Der er flere personer med dette navn, seFrederik 2. (flertydig).| Frederik 2. | |
|---|---|
| Valgsprog: Mein Hoffnung zu Gott allein(tysk) DEUS REFUGIU ET FIDUSIA MEA (Mit håb er Gud alene) | |
 Portræt udført afHans Knieper ellerMelchior Lorck, 1581. | |
| Af Guds Nåde Konge af Danmark og Norge, de Venders og Gothers, Hertug udi Slesvig, Holsten, Stormarn og Ditmarsken, Greve udi Oldenburg og Delmenhorst | |
| Kroning | 20. august1559 Vor Frue Kirke,København |
| Regerede | 1. januar1559 –4. april1588 |
| Forgænger | Christian 3. |
| Efterfølger | Christian 4. |
| Ægtefælle | Sophie af Mecklenburg (g. 1572) |
| Børn | med Dronning Sophie: |
| Hus | Oldenborgske slægt |
| Far | Christian 3. |
| Mor | Dorothea af Sachsen-Lauenburg |
| Født | 1. juli1534 Haderslevhus |
| Død | 4. april1588 (53 år) Antvorskov Kloster |
| Hvilested | 1588 Roskilde Domkirke |
Frederik 2. (født1. juli1534, død4. april1588) varkonge afDanmark ogNorge fra1559 til1588. Han var søn afChristian 3. og tilhørte denoldenborgske slægt.
Han havde arvet et stærkt kongerige og det lykkedes ham at hævde sig som det ubestridte statsoverhoved, men i sine første regeringsår fejlvurderede han omkostningerne ved at gå i krig, og efter densyvårige krig 1563-70 førte han en mere forsigtig politik, der var på linje med kongerigets ressourcer, og det reducerede presset på befolkningen.
Frederik var krigerisk, optændt af ære og national stolthed.[1] Han interesserede sig meget forjagt,ridning,arkitektur og var god ven og støtte af den berømteastronomTycho Brahe.[2]
Frederik blev født påHaderslevhus den 1. juli 1534 som søn af (den senere)Kong Christian 3. ogDorothea af Sachsen-Lauenburg. Efter faderens sejr iGrevens Fejde blev Frederik i1536 valgt som tronfølger med titel af prins af Danmark.
I 1542 rejste prinsen rundt i Danmark og blev hyldet af folket. I 1548 blev han hyldet på sit første og sidste besøg iNorge. Ellers sad han på skolebænken påHaderslevhus, hvor han blev undervist sammen med en rækkeadelsdrenge, så han kunne stifte bekendtskab med dem, han senere skulle regere sammen med, og i øvrigt lære sig ridderlige idrætter såsomridning,fægtning og andre krigeriske dyder. Det boglige indprentedes af historikerenHans Svaning, der er en af ophavsmændene til den systematiske nedrakning af adelsfjendenChristian 2. Så Frederik lærte tidligt, hvordan en konge ikke skulle regere. Om han lærte meget andet, betvivlede Frederik selv senere, hvor han ofte klagede over, at han ikke var så god til boglige sysler.[3]
I 1554 flyttede Frederik tilMalmøhus, hvor der blev skabt et helt lille hof omkring ham, så han for alvor kunne komme i kongelære. Fra 1557 til 1558 var han på sin eneste udlandsrejse, der gik til kroningen af den nye tyskekejser Ferdinand 1. Dér lærte han mange barske lejetropsførere at kende og var glad ved samværet med dem. Hans far var ikke begejstret. Sønnen var ikke til at hive hjem, og den frommeChristian 3. så ikke gerne, at han blev alt for påvirket af opholdet hos kejseren, der var bannerfører for detkatolskekætteri.[4]
Da faderen døde i1559, underskrev Frederik sinhåndfæstning og kunne sætte sig på tronen. Han blevkronet iVor Frue Kirke iKøbenhavn den20. august 1559.[5]
Som det passede sig for en kongesøn, havde Frederik i sin tidlige barndom fået sig en huslærer, så han kunne blive sikret den fornødne dannelse, den hørte sig til en forud konge.[6]
Det var indlysende, at indsigt i denevangelisk-lutherske lære var den første forudsætning for, at han i sin manddom kunne værne den rette tro. Men det hørte tidens elite til, at den kunne mere end sin barnetro. Denne uddannelse var dog ingen dans på roser for Frederik II, der måtte kæmpe medordblindhed, men selve begrebet ordblindhed som sådan var ukendt i samtiden; Dette medførte, at Frederik II's omgivelser betragtede ham som mere enfoldig, end han egentlig var.[7] Verden havde forandret sig uden for Danmark. Nye tanker om det enkelte menneskes egne muligheder på trods af standsskel havde bredt sig i og fra de italienske bystater, inspireret af oldtidens græske og romerske forfattere. Vel var sådanne tanker ikke ligefrem danske adelsfolks kop te, men den italienske genfødelse af oldtiden,renæssancen, havde skabt nye moder inden for byggeri, malerkunst og levemåde, som sprængte den hidtidige så ensformige og himmelvendte middelalderlige livsstil.[8]
Så selv om de nye tanker om det enkelte menneskes muligheder, befriet for stændersamfundets lænker, behørigt blev siet fra, før de nåede det adelsdominerede Norden, virkede de nye former inspirerende på den velhavende herremand, der stod foran bygningen af en ny herregård, og på hoffet, der gerne ville være med på noderne.[9]
Frederik 2. blev netop konge i en tid, hvor den nye mode kom sydfra, samtidig med at den lutherske reformation åndeligt konsoliderede stændersamfundets uforanderlige orden. At denne konsolidering skulle sikres, var Frederik 2. med på. Det kneb mere med at tilegne sig den åndelige fernis, renæssancemoden krævede. Præsten, teologen og historikerenAnders Sørensen Vedel, der selv var typisk for samtiden med sin interesse for det nye jævnsides med sin forankring i den lutherske tro, beklagede senere, i sin ligprædiken over kongen, at denne "ikke synderlig har læst udi latinen eller andre fremmede sprog og boglige kunster." Men kongen var en troende mand, der vidste at forsvare den rette lære, og så gjorde den nævnte forsømmelighed trods alt ikke så meget.[9]
AugsburgerenBernhard Wusenbenzc, der i1567 på vegne afJohan Jacob Fugger besøgte Danmark for at undersøge dennes markedsmuligheder, beskrev Frederik 2. som en smuk og venlig mand, vellidt af alle: "Kongen er henved 35 år, en høj, stærk, rank fyrste, i besiddelse af stor forstand og god fornuft". Kongen havde et mindre hof, 6-8pager til sin opvartning, 30drabanter ioldenborgske farver til vagt, fik 15-16 retter mad til hvert måltid, omgikkes blandt andre sine (lutter tyske) staldkarle. Kongens dømmekraft fremgår af udsagnet: "Jeg ville gerne være nådig mod folket, men jeg tør ikke love noget, for så bliver jeg en løgner, når rigsrådet ikke vil udføre det."[10]
Frederik 2. talte og skrev dansk men skal have været ordblind.[11]
Kongens moder, dronningDorothea, skrev gennem sin lange enkestand, hvor hun holdt hof påKoldinghus, en lang række breve til sin søn, hvor hun blandt andet advarede ham mod umådeholdent drikkeri og selvrådighed.[12]
Efter den Nordiske Syvårskrig kom der ingen ny krig i Frederik 2.s regeringstid. I stedet syslede kongen med jagt og drikkeri og bibellæsning. Han var naturligvis en troende lutheraner, men tidens mange stridsmål om, hvordan man skulle fortolke den rette tro, så man ikke faldt i enten den katolske eller den calvinske vantros grøfter, interesserede ham ikke.[13]
Kongen var forelsket i adelsjomfruAnne Hardenberg, brordatter afEjler Hardenberg, der havde været hofmester påMalmøhus, da kongen fik sin prinseopdragelse dér. Hun var ganske vist lovet væk til Frederiks adelige skolekammerat,Oluf Mouritzen Krognos, men Frederik fik forhindret ægteskabet. Helst ville han selv have giftet sig med Anne, men forbindelsen blev ikke regnet som fyrstelig nok.[14] Da der ikke var nogen vej udenom, fandt Frederik 2. behag i sin 13-årige kusineSophie af Mecklenburg, datter af hans fasterElisabeth af Danmark ogUlrik 3. af Mecklenburg-Güstrow. Den kongelige vielse stod 20. juli 1572.
Ægteskabet var lykkeligt og resulterede i syv børn. Kongen omtalte konstant sin hustru som "mint Soffye" (min Sophie).[15][16] Af kongensdagbogsoptegnelser fremgår, at både hustru og børn omfattes af kærlig opmærksomhed.[17] Barnedåbene blev fejret overdådigt.[18][19] Anne Hardenberg blev gift med Oluf Krognos.
Frederik 2.s tid blev i økonomisk henseende kendetegnet ved enmerkantilistisk politik. I henhold til tidens idealer var det målet, at riget i økonomisk henseende skulle være uafhængigt af udlandet, det vil sige selvforsynende i alle henseender, samt sikre sig en handelsbalance med overskud. For at opnå disse mål forsøgte man at støtte indenlandsk næringsudvikling med monopoler, toldbeskyttelse samt støtte til handelsforetagender og fremstillingsvirksomheder samt ved oprettelse af statsligt drevne virksomheder.[20][21] Blandt kongelige foretagender var oprettelsen i 1560 af et farveri i København[22], oprettelsen af en papirmølle vedHvidøre omkring 1576[23], oprettelsen af etglasværk i 1582 ved Skanderborg, senere fulgt af andre i samme egn.[24]
Den28. oktober1583 gav Frederik 2.Skanderborgkøbstadsprivilegier.[17]
Kongen deltog i godt to trediedele afrettertingssagerne i sin tid, det vil sige, at han var en aktiv dommer.[25]
Frederik 2. forestod også anlæggelsen af de første, egentlige "kongeveje": København-Frederiksborg-Kronborg, Ringsted-Antvorskov og Haderslev-Kolding-Jelling.[26]
Blandt Frederik 2.s andre gerninger var hans støtte tilastronomenTycho Brahe, blandt andet fik denneHven i forlening. Det var her, Tycho Brahe lod opføre observatorierneUranienborg ogStjerneborg med et kongeligt tilskud.[27][28]
Kongen var jagtglad. Ved talrige mageskifter med adelen samledeskrongodset, så det blev mere rentabelt – og kongen fik et sammenhængende jagtterræn. Han fik indrettetvildtbaner og anlagtdyrehaver blandt vedFrederiksborg Slot ogSkanderborg Slot med opdræt affasaner,kalkuner ogagerhøns til det kongelige spisekammer. Jagterne omfattede kronvildt,dådyr,harer ogvildsvin, som ganske vist var næsten udryddede, men i 1581 havde kongen ladet indkøbe 21 vildsvin fra Tyskland for at genoprette bestanden. De blev udsatte i Jylland og trivedes vel.[29] Ligeledes forsøgte han at genindføreuroksen fra Polen, men dette mislykkedes.[30]
Efter Syvårskrigen kastede kongen sig over slotsbyggeri. Den gamle, middelalderlige fæstningKrogen ved Helsingør blev i årene1574-84 ombygget til etrenæssanceslot,Kronborg, med tårne og spir samt tage ikobber takket være indtægterne fraØresundstolden. Ikke blot blev selve bygningsmassen fuldstændigt ombygget, forsvarsværkerne blev ligeledes omdannede i tidens nye stil således, at det efter ombygningen fremstod som Nordens stærkeste fæstning og en værdig opkræver af Øresundstolden.[31]
I1560 mageskiftede Frederik sig til den nordsjællandskehovedgårdHillerødsholm, og han ombyggede gården til et renæssanceslot,Frederiksborg. Slottet var fordelt over tre holme og blev opført i fire etager samt tagetager og også det med spir og tårne.[32]
I 1561 besluttede Frederik 2. at udbygge og befæsteSkanderborg Slot med materialer fraØm Kloster.[33]
1562-1563 opførtesOrlogsværftets ankersmedje under ledelse af bygmesterPeter de Duncker.[34]
I udenrigspolitisk henseende var opgaven for kongen at sikre Danmarks stilling som en magt af rang.
I1559 erobrede hanDitmarsken sammen med sin farbrorHertug Adolf afSlesvig-Holsten-Gottorp. Oprindeligt havde det været hertugens plan at gennemføre erobringen alene, men dette fik kanslerenJohan Friis forhindret, og kongen deltog i en fremtrædende position og opnåede dermed i en alder af blot 25 år en prestigefyldt stilling.[35] Et relief af slaget ved Ditmarsken kan ses på kongens gravmæle iRoskilde Domkirke.
Frederiks interesse for Norge skal have været ringe. Han lod sig hylde i1548 iOslo, inden han overtog tronen. Som konge aflagde han et besøg i 1585, men da kun tilBåhus.[36] I1567 grundlagde han imidlertidFredrikstad, som dermed blev den første norske by opkaldt efter en konge.
I1572 udnævnte kongen enstatholder til Norge, og indsatte senereLudvig Munk i embedet. Ludvig Munk var upopulær i Norge efter sin konflikt med bønderne iTrøndelag. Muligvis var det årsag til, at Munk blev afsat allerede i 1583.[37]
I1574 skænkede kong Frederik gården Thorstenes (i dag bydelen Tertnes) iBergen til Sankt Jørgens hospital[38] forspedalske inde i byen.[39]
Ved hans død i 1588 udgav Jacob Jacobsen Wolf,rektor ved Oslo katedralskole1584-94, en mindetale (Cenotaphium Friderico II), der blev holdt på skolen på kongens begravelsesdag.[40]
Frederik 2.s yngre broderMagnus af Holsten blev biskop på Øsel (Saaremaa) og forsøgte at udvide sit magtgrundlag, blandt andet med støtte fra sin broder. Det mislykkedes, og Frederik måtte efterfølgende søge at redde sit forhold tilIvan den Grusomme under indtryk af den magtudvidelse i Estland, Livland og Kurland, som Sverige under Erik 14. fik gennemført. Trods de problemer, Magnus havde skaffet sig på halsen, lykkedes det Frederik 2. at sikre Øsels fortsatte tilhørsforhold til Danmark.[41]
De første år af Frederik 2.s regeringsperiode var prægede af et stort modsætningsforhold tilSverige. Det danske fodfæste på Øsel gjorde, at den svenske konge kunne føle sig omringet afDanmark-Norge, der på daværende tidspunkt omfattede næsten hele Kattegatkysten medBohuslen,Halland,Skåne ogBlekinge, samt de fremskudte besiddelser iØstersøenGotland og Øsel.[42]
I 1563 udbrød der krig mellem Danmark og Sverige. Den formelle anledning var anvendelsen i våbenskjoldet afTre Kroner - symbolet påKalmarunionen. Det lykkedes snart Frederik at erobre den strategisk betydningsfulde borgElfsborg, men der efter kom krigen ind i et dødvande, hvilket kostede dyrt. Frederik 2. havde regnet med, at han med sinetyskelejetropper hurtigt kunne vinde krigen mod svenskerne, men på grund af dårligt organiseret forsyningssystem måtte man standse fremrykningen modStockholm og gå i vinterkvarter iSkåne. Året efter var det svenskerne, der havde initiativet, og de trængte ind iNorge flere steder og hærgede også iHalland ogBlekinge. Hen på sommeren rejste Frederik 2. et lån til at finansiere planerne om et angreb på Stockholm. Det blev en fuldstændig fiasko, og hæren måtte trække sig tilbage. Da et nyt forsøg i oktober led samme skæbne, varRigsrådet ved at miste tålmodigheden.
Til sidst så Frederik 2. sig nødsaget til at hjemkalde sin faders gamle uven,Peder Oxe. Peder Oxe havde mistetChristian 3.'s gunst i1556 og var tvunget til at tage ophold i udlandet. Ved Christians død blev alle Peder Oxes ejendomme konfiskeret. Oxe havde flere gange uden held forsøgt at blive taget til nåde igen, men nu fik hanfrit lejde og rejste til Danmark, hvor han blev forsonet med Frederik 2. Han blev atter medlem af rigsrådet og fikVordingborg Slot somlen og sit konfiskerede gods tilbage. Året efter blev han udnævnt tilrigshofmester og medvirkede i de følgende år til at bringe de danske statsfinanser på fode igen. Herefter var det i realiteten Rigsrådet med Peder Oxe i spidsen der styrede landet. Det lykkedes Peder Oxe at overtaleadelen til at bære en større del af de økonomiske byrder, og han tredobledeØresundstolden.[43] DaDen Nordiske Syvårskrig1563-1570 sluttede medfreden i Stettin i1570 var Danmark fortsat den mest magtfulde stat iNorden.
Syd for den danske grænse var det især magtkampen mellem de katolske og de reformerte riger, der kom til at spille en rolle i den danske udenrigspolitik. Den spanske kongeFilip 2.s beslutning om, at sende militære styrker til Nederlandene blev af samtiden opfattet som et led i kampen om magten i Europa.[44]Bartholomæusnatten i Paris i 1572 gjorde ligeledes et dybt indtryk i samtiden.[45] Frederik 2. opretholdt en hemmelig diplomatisk forbindelse medVilhelm af Oranien frem til dennes død i 1584.[46] I 1570-erne havde man i Danmark kunnet glæde sig over de reformertes fremgange, men den senere hårde katolske fremfærd medførte, at man også i Danmark frygtede katolske spioner og tog sine forholdsregler.[47]
Udviklingen i Nederlandene bevirkede et frygt for, at begivenhederne ville brede sig tilFrisland,Oldenborg ogDelmenhorst og derved komme betænkeligt nær den danske grænse.[44] Forholdene blev yderligere vanskeliggjort ved, at hertugAdolf af Gottorp (1526-1586) gik i spansk tjeneste og samtidig forsøgte at udvide sit magtområde blandt andet ved fæstningsbyggeri og ved at gøre krav på de områder, som havde tilhørtHans den Ældre, efter dennes død i 1580.[48] Også enkehertugindeChristina af Lothringen (1521-1590), datter afChristian 2., deltog i intriger vendt mod Frederik 2.[48] Den danske konge opretholdt efter syvårskrigen en forholdsvis beskeden landhær i form affodfolk ogrytteri[49] men til gengæld en forholdsvis stor krigsflåde på 31-43 skibe.[50] Af militære anlæg var ombygningen af Krogen til Kronborg utvivlsomt det vigtigste.
Frederik 2. døde 53 år gammel påAntvorskov Kloster den 4. april 1588.[51]
Allerede samme dag skulle forholdene om begravelsen afklares, men ikke mindre vigtigt var det at finde en løsning på, hvordan landet skulle ledes, indtil den unge prins Christian kunne overtage styret. Det blev derfor besluttet af Rigsrådet, at udgifterne til begravelsen skulle holdes på et rimeligt niveau. Sådan kom det dog ikke til at gå.
På begravelsesdagen den 5. juni i Roskilde deltog flere hundrede i det lange ligtog, heriblandt kongelige trompetere og paukeslagere, rigsråder, beklædte heste og hele 32 adelsmænd til at bære kisten. Enkedronningen var nemlig ikke tilfreds med en simpel affære, og hun sørgede for, at kongens begravelse var på linje med andre potentater og fyrsters.
I sin ligprædiken hævdede præstenAnders Sørensen Vedel, at kongens død måtte tilskrives et for stort spiritusforbrug: "Dersom Hans Nåde havde haft lov for fremmede fyrster og legaters og andre gode mænds daglige omgængelse til at holde sig fra den almindelige, skadelige drik, som nu over alverden iblandt fyrster, adel og menigmand alt for gængs er, da synes det for menneskelige øjne og tanker, at Hans Nåde kunne have levet mangen god dag længere".[52] Dette er dog ikke sandsynligt.[53] Sygdomsbilledet tyder mere på en ondartet brystlidelse[54].
Frederik 2.s død gav anledning til mindefester i København, Dresden og Wittenberg, og der dukkede en hel litteratur af taler og mindeskrifter op efter ham. Han blev bisat i Helligtrekongers Kapel iRoskilde Domkirke 5.6.1588. Gravmælet som ligner faren Christian 3.s 1598 udført af Geert van Egen med scener fra felttoget i Ditmarsken og syvårskrigen. I krypten under gravmælet hviler ogsådronning Sophie.
| Navn | Født | Død | Bemærkninger |
|---|---|---|---|
| MedSophie af Mecklenburg | |||
| Elisabeth | 25. august1573 | 19. juni1626 | Gift19. april1590 med HertugHenrik Julius af Braunschweig-Wolfenbüttel |
| Anna | 12. december1574 | 2. marts1619 | Gift20. august1589 med KongJakob 6. af Skotland |
| Christian 4. | 12. april1577 | 28. februar1648 | Konge afDanmark ogNorge1588 –1648 Gift28. november1597 medAnna Cathrine af Brandenburg |
| Ulrik | 30. december1578 | 27. marts1624 | Administrator afFyrstbispedømmet Schwerin1603 –1624. Begravet i Roskilde Domkirke |
| Hans August | 1579 | 1579 | |
| Augusta | 8. april1580 | 5. februar1639 | Gift30. august1596 med HertugJohan Adolf af Slesvig-Holsten-Gottorp |
| Hedevig | 5. august1581 | 26. november1641 | Gift12. september1602 med KurfyrstChristian 2. af Sachsen |
| Hans | 9. juli1583 | 28. oktober1602 | Begravet i Roskilde Domkirke. |
Frederik 2. havde formentlig også en illegitim søn ved navnJohan Garmann, da Johan bliver benævnt somChristian 4. halvbroder[55].Johan Gaarmann (senereGarmann) (1580-1661)[56] kom tilNorge med et leidebrev (forpligtelse fra en magtindehaver, som sikrer en persons adgang til at rejse frit, og uden påførsel af skade) af 10. Januar1628 fra sin "halvbror"Christian 4. Han forlod Danmark som følge afWallensteins udplyndring af Jylland i år1627. Han drog med sin familie til Norge via Malmø, hvor han fik en royal tilladelse til, med kone, børn og svoger samt skibe og varer, at rejse tilOslo eller andre steder iNorge, hvor han ønskede at bosætte sig.[57]
Hvem Johan Garmann's moder er vides ikke, men det kunne væreAnne Hardenberg, med hvem Frederik 2. havde en ungdomsromance, dette er dog utænkeligt, da deres romance var forholdsvis kortvarigt.[58]
Johan Garmann's moder kunne også være en dame ved navn Magdalena Davidsdatter Garmann, kaldet "Magdalene med Hanken". Dette kunne forklare hvordan Johan Garmann fik sit efternavn. Hun var datter af David Garmann af slægten Garmann.[59] På familien Garmann's gods, Mjeldegodset, hænger der et maleri af denne Magdalena, som, ifølge traditionen, kaldes "Magdalene med Hanken", da hun skal have været afsat "til venstre hånd" med en af dedansk-norske konger Frederik.[60] Magdalena bliver født i1557, derfor kan det ikke havde været Frederik 2.s farfarFrederik 1., som hun var venstre hånd til. Magdalena Garmann blev ifølge historien tildelt Mjeldegodset, Sandvigen og Damsgård af Kong Frederik (2.).[55]
 | Wikimedia Commons har medier relateret til: |
Frederik 2. Født: 1. juli 1534Død: 4. april 1588 | ||
| Titler som regent | ||
|---|---|---|
| Foregående: Christian 3. | Konge af Danmark 1559 – 1588 | Efterfølgende: Christian 4. |
| Konge af Norge 1559 – 1588 | ||
| Hertug af Slesvig 1559 – 1588 medHans (1559–1580) medAdolf (1559–1586) medFrederik 2. (1586–1587) | ||
| Hertug af Holsten 1559 – 1588 medHans (1559–1580) medAdolf (1559–1586) medFrederik 2. (1586–1587) | ||
| (ca. 872–1319) |
|  |
|---|---|---|
| Borgerkrigstiden (1130-1240) | ||
(1240-1319) | ||
| Folkungaslægten (1319–1387) | ||
| (1388–1412) | ||
| Huset Pommern (1389–1442) | ||
| Huset Wittelsbach (1442–1448) | ||
| Huset Bonde (1449–1450) | ||
| Huset Oldenborg (1450–1814) | ||
| Huset Holsten-Gottorp (1814–1818) | ||
| Huset Bernadotte (1818–1905) | ||
| Huset Glücksborg (siden 1905) | ||
