Gambia (en:The Gambia; officieltRepublikken Gambia, en:Republic of The Gambia) er enrepublik iVestafrika. Landet er med cirka 10.000 kvadratkilometer landareal (og 1.300 km² vand) det mindste på detafrikanske fastland, og det har cirka 1,7 millioner indbyggere.[6]Landet strækker sig fra sinatlanterhavskyst i vest cirka 290 kilometer østpå ind i landet langs begge af den 1.130 kilometer langeGambiaflods breder. Af Gambias 820 kilometer landegrænse består de 80 kilometer af kyst ud tilAtlanterhavet i vest og er ellers omkranset af landegrænse tilSenegal mod nord, øst og syd. Landetshovedstad hedderBanjul og havde i2003 34.828indbyggere. Det lave indbyggertal i hovedstaden skyldes, at denne er beliggende på en ganske lille ø, der dog er forbundet med fastlandet via broer. På fastlandet nær hovedstaden bor der flere hundrede tusinde.
Gambia var enbritisk koloni indtil1965, da landet blev selvstændigt.
Der er ingen enkelt anerkendt teori omkring oprindelsen af navnet"Gambia", men flere bud eksisterer:[9]
Der er i historiske kilder mange forskellige navne –"Cambra","Gambra","Gambu","Guabu" og"Gambra" – men alle har de noget til fælles. Samtlige navne har roden"gam" eller"cam", hvor begge kommer framalinke. Suffikser er mere varierede, hvor"-bu" henviser til landetKabu, mens"-bea" og"-bra" henviser til floden. Delen"-r-" i sidstnævnte suffiks stammer måske frawolof"-bur", et muligt lån til malinkesproget fra daværende nærliggendeJollof, hvilket betyder"konge". Dette danner basis for idéen om, at"Gambia" oprindeligt kommer af"Gambura", som betyder"kongens sted".[9]
Den første gang man ser navnet på skrift er i europæiske optegnelser. De europæiske opdagere var optaget af at lave nøjagtige kort, hvortil de behøvede stednavn og navne på floder – noget de ofte fik fra lokalbefolkningen. Den første europæer i Gambia,Alvise Cadamosto, besøgte området i1455 og1456 og benævnte området såvel som floden"Gambra" eller"Cambra". I begyndelsen af1500-tallet beskrevDuarte Paccehao PereireaGambiafloden som grænsen mellem det nordligeJollof og det sydlige"Guambe" ellerGuabu påmalinke. I1552 rapporteredeJao de Barros, at portugiserne kaldte floden for"Gambea", men lokalbefolkningen kaldte den"Guabu". IfølgeRichard Jobson blev floden i1632 kaldt både"Gambra","Gamba" og"Gambia" alt afhængig af, hvem man spurgte. Med de mange forskellige navne herskede der dog tvivl om, hvorvidt de skulle tillægges Gambiafloden ellermalinkeimperietKaabu eller evt. begge.[9]
Ifølge fortællinger mundtligt overleveret afgrioter – dvs.vestafrikanske historiefortællere m.m. – opstod navnet, da portugisere gik i land påJames Island, og kongen afNiumi sendte budbringere for at tage imod dem. Da budbringeren Kambi Manneh[10] bliver spurgt om stedet navn, skal han have svaret"Mit navn er Kambi" og derved givet oprindelse til navnet"Gambia".[9]
Gambiaflodens opland, der senere skulle blive nutidens Gambia, var, så vidt vides, oprindeligt beboet affolkeslagetdiola[11] og fra1200-tallet var det underMaliriget, hvor området var beboet af bl.a.fulani,wolof ogmalinke. Sidstnævnte indvandrede i1300-tallet medislam og oprettede små riger langs floden samt stod for organisering af handel.[11] I1455 opdagede denportugisiskeAlvise Cadamosto Gambiafloden, hvilket førte til, at der var flere handelsstationer, engageret i handel medguld,elfenben og isærslaver, i slutning af1400-tallet, mens Maliriget mistede kontrollen over området og gik under.[12] Denne handel foregik med lokale magthavere ogeuropæiske købmænd fraPortugal,Holland ogStorbritannien; de forskellige involverede førte dog til interne konflikter blandt europæerne.[12] I1588 købteStorbritannien rettighederne til handel efterfulgt af det britiskeFort James på en ø i floden i1660.Frankrig oprettede dog selv en handelsstation på nordbredden nærAlbreda med strid imellem Frankrig og Storbritannien til følge, indtil Storbritannien endelig fik retten til det meste af området i1783, mens Frankrig fik området omkring Albreda.[13]
Briterne administrerede Gambia fraSierra Leone, bortset fra perioden1843-1866, og slavehandel blev forbudt af Storbritannien i1807. I1816 blevBathurst (den nuværende hovedstad Banjul) oprettet for at håndhæve slaveforbuddet og for at kontrollere indsejlingen ad Gambiafloden. I1857 blev Albreda også britisk, men yderligere ekspansion var ikke muligt, da Frankrig allerede ekspanderede i Senegal. Storbritannien prøvede til gengæld at bytte Gambia væk, men dette lykkedes ikke, da handelsinteresser i Storbritannien og Gambia var imod. I1888 ophørte administrationen fra Sierra Leone, og i1889 blev der skrevet en traktat, der fastlagde landets grænser. I1894 blev Gambia da et selvstændigt britiskprotektorat. Efter2. Verdenskrig fik Gambia yderligere selvbestemmelse, og flere partier blev oprettet. PartietProtectorat People's Party (PPP; senere Progressive People's Party) blev dannet i1959 under ledelse afDawda Jawara, som nogle år senere blev landets premierminister, da det fik selvstændighed d.18. februar1965.[5] I1970 omdannedes Gambia til enrepublik – stadig del afCommonwealth of Nations[14][15] – og Jawara blev præsident.[13]
Gambia fik et godt forhold til Senegal, hvilket resulterede i, at Senegal afværgede et kupforsøg i1981, og at de to lande i1982 indgikKonføderationen Senegambia. Denne blev dog opløst i1989 pga. uenighed, og i stedet blev der indgået en venskabs- og samarbejdsaftale i1991. Ijuli1994 lykkedes det dog en gruppe af yngre officerer ledet afYahya Jammeh at vælte Jawara ved et ublodigt kup, mens forfatning og politiske partier blev afskaffet, og Jammeh blev præsident. Efter et mislykket kupforsøg ijanuar1995 lovede Jammeh demokrati til1996, hvor der da også blev afholdt valg til en femårig periode, og Jammeh vandt. Han blev genvalgt i2001 og2006 – sidstnævnte årstal var også året for en flygtningestrøm på tusinder af senegalesere til Gambia pga. væbnede kampe mellem Senegals militær og senegalesiske oprørere iCasamance-provinsen. I2011 blev Jammeh endnu engang genvalgt, men han er blevet beskyldt for valgsvindel samt undertrykkelse af medier og politisk opposition.[13]
Gambias politiske system er sikret iforfatningen. Yahya Jammeh (præsident siden1994) var oprindeligt militærdiktator siden statskuppet i1994, men han lod landet overgå til civilt styre med præsidentvalget i1996[13] og op til dette blev den nye forfatning udarbejdet, der trådte i kraft i1997.[16]Præsidenten vælges veddirekte valg og er landetsstatsoverhoved,regeringsleder samtudøvende magt og øverstbefalende for landets væbnede styrker.[17][18]
Denlovgivende magt ligger derimod hos Nationalforsamlingen, landetsparlament, som består af 48 direkte valgte repræsentanter og 5 repræsentanter udpeget af præsidenten. Ansvarlig over for både Nationalforsamlingen og præsidenten er regeringen, der udpeges af præsidenten. Valgperioderne for både præsident og parlamentsmedlemmer er på fem år, men der er ikke begrænsning på genvalg.[18]
Dendømmende magt ligger hosretssystemet, hvor præsidenten de facto har magten over samtlige udnævnelser af dommere. Retspraksis er en blanding af detbritiske og det traditionelle og danner grundlag for landets love. Hosfamilieret kanislamisk lov anvendes.[17]
Politiske partier eksisterede underDawda Jawara, men blev opløst, da Yahya Jammeh tog magten.[13] Med forfatningen af 1997 blev partier dog igen tilladt. Det førende parti erAlliancen for Patriotisk Nyorientering og Opbygning (Alliance for Patriotic Reorientation and Construction; APRC), det kontrolleres af Jammeh og støttes af militæret. I opposition står bl.a.Det Nationale Forsoningsparti (National Reconciliation Party; NRP) ogDet Forenede Demokratiske Parti(United Democratic Party; UDP). I2006 gik fire oppositionspartier sammen og dannedeDen nationale Alliance for Demokrati og Udvikling (National Alliance for Democracy and Development; NADD[19]), men pga. uenighed blev alliancen splittet i2007, da de to største partier forlod den. Oppositionen er generelt relativt svag over for Jammehs parti, og sikkerhedsstyrker kan finde på at chikanere og arrestere modstandere.[17]
Da Yahya Jammeh tog magten blev det fordømt af de vigtigste bistandsydereEU,USA,Japan ogStorbritannien og flere af dem standsede deres støtte.[20] I stedet søgte landet nu kontakt tilTaiwan,Libyen ogCuba, og især Taiwan skulle vise sig som en ny vigtig bistandsyder. Skønt det civile styre er udlandsrelationerne ellers stadig anstrengt pga. præsidentens magtudøvelse – til gengæld har landet nære relationer til de engelsktalende eks-kolonierLiberia,Sierra Leone ogNigeria.[19]
Senegal har Gambia fået et bedre forhold til efter at have holdt afstand siden opløsningen afSenegambia i1989 og har fungeret som mægler i konflikten mellem den senegalesiske regering og oprørsbevægelsenMFDC iCadamance-provinsen – dette på trods af tidligere senegalesiske beskyldninger om gambisk støtte til MFDC. De to lande har også indgået samarbejdsaftaler med det formål bl.a. at bekæmpesmugleri af fxnarkotika ogvåben samt øge samhandlen.[21]
Præsidentvalget i2006 fandt sted i kølvandet på en række begrænsninger i de liberale friheder.2000-tallet har været præget af flere rapporter om krænkelser afmenneskerettighederne såsom chikane afanderledes tænkende og begrænsetytringsfrihed. Ved et suppleringsvalg til Nationalforsamlingen ioktober2005 vandt NADD 3 ud af 4 pladser, men inovember samme år blev tre oppositionsledere arresteret for "samfundsomstyrtende virksomhed". Imarts det følgende år blev en gruppe officerer anholdt, da de angiveligt skulle have planlagt et kupforsøg, hvilket førte til domme iaugust på ti års fængsel for ti personer, og 20 år i arbejdslejr for endnu tre. Umiddelbart op til valget kørte myndighederne yderligere enhetz på landets medier, så flere oppositionsvenlige aviser måtte lukke, alt imens sikkerhedsstyrkernes repræsentanter udtalte støtte til Jammeh. Med et fredeligt valg godkendt af observatører fraCommonwealth of Nations, på trods af beskyldningen omvalgsvindel fra oppositionen, blev resultatet,, at 67% af stemmerne gik til Yahya Jammeh, mensQuisainou Darboe fra UDP fik 27%, og NADD's kandidatHalifa Saliah fik 6%.[22]
Gambia er delt op i fem regioner (regions) og to kommuner (municipalities) i form af byenBanjul ogKanifing Municipal.[23], som udgør Banjuls vestlige forstæder med op til en halv million indbyggere (december 2017). Regioner er delt op i distrikter (districts).
Gambias geografi er præget af Gambiafloden, som løber igennem hele det 300 km lange land, der er det mindste på det afrikanske fastland. Da Senegal ligger på omkring det meste af Gambia, går en transgambisk hovedvej igennem Gambia med færgeoverfart ved byenSoma. Tæt på nordbredden ligger landsbyenJuffure kendt fra romanen"Rødder - en sort families saga" skrevet afAlex Haley i1977. Nær floden er der pga. tidevand for salt til at dyrke noget, men selve flodsletten, der er præget afmarskland ogmangroveskove, er, hvor det er muligt, næsten fuldstændig anvendt til rismarker. Størstedelen af Gambias areal er dog flad savanne, hvor træer og buske vokser. HovedstadenBanjul ligger på en ø i Gambiaflodens udmunding med forstæder, der breder sig mod vest og turistområdet ved kysten. Kysten er syd for floden 50 km lang med brede strande og kokospalmer, og ved den findes også fiskerlandsbyer – fxGhana Town hvor ghanesiske indvandrere tørrer og ryger fisk.[24][25]
I Gambiafloden findes der bl.a. gambiske oddere, nært beslægtet medfiskeodder, og disse lever affugle,rotterpadder ogskaldyr, men isærfisk. Odderne jager om natten og bor i huler iflod- eller søbrinker, men også flodbunden kan bruges som skjulested.Ved siden af odderen findes også den almindeligesumpmangust, der er kendetegnet ved at have en grønlig ryg med tværbånd. Mangusten jager ligesom odderen ved at dykke efter skaldyr og padder, men kan også befinde sig i trækroner. Mangusten udmærker sig bl.a. ved, hvis angrebet, at være i stand til at dræbe enslange ved at knuse slangens hoved med tænderne.Som et af de større dyr leverflodheste i floden; især i den øvre del findes denalmindelige flodhest, men det er også muligt at finde den sjældnedværgflodhest, der er oprindeligt hjemmehørende i Gambia ogVestafrika generelt. Denne særlige flodhest æder om natten og er altid nær vandet pga. fare for udtørring af dens tynde hud. Den findes i begrænset antal og er i risikozonen for at uddø.[27]
Blandt de udelukkende vandlevende pattedyr tællersøkoen af slægtenmanat, der lever afvandplanter såsomålegræs, som den kan gribe en dens kløftedeoverlæbe.En anden af flodens beboere erdeltadelfinen, som er normal at se ved rejser på floden.[28]
Gambias klima ertropisk med tilhørende regntid fra juni til oktober ved kysten og fra april til september i indlandet. Nedbøren når på henholdsvis over 4000 mm og o. 800 mm. Landets klima er dog også varieret med tørt og varmt indland i forhold til kystområderne. Uden for regntiden rammes visse områder af tørørkenvind kaldetharmattan.[24][25]
Gambias økonomi støttes i ringe grad de få naturlige ressourcer, og landet er således nødt til at få penge på anden vis. Landbruget står for 1/3 afBNP og holder 3/4 af befolkning beskæftiget – det er dog under halvdelen af landets frugtbare jord, der er opdyrket. En relativt lille industri forarbejderfisk,jordnødder ogskind, mens 1/5 af BNP'et i2011 kom fra turistsektoren. Turismen er støttet af regeringen og private investorer medøkoturisme og moderne faciliteter og bygger på en smuk natur samt en relativ nærhed tilEuropa, hvorfor den blev skadet i forbindelse med den europæiske økonomiske krise. Økonomien suppleres desuden af penge, som gambiere i udlandet sender hjem.[2]
Turismen er Gambias største kilde til udenlandsk valuta, og tusinder er ansat inden for turistsektoren. Turismen består hovedsageligt af europæiske charterrejser fraSkandinavien ogStorbritannien, hvorfor størstedelen af indtægterne dog går ud af landet. Turisterne tiltrækkes ikke så meget af naturen inde i landet, men af strandene og byenJuffure, hvor der årligt afholdesRoots-festival for personer afafrikansk oprindelse.[30]
Gambias uddannelsessystem går fra den tidlige barndom medprimær uddannelse op tilhøjere uddannelse, men mange børn er nødt til at blive hjemme for at hjælpe til med husholdning og landbruget eller går i koranskole i stedet.[31] Det laveste er den privateførskole for de 3-7-årige efterfulgt af engrundskole på seks år. Dette er den eneste gratis del af uddannelsessystemet, men er ikke obligatorisk og i1992 havde den et elevtal på 69% med en lille overvægt af piger.[32] Efter grundskolen kommer den 3-årigemellemskole, der har et elevtal på 22% (1992) med en stor overvægt af drenge,[31] og derefter den 3-årigehigh school, som næsten kun er privat. Elevtallet er på o. 1%, men der er erhvervsuddannelser som alternativ. Videregående uddannelser findes i form af bl.a. læreruddannelsen, og fra1999 harUniversity of The Gambia udbudt universitetsuddannelser.[31]Sproget i uddannelsessystemet er detofficielle sprogengelsk, men på de yngste klassetrin anvendes et gambisk sprog.Kvindelige personer, både kvinder og piger, har en lav social status, og der er mangel på kvalificerede lærere.[33]
På trods af uddannelsessystemet hersker der højanalfabetisme, der er blevet anslået til o. 60% i2006. Analfabetismen er dog blevet reduceret ved voksenuddannelse støttet af bl.a.Danida, og analfabetismen var i1990 således oppe på over 70% for befolkningen over 15 år.[33]
Centralt i Gambias infrastruktur ligger Gambiafloden, der er farbar for mindre både helt op til 200 km inde i landet. Langs floden er der veje og det muligt at krydse den flere stedet vha. bilfærger. Det gælder fx den transgambiske hovedvej, der forbinderSenegals dele, og som bl.a. består af færgeoverfarten vedSoma.[24] Hovedstaden Banjul fungerer som trafikknudepunkt for internationale godsskibe og tæt på Banjul ligger landets eneste lufthavn, hvor man kan finde det nationale luftfartsselskabGambia International Airlines. Jernbaner findes ikke i landet.[34]
Den største etniske gruppe i Gambia ermalinke, der udgør knap 50% af befolkning. De andre tællerfulani,wolof ogdiola samt nogle mindre grupper, og alle etniciteter findes også i de tilstødende dele af Senegal. Malinke er traditionelt beskæftiget ilandbruget, fulani ikvægavl og wolof ihandel, men pga. en vedvarende urbanisering er denne fordeling ved at ændre sig, og i dag bor ca. 25% i kystområdet omkringBanjul ogSerekunda. Gambia er et af Afrikas tættest befolkede lande.[35]
Engelsk erofficielt sprog i Gambia. Det forstås af de fleste uddannede gambiere og tales af 50% af befolkningen,[36].[37]Derudover tales ca. 10 forskellige stammesprog:
Øvrige sprog er: Serer-Sine, Sarahole, Pulaar, Maninkakan, Mandjaque, Mandingo, Jola-Fonyi og Aku.
De fleste af dem tilhører denniger-kordofanske sprogæt.[39] Indtil i hvert fald sidst i1970'erne havde de nævnte og andre stammesprog dog ikke noget skriftsprog, og derfor anvendtes kun engelsk til skriftlig kommunikation; i tilfælde af manglende læse- og skrivekundskaber, hvilket er udbredt i Gambia (seUddannelse-afsnittet), er der folk, der udbyder oplæsning og nedskrivning af breve.[36][40] Pga. udbredelsen af engelsk parret med de ikke altid fejlfri engelskkundskaber blandt gambierne, kan der opstå blandingsudtryk. Denne form for gebrokkent engelsk benævnesgamblish.[41]Der tales endvidere fransk langs grænseområderne til Senegal samt i Basse og Fatoto.Mungo Park beskrev i sin bogRejser i Afrika fra 1797, hvordan man tæller til ti på de lokale stammesprog.
Den dominerende religion i Gambia erislam, der kom til området allerede i1000-tallet. I løbet af1700 og1800-tallet blev størstedelen af befolkningen muslimsk og i dag er op mod 90% af gambiernemuslimer.[42] Muslimerne fejrer hvert vinterhalvår den religiøse festtobaski.[36]
Gambia råder over flere forskellige medier. Der findes en række gambiske aviser, hvoraf den privateDaily Observer og statsligeThe Gambian Daily er de eneste dagligt udkommende. Derudover kontrollerer regeringenGambia Radio and Television Services, der sender på flere af landets forskellige sprog.[31]
Skønt tilstedeværelsen af privat presse er der flere restriktioner, idet alle medier skal registreres og betale forholdsvis høje afgifter. Dertil kan journalister fængsles og få indbo beslaglagt i tilfælde af"ærekrænkelse", og præsidentens livgarde og hemmelige politi kan true og arrestere kritikere. I2004 blev den meget regeringskritiskeDeyra Hydara – der var chefredaktør for avisen"The Point", formand for det gambiske journalistforbund og korrespondent for detfranskenyhedsbureauAFP – myrdet, og der er udbredt mistanke om politiske motiver, skønt morderen ikke er blevet fundet. IfølgeReportere uden Grænser er situationen efterfølgende kun blevet værre, og i2006 gik mange journalister i landflygtighed, mens min. ti blev arresteret. De hårde kår har yderligere ført til udbredt selvcensur.[31]
Gambia har en lang tradition inden for både musik og dans, og kunstformerne er gerne til stedet ved fx familiesammenkomster. Populære instrumenter tællerbalafon,kora,djembe ogtama.[31]
De senegambiske stencirkler er en samling præhistoriskegravfelter etableret mellem år300 f.Kr. og1500-tallet.[43] Der findes omkring 1.000 sådanne stencirkler, hver bestående af fra 10 til 24 sten, indenfor et 100 km bredt område langs 350 km afGambiafloden, i alt et område på 39.000 km². Stencirklerne findes både i Gambia og iSenegal.
Den største koncentration af cirkler findes iDjalloumbéré, med mere end 1.000 sten i 52 cirkler. Et udvalg på fire af de mest koncentrerede samlinger af stencirkler blev i 2006 erklæret som etverdensarvsminde:Sine Ngayène ogWanar i Senegal ogWassu ogKerbatch i Gambia. Ved landbyenWassu findes også et museum.
Hver cirkel kan bestå af mellem 10 og 24 sten og står normalt i en cirkelform, selv om et kendt anlæg er V-formet. Stenene er aflaterit og er fra 1 til 2,5 meter høje.
Funktionen og formålet er ikke klarlagt, men udgravninger tyder på, at der er menneskegrave under stenene. UNESCO siger, at det store antal anlæg afspejler, at der må have eksisteret en ressourcestærk, velorganiseret og langvarig samfundsstruktur.
^"Kambi Manneh" ifølge den malinkesprogede griot Fabala Kanuteh.Kambi Sonko" ifølge grioten Fode Musa Suso
^abLindahl, Ylma.Senegal Gambia (3. udgave) (Lande i Lommeformat), Det Udenrigspolitiske Selskab og Utrikespolitiska Institutet 2008, s. 24-25.ISBN978-87-7879-497-0.
^abLindahl, Ylma.Senegal Gambia (3. udgave) (Lande i Lommeformat), Det Udenrigspolitiske Selskab og Utrikespolitiska Institutet 2008, s. 25.ISBN978-87-7879-497-0.
^Nørlund, Mogens Christian.Turen går til Gambia og Senegal (1. udgave) (Politikens Rejsehåndbøger), Politikens Forlag 1980, s. 31.ISBN87-567-3390-9.
^Lindahl, Ylma.Senegal Gambia (3. udgave) (Lande i Lommeformat), Det Udenrigspolitiske Selskab og Utrikespolitiska Institutet 2008, s. 23-24.ISBN978-87-7879-497-0.
^abcLindahl, Ylma.Senegal Gambia (3. udgave) (Lande i Lommeformat), Det Udenrigspolitiske Selskab og Utrikespolitiska Institutet 2008, s. 24.ISBN978-87-7879-497-0.
^abLindahl, Ylma.Senegal Gambia (3. udgave) (Lande i Lommeformat), Det Udenrigspolitiske Selskab og Utrikespolitiska Institutet 2008, s. 28.ISBN978-87-7879-497-0.
^Lindahl, Ylma.Senegal Gambia (3. udgave) (Lande i Lommeformat), Det Udenrigspolitiske Selskab og Utrikespolitiska Institutet 2008, s. 26.ISBN978-87-7879-497-0.
^Lindahl, Ylma.Senegal Gambia (3. udgave) (Lande i Lommeformat), Det Udenrigspolitiske Selskab og Utrikespolitiska Institutet 2008, s. 29.ISBN978-87-7879-497-0.
^Lindahl, Ylma.Senegal Gambia (3. udgave) (Lande i Lommeformat), Det Udenrigspolitiske Selskab og Utrikespolitiska Institutet 2008, s. 27-28.ISBN978-87-7879-497-0.
^abLindahl, Ylma.Senegal Gambia (3. udgave) (Lande i Lommeformat), Det Udenrigspolitiske Selskab og Utrikespolitiska Institutet 2008, s. 21.ISBN978-87-7879-497-0.
^Nørlund, Mogens Christian.Turen går til Gambia og Senegal (1. udgave) (Politikens Rejsehåndbøger), Politikens Forlag 1980, s. 7.ISBN87-567-3390-9.
^abNørlund, Mogens Christian.Turen går til Gambia og Senegal (1. udgave) (Politikens Rejsehåndbøger), Politikens Forlag 1980, s. 9.ISBN87-567-3390-9.
^Nørlund, Mogens Christian.Turen går til Gambia og Senegal (1. udgave) (Politikens Rejsehåndbøger), Politikens Forlag 1980, s. 8-9.ISBN87-567-3390-9.
^Lindahl, Ylma.Senegal Gambia (3. udgave) (Lande i Lommeformat), Det Udenrigspolitiske Selskab og Utrikespolitiska Institutet 2008, s. 30-31.ISBN978-87-7879-497-0.
^abcdefLindahl, Ylma.Senegal Gambia (3. udgave) (Lande i Lommeformat), Det Udenrigspolitiske Selskab og Utrikespolitiska Institutet 2008, s. 23.ISBN978-87-7879-497-0.
^Lindahl, Ylma.Senegal Gambia (3. udgave) (Lande i Lommeformat), Det Udenrigspolitiske Selskab og Utrikespolitiska Institutet 2008, s. 22-23.ISBN978-87-7879-497-0.
^Lindahl, Ylma.Senegal Gambia (3. udgave) (Lande i Lommeformat), Det Udenrigspolitiske Selskab og Utrikespolitiska Institutet 2008, s. 31.ISBN978-87-7879-497-0.
^Lindahl, Ylma.Senegal Gambia (3. udgave) (Lande i Lommeformat), Det Udenrigspolitiske Selskab og Utrikespolitiska Institutet 2008, s. 21-22.ISBN978-87-7879-497-0.
^abcdNørlund, Mogens Christian.Turen går til Gambia og Senegal (1. udgave) (Politikens Rejsehåndbøger), Politikens Forlag 1980, s. 27.ISBN87-567-3390-9.
^Lindahl, Ylma.Senegal Gambia (3. udgave) (Lande i Lommeformat), Det Udenrigspolitiske Selskab og Utrikespolitiska Institutet 2008, s. 22.ISBN978-87-7879-497-0.
Lindahl, Ylma.Senegal Gambia (3. udgave) (Lande i Lommeformat), Det Udenrigspolitiske Selskab og Utrikespolitiska Institutet 2008.ISBN978-87-7879-497-0.
Nørlund, Mogens Christian.Turen går til Gambia og Senegal (1. udgave) (Politikens Rejsehåndbøger), Politikens Forlag 1980.ISBN87-567-3390-9.
.svg)
