Europa-Parlamentet (uofficielt ogsåEU-parlamentet, forkortetEP) erEU's folkevalgteparlament. Det kaldtes i årene1971-1993 ogsåEF-parlamentet. Europa-Parlamentet træder sammen i bådeBruxelles ogStrasbourg. Medlemmerne vælges for fem år ad gangen af befolkningerne i de 27 EU-lande. Parlamentet har 720 medlemmer, heraf 15 danske.
Sammen medRådet for Den Europæiske Union (Rådet) danner EU-parlamentet den lovgivende magt i EU. Europa-Parlamentet og Rådet udgør det højeste lovgivende organ i EU.
Der har været afholdt direkte valg hvert femte år siden 1979. Selv om Europa-Parlamentet har den lovgivende magt, har det ikke lovgivningsinitiativet, som de fleste statslige parlamenter i EU har.
Hvert land vælger et antal parlamentsmedlemmer, således at intet land fra valget i 2014 har færre end 6 medlemmer eller flere end 96 medlemmer. Hvert land vælger selv sine valgregler, idet der dog er nogle overordnede principper, som skal overholdes – der skal således benyttes en form forforholdstalsvalg.
Margrete Auken, 2014. Medlem af Europaparlamentet for SF 2004-2024
Danmark havde indtil 1999 16 medlemmer af Europa-Parlamentet. Derefter blev antallet reduceret på grund af EU's udvidelse. Fra 1999-2009 havde Danmark 14 medlemmer. Efter valget den 7. juni 2009 havde Danmark 13 medlemmer af Parlamentet, hvilket blev forøget til 14 danske mandater efter Brexit med effekt fra 1. januar 2020, og til 15 mandater fra valget i 2024.
Ved Europa-Parlamentsvalget den 9. juni 2024 blev følgende danske medlemmer valgt:[1]
I Parlamentet sidder medlemmerne ikke efter nationalitet, men i politiske grupper. Partigrupperne har tidligere bestået af mindst 20 medlemmer fra mindst seks medlemslande. Efter valget i 2009 ændredes kravet imidlertid til mindst 25 parlamentarikere, der repræsenterer mindst syv medlemslande. Efterfølgende er dette ændret til 23.[4] Medlemmer af Europaparlamentet, der ikke er medlem af en gruppe, kaldesløsgængere.
Ændringen blev gennemført af de to store partigrupperEPP (konservative) ogPES (socialdemokrater). Den vil gøre det vanskeligt for de EU-kritiske grupperIND/DEM ogUEN at fortsætte efter valget. Ændringen blev stemt igennem Parlamentet på trods af et flertal imod ændringen i udvalget. Forslaget fra den britiske socialist Richard Corbett gik oprindeligt ud på at hæve kravet til 30 medlemmer, men et ændringsforslag fraHanne Dahl sænkede kravet til 25 medlemmer.[5]
Per 2024 er der otte partigrupper, som består af partier fra flere lande:
EPP er den konservative og kristendemokratiske gruppe i EU-Parlamentet bestående afEuropæisk Folkeparti (European People's Party, EPP). I Danmark erDet Konservative Folkeparti medlem af det Europæiske Folkeparti og dermed også medlem i EPP-gruppen i EU-Parlamentet. (188 medlemmer)
S&D er den socialdemokratiske og socialistiske gruppe i EU-Parlamentet. PSE står forDe Europæiske Socialdemokrater (Party of European Socialists). I Danmark erSocialdemokraterne medlem af PSE og PSE-gruppen i EU-Parlamentet. (136 medlemmer)
PfE (Patrioter for Europa) er en højreorienteret EU-kritisk gruppe i EU-Parlamentet. I Danmark erDansk Folkeparti medlem af gruppen. (84medlemmer)
ECR (European Conservatives and Reformists) (ECR). Består primært af medlemmer fra detbritiske konservative parti, dog med nogle fra den nu ikke-eksisterendeUEN-gruppe. ECR er konservative og kritiske overfor EU og vil begrænse indflydelsen på staternes suverænitet. Fra Danmark sidderDanmarksdemokraterne i gruppen. (78medlemmer)
Grønne-EFA er den grønne gruppe i EU-Parlamentet bestående af de to europæiske partierDe Europæiske Grønne (European Greens) ogEuropæisk Fri Alliance (Europeans European Free Alliance, EFA). De Europæiske Grønne er en sammenslutning af grønne partier, mens EFA er en sammenslutning af europæiske mindretalspartier. Fra Danmark sidderSocialistisk Folkeparti i Den Grønne Gruppe. (53medlemmer)
Ud over lovgivning giver Parlamentet sin holdning til kende gennem initiativbetænkninger og beslutninger.
Parlamentets beføjelser er afhængig af, hvilket politikområde der er tale om. Således har Parlamentet mere indflydelse på EU-budgettet end på landbrugspolitikken, selv om de to hænger uløseligt sammen.
Parlamentet skal godkende det kommende års budget, ligesom det også skal givedecharge (ansvarsfrihed) til tidligere års budgetter.
I 1999 tvang Parlamentet Kommissionen, ledet afJacques Santer, til at gå af, fordi nogle kommissionsmedlemmer blev beskyldt for at fuske med pengene. Nogle af kommissærerne fortsatte dog indtilRomano Prodi udpegede en ny kommission året efter.
Den 22. april 2009 udsatte Parlamentet godkendelsen af Rådets regnskab for 2007 og forlangte nærmere oplysninger om en række mørklagte tal.[6]
Underden fælles beslutningsprocedure (ændres tilden almindelige beslutningsprocedure ved Lissabontraktatens eventuelle ikrafttrædelse) deler Europa-Parlamentet lige beføjelser med Rådet inden formiljøpolitik.
I forbindelse med forhandlingerne af klimapakken i december 2008 førte Parlamentet således forhandlinger med Rådet indtil få dage før afstemningen i Strasbourg.
Formanden for Europa-Parlamentet vælges for en periode på 2½ år. Efter valget i 2009 overtog polakkenJerzy Buzek denne post efterHans-Gert Pöttering. Generalsekretæren er den øverste embedsmand i Parlamentet. I 2008-2009 var det danskeren Harald Rømer, og siden tyskeren Klaus Welle.
Præsidiet er i henhold til forretningsordenen Europa-Parlamentets ledelsesorgan. Det opstiller det foreløbige forslag til Europa-Parlamentets budgetoverslag og træffer afgørelse om administrative, personalemæssige og organisatoriske spørgsmål.[7]
Formandskonferencen tilrettelægger arbejdet i Europa-Parlamentet og de politiske organer og høres om alle spørgsmål, der vedrører planlægningen af lovgivningsarbejdet og forbindelserne til de andre EU-organer og -institutioner.
Parlamentets udvalg forbereder arbejdet til plenarforsamlingerne. De udarbejder betænkninger om forslag til lovgivning, som Parlamentet medvirker til at udforme, eller som det skal høres om, og desuden om initiativbetænkninger.[9]
Udvalgsformandskonferencen varetager forbindelser og samarbejde mellem de forskellige parlamentariske udvalg.
Parlamentsmedlemmerne indgår i en række delegationer, der kommunikerer med og besøger parlamenter i resten af verden.
Delegationsformandskonferencen behandler spørgsmål vedrørende arbejdet i de interparlamentariske delegationer og delegationerne til de blandede parlamentariske udvalg.
Forløberen for Parlamentet, EKSF-forsamlingen, mødtes første gang i Strasbourg i 1952. I 1962 skiftede den navn til Europa-Parlamentet. Parlamentet var oprindelig en forsamling der blev valgt af medlemslandenes parlamenter. I 1979 fandt de første direkte valg sted, hvilket er sket hvert femte år siden da.
Europa-Parlamentet har to mødesteder. Hovedsædet er iStrasbourg, men der er en afdeling iBruxelles med omtrent de samme faciliteter, herunder en plenarsal. Det meste af administrationen, bl.a. oversættelsesafdelingen, ligger iLuxembourg. Politikerne mødes kun i Strasbourg og Bruxelles. Det daglige arbejde med gruppemøder og udvalgsmøder foregår i Bruxelles. Tolv gange om året er der plenarsamling i Strasbourg, hvor der skal stemmes om de foreslåede lovtekster.
Derfor må folkevalgte, assistenter, journalister, medarbejdere m.fl. rejse fire dage til Strasbourg hver måned.
De to mødesteder har historiske årsager. Da EKSF-forsamlingen mødtes første gang, skete det iEuroparådets mødesal i Strasbourg. Sekretariatet lå i Luxembourg, hvor Rådet og Kommissionen dengang havde hjemme. I 1958 flyttede Rådet og Kommissionen til Bruxelles, hvor Parlamentets udvalg også begyndte at holde møder. Plenarmøderne blev fortsat afholdt i Strasbourg.
Fra 1967 til 1979 holdt Parlamentet på eget initiativ flere plenarmøder i Luxembourg. Efter de direkte valg fra 1979 var kun mødesalen i Strasbourg stor nok.
I Luxembourg byggede man en mødesal, men da den stod færdig opstod der modstand, fordi man havde vænnet sig til de bedre forhold i Strasbourg, hvor man fortsat delte den store mødesal med Europarådet.
I tiden herefter ønskede Parlamentet at gennemføre en ændring til ét mødested, men Luxembourg og Frankrig skiftedes til at lægge sag an mod Parlamentet. Frankrig kunne ikke forhindre Parlamentet i at holde ekstra plenarsamlinger i Bruxelles, men det er bestemt ved dom, at der skal finde 12 plenarsamlinger sted i Strasbourg hvert år.
Europa-Parlamentet har således ikke selv beføjelse til at træffe afgørelse om at stoppe mødeaktiviteten i Strasbourg. Det er stats- og regeringscheferne iDet Europæiske Råd, der skal træffe den beslutning.[11]
Der er en del kritik af ordningen, der ofte kaldes "rejsecirkus" eller "flyttecirkus". Der argumenteres for, at ét hjemsted ville spare omkostninger omkring 1.4 mia. kr. om året[12], energi ogCO2-udledning ved flytningerne omkring 19.000 ton[12]. Den svenske Europa-ParlamentarikerCecilia Malmstrøm indledte i maj 2006 en kampagne for at gøre Bruxelles til det eneste mødested, og i midten af september 2006 havde flere end en million EU-borgere skrevet under på kravet.[13]
Parlamentet uddelerSakharov-prisen, den Europæiske Borgerpris ogKarl den Store-Ungdomsprisen (Charlemagne Youth Prize).
Europa-Parlamentets Journalistpris er blevet uddelt siden 2008. Den første pris gik tilTV2-programmetKampen om kemikalierne, som handlede omlobbyisters påvirkning af EU-politikernes arbejde med kemikalielovgivningenREACH. I 2009 gik prisen tilBerlingske Tidende for en artikelserie der kritiseredeUdlændingeservices vejledning af borgerne efterMetock-dommen.
Parlamentet brugte 18 millionereuro på en kampagne forud forEuropa-Parlamentsvalget 2009. Den udførtes af det tyskereklamebureau Scholz & Friends og omfattede blandt andet videokabiner (Choice Boxes) opstillet rundt omkring i europæiske byer, hvor borgerne kunne sende en besked til politikerne i Bruxelles, indslag påMySpace,Facebook,Flickr og EUtube. Kampagnen var indrettet med budskaber der var tilpasset politiske emner i de enkelte lande, således for eksempel grænse- og indvandringsemnet i Sydeuropa, men computere og sutteflasker på plakater i de skandinaviske lande. Ifølge PR-bureauets direktør Lutz Meyer har Europa-Parlamentet et stærkt varemærke, der genkendes af 85% af befolkningen, mod f.eks. Armani, der kun genkendes af 67%.[14]
Denne artikel er mærket geografiske koordinater mangler og der er defineret et hovedkvarter
Pt. kan skabelonen, som sættes denne besked, ikke håndtere geografiske koordinater på et hovedkvarter. Men der arbejdes på sagen. Du kan hjælpe ved atindsætte koordinater i wikidata.
