| Emily Sartain | |
|---|---|
 | |
| Personlig information | |
| Født | 17. marts1841 Philadelphia,Pennsylvania,USA |
| Død | 17. juni1927 (86 år) Philadelphia,Pennsylvania,USA |
| Far | John Sartain |
| Søskende | Samuel Sartain, William Sartain, Henry Sartain |
| Uddannelse og virke | |
| Beskæftigelse | Kunstmaler,gravør,kunstner |
| Fagområde | Malerkunst |
| Genre | Portræt |
| Nomineringer og priser | |
| Udmærkelser | Mary Smith Prize |
Information med symbolet hentes fraWikidata.Kildehenvisninger foreligger sammesteds. | |
Emily Sartain (født17. marts1841, død17. juni1927) var enamerikanskmaler og grafiker. Hun var den første kvinde i Europa og USA, der arbejdede medmezzotinte-dybtryksteknikken, og hun var den eneste kvinde, der vandt en guldmedalje vedCentennial Exhibition 1875 iPhiladelphia. Sartain blev nationalt anerkendt som kunstpædagog og var direktør forPhiladelphia School of Design for Women 1866-1920.[1] Også hendes far,John Sartain, og tre af hendes brødre,William, Henry og Samuel, var kunstnere. Før hun studerede påPennsylvania Academy of the Fine Arts og udenlands, havde hendes far taget hende på den store Europa-dannelsesrejse. Hun var med til at opretteNew Century Club for arbejdende og uddannede kvinder, forThe Plastic Club for professionelle kvindelige kunstnere samt The Three Arts Club.
Emily Sartain var det femte af en søskendeflok på otte, børn af John Sartain, en kendt grafiker fra Philadelphia samt udgiver af bladetSartain's Magazine, og Susannah Longmate Swaine Sartain.[2]
I 1858 afsluttede Emily Sartain sin skolegang på Philadelphia Normal School og fortsatte derefter som lærer indtil sommeren 1862.[3] Faderen underviste sin datter i kunst, heriblandt mezzotinte-teknikken,[3] som han havde genoplivet; teknikken var populær i England og resulterede i tryk af høj kvalitet baseret på malerier.[4] John Sartain gik ind for lige muligheder for kvinder og mænd, og han opmuntrede sin datter til at få sig en karriere.[2] Han tog lån i huset[3] og gav hende en "gentlemans uddannelse" i kunstens verden ved at tage hende med på dannelsesrejse til Europa fra først på sommeren 1862.[5] De begyndte turen iMontreal ogQuébec, hvorefter de sejlede til Europa. Emily var begejstret for det engelske landskab, den gamle verdens byer, isærEdinburgh ogFirenze,Louvre,italienske renæssancemalerier samt kunstnere som forfatterenDante og grafikeren Elena Perfetti.[5] Hun rejste tilVenedig for at besøge forfatterenWilliam Dean Howells og hans hustru Elinor Mead Howells, der var maler. På denne tur besluttede Sartain sig for selv at blive kunstner.[5] På deres rejse erfarede de, at Emilys bror, William, havde meldt sig til at kæmpe i denamerikanske borgerkrig (1861-1865), og senere hastede de hjem, da de fandt ud af, atSydstatshæren havde nåetChambersburg, Pennsylvania,[5] blot cirka 250 km fra Philadelphia.[6]
Fire af John og Susannah Sartains børn blev kunstnere (malere og grafikere): Samuel (1830-1806), Henry (1833-1895), William (1843-1925) og Emily,[7] og en række af deres efterkommere fulgte i deres fodspor.[4] Emily Sartain brugte sin far som sparringspartner gennem sin karriere og fik nytte af hans støtte og forbindelser. Hun fortsatte den mezzotinte-dybtryksteknik, som han havde lært hende. Hun boede hos sine forældre, også som voksen,[4][8] og tog sig af dem i deres alderdom. I 1886 flyttede hendes forældre ind til sig i hendes embedsbolig på Philadelphia School of Design for Women.[9]
Som portrætmaler og grafiker modtog Emily Sartain undervisning afChristian Schussele og sin far, John Sartain, påPhiladelphia Academy of the Fine Art.[2] Her mødte hun ogsåThomas Eakins, som hun indgik, hvad historikerenHenry Adams omtaler som Eakins "første kendte kærlighedsforhold" med. Forholdet endte, da Eakins rejste til Paris for at studere kunst og bukkede under for, hvad Sartain beskrev som "storbyens fristelser",[10] samtidig med at Sartain kom til at interessere sig for kvinders rettigheder.[11] De to forblev dog venner for livet.
I 1870 mødte SartainMary Cassatt i Philadelphia, og det følgende år rejste de sammen tilParis,London,Parma ogTorino. De to kvinder tilbragte den første vinter i Italien og studerede trykketeknik hosCarlo Raimondi, der underviste i gravering på kunstakademiet i Parma. Sartain tilbragte resten af deres fireårs rejse i Paris, hvor hun studerede hosÉvariste Vitale Luminais. Hun delte aterlier medJeanne Rongier; Sartains veninde,Florence Esté arbejde også ind imellem i atelieret. Kvinderne kopierede hinandens arbejder og gav hinanden kritik og opmuntringer.[12] To af Sartains billeder, genremalerietLe Piece de Conviction (også kendt somThe Reproof) ogPortræt af Mlle. Del Sarte blev i 1875 optaget iParisersalonen.[13] Samme år vendte Sartain tilbage til USA,[a] da hun løb tør for penge. Harriet (Hattie) Judd Sartain, gift med Emilys bror Samuel og succesrig homøopatisk læge, havde lånt Emily penge til hendes studier, og Emily mente, at der var større chance for, at Hattie fortsat ville låne hende penge, hvis hun studerede i Philadelphia, hvor omkostningerne var mindre, og hvor der var større chance for, at hun kunne sælge sine værker.[15]
Sartain etablerede sig med atelier i Philadelphia i 1875, og her lavede hun såvel malerier som grafik.[16] I sin karriere lavede hun kopier af malerier fra spanske og italienske gallerier, portrætter, genremalerier, og hun var den første kvinde, der praktiserede mezzotinte-dybtryk i USA og Europa.[17] Blandt hendes værker var scener fra forskellige tidsperioder forestillende underdanige kvinder med nedslåede øjne som iItaliensk kvinde ogThe Reproof.[18] Sartain fik sine værker udstillet i byer på den amerikanske østkyst,[9] og hun vandt som den eneste kvinde guldmedalje påCentennial Exhibition (Verdensudstillingen i Philadelphia, 1876) forThe Reproof.[1] Hun vandtMary Smith-prisen for bedste maleri af en kvinde på Philadelphia Academy of Fine Art-udstillingen i 1881 og 1883.[13] Emily Sartain fungerede som kunstnerisk redaktør på avisenOur Continent 1881-1883. Derefter var hun kunstnerisk redaktør påNew England Bygones (1883) af Ellen C.H. Rollins.Joseph M. Pennell udtalte, at Sartain var den "eneste uddannede kunstneriske redaktør, jeg har truffet." Sartain udstillede sine værker iPalace of Fine Arts og i Pennsylvania-bygningen vedWorld's Columbian Exposition 1893 iChicago, og hun blev udpeget som en af ganske få kvinde rsom dommer ved udstillingen samme sted.[19]
Sartain var en progressiv "New Woman",[18] som sammen med sin svigerinde Hattie Judd Sartain dannede kvindeorganisationenNew Century Club. Det menes, at Hattie hjalp hende til at få opgaven med at portrættere de lokale læger Constantin Hering ogJames Caleb Jackson.[20] Udover at have finansieret hendes uddannelse og været hendes allierede og mentor sad Hattie også model for Emily Sartain.[8][b]
I 1886 blev hun direktør for kunsthåndværkskolenPhiladelphia School of Design for Women,[1] hvor hendes far havde været med i bestyrelsen som vicepræsident i mange år.[21] Det var landets største kunstskole for kvinder,[22] og her var hun ifølge Henry Adams "en banebrydende fortaler for videregående uddannelse for kvinder."[23] Sartain fik indført klasser med tegning af mennesker på skolen, hvor der blev brugt draperede mandlige og nøgne kvindelige modeller, hvilket var usædvanligt for kvindelige studerende på den tid. Hun skabte et professionelt program, der var baseret på teknisk og langvarig oplæring og høje standarder. Kvinderne lærte, hvordan man lavede kunstværker ud fra tredimensionelle og kvindelige former.[21] Hun underviste kvinder, der selv skulle være undervisere i kunst.[22] Med sin indsats hævede hun undervisningen til det niveau, der fandtes på franske kunstakademier[13] og påPennsylvania Academy of the Fine Arts.[24] Kunsthåndværkskoler for kvinder blev opfattet som leverandører af mindre lødige former for kunst, men Sartain troede på, at god kunst i højere grad kom an på kunstnerens evner end på mediet,[24] og at man skulle anlægge de samme æstetiske principper ved vurderingen af kunsthåndværk som af kunst.[13] Hun var ansvarlig for at få ansat gode lærerkræfter somRobert Henri,Samuel Murray ogDaniel Garber på skolen.[25] Sartain blev en etableret, national autoritet for undervisning i kunst og kunst for kvinder i 1890'erne.[22][25]
Hun blev udstillingsansvarlig, medlem af Kunstjuryen[26] formand for udsmykningskomiteen til Pennsylvania Building[27] og taler om kunstundervisning vedWorld's Colombian Exposition i Chicago i 1893.[22] I 1897 grundlagde Sartain ogAlice Barber Stephens, underviser på skolen,The Plastic Club i Philadelphia.[1][28] Hun var klubbens præsident for klubben 1899-1903 samt igen i 1904 og 1905.[13] Sartain var også medvirkende til at grundlægge Three Arts Club.[24] Hun talte i London i 1899 ved fagsektionen afInternational Congress of Women. I 1900 deltog hun i den første internationale konference om undervisning i kunst i Paris. Hun var en af de tre delegerede fra USA det år[22] og igen i 1904 i Bern.[13] Hun skrev en artikel med titlen "Værdien af at oplære kvinder i design", som blev trykt iThe New York Times i 1913[29] Hun stod i spidsen for designskolen til 1919[25] eller 1920.[29] Hun blev efterfulgt som direktør af sin niece, Harriet Sartain, efter sin pensionering. Harriet var Henrys datter og havde haft ½sin tante som mentor.[30] Sartain modtog æresbevisninger, medaljer og diplomer i anerkendelse af hendes indsats for kunst og undervisning, heriblandt anerkendelse fra London Society of Literature, Science and Art.
Nina de Angeli Walls skrev:
 | Som Sartains karriere viser, kunne kunstskoler give faglig status inden for et kulturelt område, der hidtil havde været domineret af mænd. Kvindelige kunstnere udnyttede den formelle uddannelse til at imødegå beskyldningerne om amatørisme, de ofte blev mødt med. Det nittende århundredes designskoler var de første institutioner, der tilbød faglige eksamener til kvinder inden for et område som kunstuddannelse, design af stof eller illustrationer til blade, og på den måde åbnede skolerne hidtil ukendte stier mod kvinders økonomiske uafhængighed.[22] |  |
Da hun blev pensioneret, flyttede Sartain tilSan Diego,Californien. Som erhvervsaktiv havde hun rejst til Europa de fleste somre, og hun fortsatte med dette i alderdommen. Hun var på besøg i Philadelphia, da hun døde 17. juni 1927.[9].
{{citation}}:|access-date= kræver at|url= også er angivet (hjælp)