Frankfurterskolen er betegnelsen for en original retning inden fornymarxistisk kultur-, sociologi- og samfundsteori i det20. århundrede. Centralt i Frankfurterskolen står begrebet omkritisk teori. Gruppens navn kommer af, at den opstod ved universitetet iFrankfurt am Main, daMax Horkheimer i 1931 blev udnævnt til leder af "Institut für Sozialforschung".
Frankfurterskolen samlede nogle af de marxistiske dissidenter, der følte at den politiske marxisme som den praktiseredes i f.eks.KPD fortolkedeMarx' tanker for snæversynet. De ville forsøge at applicere Marx på de tendenser og udviklinger han aldrig selv havde kunnet opleve.
Vigtigst blandt skolens senere repræsentanter fra1960'erne til i dag erJürgen Habermas (filosofi,videnskabsteori, sociologi),Alfred Schmidt (filosofi, sociologi),Oskar Negt (filosofi ogpolitisk teori) ogAxel Honneth (etik, sociologi). Sidstnævnte anses for at være Habermas' efterfølger og grundlægger af senmoderne kritisk teori, ligesom han har overtaget dennes position påInstitut für Sozialforschung i Frankfurt.
Habermas, Jürgen (2009):Borgerlig offentlighed. Offentlighedens strukturændring: undersøgelse af en kategori i det borgerlige samfund, Informations Forlag ISBN978-87-7514-173-9. Oversat af Henning Vangsgaard.
Honneth, Axel (2003):Behovet for anerkendelse, Hans Reitzels Forlag
Horkheimer, Max & Theodor W. Adorno (1993): “Oplysningens dialektik”. Gyldendal
Marcuse, Herbert (1979):Den æstetiske dimension: bidrag til en kritik af den marxistiske æstetik. GyldendalISBN87-01-78491-9
Marcuse, Herbert (1969):Det én-dimensionale menneske: en undersøgelse af det højtudviklede industrisamfunds ideologi. GyldendalISBN87-00-43611-9
