Vedangrebet på Pearl Harbor den7. december1941 var Bush 17 år. Han udsattecollege-studierne, blev som 18-årig den til da yngste marineflyver i USA's historie og gjorde tjeneste frem til krigens afslutning. Efter studier vedYale University flyttede han i 1948 til det vestligeTexas, hvor han gik ind i oliebranchen og blev dollarmillionær i en alder af 40 år.
Bush blev engageret i politik efter, at han grundlagde sit eget olieselskab. 1967–1971 var han medlem afRepræsentanternes hus iden amerikanske Kongres. I 1980 stillede han op som præsidentkandidat i republikanernesprimærvalg og blev, efter at have indstillet sin kampagne, valgt somRonald Reagans vicepræsidentkandidat. De to vandt det efterfølgende præsidentvalg, og som vicepræsident ledede Bush blandt andet arbejdet medderegulering af økonomien og med bekæmpelse afnarkotikasmugling.
I 1988 fremsatte han sit kandidatur som efterfølger til Reagan i præsidentembedet og slog den demokratiske udfordrerMichael Dukakis i det efterfølgende præsidentvalg. Udenrigspolitik blev drivkraften i hans præsidentperiode; militæroperationer iPanama i 1989 ogDen Persiske Bugt i 1991 bidrog til at forøge præsidentens opbakning på et tidspunkt, da verden var under stærk forandring:Berlinmuren faldt i 1989, ogSovjetunionen blev opløst to år senere. Indenrigspolitisk fraveg Bush et valgløfte fra 1988 og hævede skatterne i strid med Kongressens ønske. Som en følge af økonomiske nedgangstider tabte han præsidentvalget i 1992 til den demokratiske kandidatBill Clinton.
Bush var far tilGeorge W. Bush, USA's præsident 2001–2009, ogJeb Bush, tidligere guvernør i delstatenFlorida. Af alle amerikanske præsidenter er det kun George H.W. Bush ogJohn Adams, som har haft en søn i samme embede.
George Herbert Walker Bush blev født i 173 Adams Street iMilton iMassachusetts den 12. juni 1924, som søn af senatorPrescott Bush og Dorothy Walker Bush.[2] Lige efter at han blev født, flyttede familien fra Milton tilGreenwich iConnecticut. Efter gennemført grundskole (engelsk:primary eduction) begyndte han på den prestigefyldte, privatekostskolePhillips Academy iAndover, Massachusetts. Her havde han flere tillidshverv, før han dimitterede i 1942.[3]
Efter det japanskeangreb på Pearl Harbor i december 1941 bestemte Bush sig til at gå ind iden amerikanske marine.[4] Det gjorde han på sin 18-års fødselsdag. Han blev pilot i marinen, og efter at have fuldført det ti måneder lange forberedelseskursus blev han udnævnt som kadet i marinens reserveafdeling iCorpus Christi,Texas den 9. juni 1943, blot tre dage før sin 19-års fødselsdag, hvilket gjorde ham til USA's til da yngste marinepilot gennem tiderne.[4]
I september 1943 blev han udstationeret som fotograferende officer ved torpedoeskadrillen VT-51. Det følgende år var eskadrillen stationeret på USS "San Jacinto" (CVL-30), som medlem af Luftgruppe 51. Styrken gik i løbet af denne periode sejrende ud af et af de største luftslag i 2. verdenskrig:Slaget i det Filippinske hav.[4]
George Bush ombord i sin TBM Avenger på hangarskipet USS "San Jacinto" i 1944
Bush blev forfremmet til fenrik den 1. august 1944. På samme tid begyndte USS "San Jacinto" med operationer mod japanerne vedBonin-øerne (Ogasawara Gunto) iStillehavet. Bush fløj et af fireGrumman TBM Avenger-fly, som angreb japanske installationer påChiChi Jima-øen den 2. september 1944.[4] Under angrebet mødte Avenger-gruppen kraftig antiluftskyts. Flyet fløjet af Bush blev ramt af splinter,[5] og flymotoren blev antændt.[4]
Til trods for at flyet brændte, fuldførte Bush angrebet og ramte målet med flere bomber.[4] Med motoren i brand fløj han så flere mil fra øen, hvorpå han og et andet besætningsmedlem slap ud af flyet,[5] men den anden mands faldskærm åbnede sig ikke.[4] Besætningen på de tre andre fly, som blev skudt ned, blev ofre forkannibalisme fra japanernes side.[6]
Bush ventede i fire timer i en gummibåd, mens flere kampfly cirklede beskyttende over ham, til han blev reddet af redningsubåden USS "Finback".[4] Den næste måned forblev han ombord på "Finback" og deltog i redningsaktioner for andre piloter.
På grund af sin erfaring som kampflyver blev Bush stationeret ved marinebasen iNorfolk,Virginia hvor han blev placeret i en træningsafdeling for nye torpedopiloter. Han blev senere beordret til en ny torpedoseskadrille, VT-153. Efter, at krigen blev afsluttet medJapans kapitulation i august 1945, blev Bush dimitteret i september.
George Bush giftede sig med Barbara Pierce den 6. januar 1945, få uger efter at han kom tilbage fra krigen. Parret fik seks børn:George Walker Bush (født 1946), Pauline Robinson Bush ("Robin", 1949–1953, døde afleukæmi), John Ellis "Jeb" Bush (født 1953), Neil Mallon Bush (født 1955), Marvin Bush (født 1956), og Dorothy Bush Koch (født 1959).[7]
Bush blev optaget vedYale universitet før han lod sig hverve i militæret, men valgte i 1942 militærtjeneste frem for universitetsuddannelsen.[8]Efter dimitteringen genoptog han studierne. På Yale blev han optaget på et studieprogram som lod studenterne fuldføre studierne på to og et halvt år i stedet for de normale fire.[8] Han var medlem afDelta Kappa Epsilon-broderskabet og blev valgt til dets præsident. Han var også kaptajn på Yalesbaseball-hold og spillede som venstrehåndet første base i de to første College World Series.[8]
Som holdets kaptajn mødte Bush den legendariske baseballspillerBabe Ruth før en kamp i afgangsåret. Senere i sit første år blev han, som sin fader Prescott Bush i 1917, anbefalet til medlemskab i det hemmeligeSkull and Bones-broderskab. Han dimitterede med eksamen som medlem afPhi Beta Kappa-broderskabet fra Yale i 1948 med en bachelorgrad i samfundsøkonomi.[9]
Efter at have aflagt afgangseksamen ved Yale flyttede Bush til det vestligeTexas. Faderens forretningsforbindelser viste sig at være nyttige, da han begyndte i oliebranchen, hvor han startede som salgsfuldmægtig ved Dresser Industries,[10][11] et datterselskab af Brown Brothers Harriman, hvor faderen sad som bestyrelsesmedlem i 22 år.
Bush oprettede udviklingsselskabet Bush-Overby Oil i 1951,[12] og i 1953 var han en af grundlæggerne af Zapata Petroleum Corporation, et olieselskab som udvandt olie i Permian-bassinet i Texas. Året efter, i 1954, blev han direktør for datterselskabet Zapata Offshore Company.[10] Datterselskabet blev selvstændigt i 1958, og Bush flyttede selskabet fraMidland iTexas tilHouston.[11] Han fortsatte som præsident i selskabet frem til 1964, og senere som bestyrelsesformand til 1966, hvorefter han valgte at forfølge sine politiske ambitioner.[11] På dette tidspunkt var han allerede blevet millionær.[10]
I 1964 var Bush formand forHarris County-afdelingen afDet republikanske parti, og han forsøgte at blive indvalgt iSenatet.[11] Han vandt den republikanske nomination, men tabte mod den demokratiske repræsentant Ralph Yarborough.[13]
I 1966 blev han valgt ind iRepræsentanternes hus fra Texas' 7. distrikt, efter at have slået demokraten Frank Briscoe med 57% af stemmerne.[14] Bush var den første republikaner, som repræsenterede Houston.[11] Hans stemmegivning var generelt konservativ.[11] Bush støttedeCivil Rights Act fra 1964, på trods af, at loven var upopulær i hans valgdistrikt.
Han støttede præsidentRichard Nixons Vietnam-politik og bidrog til at få gennemført loven om "birth control" (prævention/abort).[15] På trods af, at han var i sin første periode som kongresmand, blev han udnævnt som medlem af den vigtige Ways and Means-komite (finanskomiteen) i Repræsentanternes hus,[10] hvor han stemte for at afskaffe den militæreværnepligt.[10] Han blev genvalgt til en ny periode i 1968.[16]
I 1970 overtalte præsident Nixon ham til at forlade Repræsentanternes hus og i stedet stille til valg iSenatet mod den demokratiske senator Ralph Yarborough, som var en stærk kritiker af Nixon. I det republikanske nominationsvalg slog Bush sin konservative modkandidat Robert Morris med en margin på 87,6% mod 12,4%.[17] Imidlertid blev Yarborough slået i det demokratiske nominationsvalg af tidligere kongressmannLloyd Bentsen, som var en mere moderat demokrat, og Bentsen slog Bush med 54% mod 43% af stemmerne.[18]
Som tak og kompensation for, at Bush havde ofret sin plads som kongresrepræsentant for at støtte præsident Nixon, blev Bush udnævnt til FN-ambassadør af Nixon.[9] Selv om han mødte skepsis for sin manglende udenrigspolitiske erfaring, blev Bush enstemmigt godkendt af Senatet og beholdt stillingen i to år fra 1971 til 1973.[11]
I 1973 blev Bush spurgt af Nixon om at blive formand forRepublican National Committee (RNC).[9] Bush accepterede tilbuddet og beholdt denne position mens både Nixons og Det republikanske partis popularitet faldt markant.[19] UnderWatergate-skandalen forsvarede han længe Nixon loyalt, men da Nixons situation blev håbløs, fokuserede Bush på at varetage partiets interesser, mens han fortsat opretholdt sin loyalitet over for Nixon.[11] Som formand for RNC fremsatte Bush et formelt krav om, at Nixon til sidst måtte trække sig til bedste for partiet.[11]
Præsident Nixon gik af den 9. august 1974. Denne dag skrev Bush i sin dagbog: "Der var en stemning af tristhed, som om nogen var død… [Afgangs]talen havde et typisk Nixon-præg – et spark eller to til pressen – utrolige belastninger. Man kunne ikke lade være med at se på familien og hele sagen og tænke på hvad han havde opnået og så tænke på skammen...[Fords indtrædelse gav os] virkelig et nyt pust, et nyt løft."[20]
Nixons efterfølger,Gerald Ford, udnævnte Bush til leder af det amerikanskeLiaison Offices (en pseudoambassade) iFolkerepublikken Kina. Eftersom USA på dette tidspunkt opretholdt officielle forbindelser medRepublikken Kina påTaiwan, og ikke Folkerepublikken Kina, havde kontoret ikke status som ambassade, og Bush havde ikke formelt stillingen som "ambassadør", selv om han i praksis optrådte som en. Han havde denne stilling i 14 måneder i årene 1974-1975.
I 1976 hentede præsident Ford Bush tilbage tilWashington, D.C. for at blive CIA-direktør.
Bush sad som direktør forCentral Intelligence Agency (CIA) i 355 dage fra 30. januar 1976 til 20. januar 1977.[21] CIA var svækket af en række afsløringer og var under undersøgelse af Senatet. Bush fik ansvaret for at genoprette bureauets autoritet og tillid.[22]
Som efterretningsdirektør gav Bush orienteringer om nationale sikkerhedsspørgsmål tilJimmy Carter, både i Carters tid som præsidentkandidat og som valgt præsident før tiltrædelsen. Bush sonderede også mulighederne for at forblive i direktørstillingen under Carter,[23] men det kom der ikke noget ud af.
Efter, Bush fratrådte som direktør for CIA i 1977, blev han bestyrelsesformand for First International Bank i Houston.[24] I 1978 var han, i et års tid, tilknyttetRice Universitys handelsskole Jones School of Business som deltidslærer i bedriftsøkonomi.[25] Bush sagde senere om sin tid der: "Jeg elskede den korte tid i akademia."[25]
Bush (til højre) i Nashua-debatten med Reagan (til venstre) og ordstyreren
Bush bestemte sig i anden halvdel af 1970-erne for at stille som præsidentkandidat ved valget i 1980. I løbet af 1979 deltog han i omkring 850 politiske møder og rejste mere end 402.000 km (250.000miles) under sin kandidatkampagne.[26] I sin kampagne lagde Bush vægt på sin brede erfaring fra offentlige stillinger. Hans modstandere i nominationskampen varHoward Baker,Bob Dole,John Anderson (som senere stillede op som uafhængig kandidat),Phil Crane,John Connally ogRonald Reagan.[26]
I primærvalgene fokuserede Bush næsten udelukkende på partimøderne iIowa, eftersom disse gennemføres først, mens Reagan førte en mere traditionel valgkamp.[26] Bush repræsenterede centrumsfløjen i Det republikanske parti, mens Reagan på sin side repræsenterede den konservative fløj. Bush karakteriserede Reagans økonomiske planer om massive skattelettelser som "voodoo-økonomi".
Bushs strategi viste sig til en vis grad at være vellykket, i den forstand at han vandt i Iowa med 31,5% mod Reagans 29,4%.[26] Efter tabet i Iowa udskiftede Reagan sin kampagneleder, omorganiserede sin stab og koncentrerede sig om primærvalget iNew Hampshire. De to blev enige om en debat mellem sig, i regi af avisenNashua Telegraph, men betalt af Reagans kampagne. Reagan inviterede også de fire andre kandidater, men Bush nægtede at debattere med dem, hvilket førte til, at de til sidst forlod debatlokalet.[26]
Debatten viste sig at blive et vendepunkt i valgkampen. På et tidspunkt gav ordstyrer John Breene ordre om at slukke for Reagans mikrofon. Reagans ophidsede kommentar: "Jeg betaler for denne mikrofon, Mr. Greene" slog an hos publikum.[26] Bush tabte nominationsvalget i New Hampshire, med 23% mod Reagans 50%.[26] Han tabte også de fleste af de efterfølgende primærvalg og trak formelt sit kandidatur i maj samme år.[26]
Uden nævneværdige politiske fremtidsudsigter solgte Bush huset, han ejede i Houston, og købte bedstefaderens landejendom iKennebunkport iMaine, også kendt som "Walker's Point".[27] På republikanernes landsmøde blev Bush imidlertid udnævnt af Reagan til vicepræsidentkandidat i 1980.
Som vicepræsident holdt Bush som oftest en lav profil og erkendte de konstitutionelle begrænsninger som lå i embedet; han undgik at tage beslutninger eller at kritisere Reagan på nogen måde.[26] Han og Barbara flyttede ind i vicepræsidentens residensNumber One Observatory Circle.
Ægteparret Bush deltog i et stort antal offentlige og ceremonielle arrangementer, herunder mange statslige begravelser, hvilket blev en stående vits hos komikerne.[26] Fru Bush fandt, at begravelserne stort set var nyttige og sagde: "George mødte mange daværende eller fremtidige statsoverhoveder under begravelserne, som han deltog i, hvilket gjorde ham i stand til at danne personlige relationer, som blev vigtige for præsident Reagan."[26] Som formand iSenatet holdt Bush kontakten med medlemmerne af Kongressen og holdt præsidenten løbende orienteret om begivenhederne på Capitol Hill.[26]
Bush og President Ronald Reagan.
Den 30. marts 1981, kort tid efter at han var tiltrådt, blev Reagan udsat for et attentat og blev alvorlig såret af skud iWashington, D.C.. Bush, som i egenskab af vicepræsident var næstkommanderende i henhold til den forfatningsmæssige orden, befandt sig iDallas og fløj tilbage til Washington med det samme. Reagans regering blev sammenkaldt i situationsrummet i Det Hvide Hus.
Da flyet med Bush landede, blev han anbefalet af sine medarbejdere at fortsætte i helikopter direkte til Det Hvide Hus, som et signal om at regeringen fortsat var operativ.[26] Bush afslog forslaget og svarede: "Kun præsidenten lander på plænen foran Det hvide hus."[26] Dette gjorde et positivt indtryk på præsident Reagan, som kom sig og vendte tilbage til arbejdet i løbet af to uger. Fra da af begyndte de to at spise frokost sammen regelmæssigt på torsdage iDet ovale kontor. Reagan beundrede Bushs loyalitet.[26]
Som vicepræsident ledede Bush en speciel arbejdsgruppe, som arbejdede medderegulering; hundredvis af regler blev gennemgået, og anbefalinger blev gjort om hvilke som skulle ændres, og hvilke som skulle revideres for at holde størrelsen på den føderale regeringen nede.[26] Reagan-regeringen introducerede ny politik i krigen mod narkotika, og Bush var her leder i en arbejdsgruppe angående narkotikasmugling.[26] Begge disse sagsområder var populære blandt konservative, og Bush, som blev regnet som moderat, vandt højere anseelse på partiets konservative fløj.[26]
Ronald Reagan stillede op til genvalg i 1984, og der var aldrig tale om at erstatte Bush som vicepræsident i Reagans anden periode. Dendemokratiske modkandidatWalter Mondale skrev sig ind i historien ved at vælge en kvinde som vicepræsidentkandidat,New York-repræsentantenGeraldine Ferraro. Hun og Bush mødtes én eneste gang i en TV-debat.[28] Som en kontrast til denIvy League-uddannede Bush, repræsenterede Ferraro et arbejderdistrikt iQueens, New York. Dette, sammen med hendes popularitet blandt kvindelige journalister, gjorde, at Bush fremstod med et handikap.[26] At Bush i denne debat tillagde Ferraro urigtige meninger i et spørgsmål om døde marinesoldater er omtalt som "en uheldig optræden"[29] og «en stor feil»[30]. Reagan og Bush vandt imidlertid over Mondale og Ferraro med en jordskredssejr.
Reagan-regeringen blev ramt af en skandale i 1986, da det blev afsløret, at repræsentanter for regeringen i hemmelighed havde organiseret våbensalg tilIran og brugt indtægterne til at finansiere det antikommunistiskeContras iNicaragua, hvilket var et åbenlyst brud på amerikansk lov.[26] DaIran-Contras-affæren, som den senere blev kendt som, lækkede ud i medierne, erklærede Bush i lighed med præsident Reagan, at han havde været "ude af spil" og følgelig ikke var bekendt med det, som foregik.[31] Meningsmålinger viste, at mange stillede sig tvivlende til Bushs forklaring om, at han havde været en "uskyldig tilskuer", mens handelen foregik.[32] Dette førte til en antagelse om, at han var en "wimp" (svag person).[26] Hans raseri under et interview medDan Rather fraCBS dæmpede dette indtrykk, midt i begyndelsen af hans kampagne for at blive valgt til præsident i 1988.[26]
Tidligt i sin anden periode som vicepræsident planlagde Bush og hans medarbejdere, at han skulle stille op som præsidentkandidat i 1988, eftersom grundloven forbød Reagan at sidde en tredje periode. Mod slutningen af 1985 blev der nedsat en komité, og over to millioner dollar var blevet samlet ind til fordel for Bush.[26]
Bush begyndte sin nominationsvalgkamp i oktober 1987. Udfordrerne til den republikanske nomination var senatorBob Dole fraKansas, medlem af Repræsentanternes husJack Kemp fraNew York, tidligere guvernørPete DuPont fraDelaware og den konservative kristne tv-prædikantPat Robertson.
Selv om han blev anset som førende kandidat i nominationsprocessen, kom Bush på en tredjeplads ved partimøderne i Iowa, efter Dole og Robertson.[33] I lighed med Reagan i 1980 omorganiserede Bush sin stab og koncentrerede sig om primærvalget i New Hampshire.[26]
Eftersom Dole førte i meningsmålingerne forud for primærvalget der, kørte Bush tv-reklamer som fremstillede Dole som en person, som ville øge skatterne,[34] og Bush kom tilbage og vandt primærvalget. Bush havde sejren indenfor rækkevidde og vandt også mange primærvalg i Sydstaterne.[11] Dasupertirsdagen kom, havde Bush et forspring i organisation og indsamling af midler, som gjorde, at han sikrede sig nomineringen.[10]
Forud for det republikanske landsmøde i 1988 gik spekulationerne højt om hvem, Bush ville vælge som vicepræsidentkandidat. Han overraskede mange ved at vælgeDan Quayle, en "temmelig obskur juniorsenator"[29] fraIndiana, men et valg som var populært hos konservative.[10] Til trods for Reagans popularitet lå Bush under den demokratiske kandidatMichael Dukakis, daværende guvernør iMassachusetts, i mange meningsmålinger.[35]
Bush driver valgkamp i Omaha, Nebraska, 1988
Bush, som fra tid til anden blev kritiseret for sin mangel på veltalenhed sammenlignet med Reagan,[26] overraskede mange ved at holde en tale på republikanernes landsmøde i 1988, som blev godt modtaget.[35] Det som i eftertiden er blevet kendt som "de tusinde lyspunkters" tale, beskrev hans vision for USA: Han støttede troskabseden til det amerikanske flag, bøn i skolerne,dødsstraf og retten til at eje våben, og han opretholdt modstand modabort.[35] Landsmødetalen indeholdt også det berømte løfte:Read my lips: no more taxes (Læs mine læber: Ikke flere skatter).[36]
Valgmandsstemmerne i 1988, stat for stat
Præsidentvalgkampen mellem Bush og Dukakis blev beskrevet som en af de mest beskidte i moderne tid.[36][29][30] Bush anklagede Dukakis for at forureneBoston havn som guvernør iMassachusetts.[11] Han påpegede også, at Dukakis havde afskaffet "flag-eden" i skolerne og fortsatte i samme stil med flere anklager om upatriotisk adfærd, med brug af "liberal" som et skældsord og med forsøg på at forbinde Dukakis med en gidselsag knyttet til fængselsudgangstilladelse for Willie Horton.[29]
Dukakis' betingelsesløse modstand mod dødsstraf var et stadigt tilbagevendende spørgsmål i debatterne mellem præsidentkandidaterne. OrdstyrerBernard Shaw stillede blandt andet Dukakis det hypotetiske spørgsmål, om han ville gå ind for dødsstraf, hvis hans koneKitty blev voldtaget og dræbt.[37] Dukakis' nej til dette spørgsmål bidrog til Bushs karakteristik af ham som ikke værende hård nok, når det gjaldt kriminalitet.[11]
Bush slog Dukakis og hans vicepræsidentkandidatLloyd Bentsen med 426 mod 111valgmandsstemmer (Bentsen fik én stemme)[36] og med 53,4% af de afgivne stemmer[11], mens Dukakis fik 45,6%. Bush blev den første vicepræsident, som blev valgt til præsident sidenMartin van Buren i1836[26], og valget blev det første valg, som Bush havde vundet i sit eget navn, efter at han var blevet valgt ind i Repræsentanternes hus i 1969.[30] Valgsejren er blevet forklaret med en tam modkandidat og den afgående præsidents popularitet[30], og Bush kan være blevet foretrukket af vælgerne som "et sikrere og mere tillidsvækkende valg"[30].
HøjesteretsjustitiariusWilliam Rehnquist modtager embedsløftet fra Bush ved indsættelsesceremonien på Capitol Hill den 20. januar 1989.
Bush blev indsat den 20. januar 1989 og efterfulgte Ronald Reagan som USA's præsident. Han overtog embedet på et tidspunkt, da verden var i forandring:Berlinmurens fald ogSovjetunionens kollaps kom tidligt i hans præsidentperiode.[38] Han gav ordre til militære operationer i Panama og Den Persiske Bugt[38] og havde på et tidspunkt en rekordhøj tilslutning i såkaldte "approval ratings" med hele 89%.[39]
Imidlertid førte økonomisk tilbagegang samt det faktum, at han ikke levede op til sit valgløfte om ikke at indføre flere nye skatter til et stærkt fald i tilslutning, og Bush tabte som en følge af disse forhold præsidentvalget i 1992.[38]
Bushs regering var domineret af "ældre og konservative mænd med baggrund fra storindustrien"[30], isærolieindustrien. Der var kun en kvinde blandt de 14 statsrådgivere, og den yngste af dem var den 48 år gamleDick Cheney, som kom ind i regeringen, da Bushs førstevalg blev afvist af Kongressen på grund af personlige forhold.[30]
Tidlig i sin præsidentperiode måtte Bush håndtere statsgælden efter Reagan. I 1990 var denne på 220 milliarder dollars, tre gange så meget som da Reagan vandt valget i 1980.[10] Bush var indstillet på at bremse underskuddet, idet han ikke troede, at USA kunne opretholde sin dominerende stilling uden, at det blev gjort.[10]
Han igangsatte et forsøg på at overtale Kongressen, hvor demokraterne var i flertal, til at gøre dette over statsbudgettet.[10] Republikanerne mente, at den bedste måde at gøre dette på var at reducere det offentlige forbrug. Demokraterne mente, at den eneste mulighed var at hæve skatterne. Bush fik store problemer med at forhandle sig frem til en enighed.[10]
I kølvandet på denne holmgang med Kongressen blev Bush tvunget af det demokratiske flertal til at hæve skatteindtægterne. Mange republikanere følte sig svigtet, fordi Bush havde afgivet et løfte om "ingen nye skatter" i valgkampen i 1988.[10] I det, som i eftertiden er blevet set som en ren hævnaktion, nedstemte republikanske medlemmer af Kongressen et forslag fra Bush, som ville medføre en forbrugsnedskæring, og imod skatteforhøjelser, som ville reducere underskuddet med 500 milliarder dollars over en femårs periode.[10]
Drevet fra position til position accepterede Bush til sidst demokraternes krav om højere skatter og større forbrug i den offentlige sektor, hvilket fjernede ham fra republikanere og åbnede for et dramatisk fald i meningsmålingerne.[11] Bush udtalte senere, at han ønskede, at han aldrig havde underskrevet denne lov.[10]
Mod slutningen af den 101. Kongres funktionsperiode kom Bush og Kongressen frem til et kompromis: en budgetpakke forøgede marginalskatten og udfasede undtagelser for skattebetalere med høj indtægt.[11] Til trods for republikanske krav om en reduktion i skatten for gevinst på investeringer gav Bush efter for demokraterne også på dette område.[11] Overenskomsten med den demokratiske ledelse i Kongressen blev et vendepunkt for Bushs præsidentperiode. Hans popularitet blandt republikanere nåede aldrig siden samme højder som tidligere igen.[11]
Omtrent samtidig med budgetaftalen gik USA ind i en mild recession, som varede i seks måneder.[10] Mange statslige velfærdsprogrammer blev optrappet.[10] Andelen af arbejdsløse voksede i 1991, og Bush skrev under på en lov, som gav arbejdsløse arbejdere flere offentlige ydelser.[11] Året 1991 blev kendetegnet ved mange bedriftsomstillinger, og mange mistede arbejdet. Mange af dem, som nu blev arbejdsløse, var republikanere og uafhængige vælgere, som havde levet i den tro, at deres job var trygge.
I sit andet år i embedet sagde Bushs rådgivere, at han burde ophøre med at blande sig i økonomien. De var af den opfattelse, at han havde gjort det, som var nødvendigt for at sikre genvalg.[10] I 1992 var renten og inflationen på sit laveste på flere år, men midtvejs i året nåede andelen af arbejdsløse 7,8%, som var det højeste siden 1984.[11] I september 1992 rapporterede det amerikanske statistiske centralbureau, at 14,2% af amerikanske borgere levede under fattigdomsgrænsen.[11] På en pressekonference i 1990 fortalte Bush reportere, at han syntes, at udenrigspolitik var et hyggeligere sagsområde.[10]
Bush indenrigspolitiske initiativer omfattede blandt andet to vigtige love[30]:Americans with Disabilities Act fra 1990 stillede krav om tilgængelighed til offentlige bygninger for bevægelseshæmmede.[29]Clean Air Act fra 1990 indebar en væsentlig skærpelse af miljøkrav til udslip fra industrien, krav som skulle indfases i løbet af en tiårsperiode.[29]
Bush i en telefonsamtale omOperation Just Cause i 1989. De to andre er generalBrent Scowcroft og stabschef John Sununu.
I 1980-erne var Panamas lederManuel Noriega en af USA's støtter. Noriega blev senere beskyldt for at spionere til fordel forFidel Castro og at have brugt Panama for at smugle narkotika ind i USA. Noriega var et kendt navn i USA og figurerede stadig i medierne. Kampen om at fjerne ham fra magten begyndte under Reagans regering,[40] da økonomiske sanktioner blev indførte over for landet.[41] Sanktionerne omfattede forbud for amerikanske selskaber og den amerikanske regering mod at foretage udbetalinger til Panama, samt at 56 millioner dollars i panamanske akitiver, som stod i amerikanske banker, blev "frosset" inde.[41]
Reagan sendte også yderligere 2.000 soldater til Panama.[41] I modsætning til Reagan var Bush i stand til at fjerne Noriega fra magten, men Bush-regeringens mislykkede planlægning for tiden efter invasionen skabte vanskeligheder i Panama under etableringen af den nye demokratiske regering.[40]
I maj 1989 afholdt Panama demokratiske valg, ogGuillermo Endara blev valgt til præsident, hvorpå valgresultaterne blev annullerede af Noriegas regering.[42] Som et svar på dette sendte Bush yderligere 2.000 amerikanske soldater til landet, hvor de igangsatte regulære militære øvelser på panamansk territorium, hvilket var et brud på tidligere indgåede aftaler.[41] Bush flyttede den amerikanske ambassade og den amerikanske ambassadør fra landet og sendte yderligere tropper til Panama for at bane vej for den kommende invasion.[41]
Noriega slog ned mod et militært kupforsøg i oktober, og der var massive demonstrationer mod ham i Panama. Efter, at en amerikansk tjenestemand blev skudt af panamanske styrker i december 1989, sendte præsident Bush 24.000 soldater ind i landet med det mål at fjerne Noriega fra magten.[42] Invasionen var en storskalet amerikansk militæroperation og den første i næsten 40 år, som ikke var knyttet direkte til den kolde krig.[40]
Operationen var kontroversiel,[43] men de amerikanske styrker hurtigt fik kontrol over landet, og Endara blev genindsat som præsident. Noriega overgav sig til amerikanerne og blev dømt og fængslet efter en tiltale om organiseret pengeudpressing og narkotikasmugling i april 1992.[44] Presidentparet Bush besøgte Panama i juni 1992 for at demonstrere støtte til den første panamanske regering efter invasionen.
Den 1. august 1990 invaderedeIrak under ledelse afSaddam Hussein sin olierige nabo mod syd,Kuwait. Præsident Bush fordømte invasionen[45] og begyndte arbejdet med at danne en koalition, som bestod af USA'seuropæiske,asiatiske og andre allierede lande, blandt andet iMellemøsten.[10] ForsvarsministerRichard Bruce "Dick" Cheney rejste tilSaudi-Arabien for at mødeKong Fahd, som krævede amerikansk assistance, fordi han frygtede, at også hans land kunne stå over for en mulig invasion.[45] Forespørgslen blev først imødekommet med jagerfly fraUS Air Force.
Irak forsøgte at forhandle en aftale med Bush, som ville tillade landet at tage kontrol over halvdelen af Kuwaits territorium, men Bush afslog og insisterede på en fuldstændig tilbagetrækning af de irakiske styrker.[10] Planlægningen af en storstilet operation med amerikansk ledede koalitionsstyrker begyndte at tage form i september 1990, med generalNorman Schwarzkopf i spidsen.[45] Bush talte til en samlet amerikansk Kongress angående autorisation til luft- og landangreb og sagde: "I disse plagede tider kan vort femte mål - enny verdensorden - springe frem: En ny æra"[46]
EftersomFNssikkerhedsråd modsatte sig Iraks aggression, gav Kongressen grønt lys for brug af magt[45] med et klart fastsat mål om at tilbagegive kontrollen over Kuwait til landets regering og dermed sikre USA's interesser udenlands.[10]
Tidlig om morgenen den 17. januar 1991 begyndte allierede styrker det første angreb, som omfattede mere end 4.000 bombetogter fra koalitionens fly.[10] Denne fremgangsmåde fortsatte de næste fire uger frem til en invasion med landstyrker skete 24. februar. Allierede styrker brød igennom irakiske linjer og rykkede frem modKuwait by mens styrker i den vestlige del af landet afskar den irakiske hær, som gjorde retræte.[10] Bush tog beslutningen om at stoppe offensiven efter blot cirka hundrede timer. Kritikere stemplede afgørelsen som umoden, idet hundredvis af irakiske styrker var i stand til at flygte.
Bush svarede kritikerne ved at sige, at han ønskede at holde de amerikanske tab på et minimum.[10] Flere anførte, at Bush skulle have fortsat angrebet og presset Husseins hær tilbage tilBagdad og endelgyldigt fjernet ham fra magten.[10] Bush forklarede senere, at han ikke gav ordre om at styrte den irakiske regering, fordi det ville have "medført uberegnelige menneskelige og politiske omkostninger … Vi ville være blevet tvunget til at okkupere Bagdad og i realiteten styre Irak."[47]
Efter krigen skød Bushs tilslutning i meningsmålingerne i vejret.[10]
I 1989, lige efterBerlinmurens fald, mødte BushSovjetunionens generalsekretærMikhail Gorbatsjov påMalta. Regeringen havde været stillet under intenst pres for at møde Sovjetunionens leder,[48] men ikke alle så Malta-topmødet som et skridt i den rigtige retning. GeneralBrent Scowcroft var blandt dem, som var tilbageholdne, når det gjaldt topmødet, og sagde, at det muligvis kunne være "for tidligt" af hensyn til bekymringer hvor, ifølge Dr.Condoleezza Rice "forventninger [ville blive] sat om at noget var i færd med at ske, mens Sovjetunionen muligvis kunne stå hardnakket på sine krav og tvinge [USA] til at indgå aftaler, som til syvende og sidst ikke ville være fordelagtige for USA."[48]
Europæiske ledere derimod, blandt demFrançois Mitterrand ogMargaret Thatcher, opmuntrede Bush til at møde Gorbatsjov,[48] hvilket han gjorde underMaltakonferansen mellem 2. og 3. december 1989. Selv om ingen aftaler blev undertegnet, blev mødet hovedsagelig set som vigtigt. Da han blev spurgt om en atomkrig, svarede Gorbatsjov: "Jeg har forsikret USA's præsident om, at Sovjetunionen aldrig ville starte en varm krig mod USA. Og vi ønsker at vore forbindelser skal udvikle sig på en sådan måde, at det vil åbne for større muligheder for samarbejde...Dette er blot begyndelsen. Vi er foreløbig kun ved begyndelsen af vor vej, en lang vej til en langvarig, fredfyldt periode."[49] Mødet blev modtaget som et vigtigt skridt på vej til afslutningen af den kolde krig.[50]
Næste topmøde mellem de to ledere blev holdt i juli 1991 iMoskva, hvorStrategic Arms Reduction Treaty (START I) blev underskrevet af Bush og Gorbatsjov.[51] Aftalen tog ni år at udforme og var den første store våbenaftale siden Reagan og Gorbatsjov underskrevIntermediate Ranged Nuclear Forces Treaty i 1987. Indholdet i START ville reducere USA's og Sovjetunionens strategiske atomvåbenarsenaler med omkring 35% over en syvårsperiode, og Sovjetunionens landbaserede interkontinentale ballistiske missiler ville blive halveret.[51]
Bush beskrev START som "et vigtigt skridt frem mod at fjerne et halvt århundrede med gensidig mistillid".[51] Efter opløsningen av Sovjetunionen i 1991 erklærede præsident Bush og Mikhail Gorbatsjov et amerikansk-sovjetisk strategisk partnerskab, som markerede afslutningen påden kolde krig. Præsident Bush erklærede, at det amerikansk-sovjetisk samarbejde underGulfkrigen i 1991 havde lagt fundamentet for et partnerskab, når det gjaldt om at løse bilaterale såvel som verdens problemer.
Stående bagest overvåger præsidentSalinas (Mexico), Præsident Bush (USA) og statsministerMulroney (Canada) den første underskrivelse af NAFTA i oktober 1992.
Bush-regeringen og Canadas konservative statsministerBrian Mulroney tog initiativ til forhandlinger, som endte med undertegnelsen afNorth American Free Trade Agreement (NAFTA). Aftalen ville eliminere størstedelen af told og afgifter på produkter, som blev købt og solgt mellem USA,Canada ogMexico for at opmuntre til handel mellem disse lande.[52] Aftalen beskyttede også intellektuelle ejendomsrettigheder (patenter, kopirettigheder ogvaremærker), og lagde op til fjernelse af restriktioner på investeringer mellem de tre lande.[52]
I løbet af aftaleprocessen mente demokraterne, at NAFTA ville føre til tab af amerikanske arbejdspladser.[10] NAFTA indeholdt heller ingen tilvejebringelse af arbejderrettigheder.[53] Ifølge Bush-regeringen ville handelsaftalen generere økonomiske ressourcer, som var nødvendige for at gøreMexicos regering i stand til at finansiere og håndhæve mexikanske arbejdslove. Arbejdet med aftalen blev ikke fuldført i Bushs periode, men intentionsaftalerne blev underskrevet. Da Clinton overtog som præsident, prioriterede han arbejdet med aftalen, og den blev endeligt godkendt i 1993.[54]
På samme måde som andre præsidenter havde gjort før ham, udstedte Bush en række benådninger i løbet af sine sidste dage i embedet. Den 24. december 1992 bevilgede han den udøvende magts barmhjertighed ved at benåde seks tidligere regeringsansatte, som var involverede i Iran-Contras-skandalen i sidste halvdel af 1980-erne, den vigtigste af dem tidligere forsvarsministerCaspar Weinberger[55], en afgørelse af kritikere som blev betegnet som en "benådningsskandale"[30]. Weinberger, som efter planen skulle have mødt i retten den 5. januar 1993 for at svare på anklager relaterede til Iran-Contras, blev beskrevet af Bush som en "sand amerikansk patriot".[55]
Det har været spekuleret om, at Weinbergers private notater indeholdt henvisninger til Bushs støtte til de hemmelige forsendelser til Iran og derfor modsagde Bushs eget udsagn om, at han var "ude af spil".[56] Nogen mener, at Bushs benådning var et forsøg på at bevare et hovedsagelig positivt billede af årene under Reagan-Bush.[56], mens andre mente at benådningen var motiveret af, at Bush selv kunne være blevet indkaldt som vidne i retssagen mod Weinberger[57].
Foruden Weinberger benådede Bush Duane R. Calrridge, Clair E. George,Robert C. McFarlane,Elliott Abrams og Alan G. Fiers, Jr. Alle disse var blevet tiltalt og/eller dømt for anklager afIndependent Counsel under ledelse af Lawrence Walsh.
Bush meddelte i begyndelsen af 1992, at han ville stille op til genvalg; koalitionsstyrkernes sejr i Gulfkrigen og høj tilslutning på meningsmålingene gjorde, at et genvalg til at begynde med syntes muligt. En økonomisk resession og tvivl om hvorvidt Bush afsluttede Gulfkrigen på en rigtig måde, reducerede imidlertid hans popularitet.
Den konservative politikerPat Buchanan udfordrede Bush foran nominationen og chokkerede politiske eksperter ved at få 37% af stemmerne i primærvalget iNew Hampshire (selv om han havnede efter Bush).[10] Bush svarede med at indtage mere konservative standpunkter i enkelte sager i et forsøg på at underminere Buchanans vælgerbase.[10] Da han havde sikret sig nominationen, stod Bush ansigt til ansigt med sin udfordrer, demokratenWilliam Jefferson Clinton. Clinton angreb Bush ved at sige, at han ikke ville gøre nok for at hjælpe den arbejdende middelklasse,[10] samt at han var ude af takt med manden på gaden, en opfattelse som blev yderligere underbygget af reporterenAndrew Rosenthals påstand om, at Bush var "forbløffet" over at se en demonstration af enstregkodelæser i etsupermarked.[58]
I begyndelsen af 1992 tog kapløbet mellem de to en uventet vending, da Texas-milliardærenH. Ross Perot erklærede sig som en tredje kandidat og hævdede, at hverken republikanere eller demokrater kunne eliminere budgetunderskuddet og gøre regeringen mere effektiv. Budskabet appellerede til vælgere på tværs af det politiske centrum, som var skuffet over begge partiers tilsyneladende fiskale uansvarlighed.[59] Perot forlod senere valgkampen for en kort periode for så at komme tilbage igen.[60]
Clinton ledede til at begynde med, frem til Perot kom på banen igen og gjorde kapløbet betydelig "snævrere".[61] Da valgdagen nærmede sig, antydede meningsmålinger, at kapløbet var et dødt løb,[11] men Clinton vandt og slog Bush med 43% mod 38% af de afgivne stemmer. Perot fik 19% af de afgivne stemmer, en af de højeste andele for en tredjekandidat i amerikansk historie, og trak lige meget fra begge de andre kandidater, ifølge valgdagsmålinger.[62][10] Bush fik 168 valgmandsstemmer mod Clintons 320.[63]
Det var flere faktorer, som spillede en rolle for Bushs nederlag, herunder det faktum at han i 1990 gik med til at hæve skattene på trods af sit "Read my lips"-løfte. Ved at gøre dette skubbede han mange medlemmer fra sin konservative base fra sig og tabte kampen om deres støtte til at blive genvalgt. Han hævede skattene i et forsøg på at få bugt med et voksende budgetunderskud, et underskud som på sin side hang sammen med skattelettelserne under Reagan og udgifterne til militæret i 1980-erne. Endvidere kan den vaklende økonomi, som akkurat var kommet sig fra et tilbageslag, have været hovedårsagen til Bushs nederlag, idet 7 af 10 vælgere på valgdagen udtalte, at økonomien enten var "ikke så god" eller var "dårlig".[64][65] I valgdagsmålingerne var tilslutningen til Bush kun 37%[66] efter at have lidt under dårlig tilslutning året igennem.[67] På trods af nederlaget nåede Bush efter valget op igen til en tilslutning på 56%, da han forlod embedet i 1993.[68]
Efter præsidentvalgkampen i 1992 trak Bush sig tilbage sammen med sin kone Barbara til deres hjem i det eksklusive nabolag iTanglewood iHouston,Texas med et præsidentagtigt kontor i nærheden. De tilbragte deres somre ved Walker's Point iKennebunkport,Maine. Bush arrangerede sin egen fisketurnering på Islamorada, en ø som indgår i øgruppenFlorida Keys.
I 1993 blev Bush slået til æresridder afBath-ordenen af dronningElizabeth II. Han var den tredje amerikanske præsident, som fik denne ære – de andre varDwight D. Eisenhower ogRonald Reagan.[69] Hans ældste søn,George W. Bush, blev indsat som USA's 43. præsident den 20. januar 2001. Før dette var Bush senior kendt som "George Bush" eller "Præsident Bush", men siden denne dag er han normalt blevet adskilt fra sin søn enten ved brug af sine to mellem-initialer eller på amerikansk ved betegnelsen "Bush 41" (den 41. amerikanske præsident).
George Bushs Præsidentbibliotek og Museum er det tiende præsidentbiblioteket i USA, og blev bygget mellem 1995 og 1997. Det indeholder George Bushs vicepræsident- og præsidentdokumenter, ogDan Quayles vicepræsidentdokumenter.[70] Det blev indviet 6. november 1997 og er tegnet af arkitektfirmaet Hellmuth, Obata & Kassabaum.
George Bushs præsidentbibliotek ligger på en 90acre stor grund i den vestlige del afTexas A&M University iCollege Station,Texas. Biblioteket ligger på en åben plads vis-à-vis Præsidentens Konferencecenter. Det sorterer under NARA (National Archives and Records Administration) og reguleres afPresidential Libraries Act[71].
En anden institution, som har fået navn efter Bush, erThe George Bush School of Government and Public service, som er et statsvidenskabeligt fakultet vedTexas A&M University iCollege Station,Texas. Fakultetet er en del af præsidentbibliotek-komplekset og tilbyder to mastergradsprogrammer og to andre studier.
Den tidligere præsident fortsatte med at optræde offentligt. Han og fru Bush deltog ved Ronald Reagans statsbegravelse i juni 2004, og Gerald Fords begravelse i januar 2007. Én måned senere blev han tildeltRonald Reagans frihedsmedalje iBeverly Hills iCalifornien af tidligere førstedameNancy Reagan. Bush var også tilstede ved forskellige ceremonier under bygningen afhangarskibet USS "George H. W. Bush" (CVN-77), et skib iNimitz-klassen iUnited States Navy, et af de få som blev opkaldt efter en person, som endnu var i live, da fartøjet blev døbt.
Den 18. februar 2008 gik Bush formelt ud med sin støtte til senatorJohn McCain som kandidat til præsidenthvervet.[72] "Få mænd, som går iblandt os, har ofret så meget i kampen for menneskelig frihed", sagde den tidligere præsident og tilføjede, at McCain havde "de rigtige værdier og den rigtige erfaring som skal til for at lede vort land i dette historiske øjeblik."[73] Støtteerklæringen gav McCains kampagne en vitaminindsprøjtning, eftersom senatoren fraArizona var blevet mødt med kritik fra mange konservative. Bush kaldte kritikken "et uretfærdigt angreb" og tilføjede, at McCain har "et sunt konservativt generalieblad, men stiller sig ikke uvillig til at strække en hånd til den anden side."[73]
Bush tiltrak sig mediernes opmærksomhed, da det den 21. april 2008 blev meldt, at han havde fanget en 61 kilo (134 pund)atlanterhavstarpon (Megalops atlanticus) mens han var på en fisketur ud for kysten afFlorida.[74] Den 84 år gamle tidligere præsidenten bemærkede, at det var den største fisk, han nogensinde havde fanget, men han valgte at slippe den ud i havet igen.[74]
Barilleaux, Ryan J.; Stuckey, Mary E. (1992).Leadership and the Bush Presidency: Prudence or Drift in an Era of Change. New York: Praeger.ISBN0-275-94418-2.
.jpg)
.jpg)
