Denne artikel børformateres, som det anbefales i Wikipediasstilmanual. Begrundelsen kan findes pådiskussionssiden eller i artikelhistorikken. Det er medinterne henvisninger, afsnitsinddeling o.l.. Husk ogsåat tilføje kilder!(oktober 2013) (Lær hvordan og hvornår man kan fjerne denne skabelonbesked)

Esger Juul (død17. januar1325) varbiskop iAarhus Stift ogærkebiskop iLund Stift.

Esger Juul var søn af den jyskeherremandNiels Juul, der1285 var en af dommerne angåendeAls,som blev frakendtHertug Valdemar. Esger Juul blev tidligkannik iRibe, og underErik Menveds Strid medJens Grand stod han på Kongens side; han optrådte som hans befuldmægtigede under retsforhandlingerne1299 med den pavelige udsendingIsarnus og rejste siden tilRom, og det var vistnok ham, der sammen med Jon Litle fik gennemført den endelige bilæggelse af ærkebispestriden, så den bøde, Kongen var pålagt, blev nedsat, og Jens Grand forflyttedes fraDanmark. Kongen gav Esger Juul rigelig belønning ; i1305 forlenedes han med detpræbende iLund, som Kongen havde oprettet for at fejre sin udsoning med kirken, og året efter blev han biskop i Århus. Da endelig Lund ærkebispestol blev ledig ved Isarnus’ forflyttelse, udnævnte Paven Esger Juul til ærkebiskop (1310), og i1311 rejste han tilVienne, hvorpaven da afholdtkoncil, for at hente sitpallium; Kongen hjalp ham med de penge der var nødvendige for rejsen.

Da Esger Juul var blevet den danske kirkes overhoved, forstyrredes imidlertid hans gode forhold til Kongen. I Wien fik han paven til at udstede en delbuller, der gik ud på at skaffe ham og andre danske bisper gods tilbage, der med urette var blevet berøvet dem, og skønt Kongen ikke var nævnt, opfattedes disse befalinger dog som rettet mod ham; hansprokurator vedkirkeforsamlingen protesterede straks mod dem, og da Esger Juuls handlemåde rygtedes i Danmark, blev Kongen meget opbragt. Landets bisper måtte hver for sig udstede troskabsforsikringer og love ikke at benytte sig af de i Wien erhvervede buller, og da Esger Juul selv kom tilDanmark, påstod Kongen oven i købet, at han ligesom så mange andre jyske stormænd havde ophidset almuen og voldt den store bondeopstand, der rasede i1313. Esger Juul måtte falde fuldstændig til føje; på et møde iHelsingborg (april1314) måtte han love Kongen at skaffe ham fri for, hvad gæld der var stiftet vedkurien for hans Skyld, og derudover betale en straffebøde på 5000 marksølv; for øvrigt skulde han vise Kongen troskab, og han forpligtede sig til ikke at sætte nogen tilhøvedsmand påHammershus uden Kongens samtykke, og der måtte ikke ydesfredløse ophold på slottet.

Som ærkebisp holdt Esger Juul et danskProvinsialkoncilium iKalundborg i september1314; forskellige ældre Statutter om Kirkens reform, blev fornyede, og højtideligholdelsen af de 11.000 Jomfruers Dag blev påbudt. Den gamle strid medUppsala Ærkestift om den lundske ærkebisps stilling som densvenske kirkes overhoved, fik han ordnet til sin fordel; Paven bød, at den svenske ærkebisp skulle hente sit Pallium hos Esger Juul, og dette synes også at være sket på bispeslottetÅhus i april1317. I det hele synes Esger Juulat have varetaget sit embede med iver, og han gav store gaver til de forskelligedomkirker, som han efterhånden blev knyttet til.

Hans Forhold til Erik Menved blev derimod aldrig godt. Kongen var herskelysten og streng; han havde ventet at finde et villigt redskab i denne mand han havde indsat. I1317 kom det til et åbent brud. Esger Juul flygtede til det næsten uindtagelige Hammershus; her fra lyste hanband over Kongen og samledelejetropper imod ham, ligesom de talrige fredløse samlede sig om ham. På sin side undsagde Kongen ham og klagede over ham til Paven; frivillig eller tvunget stillede både Lunddomkapitel og de danske bisper sig på Kongens side og understøttede hans appel til Paven. Sidst på året følte Esger Juul sig ikke mere sikker påBornholm; han drog da over tilPommern, men snart åbnede der sig bedre muligheder til at modstå Erik. I Sverige havde KongBirger Magnusson kastet sine brødre,hertugerne Erik og Valdemar, i det fængsel, hvor de siden døde af sult, og hertugernes tilhængere greb til våben landet over; Mens Birger fik hjælpetropper af sin danske svoger (Birger var gift med en søster til Erik Menved,Margrete Eriksdatter), sluttede Erik Menveds bror Christoffer (den senereChristoffer 2.) sig til hertugernes parti, som også Esger Juul tilsluttede sig. Christoffer og Esger mødtes i april1318 iKalmar, hvor deindgik et fast forbund med de svenske hertugers hustruer; Ærkebispen lånte Christoffer penge og fik til gengældHalmstad Herred ipant. Rimeligvis fulgte de med den svenske hær, der i efteråret trængte plyndrende rundt om iSkåne, men da den danske konge viste sig villig til at opgive Birgers sag, kom det i novembertil et forlig mellem ham og svenskerne, der derved lovede ikke mere at støtte Christoffer og Esger Juul der drog til Tyskland, og året efter lykkedes det Eriksmarsk,Ludvig Albertsen at få Hammershus overgivet.

Ved Erik Menveds død13. november1319, var Esger Juul formentlig undervejs til Paven iAvignon, hvor han var i marts1320. Kongeskiftet i Danmark var godt for Esger Juul; Christoffer 2. var hans tidligere forbundsfælle og havde også i sinhåndfæstning måttet love at giveLund Domkirke dens gods tilbage. Paven, der i Eriks tid havde stillet sig uvenlig til Esger Juul blev ham nu også gunstigere, og beskikkede i maj magisterBernhard de Monte Valrano til somnuntius at drage til Danmark for at bringe striden til ende. Sammen med denne vendte Esger Juul tilbage 1321, og det kom ogsaa ret hurtig til udsoning mellem ham ogKronen; ved et forlig iRoskilde, fastsattes, at Kongen skulde tilbagegive ærkestolen alt dens gods, dog at Esger Juul selv erstattede Ludvig Albertsens udgifter ved besættelsen af Bornholm; til gengæld blev Esger Juul nu fritaget for at betale bøden på de 5000 mark sølv fra Erik Menveds Tid. Skønt Ærkebispen siden kronede Christoffer og hans SønErik (1324(alternativt1322)), skal hans forhold til Kongen dog ikke have været godt; det voldte også vanskeligheder at gennemføre forliget, i det mindste hvad Bornholm angik, som Ludvig Albertsen ikke ville slippe. Imidlertid døde Esger Juul allerede 17. januar 1325 og blev begravet i Lund Domkirke. Som Ærkebisp var han trådt iJacob Erlandsens og Jens Grands fodspor, men man mærker,at den tid begynder, hvorgejstligheden blev Kronens villige støtte.

• Esger Juul pågravsted.dk
• Juul, Esger iDansk Biografisk Leksikon (1. udgave, bind 8, 1894), forfattet afKr. Erslev

Spire Dennebispebiografi er enspire som bør udbygges. Du er velkommen til athjælpe Wikipedia ved atudvide den.