Geden (latin:Capra aegagrus hircus), også kaldettamgeden, er ethusdyr, der tilhørerunderfamilienCaprinae i familienBovidae. Den nedstammer frabezoargeden, der for 8000-9000 år siden var et af de førstedyr, der blevdomesticeret af mennesket. Geden blev brugt som trækdyr,gedeost blev fremstillet afmælken, skind oguld blev brugt til tøj, ogkødet blev spist. Ulden kunne dog kun udnyttes fra de langhårede racer. I gamle dage blev også knoglerne brugt til fremstilling af forskellige redskaber.
Geden er enfiremavedrøvtygger, hvilket vil sige, at den gylper sin føde op igen for at findele den yderligere, hvorefter føden synkes til den næste mave. På den måde sikres en optimal energiudnyttelse af føden.
En geds afkom benævnes et "kid" eller "gedekid". En kønsmoden han benævnes en "buk" ("gedebuk"), mens et hankid kaldes et "bukkekid".
Historie
Studier afDNA tyder på, at gederne blev tæmmet omkring 8000 f.Kr. De ældste rester af geder som husdyr er fundet i Ganj Dareh iIran.[1] Historisk har gedeskind været benyttet til transport af vand ogvin, samt fremstilling afpergament.
Geder i mytologien
Modergeder forekom ofte vedgermanerne, der ligesomAmalthea var en gavmild amme-mor.
Grímnismál fortæller, at på taget afValhal vokser træet "lærad", som gedenHeidrun oghjorten Eiktyrner æder af.[2] Til gengæld flyder der rigeligt afmjød fra Heidrunsyver ned i Valhal, til daglig glæde foreinherjerne.
Gedebukken er for germanerne et ædelt dyr, der blev ofret til tordengudenThor. Thor forekommer i afbildninger iSnorres Edda hvor han sidder på sin stridsvogn, der trækkes af gedebukkeneTanngrisner ogTanngnjost. Når vognen rumler over himmelbanen gennem skyerne, tordner det. Thors bukke kan derover gentagne gange slagtes og spises. Efter hvert måltid bliver deres hud og knogler igen vækket til live.
I den keltiske mytologi fraWales nyder gederne på grund af deres magiske færdigheder stor anseelse.
Galleri
Geder er intelligente og svære at holde indelukket.
