Idéelt set vil f.eks. ensatellit i den geostationære bane synes at "stå stille" på himlen i forhold til en stationær observatør på Jordens overflade, og det udnyttes især tilkommunikationssatellitter der formidlertv-signaler, fordi modtagerensparabolantenne kan monteres så den altid peger i én bestemt retning.
Idéen om at bruge satellitter i den geostationære bane blev første gang offentliggjort afHerman Potočnik i1928, men idéen nåede først ud til et bredere publikum gennemscience fiction-forfatterenArthur C. Clarke i1945; den geostationære bane omtales derfor også somClarke-banen, og det område banen skærer igennem, somClarke-bæltet.
I praksis vil en satellit i den geostationære bane på længere sigt "drive" væk fra dens tilsigtede "plads" i banen på grund afperturbering, primært fraSolens ogMånens tyngdekraft. Af den grund har disse satellitter et antal småraketmotorer der sætter dem i stand til at manøvrere tilbage på deres rette plads. Dette kræver naturligvisbrændstof, og beholdningen af dette brændstof sætter en øvre grænse for en geostationær satellits "levetid". I takt med at der opsendes flere og flere satellitter, har man nu indført en regel om, at afstanden mellem hver satellit skal være på mindst 4º.
