Der er flere personer med dette navn, seFrederik 5. (flertydig).| Frederik 5. | |
|---|---|
| Valgsprog: PRUDENTIA ET CONSTANTIA (Ved klogskab og fasthed) | |
 Portræt udført afCarl Gustaf Pilo | |
| Konge afDanmark ogNorge(mere..) | |
| Salving[a] | 4. september1747 Frederiksborg Slotskirke |
| Regerede | 6. august1746 – 14. januar1766 |
| Forgænger | Christian 6. |
| Gehejme- konseil- præsident | J.H.E.Bernstorff |
| Efterfølger | Christian 7. |
| Ægtefæller | Louise af Storbritannien (g. 1743) Juliane Marie af Braunschweig-Wolfenbüttel (g. 1752) |
| Børn | Med Dronning Louise: Med Dronning Juliane Marie:MedMadam Hansen: |
| Hus | Oldenborgske slægt |
| Far | Christian 6. af Danmark og Norge |
| Mor | Sophie Magdalene af Brandenburg-Kulmbach |
| Født | 31. marts1723 Københavns Slot |
| Død | 14. januar1766 (42 år) Christiansborg Slot |
| Hvilested | 1766 Roskilde Domkirke |
Ridder af Elefantordenen.svg) 1723 |
Frederik V (31. marts1723 –14. januar1766) varkonge aftvillingrigerneDanmark ogNorge fra1746 til1766. Han tilhørte denoldenborgske slægt og havde somvalgsprog: "Ved forsigtighed og bestandighed" (latin:Prudentia et Constantia).
Prins Frederik blev født mellem klokken 10 og 11 om aftenen den31. marts1723(1723-03-31) som det ældste barn af Kronprins Christian (den senereKong Christian 6.) ogSophie Magdalene af Brandenburg-Kulmbach.[2] Han var den sidste danske prins, der blev født på det gamleKøbenhavns Slot, der stammede fra1300-tallet og var blevet udvidet og ombygget så mange gange, at murene begyndte at skride og slå revner. Det blev revet ned i1731 for at give plads for en ny tidssvarende residens, det førsteChristiansborg Slot, hvorfra Frederik til sin tid kom til at regere som konge.[3] Han blevdøbt dagen efter fødslen i Kronprinsessens Sovegemak af denkongelige konfessionariusChristen Lemvig.[4] Den nyfødte prins blev opkaldt efter sin farfar KongFrederik 4., der somgudfar bar prinsen under dåben.[4]
Som kronprinsens eneste søn var han fra fødslen forudbestemt til at regere. En yngre søster døde som spæd kort efter fødslen i1724, og hans eneste overlevende søster,Prinsesse Louise, blev født tre år efter hans fødsel, i1726. Syv år efter hans fødsel, den12. oktober1730 døde hans farfar Kong Frederik 4., og Frederiks far besteg tronen som Kong Christian 6., mens han selv blevkronprins.[5]
Kong Christian 6. og Dronning Sophie Magdalene var dybt hengivne tilpietismen, en bevægelse inden forlutheranismen, der lægger vægt på individuel fromhed og en levende, personligtro. Som en konsekvens heraf fik Kronprins Frederik en strengt religiøs opdragelse. Som 7-årig fik han sin egenhofstat med den tyskfødteadelsmandGeorg Wilhelm von Söhlenthal somhofmester.[5] Söhlenthal var en ivrig tilhænger af denherrnhutiske bevægelse, og hans hus var centrum for depietistiske kredse i hovedstaden. Han delte en inderlig pietistisk fromhed med Kong Christian 6., og en tid var han kongens rådgiver i kirkelige sager. Det lykkedes dog ikke Söhlenthal at påvirke kronprinsens åndelige udvikling, idet han selv var en alt for blid og svag karakter, og i 1738 blev han afskediget fra sin stilling som hofmester.[6]
Kronprins Frederiks uddannelse var temmelig mangelfuld. I1730 gav kongen ganske vist den betydelige og fint dannede gehejmerådIver Rosenkrantz overtilsyn med kronprinsens opdragelse, men denne fik ingen indflydelse på den egentlige undervisning.[7] Rosenkrantz var tilhænger af den traditionellelutherske ortodoksi, mens Kong Christian 6. mere og mere gled over ipietisternes lejr og mistede tilliden til Rosenkrantz. Kronprinsens undervisning blev derfor fuldstændig gennemført i den tyskepietistiske ånd, der herskede ved hoffet. Resultatet af undervisningen var ynkeligt: lærerne klagede over hans mangel på flid, jagt og andre fornøjelser havde beslaglagt kronprinsens tid. Ud over de nødvendigste kundskaber i læsning, skrivning,tysk,fransk,latin og historie har hans viden næppe strakt sig.[8] Dansk var ikke undervisningsfag, og med undtagelse af en franskmand, der var lærer i fransk, var alle kronprinsens lærere tyske.[9] Ligesom sine forfædre ved det dengang primært tysksprogede hof i København, beherskede han det danske sprog dårligt og talte hele livet bedre tysk end dansk.[10] Dette forhindrede ham dog ikke i at lære lidt dansk, som han senere benyttede det i private optegnelser, der dog er meget ubehjælpsomt affattede. Hans mor omtalte ham som "Der Dänische Prinz", fordi han ind imellem talte dansk.[11] Bortset fra en vis interesse formøntsamling havde han kun beskedne kulturelle eller intellektuelle interesser.[12]
Kronprins Frederik viste sig allerede fra barn at være af en helt anden natur end sine strenge og noget dystre forældre.[7] Han var mild og venlig af væsen og udmærkede sig ved munterhed, elskværdighed og tilgængelighed.[7] I modsætning til sine indesluttede forældre, der sjældent viste sig udenfor deres slotte, optrådte han gerne offentligt og omgikkes velvilligt personer fra alle lag af befolkningen.[8] På trods af at kronprinsen voksede op i et strengtpietistisk hjem, blev han ikke selv grebet af pietismen.[7] Selv om religiøse følelser bestemt ikke var fremmede for ham, blev han en livsnyder, som elskede fornøjelser, jagt, vin og kvinder.[7]
Hanshedonisme udviklede sig dog med tiden til udsvævelser, og han tillagde sig enlibertinsklivsstil præget af seksuelle udskejelser ogalkoholisme. Sammen med sine svirebrødre turede han rundt på byensværtshuse ogbordeller, i et omfang så faderen på et tidspunkt overvejede at umyndiggøre ham.[13] Kongens rådgivere talte ham dog fra det, da det rentjuridisk ville være et brud påKongeloven,Danmark-Norgesenevældigeforfatning fra1665.[14] Samtidig ville det selvfølgelig udgøre et problem for kongehuset at indrømme, at den fremtidige konge var ude af stand til at regere.[13]
_2.jpg)
Af afgørende betydning for kronprinsens og hans rigers fremtid blev det, at han fik den 19-årigeAdam Gottlob Moltke, en 11 år ældremecklenborgskadelsmand, somkammerpage i1730.[15] Moltke havde væretpage hos Frederiks fader, inden han var blevet konge, og kongeparret stolede på Moltkes evner som opdrager til at lære den nye kronprins at styre sig. Da kronprinsen ægtede den senere dronning Louise i 1743, blev Moltke leder for kronprinsparrets hofstat.[16] Moltke gjorde imidlertid intet for at styre hverken Frederiks seksuelle appetit eller hans alkoholforbrug, men til gengæld blev der grundlagt et livsvarigt tillidsforhold mellem de to mænd, der blev af afgørende betydning efter Frederiks tronbestigelse.
I1740 blev hankonfirmeret og fik fra da af somtronfølger sæde iGehejmekonseillet, idet hans undervisning fortsattes til det 21. år. Underden svenske tronfølgekrise i 1743, der fulgte efter DronningUlrikke Eleonore af Sveriges død i1741, hvor det stod klart, at der ikke kunne forventes nogen legitim arving til den svenske trone, havde Kronprins Frederik i 1743 store udsigter til at blive valgt til tronfølger iSverige.Bondestanden valgte ensidigt Kronprins Frederik, og iDalarna anstiftede almuen endda et oprør, "Den Store Daldans", for at gennemtvinge hans valg. Som følge afFreden i Åbo i 1743, som afsluttededen russisk-svenske krig, blevAdolf Frederik af Slesvig-Holsten-Gottorp imidlertid udpeget til tronfølger i stedet for Kronprins Frederik efter pres fra denrussiskekejserindeElisabeth Petrovna.
I håbet om at lægge en dæmper på kronprinsens udskejelser fremskyndede man planerne om hans giftermål.[14] I løbet af1743 blev der forhandlet en aftale på plads om etdynastisk ægteskab mellem Kronprins Frederik og den jævnaldrende PrinsesseLouise af Storbritannien, der var den yngste datter af KongGeorg 2. af Storbritannien. Ægteskabet blev foreslået afStorbritannien af politiske årsager. På den tid foregik der en kappestrid sted mellemFrankrig og Storbritannien om at indgå en alliance medDanmark-Norge. Detprotestantiske Storbritannien havde fordelen af at kunne indgå en ægteskabsalliance med de ligeledes protestantisketvillingriger på den anden side afNordsøen, og der opstod blandt de engelske statsmænd idéen om atarrangere et ægteskab mellem Louise og Kronprins Frederik.[17] Den danske regering var positivt indstillet, mens Frederiks far, Kong Christian 6., i første omgang var lunken overfor idéen. Men da han øjnede chancen for, at ægteskabet ville medføre britisk støtte til mulighederne for at gøre Kronprins Frederik tilsvensk tronfølger, blev han positivt stemt.[18] Kronprinsen selv erklærede sig også velvillig overfor planerne, efter at han havde set et portræt af Louise og var blevet fortalt om hendes venlighed, så meget desto mere som også han kunne se de politiske fordele ved ægteskabet.[17]
I løbet af 1743 indledte man derfor ægteskabsforhandlingerne, der blev vellykket afsluttet den14. september efter et par måneders forhandlinger.[19] Parret blev først gift den10. november 1743 iHannover iKurfyrstedømmet Braunschweig-Lüneburg ved en såkaldtprokurationsvielse, hvor brudens broder,hertugen af Cumberland, var stedfortræder for brudgommen.[17][19] En uge efter brylluppet mødte Frederik for første gang sin brud ved grænsen iAltona i det dengangdanskeHertugdømme Holsten.[17] Frederik og Louise rejste derefter sammen videre til København, hvor hendes festlige indtog fandt sted den11. december under stor jubel fra befolkningens side. Allerede samme dag blev vielsen gentaget, nu med brudgommen selv, i den nyligt færdigbyggedeChristiansborg Slotskirke.[3]
.jpg)
Louise blev hurtigt populær både ved hoffet og i befolkningen. Hun var yndefuld og elskværdig, lærte sig og talte gerne dansk og holdt af at færdes med sin mand blandt den brede befolkning, hvor hun optrådte med en naturlig værdighed og lethed. Hendes popularitet bidrog også til Frederiks popularitet.[14] Selvom ægteskabet var arrangeret, var forholdet mellem ægtefællerne tilsyneladende godt, i hvert fald i deres første ægteskabsår. Parret fik fem børn, hvoraf den ældste døde som spæd. Det lykkedes dog kun delvist for Louise at tøjle sin ægtemands løsslupne livsstil, og end ikke i den første tid af ægteskabet formåede han at holde sig borte fra de orgier, han havde vænnet sig til.[20] Frederik 5. havde megen livskraft at give af og nåede at dyrke børneavlen med flid. Med sin yndlingselskerinde, Else Hansen, senere adletde Hansen og kendt somMadam Hansen, fik han i årene fra 1746 til 1751 også fem børn, 4 døtre og en søn.[14]
Efter brylluppet flyttede det nygifte par ind påCharlottenborg Slot påKongens Nytorv, hvor de boede, indtil de i 1745 kunne flytte ind iPrinsens Palæ vedFrederiksholms Kanal, der var blevet ombygget til tronfølgerbolig afhofbygmesterNicolai Eigtved i den nye, modernerokokostil. Deres hjem blev hurtigt rammen om et livligt og selskabeligt hof, der adskilte sig markant fra den tunge og stive etikette, der herskede hos kongeparret på Christiansborg.
Den norske frimurer-historikerKarl Ludvig Tørrisen Bugge hævder, at Frederik 5. som kronprins blev optaget i den københavnskefrimurerlogeSt. Martin. Dette skete sandsynligvis3. juni1744, og med inspiration efter denpreussiske kongeFrederik den Store som også blev optaget i en frimurerloge i sin ungdom. De havde begge fædre som var indædte modstandere af frimurerne, men i modsætning til den preussiske konge erklærede Frederik 5. aldrig offentlig sin tilknytning til logen.[21]
Den6. august1746 – dagen før sitsølvbryllup – døde Kong Christian 6. 46 år gammel påHirschholm Slot.[7] Ved faderens død arvede Frederik 23 år gammel dendansk-norske trone og blev rigernes femteenevældige konge. Det nye kongepar flyttede derefter den korte distance fra Prinsens Palæ over Frederiksholms Kanal til Christiansborg Slot. Den4. september det følgende år afsluttedesceremoniellet omkring tronskiftet, da den nye konge og dronning blevsalvet[a] iFrederiksborg Slotskirke, den traditionellekroningskirke forDanmark-Norgesmonarker underenevælden.[22]
Hvad Frederik og Louise havde begyndt i det små på Charlottenborg og i Prinsens Palæ, fortsatte de nu i stor skala på Christiansborg. Tronskiftet medførte et stort skifte i livet ved hoffet, hvor ungdom og liv nu holdt deres indtog, den stive holdning, som havde hersket i hans pietistiske fars tid, blev fjernet og erstattet af en mere udadvendt og livsglad holdning.[14] Lige så afsondrede, som forældrene havde holdt sig fra folket, lige så stærkt syntes Frederik 5. at ville komme det i møde, og der er blevet fortalt om, hvorledes han og dronningen holdt af at være sammen med Københavns borgere og besøge bønderne i deres gårde.[23] At jernkæderne, der i Christian 6.s tid havde afspærret Slotspladsen, fjernedes, var som et tidens tegn. Hoflivet genvandt sin glans, og på slottet holdtes baller og selskaber, til hvilke også borgerlige rangspersoner blev indbudte, blandt andreLudvig Holberg, der selv i stærke ord skildrer, hvor vel han føler sig ved Frederiks hof.[8]
Da Frederik blev konge havde hans alkoholforbrug udviklet sig således, at han næppe var i stand til at lede en regering alene og var fuldstændigt henvist til at støtte sig til sine rådgivere. Den reelle magt kom derfor til at ligge i hænderne på hans rådgivere,gehejmeråd og overhofmarskalAdam Gottlob Moltke,J.H.E. Bernstorff ogH.C. Schimmelmann. Umiddelbart efter, at Frederik 5. kom på tronen, udnævnte han Moltke til sinoverhofmarskal. Som konge stolede Frederik 5. på, og var reelt helt afhængig af Moltke, som forstod at udnytte sin stilling på en måde til gavn for både riget, kongen og sig selv, og Moltke blev både hovedrig og protegerede sine egne børn.[24] Frederiks tillid til Moltke og Moltkes loyalitet over for Frederik var det grundlag, som skulle gøre kongens regeringstid til en i alle henseender lykkelig tid for riget.[24] Frederiks på tysk skrevne småbreve til Moltke er bevarede og er ejendommelige ved deres meget naive og inderlige forsikringer om hengivenhed og trofasthed. Nogle af dem er skrevne for at bede Moltke om forladelse, fordi han dagen forud har fornærmet ham, der ville søge at holde sin kongelige ven tilbage fra det udsvævende liv. Han lover, at det aldrig skal ske mere: "Du bist mein Freund und mein Vater" hedder det i et af dem. "Pater peccavi, ich habe gesündieget; ich liebe Dich von Hertzens Grund und verbleibe biss in mein Grab Dein aufrichtig getreuer F. R. . . . dein bin und bleib ich, solange ich mich rühren kann".[8]
Det var således Moltkes fortjeneste, at ingen ministre blev udskiftet efter regeringsskiftet: kongen beholdt sin faders erfarne ministreJohan Ludvig Holstein som leder afDanske Kancelli,Johan Sigismund Schulin som leder afTyske Kancelli og udenrigstjenesten samtChristian August Berckentin som leder afKommercekollegiet.[16] Ikke blot lykkedes det Moltke at skabe et frugtbart samarbejde med ministrene, hans loyalitet over for kongen sikrede, at alt gik korrekt for sig: reelt påtog Moltke sig det meste af arbejdet med at læse indberetninger fra danske gesandter ved fremmede hoffer og han opretholdt privat brevveksling med adskillige danske diplomater. Hans virke indebar selvsagt også, at hans egen stilling styrkedes som uundværlig i statsstyrelsen.[25]
At det gik så godt, var ikke kun Moltkes fortjeneste. I realiteten havde Frederiks fader, Kong Christian 6., sørget for at få opbygget et effektivt og professionelt embedsapparat, som kunne klare et meget stort antal opgaver på egen hånd. Magten gik fra kongen til staten.[11] Det forhindrede naturligvis også, at der fandt ting sted, som embedsapparatet måtte finde uheldige. I sidste ende kunne systemet kun fungere, når der var udbredt enighed blandt de ledende embedsfolk.
Regeringsførelsen undgik ikke kritik. Der var påfaldende mange udnævnelser af udlændinge til embedsposter. Der var folk, som mente, at den godsejervenlige politik var uheldig og som havde sin tvivl om de tiltag, som blev gjort til fremme af industri og handel, modvilje mod skatter og kritik af personlige fordele i regeringskredse, men karakteristisk nok rettede kritikken sig ikke mod kongen men mod dennes rådgivere.[26]
Grundlaget for riget trivsel var landbruget. Det var lykkedes kongens fader at bringe dette og andre dele af det dansk-norske riges næringsliv frelst igennem en alvorlig økonomisk krise. Da Frederik blev konge, var tiden kommet til at forsøge at bringe udviklingen videre. Moltke anbefalede kongen at lade nedsætte en landvæsenskommission. I 1755 tilkendegav enevælden offentligt, at man ønskede forslag til hvorledes, landbrug og næringsliv kunne fremmes: her skulle deltage "hvem, der vil: høj eller lav, adel eller uadel, gejstlig eller verdslig, lærd eller ustuderet, være meget velkomne; her anses ikke på personer eller stænder, og ikke på lykkens fordele". Opfordringen blev fulgt, og resultatet blev otte tykke bind med afhandlinger, der somDanmarks og Norges økonomiske Magasin udkom fra 1757 til 1764,[27] samt de første forsøg på at opdyrkealheden.[28] Ønskerne omlandboreformer blev dog ikke gennemførte, og bønderne mærkede ikke meget til den økonomiske fremgang.
Frederik 5.s regeringsperiode var præget af fremgang for handelen og den spirende industri medkrudtværket og kanonstøberiet iFrederiksværk, der blev opført afJohan Frederik Classen, og var den første store danske industrivirksomhed. Ved samme lejlighed i1756 fik byen ved kongelig resolution sit navn efter værket og kongen. Frederiks·værk – eller på datidens dansk: Friderichsværck.
_fra_Beyen_af_Tunis.jpg)
Af betydning for skibsfarten og handelen var det, at der blev indgået freds-, handels- og søfartstraktater medAlgier i1746, medTunis ogTripolis i1751 og1752 samt medsultanen iKonstantinopel i1756.[29] Et andet skridt var afviklingen afVestindisk-guineisk Kompagni, der havde haft eneret til at aftagesukker fraSankt Croix. Dette skete ved, at de private aktionærer blev købt ud i1754, selskabets rettigheder og aktiver blev overtaget, hvor efter skibsfarten på øerne og produktion af sukker blev givet fri for alle statens undersåtter.[30]
Fremhæves må tillige, at det lykkedes at holde Danmark uden for krigen mellem England og Frankrig 1756-1763. I forbindelse dermed lod rigets neutrale stilling sig ligeledes udnytte i søfarten.[31]
Kunst og videnskab fik gode betingelser under Frederik 5. Forbuddet mod offentlig underholdning blev ophævet, og offentlige teaterforestillinger, der havde været forbudt under hans far, blev igen tilladt, og i1748 åbnede "Den nye Skueplads" iNicolai Eigtveds komediehus påKongens Nytorv.[32] Her havde kongen hentet ekspertise udefra, fx danselærerenPierre Laurent fra Frankrig, som senere, i 1771, oprettedeDen Kongelige Danske Balletskole.[33]
I 1749 fik kongen på det i1747 oprettedeDet adelige Akademi iSorø "demonstreret en del fysiske eksperimenter". Dette var et udtryk for tidens voksende interesse for naturvidenskaberne.[34]
Det Kongelige Danske Kunstakademi blev grundlagt i København på Frederik 5.s 31-års fødselsdag i 1754.[35]
I1761 lod Frederik 5. sendeen videnskabelig ekspedition tilOrienten. I denne ekspedition deltogCarsten Niebuhr, der som den eneste overlevede ekspeditionen og bragte dens værdifulde resultater hjem. Det skete i 1767, året efter kongens død.[36]
Det var også i hans regeringstid, atFonden ad usus publicos blev oprettet i 1765.
En række tyske og franske videnskabsmænd blev indkaldt, blandt andreFriedrich Gottlieb Klopstock, og understøttet med offentlige midler i deres arbejde. En anden af de indkaldte var den tyskebotanikerGeorg Christian Oeder i 1752, og under denne anlagdes en nybotanisk have på en grund, som Frederik 5. skænkede ved Amaliegade. Anlæggelsen tog dog lang tid på grund af uddigning, planering og opdyrkning - hvortil kom opførelsen af etdrivhus, forelæsningssal og andre lokaler. Kun en del af det udlagte areal blev taget i anvendelse, og en mindre del blev åbnet for almenheden i 1763.
Under Frederik 5. nød København fortsat enevældens gunst. Det var her, at embedsvæsen og næringsliv blomstrede frem for noget. I 1749 begyndte anlæggelsen af bydelenFrederiksstaden medAmalienborg som knudepunkt. Et markant træk i bydelen var de fire Amalienborg-palæer, Moltkes, Leventzows, Brockdorffs og Schacks palæer, opførte omkring Amalienborg Plads. I tilknytning til disse lå Berckentins, Bernstorffs og Dehnsrokokopalæer[37] De fire centrale palæer stod færdige i1760, mensSalysrytterstatue af Frederik 5. først kom til i1771. Kongen skulle ikke selv bo i Frederiksstaden, men han forærede velbeliggende byggegrunde til betydningsfulde borgere mod, at de opførte palæer på grundene.
Også andre institutioner blev lagt i hovedstaden og medvirkede til fremme af sysselsætning og økonomisk virksomhed[38]: i samme periode oprettedesDet Kgl. Opfostringshus ogFrederiks Hospital. Et højdepunkt under kongens regeringstid var den højtidelige indvielse afLaurids de Thurahs spir påVor Frelsers Kirke påChristianshavn i1752.
Den29. juni1753 tillod Frederik 5. det da nyoprettede kgl. Opfostringshus eneret for 20 år til at indretteDet Kongelige Kjøbenhavnske Klasselotteri (et lotteri der stadig eksisterer den dag i dag somKlasselotteriet) mod en årlig afgift til fattigvæsenet.[39]
I 1749 besøgte Frederik 5. tvillingeriget Norge.[40] I 1750 godkendte han planer forSeminarium Fredericianum iBergen, som et mere sekulært undervisningstilbud til eleverne ved Latinskolen. Foruden undervisning i klassisk sprog og bibellære skulle eleverne ved Seminarium Fredericianum også lære matematik, fysik, litteraturhistorie, moralfilosofi, tysk og fransk. Formålet med skolen var at professionalisere byens handelsstand.
Som aktivfrimurer oprettede han den24. juni1749 den førstefrimurerloge iNorge.
Allerede i 1751 var dronning Louise til folkets store sorg død, blot 27 år gammel, efter at være blevet alvorligt syg af en underlivssygdom medindeklemt navlebrok under sin sjette graviditet. Regeringen mente, at det var bedst, at kongen giftede sig igen så hurtigt som muligt, i et forsøg på at stabilisere hans adfærd. Kongen var dog i første omgang uvillig til at gifte sig igen, med mindre det var med en engelsk prinsesse, men der var ingen i en passende alder. En tid tænkte kongen på at ægte Moltkes ganske unge datter,komtesseCatharine Sophie Wilhelmine, men dette forhindrede Moltke selv ved straks at arrangere et ægteskab for sin datter medlensgreveHannibal Wedell tilWedellsborg.[41]
Moltke henledte da hans opmærksomhed påJuliane Marie af Braunschweig-Wolfenbüttel, datter af HertugFerdinand Albert 2. af Braunschweig-Wolfenbüttel og svigerinde til KongFrederik den Store afPreussen.[20] Hendes portræt, der blev skaffet til veje, fandt hans bifald, og baronF.L. Dehn, medlem afgehejmekonseillet, blev sendt til Braunschweig, hvor han nøje kendte personligheder og forhold, for at skaffe nærmere oplysninger om hende. Da de var heldige, kom ægteskabet snart i stand.
Et halvt år efter dronning Louises død giftede Frederik sig dermed for anden gang den8. juli1752 iFrederiksborg Slotskirke med Juliane Marie, der blev kronet samme dag.[3] Ægteskabet var næppe lykkeligt, skønt den nye dronning kun var 22 år ved dets indgåelse.[42] Juliane Marie formåede endnu mindre end Louise at tøjle hans livsstil, evindelige drikkeri og tilbagevendende orgier med de kvinder, der sammen med hans svirebrødre var blevet hans uundværlige selskab.[20] Parret fik kun en søn,Arveprins Frederik. Juliane Marie døde påFredensborg Slot 10. oktober 1796, 30 år efter sin mand.
Med årene kom kongens livsførelse til at gå ud over hans helbred, særligt da han fra naturens hånd i forvejen ikke var for robust.[43] Kongen blev mere og mere melankolsk og forsømte sig selv og statsanliggenderne. I de sidste år tog hans drikfældighed til, han var sjældent ædru, og han brækkede to gange benet i sin beruselse med efterfølgende lange sygelejer.[12] Til sidst var han fuldstændig nedbrudt som følge af druk og udsvævelser. Han døde som følge afødemer den14 januar1766 påChristiansborg Slot efter knap 20 års regeringstid, kun 42 år gammel.[3][44] Ved sin død blev han efterfulgt som konge af sin ældste søn, den blot 16-årigeChristian 7.
På trods af kongens livsførelse og de høje skatter, der måtte udskrives i hans sidste regeringsår, mistede han dog ikke sin popularitet.[20] Hans død blev oprigtig begrædt af folket, der til det sidste havde båret over med deres konges store svagheder.[41]Johannes Ewald gav udtryk for stemingen, da han skrevkantaten: "Hold Taare op at trille" i anledning af Frederiks ligfærd, der blandt andet indeholdt linjerne:
O Ynk! Saa bær da Norden
Din største Skat til Jorden.[14]
Efter etcastrum doloris iChristiansborg Slotskirke blev han gravsat iRoskilde Domkirke.[45] I 1769 fuldendtebilledhuggerenJohannes Wiedewelt sit hovedværk, Frederik 5.’s kolossale monument i Roskilde Domkirke, en 6 alen lang og 3 alen højsarkofag, der hviler på et fodstykke og prydes af talrige skulpturer; bag den bærer en søjle, som krones af enurne, enmedaljon med kongens portræt, for enderne af sarkofagen sidder 4 1/2 alen høje, kronede kvindeskikkelser, der symboliserer Danmark og Norge, i dyb sorg.
Uddybende artikel:Frederik V (rytterstatue)
I1771 blev denfranskfødtebilledhuggerJacques-François-Joseph Salysrytterstatue af Frederik 5. efter 14 års arbejde opstillet påAmalienborg Slotsplads.
Uddybende artikel:Steder opkaldt efter danske kongelige
En mængde steder har fået navn efter Frederik 5.:
| Navn | Født | Død | Bemærkninger |
|---|---|---|---|
| MedLouise af Storbritannien | |||
| Christian | 7. juli1745 | 3. juni1747 | kronprins af Danmark |
| Sophie Magdalene | 3. juli1746 | 21. august1813 | Dansk tronfølger 1747-1749 grundet manglende mandlige arvinger i mandslinjen efter KongFrederik 3.. Gift i1766 med kongGustav 3. af Sverige[47][41] |
| Vilhelmine Caroline | 10. juli1747 | 14. januar1820 | Gift i1764 med greve af Hanau, fra1785 regerende landgreve, fra1803 kurfyrsteVilhelm af Hessen-Kassel[41] |
| Christian | 29. januar1749 | 13. marts1808 | Konge afDanmark ogNorge1766–1808 Gift i1766 medCaroline Mathilde af Storbritannien |
| Louise | 30. januar1750 | 12. februar1831 | Gift i1766 med landgreveCarl af Hessen-Kassel[41] |
| MedJuliane Marie af Braunschweig-Wolfenbüttel | |||
| Frederik | 11. oktober1753 | 7. december1805 | arveprins af Danmark, far tilChristian 8. |
Udenfor ægteskab:
 | Wikimedia Commons har medier relateret til: |
Frederik 5. Født: 31. marts 1723Død: 14. januar 1766 | ||
| Titler som regent | ||
|---|---|---|
| Foregående: Christian 6. | Konge af Danmark 1746 – 1766 | Efterfølgende: Christian 7. |
| Konge af Norge 1746 – 1766 | ||
| Hertug af Slesvig 1746 – 1766 | ||
| Hertug af Holsten 1746 – 1766 medKarl Peter Ulrik (1746-1762) medPaul (1762–1766) | ||
| Greve af Oldenburg 1746 – 1766 | ||
| (ca. 872–1319) |
|  |
|---|---|---|
| Borgerkrigstiden (1130-1240) | ||
(1240-1319) | ||
| Folkungaslægten (1319–1387) | ||
| (1388–1412) | ||
| Huset Pommern (1389–1442) | ||
| Huset Wittelsbach (1442–1448) | ||
| Huset Bonde (1449–1450) | ||
| Huset Oldenborg (1450–1814) | ||
| Huset Holsten-Gottorp (1814–1818) | ||
| Huset Bernadotte (1818–1905) | ||
| Huset Glücksborg (siden 1905) | ||
