Traditionel fremstilling af enskytsengel, der passer på to børn.1600-tallets buttede,amorin-lignende engle i slottet Château de Vaux-le-Vicomte.Den sårede engel, Hugo Simberg, 1903, valgt som Finlands "nationale maleri" i 2006.
Enengel (fragræskangelos, "sendebud" eller "budbringer") er et overnaturligt åndevæsen, der optræder som Guds sendebud iåbenbaringsreligioner, såsomzoroastrisme,jødedom,kristendom ogislam. Efter gammel jødisk tro herskede Jahve over en hærskare af himmelske væsner; men først under indflydelse fra zoroastrismen fik engletro en vigtig rolle i jødedommen. På Jesu tid benægtedesaddukæerne stadig englenes eksistens. Det er især i de jødiskeapokryfer, der tales om engle og deres vigtige kosmiske funktion. Antalærkeengle opgives skiftevis som fire, seks eller syv. Øverst tronerMikael,Israelsskytsengel; dernæst Rafael ogGabriel. IFørste Mosebog kapitel 6 omtales "gudesønnerne", der fik afkom med "menneskedøtrene", og opfattes som faldne engle, der kommer til at optræde somdæmoner iSatans tjeneste.[1]
De eneste bibelske navne på individuelle engle er Mikael, Gabriel og Rafael.Enoks Bog navngiver også Uriel og Jeremiel, og flere kendes fra andre jødiske apokryfer, som dem,Milton omtaler iParadise Lost.[2]
Historiens første ord for "engel" ersumerisk:Sukkal, der betød "sendebud". Alle de store guder iSumer havde ensukkal til rådighed. Naturfænomener havde også et sendebud. Således varildenssukkal flammen.[3] Det første skriftligt registrerede englevæsen er Ninshubur, der er sendebud for den sumeriske frugtbarhedsgudinde Inanna.Myten om Inannas nedstigning til underverdenen, der er under herredømme af hendes søsterEreshkigal, er den ældste kendte repræsentant forgenren "nedstigning til det hinsidige", og udgør denlitterærearketype for tilsvarende jødiske, kristne,gnostiske og islamske beretninger. Inannas ærinde i underverdenen nævnes ikke i myten, men før afrejse instruerer hun sin engel Ninshubur om, at hvis hun ikke er tilbage inden tre dage, må Ninshubur søge hjælp hos de øverste guder. Da tre dage er omme, må Ninshubur da også bede den mægtige gud Enki om hjælp, men før Inanna kan bringes op fra dødsriget, må hun tilbyde nogen i bytte for sig selv. Dæmonerne forslår Ninshubur, men sådan vil Inanna ikke lønne englens trofasthed. I stedet tilbyder hun sin troløse ægtemage Dumuzi.[4]
Dethebraiske ord for "engel" ermalak (flertalmalakim). I den græske bibeloversættelseSeptuaginta fra 200-tallet f.Kr. blevmalak direkte oversat tilangelos, der lige som det hebraiske ord blev brugt om sendebud, hvad enten de nu var i privat eller offentlig tjeneste. Pålatin blev ordet tilangelus, selv om det latinske ord for "sendebud" ernuntius, der har fået betydningen "pavelig udsending". Fra latin er ordet indgået i deeuropæiske folkesprog somange, angel, engel osv.[5]
Påarabisk hedder "engel"malaika, menGabriel erAllahs ånd (ruh), der i den egenskab åbenbarede sig forprofeten og overrakte hamKoranen. Isura 19, Maria-suraen, forlyder det, at Allah sendte sin ånd, som tog skikkelse forjomfru Maria som en mand.Undfangelsen forklares ikke i Koranen, den er etmirakel fra Allah.[6]
Forestillingen om ethierarki blandt engle dukkede første gang op hosIgnatius af Antiokia, vandt tilslutning fraAmbrosius og blev videreudviklet af Pseudo-Dionysios[7] i 400-tallet, og vedtaget afpave Gregor den Store i 500-tallet.Bernard af Clairvaux ogDante er stærkt påvirket af den. I Pseudo-Dionysios' englelære sættes englene øverst på rangstigen af det skabte. De er reneintelligenser, og hver engleorden har sin bestemte opgave i skaberværket. Englene formidler impulser fra Gud til det øvrigekosmos, og leder de lavere skabninger frem mod alle tings højeste mål, Gud selv.[8]
Rækkefølgen ændrede sig noget gennem tiderne, men har fraThomas Aquinas' tid set sådan ud:
Dette hierarki findes der overhovedet ingen støtte for i Bibelen. Der er kun serafer, keruber, ærkeengle og engle beskrevet. De øvrige fem er omtalt hosPaulus; men slet ikke i sammenhæng med engle.
Thomas Aquinas delte de ni engleordener ind i tre hierarkier. Han beskrev englene som form uden stof og uden Guds usammensatte væren. Da det i Thomas'filosofi, ligesom hosAristoteles, er stoffet, der gør et væsen til etindivid, må man spørge, hvordan englene kan være individer, når de mangler stof; men ifølge Thomas udgør hver engleform en egen art, som følgelig kun har ét medlem. Hver engel er dermed noget helt særligt. En engel modtager sin væren fra Gud og eksisterer kun, fordi Gud skænker den den nødvendige kraft hertil.[10]
I de jødiske skrifter er ilden engleneselement, ogClemens af Alexandria kalder dem "tænkende ild".Augustin spørger sig dog om, hvordan de faldne engle så kan pines ihelvedes ild, hvis de selv består af ild? Hans forslag er, at Gud ved faldet fratog dem deres legeme af ild, og gav dem et afluft, som ilden kunne flamme op i.Irenæus mente, at engle varånder, for da Kristus iførte sig kød, blev han til et menneske og ikke en engel. IfølgeGregor den Store er englene ånder i forhold til os, men i forhold til Gud, der er ubegrænset ånd, er de legemer. KunTreenigheden er kropsløs. Englene og deres legemer befinder sig ét sted; kun Gud kan være overalt. Det indebærer, at de ikke kan have været skabt førskabelsen, da de behøver en himmel at være i. Teologer, særlig fra Østkirken, mente ellers ofte, at så ophøjede skabninger ikke kunne være en del af det øvrige skaberværk, mens Augustin anførte, at når der står, at Gud "i begyndelsen" skabte himmel og jord, kan han ikke have skabt noget andetfør himmel og jord. Påkoncilet iBraga i591 kom man endelig frem til, at engle er skabt af en substans forskellig fra Gud, men oplyst af Gud. Nestorianeren Kosmas Indikopleustes forestillede sig, at de skabtes på førstedagen, i en tilstand af mørke og forvirring ligesom det øvrige urstof.Thomas Aquinas mente derimod, at engle er ren ånd, for materie indebærer forfald, og det kender englene ikke, da de er udødelige. For Thomas indebærer materie også individualisering. Dermed kan de stofløse engle ikke væreindivider. Tvunget af sin egenlogik må han hævde, at mens menneskene er en art bestående af individer, udgør hver engel en art for sig, skabt én gang for alle, uden legeme, materie, udviklingsmuligheder og død. Thomas' engle er kun i stand til at elske Gud. Gør de noget for mennesker, er det af kærlighed til Gud og på hans ordre.[11]
Kate Bush anråber på sin pladeThe red shoes de fire ærkeengle: "Gabriel before me, Raphael behind me, Michael to my right, Uriel on my left side in the circle of fire." Det drejer sig om en gammel jødiskbøn, de kristne har overtaget, og som er kendt gennem helemiddelalderen og frem til i dag, bevaret ifolketro ogokkultisme. Det er etmagisk beskyttende engle-kvadrat, som Gud har sat om sin trone i himlen, og som også mennesker har påberåbt sig.[12]
FørDaniels bog er englene en navnløs mængde. Kun Satan har fået navn indtil da. I Daniels bog dukker så navnene Mikael og Gabriel op. Med navnet følger en personlighed, der skiller englene fra hinanden.Rabbinerne bebrejdede dem, der anråbte Mikael og Gabriel om hjælp; men samtidigt var det skik at bede om englenes beskyttelse på steder, der var hjemsøgt af dæmoner, da det blev anset som upassende at påkalde Gud sådan et sted.[13]
Engle i flok optræder første gang i Bibelen iJakobsdrøm: "På jorden stod en stige, hvis top nåede til himlen, og se, Guds engle steg op og ned ad den, og Herren stod foran ham."[14]
I løbet af 1700-tallet udvikledes et syn på englene som døde mennesker.Emanuel Swedenborg hævdede, at engle hverken er formløs ånd elleræteriskgas. De er mennesker lige som os på et højere plan. I åndeverdenen fortsætter livet sin vante gang, og de døde spiser, drikker og har ægteskabeligt samliv som i denne verden, sådan at mange slet ikke opdager, at de er døde. Først når de har opnået den rette indsigt, kan de avancere til den egentlige himmel og er blevet engle.[15] IH.C. AndersenseventyrEnglen fortæller englen, der bærer det døde barn op til himlen, at den selv var et fattigt sygt barn, der året forinden blev hentet op til Gud: "Jeg var jo selv den syge, lille Dreng, der gik paa Krykker!" Det døde barn ser nu nærmere på englens "deilige, glade Ansigt", før de ankommer himlen, hvor "Gud trykkede det døde Barn til sit Hjerte, og da fik det Vinger som den anden Engel og fløi Haand i Haand med ham."[16] En sådan tro - at de afdøde forvandles til engle - findes der intet teologisk belæg for.
