.png)
Fagrskinna findes i to afskrifter af et ældre forelæg.
Den ældre version kaldes B og dateres til 1220'erne. Den blev i sin samtid kaldetNoregs konungatal, og var sandsynligvis tiltænktkong Håkon 4. Forfatteren skrev nøgternt, gav kun lidt plads tilanekdoter, men citerede mangeskjaldekvad, til dels andre end dem, der kendes fraHeimskringla.[1]
Den yngre A-version er fra tidligt 1300-tal og blev utlånt tilThormod Torfæus, der blev ansat vedhoffet i1660 somoversætter afsagatekster tillatin. Det var en smuk bog, så han kaldte denFagrskinna, "det fagre skind". Han lod sin slægtning og skriver Åsgeir Jonsson (ca1657-1707) udføre tre afskrifter af A-versionen, som de fik lånt med tilKarmøy. Den ældre B-version blev iKøbenhavn, men også den blev der udført tre kopier af. At der blev foretaget så mange afskrifter, var delvis for at have noget at tilbyde, hvis man ønskede at byttehåndskrifter til sig fra andre - delvis for at sikre, atteksten var nøjagtigt gengivet - og delvis for at have nem tilgang til den, uden at måtte hente originalen, der lå godt sikret i Torfæus'kælder på gården på Karmøy. Begge originaler - både A- og B-versionen - gik tabt vedKøbenhavns brand i 1728. I dag findes teksten kun bevaret i de kopier, Torfæus besørgede udført.[2]
Et blad af B-versionen findes iRiksarkivet. Det drejer sig om de fire første verselinjer i et af to kendte vers af kvadetValþjófsflokkr af denislandskeskjald Thorkell Skallason.[3]
Fagrskinna gør udstrakt brug af skjaldekvad somcitater for at underbygge faktagrundlaget i fortællingen. Nogle af disse kvad findes ingen andre steder og ville derfor være ukendt, hvis det ikke var forFagrskinna - såsom dele afHaraldskvadet, der omhandlerslaget i Hafrsfjord,[4] ogEiriksmål, der er skjaldekvadet omEirik Blodøkses fald i954, angiveligt digtet på opfordring afdronning Gunhild.Skjalden er ukendt. Vi har kun den del af kvadet, som indgår iFagrskinna, der det skildres, hvordan Eirik modtages afOdin iValhal.[5]