Inden forgrammatik (og generelt ilingvistik) bruger man begrebetgrammatisk køn ellergenus om et system af klasser, hvorinavneord inddeles i efter deres bøjningsmønstre og kongruens i visse sprog. Det køn, som et navneord tilhører, bestemmer, hvordan ordet – og de andre ord der måtte være tilknyttet det (stedord,tillægsord osv.) – skal bøjes. Det betyder altså, at det, der gør, at ord tilhører det samme køn – "er af hankøn" eller "er af hunkøn" (osv.) – er, at de bøjes efter de samme mønstre eller kræver, at tilhørende stedord eller tillægsord antager samme former.
Grammatisk køn er principielt helt uafhængigt af det semantiske køn (også kendt somlogisk køn,biologisk køn ellerseksus), og selv om der i visse sprog godt kan være tendenser i retning af en systematisk sammenhæng, så er grammatisk køn ofte helt uden forbindelse til, hvad ordet henviser til. Således er fx tyskMädchen intetkøn, selv om det betyder "pige".
I de indoeuropæiske sprog omfatter kønnene typiskfemininum (hunkøn),maskulinum (hankøn) ogneutrum (intetkøn). Sprog somlatin,tysk, færøsk ogislandsk har stadig disse tre køn, men i mange moderne sprog og deriblandt det latinske sprogs efterkommere (f.eks.fransk ogspansk) er intetkøn næsten fuldstændigt forsvundet. I andre sprog er hun- og hankøn smeltet sammen til et fælleskøn. Det gælder f.eks. flere af deskandinaviske sprog. I atter andre sprog kan de oprindelige opdelinger være yderligere opsplittet:tjekkisk opdeler hankøn ilevende ogikke-levende.
I almindelige ord står det grammatiske køn ofte i direkte forbindelse med det reelle køn. På spansk er ordethijo (søn) hankøn, menshija (datter) er hunkøn, som man kunne forvente. Det kaldesnaturligt køn ellerlogisk køn. Omvendt er der ofte indviklede og tilmed modsigelsesfyldte regler for ords grammatiske køn. På tysk er ord, som ender på-ung (hvad der svarer til "-ing" på dansk), altid hunkøn, mens bilmærkers navne altid er hankøn. Ord, der ender på-lein eller-chen (der betyder –lille) altid intetkøn, hvad der fører til, atMädchen (lille frøken → pige) er intetkøn.
De gamle romere og deres nutidige, romansktalende efterkommere anser solen for at være hankøn, mens månen skal være hunkøn (jf. udtrykket "fru Luna"). De germanske stammer og vi, som er deres nutidige efterkommere, mener, at det er lige modsat (jf. udtrykket "manden i Månen"). Derfor er sproglige nybegyndere nødt til at betragte det grammatiske køn som noget, der er knyttet tilordet og ikke til dengenstand, ordet betegner.
I de indoeuropæiske sprog, der tildeler navneord et køn, svarer dette ofte til bestemtebøjningssystemer. På latin er næsten alle ord i første bøjning hunkøn, når de ender på-a. De vigtigste undtagelser er nogle få ord, som betegner typisk mandlige roller, somnauta = "sømand" elleragricola = "landmand". Tilsvarende er næsten alle ord hankøn og omfattet af anden bøjning, når de ender på-us i navnefald (nominativ), mens ord på-um er intetkøn. Navne på steder og træer er dog hunkøn, som f.eks.ulmus = "elm" og Ægyptus = "Ægypten".
Oprindelig havdedansk som de øvrige skandinaviske sprog tre køn – hankøn, hunkøn og intetkøn – men allerede i middelalderen begyndte hankøn og hunkøn at falde sammen i fælleskøn, og dansk rigsmål har derfor i dag to køn – fælleskøn (fxen bil) og intetkøn (fxet hus). Rigsmålet er baseret på københavnsk, hvor sammenfald mellem hankøn og hunkøn ses så tidligt som 1500-tallet[1], men mange danske dialekter har bevaret et trekønssystem helt op til vore dage, således fxvendelbomål ogbornholmsk (og i lidt ældre tid de fleste ømål). Vestjysk skiller sig omvendt ud ved kun at have ét køn, idet intetkøn her faldt sammen med fælleskøn (en huws, en bijl).
Langt de fleste navneord på dansk har blot ét køn, men der findes dog visse ord, der har to køn, undertiden med betydningsforskel. Således kan fxflute, kompliment oginsulin både være fælleskøn (en flute, en kompliment, insulinen) og intetkøn (et flute, et kompliment, insulinet), dog uden at der er nogen betydningsforskel mellem de to former. Omvendt forholder det sig med ord somjalousi, vår ogstudie, som også kan være begge køn, men med betydningsforskel.Jalousien er en følelse (skinsyge), menet jalousi er en vinduesskærm af tynde lister;våren er foråret, menet vår er et overtræk til puder og dyner; ogen studie er et kunstnerisk eller akademisk arbejde af undersøgende natur, medenset studie enten kan være et lokale til optagelse af lyd, video m.m. eller et fag, som studeres.Visse ord veksler mellem fælleskøn og intetkøn afhængig af om der er tale om en tællelig afgrænset enhed eller udbredt størrelse. Eksempler erøl (enøl ellerøllet),vand oglort.[2]
Danske ord kan bevæge sig mellem fælleskøn og intetkøn.Hamster anføres som fælleskøn i ordbøger, men danskere født omkring år 2000 og senere har tendens til intetkøn for ordet, måske som følge af association fra ordernehylster ogplaster.[3]Navneord i fælleskøn kan i nøgen form i en prædikativ konstruktion skifte til intetkøn, for eksempel "politik af hårdt" og "grød er lækkert, sundt, billigt og klimavenligt".[2]
Disse sprog kan deles i to undergrupper. Den første har stadig tydeligt adskilte køn, men forskellen markeres gennem ændringer i tilknyttede ord – det være sigtillægsord,stedord eller af og til sågarudsagnsord – men ikke hos navneordene selv. Tysk er et eksempel på sprog af denne type, for de fleste navneord røber ikke deres køn direkte, men f.eks. gennem bestemte former af kendeord (artikler) eller tillægsord, som ordene kræver. OrdetMond (= "måne") er hankøn, men det kan ikke ses direkte. Først når man sætter det sammen med andre ord, afsløres det grammatiske køn: det hedderder Mond (= "månen") ogdem hellen Mond (= "for den lyse måne").
Den anden gruppe af sprog har slet ikke grammatisk køn. Et eksempel på dette har man iengelsk, hvor hverken navneord eller udsagnsord har markører, der viser ordets køn. Ordetboy er selvfølgelig semantisk set hankøn, og ordetgirl hunkøn, men såvel den bestemte artikelthe som tillægsordettall ("høj") er uændret, uanset hvilket af de to navneord, de er knyttet til. Men selv i sådanne sprog, der ikke opererer med grammatisk køn for navneord, har de personlige stedord ofte helt forskellige former afhængigt af den nævnte persons naturlige køn, idet man vil brugehe ("han") til at vise tilbage tilthe boy, menshe ("hun") til at vise tilbage tilthe girl. En undtagelse udgør dog sprog som fxfinsk, bruger stedordethän ("han/hun"), uanset om der vises tilbage til en dreng eller en pige.
De kønsmarkerede stedord varierer meget fra sprog til sprog: der findes sprog, som har forskellige stedord i tredje person for at kunne skelne mellem mennesker og ikke-levende genstande. Det gælder f.eks. bådeungarsk ogfinsk, men selv den skelnen bliver ofte udeladt i det talte finsk. Andre sprog som f.eks.japansk har en bred vifte af personlige stedord, som gør det muligt at markere, hvordan den omtalte person står socialt i forhold til den talende.
Det bør understreges, at der sagtens kan findes klare, leksikale markeringer af det naturlige køn i sprog, som ellers ikke har grammatisk kønsmarkering. Det måske mest kendte eksempel ses iesperanto, hvor ordleddet-in- kan bruges til at ændre ethvert ord for et hankønsvæsen, så det i stedet betegner det tilsvarende hunkønsvæsen. Ordetpatro (= "far") ændres tilpatrino (= "mor"). Endelsen forekommer meget ofte, og det får nogen til – fejlagtigt – at tro, at den er markør for grammatisk køn.
