 | Denne artikel børformateres, som det anbefales i Wikipediasstilmanual. Begrundelsen kan findes pådiskussionssiden eller i artikelhistorikken. Det er med interne henvisninger, afsnitsinddeling o.l.. Husk ogsåat tilføje kilder!(februar 2011) (Lær hvordan og hvornår man kan fjerne denne skabelonbesked) |
| Erik Emune | |
|---|---|
 Maleri af Erik Emune i Ribe Domkirke (malet ca. 1575). | |
| Konge af Danmark | |
| Regerede | 1134–1137 |
| Forgænger | Niels af Danmark |
| Regent | Erik Emune |
| Efterfølger | Erik Lam |
| Ægtefælle | Malmfrid Mstislavlsdatter af Novgorod |
| Børn | MedThunna |
| Hus | Jellingdynastiet |
| Far | Erik Ejegod |
| Mor | En navnløsfrille |
| Født | ca.1100 |
| Død | 18. september1137 |
| Hvilested | Ribe Domkirke |
Erik Emune (Erik 2. varkonge afDanmark1134-1137 og søn afErik Ejegod og en ukendtfrille. Han gjorde det af medkongsemnerneMagnus den Stærke ogHarald Kesja.TilnavnetEmune betyder "den altid huskede", "evigt mindet". Efter sin flugt tilSkåne blev han også kaldtErik Harefod.[1]
Der vides ikke meget om Erik før drabet på hans halvbrorKnud Lavard, som varhertug overSlesvig ogHolsten samt en del afNordalbingien.
Omkring 1130 ægtede ErikMalmfrid, født fyrstedatter iNovgorod og søster til Knud Lavards hustru, Ingeborg. Malmfrid var tidligere gift medSigurd Jorsalfar, der havde skilt sig fra hende. Ægteskabet med Erik Emune var barnløst; men fra ægteskabet med kong Sigurd havde hun datteren Kristin. I en del år levede Erik Emune sammen med frillenThunna. Med hende fik han omkring1127 sønnenSvend Grathe.[2] Ægteskabet med Malmfrid skaffede ham en tilknytning tilKiev, hvor hendes far Mstislav regerede.
Den 7. januar1131 myrdedeKong Niels' søn Magnus sin fætter Knud Lavard iHaraldsted Skov vedRingsted, efter at de havde holdtjul hos kong Niels.
Mordet udløste stor vrede hos Knud Lavards tilhængere. Knud Lavard havde to halvbrødre, Harald Kesja og Erik (jarl afLolland den senere Erik 2. Emune).
Harald sluttede sig til Niels' styrker, efter at skåningene valgte Erik til konge, mens Erik satte sig i spidsen for et oprør mod kong Niels.[3] De tre følgende år udkæmpedes drabelige slag vedRibe og vedHals i Jylland, og i1133 komslaget ved Værebro påSjælland. IViborg blev byens 2. biskop, Eskild, dræbt foranalteret iAsmild Kirke i oktober 1132. Mange mente, at Erik stod bag drabet.
Kong Niels og Magnus vandt hver gang, og Erik måtte flygte tilNorge. Men sommeren efter indgik han forbund medærkebiskop Asser iLund og blevvasal under den tyske kejserLothar 3., som havde mødtSigurd Jorsalfar en landsby iSchwaben sommeren1111, og nu var en nær allieret af den nypave. Til hjælp for Erik Emune sendte kejser Lothar 3. en moderne rytterhær på 300 mand tilSkåne. 2. pinsedag1134 stod den tidligemiddelalders størsteslag ved Fodevig.Saxo beskriver meget dramatisk den blodige danskeborgerkrig, som kulminerede islaget ved Fodevig i det sydvestlige Skåne i1134.
Erik Emune var ligeledes nært allieret med den norske kongeHarald Gille, der påstod at være halvbror til Sigurd Jorsalfar og fik tildeltHalland somlen af Erik Emune. Gille havde som Jorsalfar sin militære base iKonghelle.[4]
Kong Boleslaw afPolen ville markere sig over for kejser Lothar og paven ved at angribe deres allierede i nærområdet: Erik Emune og Harald Gille. Han udstyrede sin svigersøn, den vendiske hertug Ratibor, med polske riddere og måske så meget som 600 skibe. Ratibor havde grundlagtbispedømmet Urzin og det første kloster iPommern. Han og hans mænd hærgede sommeren1135 langs Skånes kyst og i Lund, sæde for det skandinaviske ærkebispedømme. De fortsatte op mod Norge, bag dem lå landsbyerne øde. Omstrejfende hunde åd de døde, og på lang afstand sås skyen afskader, som fulgte styrkerne mod nord. Til Laurentius-messe 10. august 1135 holdt præsten Andreas messe i denkorskirke, Sigurd Jorsalfar havde fået rejst i Konghelle, og som var opkaldt efter den splint af Jesukors, han havde hentet iDet hellige land og deponeret i kirken.[5] Da angreb hertug Ratibor, fem dage før hans svigerfar skulle møde kejser Lothar og pavens udsendinge iMerseburg til forhandlinger. IHeimskringla fortællerSnorre om angrebet på Konghelle. Allerede ugen efterpåske var jorden begyndt at buldre som en advarsel om en trampende hær undervejs. Både Erik Emune og ærkebispen i Lund sendte bud til Konghelle om, at man måtte styrke beredskabet, da venderne var på vej. Snorre kan have hørt historien fra sin fosterfar Jon Loptsson, som var 11 år i 1135, og som igen var fostersøn af Andreas, som var præst i Konghelle i 1135.[6]
Venderne rykkede ind i gaderne, plyndrede og satte ild på byen og skibene, der lå i havn. Befolkningen havde søgt tilflugt ikastellet, og forsvarede sig så længe, de kunne. Venderne lovede demfrit lejde, men de fleste blev alligevel taget til fange eller dræbt. Hertug Ratibor gik ind i korskirken, hvor præsten Andreas gav ham en sølvbeslåetøkse som gave. Venderne plyndrede kirken, før de brændte den ned. Et skrin, Sigurd Jorsalfar havde fået af Erik Emune, messebogen fraKonstantinopel med græske guldbogstaver og splinten af Jesu kors fik Andreas dog tilbage og blev sat fri. Samme nat bragte han korssplinten gennemstorm ogregn i sikkerhed på gården Solbjargir[7] nordøst for Konghelle, og senere kom den angiveligt tilNidaros. - Fem dage senere mødtes Lothar og Boleslaw i Merseburg, kyssede hinanden som kristne brødre, og kom også til enighed om de 6.000 gulddukater, Boleslaw skulle betale kejseren som årligtribut.[8]
Sejrherren Erik Emune blev hyldet som konge påLeerbecks høj vedLund. Han tog Lund som sæde og gjorde byen til Danmarks hovedstad,Metropolis Daniæ. Erik Emune udstedte etgavebrev til domkirken i Lund; det er Danmarks ældst bevarede originaldokument, og stærkt beskadiget af tidens tand. Det bekræfter, at kongen har skænket syv gårde i Skåne og påAmager til domkirken som underhold for enkannik. Skriveren hed Armarius, og stod også for afskriften afKnud den Helliges gavebrev fra 1085,[9] der ikke mere findes ioriginal, men er bevaret i afskrifter.
Erik arbejdede på at få sin dræbte halvbror Knud Lavardhelgenkåret for at befæsteslægtens krav påtronen. Knud Lavards familie og tilhængere ønskede, at han skulle begraves iRoskilde med pomp og pragt, men Erik Emune frygtede, at Knuds popularitet skulle blive for stor. Han bestemte, at Knud blev i graven iRingsted kirke og grundlagde i stedet i sommeren 1135 etbenediktinerkloster, der skulle dokumenteremiraklerne ved Knuds grav. Eriks allierede fru Bodil (måske en datter afErik Ejegod) og hendes sønner fulgte Eriks eksempel, og stiftede 29. november samme år benediktinerklostret Skt. Peders Kloster, senere kaldt Skovkloster, i skoven nordvest forNæstved. (I1560 omdøbt tilHerlufsholm.) Fru Bodil ejede store dele af Næstved, der regner 1135 som sit fødselsår, og hun overdrog en stor del af byen til klostret.[10]
Der var store forventninger til den nye konge. Nedskrivningen afDen sjællandske lov blev påbegyndt. Erik uddelte gavmildtlen og embeder til sine tilhængere. Roskilde bispestol gav han til ærkebisp Assers nevøEskil; han forsøgte også at forsone de tidligere fjender ved mægling.[11]
Men han var hård mod sine fjender. Bl.a. lod han sin halvbrorHarald og syv af dennes otte sønner dræbe.[11] Herved skaffede han sig af med de fleste kongsemner i slægten.
I1136 tog Erik Emune påkorstog tilArkona påRügen.Paven opfordrede de kristnefyrster iEuropa til at kæmpe mod devantro, så hvorfor ikke tage fat på de lokalehedninge.Soldater fikkors påskjolde ogskjorter. Den ny roskildebisp Eskil holdt afskedsgudstjenesten.
Erik Emune lodsoldaterne grave enkanal gennem den smalletange mellem Arkona og Rügen, og enskakt ind underborgen, såfæstningens enebrønd blevdrænet for vand. Arkona måtte overgive sig pga. vandmangel. De, som lod sigdøbe, fik en ny dåbsskjorte.
Ifølge Saxo tvangsomvendte Erik indbyggerne på Rügen, men de faldt fra troen igen, straks han var rejst.[12] Med denne korte bemærkning retfærdiggjorde Saxo alle de senerevendertogter. Sidenoldkirken havde man ment, at hedningene ikke skulle tvinges ind i kristendommen. Menfrafaldne skulle man med alle midler tvinge tilbage til troen; det var opfatningen sidenAugustin omkring år 400. Saxos gentagne beskrivelse af venderne somsørøvere er ligesåtaktisk; i 1100-tallet skulle en krig være en forsvarskrig for at fremstå som retfærdig.[13]
Erik Emune foretog det første kendte angreb påOslo[14] og brændte byen ned til grunden.Inge Krogryg var da norsk konge.Snorre beretter iHeimskringla, at den afsatte norske kongeMagnus den Blinde rejste til Danmark, hvor han blev godt modtaget af Erik Emune. De to blev enige om, at Erik skulle underlægge sig Norge med en dansk hær. Magnus skal have sagt, at hvis kong Erik kom med en hærstyrke, turde ingen i Norge skyde etspyd mod ham. Erik lod sig overtale og indkaldte tilleding; han rejste med 600 skibe til Norge, og Magnus Blinde og hans mænd fulgte med. Men iTønsberg fik de ikke lov til at gå i land eller hente vand, og mange blev dræbt. I Oslo flygtede befolkningen med Skt. Hallvardsrelikvieskrin fra byen, da de så en flåde komme sejlende ind vedHovedøya. Helgenskrinet blev bragt i sikkerhed påRomerike, hvor mænd blev samlet i hast for at forsvare Oslo. De kom ned til byen næste morgen. Erik Emune havde nået at sætte ild til Hallvardskatedralen og afbrænde Oslo, inden hans flåde måtte flygte for overmagten. I katedralen lå Sigurd Jorsalfare gravlagt - han var tidligere gift med Malmfrid, hvis nuværende mand, Erik Emune, fik katedralen brændt ned. Overalt langsOslofjorden, hvor hans mænd forsøgte at gå i land, blev de angrebet. Kong Inge Krogrygs flåde lå iBohuslen og tog forfølgelsen op. Erik på sin side blev uvenner med Magnus, som han mente, havde holdt ham for nar ved at overtale ham til dette forfejlede hærtogt.[15]
Hjemme i Danmark gik det mindre godt for Erik, og han fik flere og flere fjender, også blandt sine tidligere allierede. På Sjælland gjorde ærkebiskop Eskil og stormandenPeder Bodilsen oprør mod ham, og snart ulmede oprøret overalt. Erik måtte afstå fra at tage til Arkona næste sommer. Han kunne ikke vende tilbage til Lund. Han strandede i Jylland, hvor uroen også ulmede. Efter tre år på tronen var det forbi. Den 18. september 1137 blev Erik dræbt under ettingmøde påUrnehoved i Slesvig, efter sigende af enherremand ved navnSorte Plov. Erik Emune efterlod sig dronning Malmfrid og frillesønnen Svend Grathe.
Roskildekrøniken beskriver Erik Emunde som enrex tyrannus (en tyrannisk konge), der havde spredt rædsel, hvor han kom, mens Saxo priser Erik for at have sat de gamle love i kraft, efter de blev tilsidesat under borgerkrigen. Desuden fremhæver Saxo, at Erik straffede stormændenes uretfærdigheder og "revsede de fornemmes utilbørlige havesyge med sværd og strikke". I domkirken i Lund blev Erik prist somrex gloriosus (en ærefuld konge), da han havde skænket store gaver til kirken.[16]
Drabsmanden Sorte Plov blev taget til fange af Svend Grathe, men slap levende fra det.[17]
Erik Emunes anetavle | |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
| |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| Foregående: | Kongerækken | Efterfølgende: |
| Niels (1104 –1134) | Erik 3. Lam (1137 –1146) |
