Etruskerne kaldte sig selvrasenna ifølge den græske forfatterDionysios af Halikarnassos.Grækerne kaldtedemtyrsenoi ellertyrrhenoi (heraf betegnelsen detTyrrhenske Hav).Romerne, som selv boede i lave hytter, bemærkede etruskernes bygninger i flere etager, opfattet som en arttårne, og kaldte dem derfor "tårnbyggerne", dvs.tursci ellertyrsenoi (heraf italienskToscana omregionen) forvansket tiletrusci og deres landEtrūria.[1]Tyrrhenske hav har ligeledes navn efter etruskerne.[2]
Der er to teorier: Den ene hævder, at etruskerne var autoktone; at de i årtusinder havde boet i Italien. Den anden hævder, at etruskerne var indvandret fraLydien ved det nordligeÆgæerhav.
Begge teorier går tilbage tiloldtiden.Herodot (5. årh. f.Kr.) beretter således, at etruskerne kom fra Lydien (i det moderne vestligeTyrkiet):
"Da Atys, søn af Manes, var konge, udbrød der stor hungersnød i hele Lydien. En tid lang holdt lyderne tålmodigt ud, men da den ikke holdt op, søgte de efter midler til at hjælpe på den, og de fandt både på det ene og det andet. Det var den lejlighed, at både de forskelligeterningspil ogboldspillet og alle de andre former forspil blev opfundet, med undtagelse af brætspillet; dét gør lyderne ikke krav på at have opfundet. Disse opfindelser anvendte de mod sulten på følgende måde. Den ene dag spillede de hele dagen igennem for ikke at mærke sulten, den næste lod de spillene ligge og spiste. På denne måde fortsatte de i atten år. Da hungersnøden ikke hørte op, men snarere tiltog i styrke, delte deres konge hele det lydiske folk i to og afgjorde ved lodtrækning, hvem af dem, der skulle blive, og hvem der skulle drage ud af landet, og han satte sig selv i spidsen for den del, som loddet bestemte skulle blive; over dem, der skulle forlade det, satte han sin søn, Tyrsenos. Den halvdel, som ved lodtrækning var bestemt til at forlade landet, drog så til Smyrna og byggede sig skibe, og efter at have bragt alt, hvad de havde af brugbart løsøre om bord, sejlede de ud for at finde et land, hvor de kunne leve. Da de havde rejst forbi mange folkeslag, kom de til slut tilumbrierne, i hvis land de grundlagde byer og har boet siden da. Fra at have heddet lydere, ændrede de navn efter kongens søn, som havde anført dem, og idet de lod sig opkalde efter ham, fik de navn af tyrsenere." (overs. Hastrup og Hjortsø 1979)
HistorikerenHellanikos skal have ment, at etruskerne oprindelig varpelasgere, et urfolk, som deantikke historikere placerede forskellige steder i den græske verden, men også i Syditalien.Dionysios af Halikarnassos (1. årh. f.Kr.)polemiserer derimod kraftigt imod både pelasger- og lyder-tesen (Antiqu.Rom. 1.29-30):
Det ville dog være underligt, hvis krotonerne [i Syditalien] skulle havde det samme sprog som plakianerne, der bor vedHellesponten], fordi de begge fra begyndelsen var pelasgere, men tyrrhenerne, der bor tættest på krotonerne ikke har det samme sprog. For hvis man mener, at et fælles sprog skyldes en fælles oprindelse, så må det modsatte gøre sig gældende, når sproget er forskelligt. Man kan jo ikke forestille sig, at begge ting kommer af samme årsag. Det kan meget vel tænkes, at de, der har taget bolig langt fra hinanden, selv om de tilhører det samme folk, ikke længere bevarer den samme sprogform, fordi de omgås dem, der bor tæt på dem; men det er utænkeligt, at de, der bor i det samme land ikke skulle tale det samme sprog som hinanden, når de egentlig er beslægtet med hinanden. På baggrund af dette argument er jeg overbevist om, at pelasgerne er forskellige fra tyrrhenerne. For de har ikke det samme sprog, og man kan ikke sige, at selv om de ikke bruger et beslægtet sprog, så har de dog bevaret andre tegn på deres oprindelige fædreland. De dyrker nemlig ikke de samme guder og har ikke de samme lover og skikke som lyderne, og de adskiller sig for så vidt endnu mere fra lyderne end fra pelasgerne. De kommer sandheden nærmest, som siger, at tyrrhenerne ikke er indvandret nogetsteds fra, men er et indfødt folk, eftersom det viser sig at være ældgammelt og ikke at have det samme sprog og den samme kultur som noget andet.
Detlydiske sprog kendes gennem en række indskrifter, og der er ingen lighed mellem lydisk og etruskisk (lydisk tilhører denanatoliske gren afindoeuropæisk). Det pelasgiske sprog er derimod ikke kendt, og vi kan derfor ikke vurdere, om det var beslægtet med etruskisk eller ej. Der er fundet en etruskisk eller snarere etruskisklignende indskrift på øenLemnos i detÆgæiske Hav, men det kan være, der er tale om en etruskiskkoloni.
Etruskisk er derimod efter alt at dømme nært beslægtet medrætisk, et sprog, der blev brugt afrætierne, som beboede et område iAlperne, og som optræder i en række indskrifter (se Helmut Rix,Rätisch und Etruskisch, 1998). Det understøtter umiddelbart, at etruskisk har været talt i Italien i længere tid før vores tidligste kilder.
Denne diskussion er dog næppe relevant. I dag anser alle forskere etruskerne som et oprindeligt italisk folkeslag, men som et folkeslag hvis kulturelle udtryk i høj grad er blevet formet af mødet med andre folkeslag, især fønikerne og grækerne.
Da ca. 9.000 etruskiske indskrifter er bevarede til vor tid, skulle man tro, at kundskaben om sproget var god, men kun et dusin stykker af indskrifterne er længere end 25 ord. De fleste er rene inskriptioner fra grave, og ordeneclan (= søn),svalce (= levede) oglupu (= er død) går derfor igen. Af samme grund er fortid den verbeform, vi kender bedst. Fortidsform blev på etruskisk dannet med endelsen-ce (c udtalt somk), så man fiksvalce (= han levede),turce (= han gav),lupuce (= han døde) ogmulvanice (= han tilegnede). Kasus-endelserne blev stablet oveni hinanden. Ordetunialthi bestod af navnet Uni (= hjemmets gudinde, der på latin hedJuno), fulgt af genitiv-al (= Junos) og derefterthi, (= indeni). Ordet kan altså oversættes med "i Junos [helligdom, tempel]".[3]
På baggrund af data fra over 15.000 dna prøver, har man fastslået at etruskerne kom fra Lydien. Herodot fik alligevel ret.
Etruskiskteknologi var generelt mere avanceret end deresnaboers. Meget af det som anses for at være typiskromersk, som fx stenbuer,byplanlægning, kommunale anliggender somsanitet,veje med vejbelægning,akvædukter ogkloakering var alle inspireret af etruskerne. De havde handel og kulturudveksling med de andre store folkeslag i middelhavsområdet, fx grækerne ogfønikerne. Blandt romerne havde de ry for at være et fromt folkeslag og beholdt en vis status, når det gjaldt religion og spådomme. I år 14 sagdesAugustus' død at være varslet, dalynet slog ned i en af hansstatuer og knuste det første bogstav i hans tilnavn,Cæsar. Det blev tolket som han havde hundrede (=romertal C) dage tilbage, før han blev forvandlet til en afaesar, det etrusiske ord for "guderne" – altså døde.[4]
Fra Engelsk Wikipedia:This article incorporates some information taken from www.hostkingdom.net with permission
mysteriousetruscans.comArkiveret 31. marts 2005 hosWayback Machine,introductionArkiveret 10. marts 2005 hosWayback Machine Citat: "... Reflections on the Etruscan Civilization. By Graziano Baccolini...it is the Etruscans, coming from the East, who are the true founders of our European culture, for both good and bad aspects...many ancient insignias of the Orient handed down to the Romans from Etruscan leaders and priests...the new Roman religion snatched the symbols of the Etruscan civilization but denied the so-called pagan origin of it all...Unfortunately our culture has inherited the worse of the Etruscan religion as for example, the concept of infallibility, seconded by the Christian religion..."
Etruscan Engineering and Agricultural AchievementsArkiveret 11. februar 2013 hosWayback Machine Citat: "...The rituals of Etruscan religion have much in common with the ancientSumerian and later Akkadian civilisations...The Etruscans had a deep knowledge ofHydrology andhydraulics...incredibly detailed knowledge of the local geology..."The masterpiece of their hydraulic know-how," says Mario Lopes Pegna, "was their abolition of the periodic scourge of floods in the lower reaches of thePo. This was a gigantic undertaking. Accomplished by digging a whole network of coordinatedcanals, and at the same time damming the river with caissons or brushwood. much further afield...other branches of knowledge, includingmetallurgy anddentistry to give two examples...The Etruscans were the first to tackle and solve the problem of land improvement, and did so by a series of technical operations so ingenious as to arouse admiration even in our days. A complicated skillfully constructed network of canals collected surplus and stagnant water throughoutEtruria andLatium..."
Barker, G. and T. Rasmussen,The Etruscans. London: Blackwell, 1998.
Bloch, Raymond,The ancient civilization of the Etruscans. Translated from the French by James Hogarth. Ancient Civilizations Series. New York: Cowles Book Co, 1969
Bonfante, Larissa et al. ed.Etruscan Life and Afterlife: a handbook of Etruscan studies. Warminster: Aris and Phillips, 1986.
Brendel, Otto,Etruscan art. 2nd edition. New Haven: Yale University Press, 1995.
Heurgon, Jacques,Dagligt liv hos etruskerne. Oversat af Mogens Boisen. København: Haase 1970.
Richardson, Emeline.The Etruscans: their art and civilization. Chicago: University of Chicago Press, 1964.
Spivy, N. and S. Stoddart.Etruscan Italy. London: Batsford, 1990.
%2c_Etruscan_culture%2c_c._700-675_BCE%2c_Lowe_Art_Museum.JPG)
