| Erich Raeder | |
|---|---|
| 24. april1876 -6. november1960 | |
 | |
| Født | 24. april 1876 Wandsbek |
| Død | 6. november 1960 (84 år) Kiel |
| Begravet ved | Nordfriedhof Kiel |
| Troskab |  Tyske Kejserrige (til1918) Weimarrepublikken (til1933) Nazi-Tyskland |
| Tjenestetid | 1894-1943 |
| Rang | Großadmiral Storadmiral |
| Militære slag og krige | 1. verdenskrig 2. verdenskrig |
| Udmærkelser | Jernkorsets Ridderkors Æreskorset Wehrmacht tjenestemedalje Sudetenlandmedaljen Memellandmedaljen |
| Underskrift |  |
Erich Johann Albert Raeder (født24. april1876 iWandsbek - død6. november1960 iKiel) var entysk søofficer før og underanden verdenskrig. Han havde grad afstoradmiral (tysk:Großadmiral), og var leder for den tyskeKriegsmarine frem til januar1943.
Raeder kom fra enmiddelklassefamilie fra Wandsbek udenforHamburg. Han gik ind i den kejserlige marine (Kaiserliche Marine) som 18-årig i1894, hvor han gjorde lynkarriere. I1912 blev han stabschef forviceadmiral Franz von Hipper. Underførste verdenskrig deltog Raeder iJyllandsslaget og slaget vedDoggerbanken i1915.
I1922 blev Raederkontreadmiral og viceadmiral i1925. I1928 fik han grad afadmiral, og blev øverstkommanderende for den tyske marine.
Raeder brød sig ikke omNSDAP, men støttede stærktHitlers planer om at genopbyggeKriegsmarine. Lige før sin 60-årsdag blev han af Hitler udnævnt tilgeneraladmiral for sin indsats for genrejsning af den tyske flåde. Arbejdet bragte ham i konstant rivaliseren medGöring, der var ved at opbyggeLuftwaffe. I1939 blev Raeder storadmiral. Han pressede på forOperation Weserübung, det tyske angreb påDanmark ogNorge. INürnberg indrømmede han, at marinen havde brudtVersaillestraktaten, men anførte, at det havde været "en æressag for enhver mand" at bryde den; og at bruddene for det meste var små, så Tyskland i virkeligheden havde bygget mindre, end landet havde tilladelse til.[1]
Belastet med skampletten fra "matros-revolutionen" i1918 var tysk marine den militært mindst betydelige af stridskræfterne. Ved anden verdenskrigs udbrud anså Raeder, at den kommende kamp mod sømagtenStorbritannien var så håbløs, at krigsmarinen i denne krig måtte nøjes med at "dø med anstændighed".[2] Selv om han snart blev mere optimistisk, opildnede søkrigsledelsen stadig soldaternes kampånd i håb om at bevare marinens betydning for stat ogWehrmacht; for meget andet end høj kampmoral havde den ikke at vise til. Efter 1943 sank tysk marines militære betydning til det nærmest ubetydelige. På såvel krigsskibe somdestroyere stod udstyret langt tilbage for det amerikanske og britiske. Der var også for lidtbrændstof til at uddanne besætningen ordentligt. Dermed endtesøslagene som regel med nederlag. Hurtigbåde ogubåde, der var bedre udstyret, var truet af de allieredes moderne lokaliseringsteknik. I aflyttede samtaler mellem tyskekrigsfanger fra marinen spillede tapperhed, hårdhed ogdisciplin en mærkbart større rolle end hos hærens ogluftvåbenets folk. En krigsfange fra sænkningen afblokadebryderenAlstertor, fortalte med beundring: "Under kampen havde vi nogle fanger nede i en luge, og foran døren stod der en vagt medpistol, med ordre om ikke at åbne døren, før han fik ordre om det. Men officeren, der skulle give den ordre, var faldet; så mens skibet lå helt skævt, blev han bare stående. Ingen af fangerne kom ud, og heller ikke vagten. Det kan man kalde pligtopfyldendhed!" Når marinen var godt anset hos naziledelsen, skyldtes det denne typefanatisme, der også blev afgørende for, at Hitler udnævnteKarl Dönitz som sin efterfølger.[3]
De slette resultater forKriegsmarine, kombineret med ubådenes succes under Dönitz, førte til, at Raeder blev degraderet i januar 1943, mens Dönitz overtog som marinens nye leder. Raeder trak sig derefter tilbage, i maj 1943.
Raeder var under mistanke for medvirkning ved20. juli-attentatet, men blev frikendt for mistankerne, da han umiddelbart rejste tilWolfsschanze for personligt at forsikre Hitler om sin loyalitet.
Efter krigen blev Raeder underNürnbergprocessen dømt til livsvarigt fængsel for forbrydelse mod freden, entiltale med baggrund i hans støtte tilangrebet på Norge i 1940.
26. september1955 blev han sat fri pga sit dårlige helbred. Han bosatte sig i Uhlandstrasse iLippstadt. Senere skrev hanselvbiografienMein Leben, udgivet i1957. Han døde i Kiel i 1960.[4]
| Militære embeder | ||
|---|---|---|
| Foregående: AdmiralHans Zenker | Øverstkommanderende forReichsmarine 1928 -1935 | Efterfølgende: sig selv som øverstkommanderende forKriegsmarine |
| Foregående: sig selv som øverstkommanderende forReichsmarine | Øverstkommanderende forKriegsmarine 1935 -1943 | Efterfølgende: Karl Dönitz |
 | Spire Dennebiografi om entysker er enspire som bør udbygges. Du er velkommen til athjælpe Wikipedia ved atudvide den. |  |
