Grundloven erden vigtigste lov i Danmarks Rige.[6][7]Grundlovsfortolkning udgør en central del af denjuridiske disciplinforfatningsret.[8][9]
Grundloven definerer Danmark som enkonstitutionelt monarki, regeret gennem etparlamentarisk system. Den skaber magtadskillelse mellemFolketinget som vedtager love,regeringen som udøver dem ogdomstolene som dømmer ud fra dem, jf GRL § 3. I tillæg giver den en række grundlæggende rettigheder til Danmarks folk, inklusivytringsfrihed,religionsfrihed ogforsamlingsfrihed. Grundloven gælder for alle personer i Riget, ikke kundanske borgere.[10]
Dens vedtagelse i 1849 afsluttedeenevælden og indførtefolkestyre. Danmark fejrer vedtagelsen af Grundloven den 5. juni – datoen hvor den første grundlov blev indført – hvert år somgrundlovsdag.
Grundloven er ikke den eneste lov med grundlovsrang. Andre love, der indgår i Kongeriget Danmarks forfatning, erTronfølgeloven, nogle få rester af Kongeloven og til en vis grad selvstyreordningerne forFærøerne[11] ogGrønland.[11]
Den første Danmarks Riges Grundlov blev underskrevet5. juni1849 afFrederik 7., hvormed styreformen i Danmark ændredes fraenevælde tilkonstitutionelt monarki.
Uddybende artikler:Danmarks historie (1848-1901), Martsrevolutionen (Danmark), Rådgivende provinsialstænderforsamlinger, Helstatspolitikken, Ejderpolitikken og TreårskrigenHistorien, der leder op til grundloven af 1849 (Junigrundloven), er præget af en række begivenheder, der fletter sig ind i hinanden:Stænderforsamlingerne 1834-48,Hertugdømmet Holstens ønske om løsrivelse fraden danske helstat;sprogpolitikken iSlesvig og de nationalliberale politikeres parole om etDanmark tilEjderen. For en detaljeret gennemgang af helstatspolitikken, ejderpolitikken og treårskrigen, se de uddybende artikler ovenfor.
Ved sin død den20. januar1848 pålagdeChristian 8. sin søn,Frederik 7., at indføre en forfatning forhelstaten. Helstaten bestod af det egentlige kongerige og hertugdømmerneSlesvig,Holsten ogLauenburg, hvor den danske konge regerede som hertug. I modsætning tilHolsten ogLauenburg var Slesvig ikke medlem afDet tyske forbund, men et danskrigslen. I Slesvig regerede den danske konge altså både somhertug (vasal) ogkonge (lensherre).
Frederik 7. udsendte en uge efter sin tronbestigelse etreskript om en ny forfatningsordning. Forfatningsudkast foreslog et fælles rigsråd for kongeriget og hertugdømmerne, som skulle bestå af lige mange medlemmer fra kongeriget og hertugdømmerne, og som skiftevis skulle samles i København og i hertugdømmerne[12].Stænderforsamlingerne skulle få kompetence til at lovgive og opkræve skatter. Ikke alle mente dog, at dette var vidtgående nok, og en rækkenationalliberale politikere afholdt borgermøder med krav om en fri forfatning og en mere nationalistisk udenrigspolitik. Den gik ud på, at Kongeriget Danmark skulleindlemme hertugdømmet Slesvig. På et borgermøde den20. marts 1848 blev det besluttet, at borgerne den21. marts ville gå i demonstration mod kongens bolig påChristiansborg og dér kræve, at kongens regering (der var mod en indlemmelse af Slesvig i Danmark og fortalere for en bibeholdelse afhelstatsmodellen), skulle gå af. Kongen var dog kommet dem i forkøbet og havde allerede afskediget sine ministre. Derfor kunne der den22. marts 1848 dannedes en samlingsregering, det såkaldteMartsministeriet, af tidligere ministre og nationalliberale politikere. På det første statsrådsmøde bebudede kongen, at han ikke længere anså sig selv som enevældig monark, hvormed styreformende facto blevkonstitutionelt monarkisk.
Uddybende artikel:Den Grundlovgivende RigsforsamlingDen nationalliberaleD.G. Monrad, der var minister i martsministeriet, var hovedforfatter på det første udkast til en ny forfatningslov for Danmark og Slesvig. Han lod han sig inspirere af samtidens forfatningslove og skrev på baggrund deraf en skitse på 80 paragraffer. Dette udkast blev sprogligt tilrettet af bl.a.Orla Lehmann, der også var nationalliberal minister i regeringen. Udkastet blev den 24. oktober 1848 præsenteret forDen Grundlovsgivende Rigsforsamling, der var valgt den5. oktober 1848 og trådt sammen den 23. oktober 1848. Rigsforsamlingen nedsatte den 21. december 1848 etgrundlovsudvalg på 17 medlemmer, som skulle underkaste grundlovsudkastet en nærmere behandling, og i februar 1849 afgav grundlovsudvalget sin betænkning til rigsforsamlingen. Herefter fulgte langvarige og vanskelige forhandlinger, før der blev opnået forlig om et forslag, Da rigsforsamlingens 152 medlemmer var færdig med at behandle lovforslaget, var det vokset til 100 paragraffer. Det blev vedtaget af rigsforsamlingen den 25. maj 1848 og underskrevet af kongen den5. juni 1849.[13] Grundloven gjaldt for Danmark, men fortalen åbnede muligheden for en udvidelse af dens gyldighed til Slesvig når borgerkrigen var forbi.[14]
Uddybende artikler:Danmarks historie (1848-1901), Helstatsforfatningen, Novemberforfatningen og 2. Slesvigske KrigForfatningsmæssigt opstod der efter1. Slesvigske Krigsstatus quo-fred et spørgsmål om, hvordan forholdet imellem kongeriget og de tre hertugdømmer skulle ordnes.Helstatsforfatningen af 2. oktober 1855 samlede de fire stater i en form forkonføderation. Delstaterne – Danmark, Slesvig og Holsten & Lauenborg – havde ret til at varetage interne anliggende, mens al udenrigs-, forsvars- og finanspolitik blev et fællesanliggende. Fællesanliggender skulle varetages af etRigsråd med i alt 80 repræsentanter fra de tre delstater. På grund af modstand fra Holsten og Lauenborg fik forfatningen kun gyldighed i Danmark og Slesvig. Denne forfatningsmæssige situation var uholdbar, og kongChristian 9. underskrev18. november1863Novemberforfatningen, som afløste den defekte Helstatsforfatning.
Med den nye fælles forfatning, blev der skabt noget, der minder om enføderation mellem Danmark og Slesvig: Under dække af at knytte de to stater tættere sammen, videreførte Novemberforfatningen det fælles Rigsråd for Danmark og Slesvig, men forøgede rådets kompetencer: Alle sager, der ikke udtrykkeligt var forbeholdt Danmark og Slesvig selv, skulle være forbeholdt Rigsrådet. Lidt forvirrende måske, kom det nye Rigsråds to kamre til at hedde det samme, som de to kamre i den danskeRigsdag: Folketinget og Landstinget. Novemberforfatningen førte til2. Slesvigske Krig og Slesvigs indlemmelse iPreussen.
Der findes kun én udgave af grundlovene fra 1849. Lovene blev nedskrevet påpergament af ikke særlig god kvalitet, angiveligt da pergamentet skulle overfladebehandles med en ny metode, med en form for kridtpasta. Kridt blev brugt til, at få siderne hvide, men pastametoden var ny. Siderne fremstår modsat pergament, med en meget jævn tyk, stiv papiragtig overflade. Grundloven er indbundet i rødt silkefløjl – symboliserende de danske farver med rødt omslag og kridhvide sider – med omslagstryk, snorværk, kvaster og segldåser i guld og sølv. Den originale grundlov opbevares iRigsarkivet.[15]
Uddybende artikler:Danmarks historie (1848-1901) og ForfatningskampenEfter 2. Slesvigske Krigs afslutning i1864 bestod monarkiet kun af Danmark; men havde alligevel to forfatninger: Junigrundloven, der fastsatte hvordan de indre anliggender skulle administreres, og Novemberforfatningen, der ordnede fællesanliggender. Selv om fællesanliggenderne var væk, var der uenighed om, hvorvidt novemberforfatningen skulle afskaffes. Stridspunktet var valgretsreglerne i Novemberforfatningen: Disse regler favoriserede dekonservative, hvorfor de ikke ville forlade dem til fordel for den friere valgret i Junigrundloven, som favoriserede de liberale.
Grundloven af28. juli1866, også kaldetDen Gennemsete Grundlov, er resultatet af et politisk kompromis imellem de konservative og de liberale.[16] For Folketingets vedkommende blev Junigrundlovens regler bibeholdt, mens valgretsreglerne til Landstinget kom til at ligne dem i Novemberforfatningen.
Uddybende artikel:Danmarks historie (1901-1945)
.jpg)
Med Grundloven af5. juni1915 fik kvinder og tjenestefolk ogsåstemmeret tilRigsdagen, ligesom fremtidige grundlovsændringer kun kunne vedtages ved en folkeafstemning. Den privilegerede valgret til landstinget blev afskaffet og lige valgret for de stemmeberettigede således genindført.[17] Derudover gjorde loven delvist op med ideen om lokal repræsentation i Rigsdagen, da den svækkede systemet om valg i enkeltmandskredse til fordel for et mere proportionalt system med tillægsmandater. Det tidligere system havde i særlig grad begunstigetVenstre, der stod stærkt i landkredsene. En anden afgørende ændring vedGrundloven af 1915 var bestemmelsen om, at Grundloven kun kunne ændres ved folkeafstemning, hvor det var krævet, at mindst 45 % af de stemmeberettigede stemte for en eventuel ændring. På denne bestemmelse faldt Grundloven af 1939.[18]
Den nye grundlov blev stadfæstet af Kong Christian X den 5. juni 1915, men trådte ikke i kraft straks idet midlertidig bestemmelse nr. 6 bestemte, at den skulle træde i kraft et år efter dens stadfæstelse med mulighed for yderligere udsættelse ved lov. Ikrafttrædelsen blev udskudt tilFolketingsvalget den 22. april 1918. Udsættelsen skyldtes ønsket om at undgå en valgkamp under1. verdenskrig.[19]
Grundlovsændringen den 10. september 1920 var en konsekvens afGenforeningen, hvorved den nordlige del af det tidligere hertugdømmeSlesvig, blev indlemmet iKongeriget Danmark.[20] Grundlovsændringen markerer den største territoriale ekspansion af Kongeriget Danmark i nyere tid.[21]
Forslaget indebar en ændring afRigsdagen, der fremover skulle vælges ved et samlet valg, hvor valgretsalderen skulle være 23 år, selvomregeringen oprindeligt havde foreslået en valgretsalder på 21 år. Rigsdagen skulle herefter bestå af 210 medlemmer i "Den Forenede Rigsdag"[22], der dog var opdelt i et Folketing med 140 medlemmer og et Rigsting med 70 medlemmer, der som sådan erstattedeLandstinget. 34 medlemmer af Rigstinget skulle fungere somtillægsmandater og 1 medlem skulle vælges afFærøernes Lagting. De resterende 35 rigstingsmedlemmer skulle vælges af Folketinget med forholdstalsvalg blandt folketingsmedlemmerne.[22] Formålet var dermed at afskaffe Landtinget, selvom man formelt opretholdttokammersystemet.[23] Hvis de to ting ikke kunne nå til enighed om et lovforslag, skulle det behandles i den samlede Rigsdag, hvorved man forsøgte at undgå de tidligere problemer med, at det ene ting blokerede for lovsforslag.[22]
Forslaget faldt ved enfolkeafstemning, på grund af den vanskelige ændringsprocedure fra 1920-grundloven, der krævede, at 45% af samtlige stemmeberettigede vælgere skulle stemme for og ikke måtte være i mindretal. Forslaget opnåede kun 44,46% af vælgernes tilslutning, til trods for at ja-stemmerne udgjorde 91,9% af de gyldige stemmer.[24] Der manglede ca. 12.000 ja-stemmer, for at forslaget kunne være blevet gennemført.[23]
| Danmark |
 Denne artikel er en del af: |
|
Andre lande • Politik |
Uddybende artikel:Danmarks historie (1945-1990)Med den nugældende Grundlov af5. juni1953 blev Landstinget nedlagt og den parlamentaristiske sædvane gjort en del af grundloven. Samtidig ændredesTronfølgeloven, så der indførtes kvindeligarvefølge til tronen, dog havde drengebørn fortrinsret til tronen, indtil tronfølgeloven blev ændret ved enfolkeafstemning i 2009.Grønlands kolonistatus ophørte og Grønland blev en fuldgyldig del af Danmark, Grønlændere blev således danske statsborgere, der boede i et danskamt. Ved en samtidigt afholdt folkeafstemning blev valgretsalderen nedsat til 23 år, og samtidig hermed blev valgretsalderen gjort til et spørgsmål, der kunne reguleres ved lov uden en grundlovsændring. En mindretalsbeskyttelse blev indført hvorefter et mindretal på en tredjedel af Folketingets medlemmer kan sende et vedtaget lovforslag til folkeafstemning.Ombudsmandsinstitutionen blev lovet indført. Der blev åbnet mulighed for, at Folketinget kunne afgive beføjelser(suverænitet) til internationale organisationer, en myndighed der har været benyttet ved Danmarks medlemskab af EU og afDen Europæiske Patentorganisation. Betingelserne for vedtagelse af en grundlovsændring blev lempet, idet det tidligere krav om 45% tilslutning af alle stemmeberettigede ved en folkeafstemning blev nedsat til 40% af alle stemmeberettigede.
Enkelte af Grundlovens paragraffer har været mere debatterede end andre:[25]
Uddybende artikler:Magtadskillelse og TvindlovenMagtadskillelseslæren er med denne bestemmelse grundlovsfastsat. Det betyder, at det ville være grundlovsstridigt, hvis for eksempelvisFolketinget vedtager en lov, hvis indhold er så specifikt, at den kan siges at have dømmende karakter. Ligeledes kan domstolene ikke lovgive, og der er med bestemmelsen sat en øvre grænse for, i hvor høj grad domstolene kan skabe ny ret i Danmark. Højesteret har i 1900-tallet fastslået, at retten er kompetente til at afgøre, om en lov strider mod Grundlovens § 3.Ved konge forstås reelt regeringen. Dette fremgår af grundlovens § 13, hvorefter kongen er ansvarsfri – og da magt følger med ansvar, er kongen uden ansvar og derfor reelt også uden magt. Magten er i kraft af samme paragraf overladt til ministrene der "er ansvarlige for regeringens førelse".
Her fastslås det, at Danmark har en officiel kirke, nemligFolkekirken. Før den første grundlov var kirken en statsinstitution, og grundloven bevarer en del af det statslige element, men understreger med udtrykket folkekirke samtidig, at der også er områder, som hører under kirkens selvstyre. Den tætte tilknytning til og styring fra staten, herunder at præster erembedsmænd, gør at nogle betragter folkekirken som en form forstatskirke.
Kritikere har fremført, at et moderne samfund helt bør adskille kirke og stat og indføre reelreligionsfrihed, mens forsvarerne anfører, at der i Danmark hersker religionsfrihed, blot ikkereligionslighed. Se ogsåParagraf 68.
Monarken er som den eneste undtaget fra Grundlovens religionsfrihed i§ 67. Der er ikke et krav om, at monarken er medlem af netopFolkekirken, men der er et krav om tilslutning til et evangelisk-luthersk trossamfund.[26]
Denne paragraf er blevet voldsomt debatteret i forbindelse med DanmarksEF- ogEU-medlemskab, idet visse EF/EU-modstandere mener, at regeringen har overtrådt grundloven ved at afgive for meget suverænitet. Paragraffen siger, at regeringen kan afgive suverænitet, men at det skal defineres klart, hvilken suverænitet der afgives ("i nærmere bestemt omfang").StatsministerPoul Nyrup Rasmussen blev i 1996 sagsøgt af tolv EU-modstandere og skeptikere (ved advokaterneChristian Harlang ogOle Krarup) af netop denne grund.Højesteret frifandt Poul Nyrup Rasmussen (og dermed tidligere regeringer) men fastslog at der er grænser for suverænitetsafgivelse.
I anledning afLissabon-traktaten har en gruppe danskere kørt en sag mod statsministeren og udenrigsministeren for overtrædelse af paragraffen. Den 15. juni 2012 afsagde Østre Landsret dom, der frifandt begge ministre.[27]. Sagsøgerne har appelleret og fået fri proces til sagen i Højesteret, som kommer til mundtlig forhandling i januar 2013[28].
Uddybende artikel:ValgretBestemmelsen fastslår, at enhver person der har erhvervetdansk indfødsret og sombor fast indenfordet danske rige harvalgret; det vil sige, at disse personer kan afgive deres stemme ved etfolketingsvalg. Ligeledes er det, at det muligt at tillægge danske statsborgere medmidlertidig bopæl i udlandet stemmeret, jf. folketingsvalgloven § 2, der har udvidet bopælsbegrebet i betydelig grad. Udvidelsen må anses som dækket af enretssædvane på grundlovs niveau. Bestemmelsen vedrører derimod ikke valg til regionsråd og kommunalbestyrelser, ogFolketinget har således mulighed for ved lov selv at bestemme, hvem der skal have valgret dertil.
Bestemmelsen indeholder én enkelt begrænsning i valgretten: Personer der erværgemål har ikke valgret tilFolketinget.
Ligeledes er det muligt for Folketinget at bestemme, at personer der er idømt en straf eller modtager offentlig forsørgelse ikke skal have valgret. Valgloven indeholder dog ingen sådanne begrænsninger.
Uddybende artikel:FolkeafstemningBestemmelsen fastlægger en mindretalsbeskyttelse, som forhindrer et flertal at føreblokpolitik i Folketinget. Der er dog en række love, som er undtaget bestemmelsen: Love omkongehuset,finansloven, visse bevillingslove og love i henhold til§29. kan ikke sendes til folkeafstemning.
Muligheden for at sende et lovforslag til folkeafstemning blev taget i anvendelse i1963, hvorVenstre ogDe Konservative, der besad et tilstrækkeligt antal pladser i Folketinget, satte fire lovforslag om bl.a. byfornyelse,jordlovene til folkeafstemning. De fire love blev forkastet ved folkeafstemningen.
Jordlovene er stadig det eneste eksempel på, at denne paragraf er taget i anvendelse.
Bestemmelsen forpligter dommere til alene at følge lovens ord. Hvis det findes, at en dommer ikke overholder denne forpligtelse, kan vedkommende indklages forDen Særlige Klageret. Iretsplejelovens § 56 stk. 1 er det nærmere præciseret, at "en dommer må i retsmøder ikke fremtræde på en måde, der er egnet til at blive opfattet som en tilkendegivelse om den pågældendes eventuelle religiøse eller politiske tilhørsforhold eller om den pågældendes holdning til religiøse eller politiske spørgsmål i øvrigt."[29] I lovens § 50 bestemmes, at "Når straffesag er rejst mod en dommer, ..., såvel som når dommeren er blevet uvederhæftig eller på grund af åndelig eller legemlig svaghed er ude af stand til at bestride sit embede, kan vedkommende suspenderes. Afgørelsen herom træffes af Den Særlige Klageret."[29]
Bestemmelsen garanterer personer, der ikke er medlem af en folkekirken, frihed til ikke at skulle betalekirkeskat. I denoffentlige debat fremføres det under tiden, at bestemmelsen burde være hinder for, at ikke-medlemmer af folkekirken kommer til at bidrage indirekte til kirken, for eksempel gennem bidrag til præstersteologiske universitetsuddannelse og den løbende vedligehold afkirkerne. Det ligger dog fast, at bestemmelsen ikke vedrører disse indirekte bidrag.[30]
Bestemmelsen garanterer f.eks. ikke personer mod skattekontrol, og menes heller ikke at være en forhindring for at der i retsplejeloven fastlægges krav til at dommere klæder sig neutralt - og f.eks. ikke ifører sig påklædning, der tilkendegiver politisk eller religiøse tilhørsforhold.[30]
Uddybende artikel:GrundlovsforhørDenne paragraf udspringer afhabeas corpus-princippet og udmønter sig i det såkaldteGrundlovsforhør.
Denne paragraf sikrer borgerne mod vilkårlig indtrængen i deres bolig, men der findes over 150 lovbestemte undtagelser, hvilket har fået kritikere til at påpege, at boligens ukrænkelighed i praksis ikke eksisterer.[1]Arkiveret 13. juni 2019 hosWayback Machine
Uddybende artikel:YtringsfrihedHer bestemmes det at borgerne har ret til frit at ytre sig, men efterfølgende kan stilles til ansvar ved domstolene. Bestemmelsen indeholder altså et forbud mod forebyggende forholdsregler som fx censur og lignende, som i teorien kaldes formel ytringsfrihed. Det har i teorien været diskuteret, hvorvidt § 77 også indeholder en vis beskyttelse af den materielle ytringsfrihed, det at der kan pålægges straf i anledning af offentliggjorte ytringer. Nogle teoretikere mener, at lovgivningsmagten ikke er stillet frit, hvad angår begrænsninger i den materielle ytringsfrihed, mens andre har den modsatte opfattelse.
Her fastsættes reglerne for grundlovsændringer. Bestemmelsen siger intet om, hvad en grundlovsændring kan og ikke kan omhandle, hvorfor det er muligt at ændre hvad som helst i grundloven. For eksempel vil man ved en grundlovsændring kunne afskaffe kongedømmet, afskaffe ytringsfriheden eller gøre det strafbart ikke at gå med røde sko.
Grundloven indeholder visse borgerlige, politiske, sociale og religiøse frihedsrettigheder i §§ 71-80. Flere af disse har dog kun begrænset materiel rækkevidde, og fungerer derfor i dag alene som mindstegarantier, for rettigheder det næppe kan tænkes, det politisk ville kunne lade sig gøre at afskaffe.
Teksten iDen Europæiske Menneskerettighedskonvention er ved lov af 29.april 1992 vedtaget og stadfæstet i Danmark. Herefter supplerer konventionen grundlovens paragraffer om menneskerettigheder (§§ 71-80), men konventionen erstatter ikke §§ 71-80. Ligeledes kræver en udtrædelse af menneskerettighedskonventionen, i modsætning til fjernelse af §§ 71-80, ikke en grundlovsændring.
En anden bemærkelsesværdig ting i forhold til den politiske praksis i Danmark er, at grundloven ikke direkte nævner politiske partier. Dog er det forudsat ved Grundlovens § 31, stk. 2, der nævner forholdstalsvalgmåden, at der eksisterer partier, da fordelen ved forholdstalsvalgmådens netop er, at partier har mulighed for at stille op i flere kredse, og dermed få tillægsmandater. Dog giver Grundloven kun meget begrænset vejledning mht. fremgangsmåden ved udpegning af regering, hvorfor man anvender kutymer og sædvaner, så som Kongelige Undersøgere og dronningerunder.
Ved læsning af Grundloven er det vigtigt at "kongen" læses som "regeringen", jf. monarkens symbolske status. Dette er en konsekvens af bestemmelserne i Grundlovens paragraffer 12 og 13, hvorefter Kongen udøver sin myndighed gennem ministrene, der er ansvarlige for regeringens førelse. Dette indebærer, at Kongen ikke selv kan foretage nogen retlig handling uden en ministers samtykke.
Den personlige retsstilling for medlemmer af kongehuset er stadig reguleret afKongeloven. Dette betyder, at prinser og prinsesser først kan tiltales ved de almindelige domstole, når monarken har tilladt dette. Monarken kan nedsætte kongelige særdomstole, eller selv dømme medlemmer af kongehuset. Monarken kan også udstede kongeligehuslove.
 | Wikisource har originalt kildemateriale relateret til denne artikel: |
| Wikisource har originalt kildemateriale relateret til denne artikel: |
{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: url-status (link)