Kosmiske stråler stammer fra verdensrummet (kosmos). Solens magnetfelt afbøjer den del af den kosmiske stråling som er elektrisk ladet. Det samme gør Jordens magnetfelt.[1]Mængden af kosmiske partikler som funktion af deres energi. Den enkelte kosmiske partikels energimængde kan til en vis grad afgøre dets ophav. Gul -solar kosmisk stråling. Blålig,cyan – GCR, galaktisk kosmisk stråling – framælkevejen. Lilla,magenta – ECR (inkl. UHECR og EECR) – intergalaktisk kosmisk stråling – fra andregalakser.I ca. 10-12 km højde ses det at man får mindst strålingsbelastning (grønligt, blåligt) fra kosmiske stråler ved jordensækvator. Grunden er jordens magnetfelt afbøjer de fleste modpolerne. Ved jordoverfladen er strålingsbelastningen betydeligt lavere (ikke illustreret).
De subatomare partikler i den kosmiske stråling består overvejende afprotoner, som udgør hele 89% af al kosmisk stråling, men ogsåneutroner ogelektroner er til stede, samtpositroner, der er en antistof partikel.[2] Atomerne i den kosmiske stråling erioniserede atomer fra en stor del afdet periodiske system – helt op tiluran - men langt de fleste erhelium-kerner.[3][4] Når de kosmiske stråler rammer atomerne i jordens atmosfære, dannes hurtigt kaskader af andre partikler og det er som regel disse sekundære partikler som detekteres når man observerer den kosmiske stråling. Kaskaderne består af et utal af mere eksotiske partikler, menpioner ogmyoner udgør det meste.[3]
Man har kendt til effekterne af den kosmiske stråling siden 1800-tallet, men det var først i 1928, at fysikerenRobert Millikan satte navn på fænomenet efter nogle ballon-eksperimenter i Texas.[3]
Kosmisk stråling studeres i dag videnskabeligt fra rummet (bl.a. fraDen Internationale Rumstation), medhøjtsvævende balloner og fra jordoverfladen. De jordbaserede observatorier, omfatter bl.a.Cherenkov teleskoper som opfanger den gammastråling der udsendes når kosmiske stråler rammer jordens atmosfære.
Man kategoriserer den kosmiske stråling i energiintervaller, idet den enkelte kosmiske partikels kinetiske energi til en vis grad kan afgøre hvor den stammer fra (se figur):
1010 til 1015 eV:galaktisk kosmisk stråling,GCR fra vores egen galaksemælkevejen.
Mere end 1015 eV:intergalaktisk kosmisk stråling,ECR (inkl.UHECR ogEECR) fra andregalakser.
Den største kinetiske energi man kender fra kosmisk stråling er på mere end 1020eV. I 1991 observerede man iGreat Salt Lake Desert iUtah kosmiske stråler med en energi på 3,2*1020eV. Det svarer til lidt mere end 48Joule, omkring samme kinetiske energi som en bowling kugle der droppes fra en udstrakt arm. Det er millioner af gange mere end den kinetiske energi partiklerne ipartikelacceleratorer kan opnå. Partikler af denne type er siden blevet betegnet som "oh-my-god" partikler.[5][6]
Solens magnetfelt afbøjer de elektrisk ladede partikler fra den kosmiske stråling.Jordens magnetfelt ogjordens atmosfære bremser og omdanner kosmiske stråler, så de når ikke frem til jordens overflade.[7] De myoner som dannes når den kosmiske stråling rammer jordens atmosfære, fortsætter dog næsten uhindret til overfladen og et areal svarende til et menneskes hoved modtager således i gennemsnit én myon hvert sekund.[3]
Nogle forskere mener at kosmisk stråling har direkte indvirkning på denglobale opvarmning, i og med at ændringer i klodens temperatur følger ændringer i den kosmiske stråling over de sidste mange år.[8]
^ab23 April, 2002, BBC News, Cosmic ray mystery 'solved' Citat: "...Cosmic rays are bits of matter: protons, electrons, and atomic nuclei which have been stripped of their electrons. Although supernovae, gigantic exploding stars, have long been suspected as the source of most rays, the origin of the highest-energy rays has been more difficult to tie down..."For the first time, we see the hint of a possible connection between the arrival directions of ultra-high energy cosmic rays and locations on the sky of nearby dormant galaxies hosting supermassive black holes," said Princeton's Dr Diego Torres..."
