"Germansk" omdirigeres hertil. For andre betydninger af Germansk, seGermansk (flertydig).
De germanske sprog (blå- nordisk, orange - engelsk og frisisk, grøn - tysk og nederlandsk), den røde linje skiller det nord- og vestgermanske sprogområde
Grænsen mellem germansk ("tysk") ogromansk ("vælsk") gik imiddelalderen omtrent som i dag. I løbet af middelalderen bredte germansk sig også langt mod øst, men i det20. århundrede blev den østlige sproggrænse flyttet tilbage til floderneOder ogNeiße. Den største ekspansion oplevede den germanske sprogfamilie på debritiske øer, idetengelsk er blevet hovedsproget iNordamerika (i den sydlige del dog med voksende konkurrence fraspansk),Australien ogNew Zealand og som almindeligt samkvemssprog i flereafrikanske lande og iSydasien.
De trekøn der fandtes iindoeuropæisk,maskulinum ("hankøn"),femininum ("hunkøn") ogneutrum ("intetkøn"), bevaredes i alle ældre germanske sprog, men er i flere moderne germanske sprog erstattet af tokøns- eller etkønssystem.
Grammatisk køn (genus) må ikke forveksles med biologisk køn (sexus). At et ord er femininum, betyder ikke at det, det betegner, også er kvindeligt, og at en ting eller et væsen er kvindeligt, betyder ikke, at det automatisk også vil være femininum. Tyskdas Mädchen,das Weib og dansket fruentimmer betegner således kvindelige væsner. Dansket barn er enten mandligt eller kvindeligt og kunne derfor passende være fælleskøn (somefterkommer), men det er neutrum.
Køn er det fænomen, at forskelligesubstantiver ("navneord") kræver forskellige former af deadjektiver ("tillægsord"),artikler ("kendeord") ogpronominer ("stedord"), der lægger sig til dem eller henviser til dem. Ordenehytte oghus kræver således forskellige former af adjektiverne, hhv.stor ogstort, af artiklerne hhv.en,-en oget,-et og af pronominerne hhv.den ogdet.
Et ords køn afhænger ikke af dets betydning, men er historisk bestemt. Bestemte afledninger har krævet et bestemt køn, og man har derfor holdt fast i det køn, uanset om senere sprogbrugere har kunnet gennemskue afledningen eller ej.
Engelsk har helt opgivet skellet mellem de tre køn (adjektiver, artikler og pronominer kun har én form), hvorimod dansk og svensk har indført et tokønssystem, idet maskulinum og femininum er slået sammen til fælleskøn ("genus commune").
En del danske dialekter skelner dog tre køn på den ene eller anden måde, typisk ved forskellige former af den bestemte og ubestemte artikel, f.eks. bornholmsk og sjællandskeng fod,foding ~en hånd,hånden. Det samme er tilfældet på norsk (undtagen riksmål):e(i)n fot,foten ~ei hand,handa.
Nederlandsk skelner ikke mellem maskulinum og femininum ved artiklen, men derimod ved depronominer, der refererer tilsubstantiverne, f.eks.hij ("han") omde voet ogzij ("hun") omde hand.
Man ser, at nederlandsk bruger de samme pronominer om levende væsner og ting, ligesom det også er på nynorsk (han omfoten ogho omhandi) og tysk (er omder Fuß ogsie omdie Hand), og de fleste indoeuropæiske sprog opfører sig faktisk på samme måde, f.eks. franskil ("han") omle pied "fod",elle ("hun") omla jambe "ben", russiskon ("han") ompálec "finger", menoná ("hun") omruká "hånd".
Engelsk og de fleste nordiske dialekter har derimod indført forskellige pronominer for mennesker (evt. kæledyr) på den ene side og andre væsner og ting på den anden:he,she ~it oghan,hun ~den,det. Her gælder det altså, at de menneskelige pronominer markerer en forskel i biologisk køn, mens de ikke-menneskelige pronominer markerer en forskel i grammatisk køn.
Det indeuropæiskegrundsprog havde ingenartikel, ligesom på mange af de senere sprog somlatin ogrussisk (lat.domus og russ.dom = 'et hus' eller 'huset'), hvorimod klassiskgræsk har en bestemt artikel, men ikke en ubestemt (oikíā = 'et hus' ~hē oikíā = 'huset'). I den gotiskebibeloversættelse fra det4. århundrede og i de tidlige nordiskeruneindskrifter er der endnu hverken bestemt eller ubestemt artikel, men både i de tyske, engelske og nordiskemiddelaldertekster er den bestemte artikel blevet en fast bestanddel.
Der findes to måder at danne bestemte artikler i de germanske sprog: den foranstillede artikel og den efterhængte artikel.
De flestenordgermanske dialekter har efterhængt artikel, f.eks.manden,huset. Der er sandsynligvis tale om etpronomen, der er smeltet sammen med ordet, dvs. olddansk *mannr inn 'mand den', *hūs itt 'hus det'. Det understøttes af de bestemte formers udtale, idet de har stød på dansk og accent 1 på norsk og svensk ligesom de oprindelige enstavelsesordene, f.eks. da.ånd’-en, sv.ánd-en over for da.ånde-n, sv.ànde-n.
Devestgermanske dialekter har alle en foranstillet artikel, og det drejer sig her om det gamle demonstrative pronomenet *þa- (= da.den), f.eks. ty.der Mann,das Haus, eng.the man,the house. På nederlandsk bruger mande i maskulinum og femininum, f.eks.de man,de vrouw, menhet i neutrum, f.eks.het huis.
Hvorøstjysk opfører sig ligesom de andre nordiske sprog, har dejyske dialekter vest for en linje omtrent mellemHorsens ogViborg en foranstillet artikel,æ uanset ordets køn. Det er muligvis en afsvækket form af det germanske *þa-. Der er næppe tale om et lån fra tysk eller engelsk, men om en selvstændig jysk udvikling.
Den ubestemte artikel er også en forholdsvis ny foreteelse. Det er, som man kan se i de fleste germanske sprog, egentlig talordeten. På engelsk er det blevet svækket til uigenkendelighed,a foran konsonanter ogan foran vokaler.
Indoeuropæisk bøjede substantiver og verber i tre tal: singularis ("ental"), dualis ("total") og pluralis ("flertal"). Dualis, der kendes fra sanskrit og oldgræsk, var stadig bevaret på gotisk og (i pronominerne) på oldnordisk, men er faldet bort i alle nutidige germanske sprog.
De andre nordiske sprog, nederlandsk og engelsk skelner derimod kun mellem nominativ og genitiv; dog har pronominerne også akkusativ (fx ham, hende). Man kan dog diskutere, om genitiven på-s overhovedet er en kasus. Suffikset kan i hverdagssproget klæbes på andet end substantiver og endda på hele sætninger, jf. den herligt tvetydige sætning "vi kørte i manden der er gift med din søsters bil". De samme sprog har en særlig akkusativform afpronominerne, men det er en form, der i almindeligt talesprog kan stå, hvor egentligekasussprog ville have nominativ, f.eks.det er os (ikkedet er vi).
Germansk har ikke bevaret eller udviklet en skelnen mellem aspekterne imperfektiv og aorist. Den græsk-indiske imperfektum har heller ikke efterladt sig spor i germansk, hvor præteritum udtrykkes af den form, der i disse sprog lever videre som perfektum. I de såkaldt svage verber er der indført en ny præteritumsform, der sandsynligvis går tilbage til en sammensætning med det germanske verbum *dō- 'gøre'.
Der er ingen spor af den indoeuropæiske konjunktiv på *-ē- (= græsk-indisk konjunktiv, latin futurum). Den indoeuropæiske optativ på *-oi- er bevaret som den germanske konjunktiv. De andre modi kendes ligeledes fra germansk: indikativ, imperativ, infinitiv, participium.
Medium er bevaret i gotisk, men de andre germanske dialekter har kun en særlig form for aktiv, idet passiv udtrykkes med omskrivninger i stil medhan bliver slået,er wird geschlagen,he is beaten. Den særlige nordiske passiv på-s er opstået senere ved en sammensmeltning med pronomenetsig:hann kallar sik >hann kallask >han kaldes.
