Denførste intifada,den første palæstinensiske intifada[4] eller også blot kendt somintifadaen[note 1] var en vedvarende serie af protester og voldelige optøjer[5] udført afpalæstinensere i de palæstinensiske områder ogIsrael. Årsagen tilintifadaen tilskrives en kollektiv palæstinensisk frustration over Israels militære besættelse afVestbredden ogGazastriben, der på dette tidspunkt nærmede sig en 20-årig periode (Israel etablerede kontrol over områderne i forbindelse medSeksdagskrigen 1967).[6] Opstanden varede fra december 1987 tilMadrid-konferencen i 1991, selvom nogle daterer dens afslutning til 1993 med underskrivelsen afOslo-aftalerne
Intifadaen begyndte den 9. december 1987[7] iflygtningelejren Jabalia, efter at en lastbil fra detisraelske forsvarsstyrker (IDF) havde kollideret med en civil bil og dræbt fire palæstinensiske arbejdere, hvoraf tre var fra Jabalia-flygtningelejren.[8][9] Palæstinensere anklagede efterfølgende israelerne for bevist at have kollideret den civile bil – en gengældelsesaktion for ét drab på en jøde i Gaza dage forinden.[10] Israel afviste, at kollisionen – som kom på et tidspunkt med øgede spændinger – var en bevidst eller koordineret handling.[11] De efterfølgende palæstinensiske reaktioner var præget af protester,civil ulydighed og vold.[12][13] Eksempelvis anvendte palæstinensernegraffiti, barrikader,boykottede israelske produkter, boykottede israelske administrationsinstitutioner på Vestbredden og Gazastriben, nægtede at arbejde iisraelske bosættelse på israelske produkter, nægtede at betaleskat og arrangeredegeneralstrejker. Endvidere kastede palæstinenserne i udstrakt omfang med sten ogmolotovcocktails mod IDF-soldater og IDF-faciliteter.[14][15]
Israel indsatte omkring 80.000 soldater som modsvar på palæstinensernes opstand. Israels blev i forbindelse med intifadaen kritiseret for at anvende uforholdsmæssige dødelige magtmidler til at slå ned på de palæstinensiske optøjer, herunder IDF-soldater udstyret med både skarpladte våben.[16] Modsat hævdede Israel, at det var nødvendigt med en hård reaktion på palæstinenseres voldlige optøjer. I løbet af de første 13 måneder blev 332 palæstinensere og 12 israelere dræbt.[17][18] Dette omfatter 311 palæstinensere, der blev dræbt af israelske sikkerhedsstyrker i løbet af det første år, hvoraf 53 var under 17 år.[17] Billeder af soldater, der slog teenagere med køller, førte efterfølgende til, at Israel besluttede at anvende halvdødelige plastikkugler i stedet.[17] Det anslås, at IDF samlet dræbte 1.162-1.204 palæstinensere i løbet af intifadaens seksårig varighed.[19]
Blandt israelere blev 100 civile og 60 IDF-personel dræbt[20] – ofte af militante personer, som var uden forFNLO's kontrol.[21] Mere end 1.400 israelske civile og 1.700 soldater blev såret.[22] Intern vold mellem palæstinensisk grupper og fraktioner var også et fremtrædende træk for intifadaen, hvor det anslås, at 822 palæstinensere blev henrettet under påskud af at være israelskekollaboratører.[23] På dette tidspunkt indhentede Israel efter sigende oplysninger fra omkring 18.000 palæstinensere, der var blevet kompromitteret.[24] Færre end halvdelen af disse havde bevisligt haft kontakt med de israelske myndigheder.[25] Den efterfølgendeanden intifada fandt sted fra september 2000 til 2005.
^Walid Salem, 'Human Security from Below: Palestinian Citizens Protection Strategies, 1988–2005,' in Monica den Boer, Jaap de Wilde (eds.),The Viability of Human Security,Amsterdam University Press, 2008 pp. 179–201 p. 190.
^abcAudrey Kurth Cronin 'Endless wars and no surrender,' in Holger Afflerbach, Hew Strachan (eds.)How Fighting Ends: A History of Surrender, Oxford University Press 2012 pp. 417–433 p. 426.
^Wendy Pearlman,Violence, Nonviolence, and the Palestinian National Movement,Cambridge University Press 2011,p. 114.
Finkelstein, Norman (1996).The Rise and Fall of Palestine: A Personal Account of the Intifada Years. Minnesota: University Press.ISBN978-0-8166-2858-2.
Israel
FNLO
Hamas
Irak (i 1991)[3]
