Gamma-stråler kan trænge dybt ind i kroppen og bruges derfor også hyppigt ved behandling af kræft. Gammastrålingens højeenergi (og dermed frekvens) kan slå molekyler i stykker eller elektroner fri fra atomer. Gammastråling har en højere energi end både alfa og beta stråler, og er farlig for levende væsner, da den kan slåceller i stykker. Dette er tilfældet uanset om gamma-kilden befinder sig uden for eller inden i kroppen. For at absorbere gammastråler effektivt kan man afskærme gamma-kilden med tykke plader afbly.
Gammastråling (>100 MeV) fra universet. Billedet er sammensat af optagelser fra 1991-2000 med satellittenCompton Gamma Ray Observatory (CGRO) og viser hele himmelkuglen. Strålingen på billedet menes fortrinsvis at stamme frapulsarer iMælkevejen ogkvasarer fra universets fjernere egne.
Gammastråling er i almindelighed et resultat af processer i atomkerner, mensrøntgenstråling almindeligvis udsendes af accelererede elektroner.
Solen producerer hele tiden kraftig gammastråling underfusionsprocesserne i dens indre, men den absorberes hurtigt i de ydre lag og kun under kraftigesoludbrud, udsendes der gammastråling direkte fra Solens overflade. Vissestjerne-typer udsender megen gammastråling, isærpulsarer,sorte huller ogsupernova eksplosioner producerer meget og de meget kraftigegammaglimt udsender næsten udelukkende gammastråling. De store sorte huller igalaksernes centre producerer ofte en del gammastråling, især i deaktive galakser, herunderkvasarerne, men centret i vores egen galakseMælkevejen producerer også gammastråling.[1]
Jordens atmosfære, herunderozonlaget, absorberer al den gammastråling planeten modtager fra universet, så ingen gammastråling herfra når frem til jordoverfladen. Gammastråling fra universet kan derfor kun detekteres med satellitter.
En atomkerne befinder sig normalt i sin laveste energitilstand, som kaldesgrundtilstanden. Efter etradioaktivt henfald, vil nogle kerner befinde sig i højere energitilstande som kaldesexciteret elleranslået. For at kernen kan komme af med sit overskud af energi, kan den udsende enfoton.
I radioaktivt materiale forekommer gammahenfald altså, når en exciteret eller anslået atomkerne afvikler sit energioverskud. I modsætning tilalfa- ogbetahenfald sker der ingen grundstofforvandling under et gammahenfald af radioaktive kerner. Gammahenfald optræder ofte i forbindelse med betahenfald, og gammastrålingen betegnes i den sammenhæng nogle gange som en "rest-stråling".
Et eksempel på et radioaktivt gammahenfald er henfaldet af en exciteret Barium-137 kerne:
I forbindelse med radioaktive gammahenfald, kaldes alle udsendte fotoner for gammastråling, uanset deres energi.
Gammastråling er kraftig nok til at ødelæggeceller. ØdelæggesDNA-molekylerne i kroppens celler, er der risiko for at der skabesmutationer i kroppen, og det kan eventuelt føre tilkræft. Som ved andre former forioniserende stråling, er risikoen proportional med omfanget af DNA skader, men er tilstede ved selv de mindste doser af gammastråling.[3]
Pedersen, Holger, Jens Hjorth og Niels Lund:"Mod universets grænser – Glimt af gammastråling overrasker ved deres enorme alder",Naturens Verden, nr. 1/1999, vol. 82, side 24-29.
