Hesteslægten (Equus) er enslægt afuparrettåede hovdyr. Det er den eneste slægt med nulevendearter inden forhestefamilien (Equidae). Arter fra andre slægter i denne familie er kun kendt frafossiler. Til slægtenEquus hører heste, æsler ogzebraer. Afgrænsningen af arterne er stadig omdiskuteret, men oftest skelnes mellem syv arter, af hvilke de fleste er mere eller mindre truet af udryddelse.Tamhesten ogtamæslet, detæmmede former af henholdsvisvildhesten og detafrikanske vildæsel, spiller en stor rolle som pakdyr ogridedyr og er udbredt over hele verden.
Hesteslægten udvikledes over 50 millioner år fra den lille skovboendeEohippus. Arter i hesteslægten er robuste dyr med aflangt hoved og forholdsvis lange ben. Et af de mest karakteristiske træk er det reducerede antaltæer; alle nulevende arter har nu kun en funktionel tå. Det er den tredje tå, resten af tæerne er rudimentære.Hoven dækker fuldstændig det sidste tåled. Ved gang træder dyret kun på underlaget med dette sidste tåled.
Størrelse og vægt varierer. Længden af hoved og krop er mellem 200 og 300 centimeter, halen bliver 30 til 60 centimeter lang. Skulderhøjden er hos de mindre arter såsomonager ogafrikansk vildæsel mellem 110 og 140 cm ved en vægt mellem 200 og 275 kg,[1][2] mens skulderhøjden hos den største nulevende artGrevys zebra (Equus grevyi) er op til 150 cm ved en vægt mellem 350 og 430 kg, undtagelsvis indtil 450 kg.[3]Pelsen er tæt og oftest kort, dog har de fleste arter længere hår i nakken, på toppen af hovedet og på halen, der enten ender i en hårdusk eller har lange bølgende hår nær roden. Pelsfarven er hos de fleste arter grå eller brun på oversiden med en mørk rygstribe og hvidlig-grå på undersiden. Striber på skuldre og ben kan være til stede hos flere arter. De trezebraarter adskiller sig ved deres påfaldende sort-hvide stribning.
Den højeste alder ligger på omkring 40 år for vildtlevende arter, mens dyr i fangenskab kan blive knap 50 år gamle.
Hestekranium som viser det store mellemrum mellem kindtænder og fortænder.
Ørerne er bevægelige, så slægtens arter bedre kan lokalisere en lydkilde. Synet er dikromatisk, det vil sige at de kan adskille to farver. Øjnene er placeret langt tilbage på hovedet, hvilket giver dem et stort synsfelt, men de har dog også delvist et binokulært syn. I ganen findesjacobsons organ, der udnyttes af hingsten, når den løfter overlæben og vejrer om en potentiel partner er ibrunst i nærheden. Arterne i hesteslægten er sammen medmennesker de enestepattedyr, der kan producere store mængdersved med etvarmeregulerende formål, hvilket blandt andet udnyttes, når de har brug for at bevæge sig hurtigt over store afstande.
Til forskel fradrøvtyggere med deres komplekse maver, så nedbryder disse artercellulosen i føden ved hjælp afblindtarmen. De kan have op til 44tænder. Der findes altid tre fortænder i hver kæbehalvdel for over- og underkæbe. Hjørnetænder findes som regel kun hos hanner, mens de helt mangler eller er meget små hos hunner. Der findes tre (sjældnere fire) forkindtænder (præmolarer) og tre bagkindtænder (molarer). Forkindtænder og bagkindtænder minder om hinanden og er velegnede til at tygge planteføden. Fortænderne anvendes især til at overbide græs, men bruges også til at forsvare sig over forrovdyr eller til at etablere hierarkiet i flokken.
Arterne i hesteslægten forekommer generelt i åbent terræn, fraslette ogsavanne til bjergområder ogørken. De erplanteædere og lever især af fiberrig føde somgræs oghalvgræs. De kan også leve af andre plantedele som træersblade,frugter ogbark.
De er sociale dyr som lever i flokke eller mindre grupper. Heste og zebraer lever i permanente flokke, som ofte består af en enkelt han og en gruppe hunner, mens øvrige hanner danner "ungkarleflokke". Øvrige arter i slægten danner midlertidige flokke som ofte kun eksisterer i et par måneder og som enten er blandede flokke af hanner og hunner eller kun består af det ene køn. I alle grupperinger råder et strengthierarki mellem individerne. Oftest er det den dominante hun som kontrollerer adgang til føden, mens den dominante han kontrollerer muligheden for parring.
Drægtighedsperioden er 330 til 410 dage – længst hosGrevys zebra og kortest hostamhesten. I reglen fødes en enkelt unge, der vejer relativt meget (9 til 13 procent af morens vægt) og er meget udviklet, den kan følge moren blot få timer efter fødslen. Efter et halvt til halvandet år fravænnes ungen. Kønsmodenheden indtræffer efter to til seks år, men hingste forplanter sig dog senere end hopper på grund af den sociale struktur. Der kendeshybrider mellem arterne. En krydsning mellem en zebra og en anden hesteart kaldes f.eks. en zebroid.
^Colin Peter Groves; V. Mazák (1967), "On some taxonomic problems of Asiatic wild asses; with the description of a new subspecies (Perissodactyla; Equidae)",Zeitschrift für Säugetierkunde,32: 321-355
^Martha I. Grinder; Paul R. Krausman; Robert S. Hoffmann (2006),"Equus asinus"(PDF),Mammalian Species,794: 1-9, arkiveret fraoriginalen(PDF) 15. marts 2016, hentet 6. september 2016
.jpg)
