| Eivind Astrup | |
|---|---|
 Eivind Astrup Foto: Norsk Polarinstitutt | |
| Personlig information | |
| Født | 17. september1871 Oslo,Norge |
| Død | 27. december1895 (24 år) Folldal,Norge |
| Dødsårsag | Tyfus |
| Gravsted | Vår Frelsers gravlund |
| Far | Harald Astrup |
| Søskende | Henning Astrup, Thorvald Astrup, Sigurd Astrup |
| Uddannelse og virke | |
| Uddannelsessted | Oslo handelsgymnasium |
| Beskæftigelse | Opdagelsesrejsende |
| Fagområde | Etnografi |
| Nomineringer og priser | |
| Udmærkelser | Ridder af 1. klasse af Sankt Olavs Orden |
| Information med symbolet hentes fraWikidata.Kildehenvisninger foreligger sammesteds. | |
Eivind Astrup (født17. september1871 iChristiania, død27. december1895 vedHjerkinn) var en norsk opdagelsesrejsende og forfatter.
Astrup deltog i to afRobert Pearys ekspeditioner tilGrønland. På den første var han med Peary og kortlagde Nordgrønland, på den anden kortlagde hanMelville Bay på nordvestkysten af Grønland.
I sin tid fik Astrup en opmærksomhed i Norge på linje med den, som ellers kun blevFridtjof Nansen ogRoald Amundsen til del. Han blev tildeltSt. Olavs Orden i en alder af 21 år og er den yngste, som har fået denne udmærkelse.[1]
Eivind Astrup var søn af grossererHarald Astrup (1831–1914) og Emilie Johanne Smith (1836–1915), og broder til arkitektenThorvald Astrup og grossererSigurd Astrup (1873–1949).
I 1889 tog Eivind Astrup handelseksamen i Kristiania og rejste der efter tilPhiladelphia for videre studier. Den eventyrlystne unge gut drømte om at foretage opdagelsesrejser i Afrika, men efter, at han så en avisartikel, som fortalte, at Robert Peary planlagde en ekspedition til Nordgrønland, tog han kontakt og fik plads på ekspeditionen.[2]
Under ekspeditionen i 1891–1892 stiftede Astrup bekendtskab medetah-inuitterne, og af dem lærte han meget omoverlevelsesteknikker i et ekstremt miljø.
Astrup ledsagede Peary på slæderejsen fra vinterkvarteret iInglefield Gulf og over Nordvestgrønlands indlandsis til Navy Cliff vedIndependence-fjorden. De tilbagelagde mere end 2.000 km, fire gange så langt somFridtjof Nansen på den berømte tur over langt sydligere dele af Grønland fire år tidligere. Peary og Astrup kortlagde de hidtil ukendte nordvestlige områder af Grønland og kunne som de første fastslå, at Grønland er en ø. Turen var for knapt rationeret, men en vellykket moskusjagt reddede dem.
Tilbage i Norge blev Astrup mødt med stor hæder og opmærksomhed. I 1892 fik hanSt. Olavs Orden, han var da blot 21 år gammel og er fortsat den yngste, som har fået udmærkelsen.[1] Astrup skrev en række avisartikler og essays og holdt godt besøgte foredrag mange steder på Østlandet. Nansen blev Norges første polarhelt efter at have krydset Grønlandsisen i 1889, nu var Astrup blevet den anden.[3]
På ekspeditionen i 1893–1894 blev Astrup syg og deltog ikke på Pearys rejse over indlandsisen, som ellers blev en fiasko på grund af sygdom, forfrysninger og dårlig vejr. I april 1894 foretog Astrup og vennen Kolotengva i stedet en slædetur for at kortlægge nordsiden afMelville Bay, og dette blev det eneste synlige resultat af Pearys anden ekspedition. Svækket af sygdommen afbrød Astrup ekspeditionen og vendte tilbage til Norge – også denne gang blev han modtaget som en helt.Royal Geographical Society i London hædrede Astrup ved at tildele ham åretsMurchison Award for kortlægningen af Melvillebugten.[4]
Astrups bogBlandt nordpolens naboerArkiveret 26. december 2015 hosWayback Machine, som forelå i begyndelsen af december 1895, omhandler både ekspeditionerne og skildrer de lokaleinuitter. Bogen fik strålende anmeldelser og blev meget populær. Den blev genudgivet i 1896, 1950, 1990 og 2004 og kom på på engelsk i 1898 og tysk i 1905.[5] Astrup var en udmærket skribent, og da han til forskel fra Nansen og Amundsen kunne skildre et folk uden megen tidligere kontakt med europæere, giver bogen et interessant indblik i inuitternes traditionelle teknologi, levevis og livsanskuelse.
Astrup skrev i sin bog, at han under den anden ekspedition blev meget syg af fordærvetpemmikan: "Under vort ophold ved depotet blev jeg, i lighed med hvad der allerede den foregaaende høst under slædearbeidet paa indlandsisen var hændt mig, paavirket af vor ikke meget tidsmæssige pemmican paa en saa uheldig maade, at jeg ikke fandt det raadeligt at deltage i reisen."[6]Roald Amundsen noterede i sin dagbog, atFrederick Cook havde fortalt ham, at Astrup kunne have pådraget sigsyfilis på Grønland. Cooks oplysninger kom imidlertid via flere led og var holdt i en vag form. Efter som etah-inuitterne havde haft relativt lidt kontakt med hvide mennesker før, Peary kom, er det lidet troligt, at de var smittede af sygdommen. Ifølge Amundsen var Astrups udkårede Kolotengvas kone, Tongvingva, men ægteparret ser ud til at have været friske og fik mange børn sammen, så den mest sandsynlige forklaring er, at Astrup fiktyfusfeber af den fordærvede pemmikan.[7]
Astrup gik med planer om ekspeditioner både til Arktis og Antarktis – han var for eksempel en af de første, som foreslog ballonrejser over Nordpolen – men sygdommen forhindrede ham i at realisere planerne, hvilket han tog meget tungt. Der er også fremført en række andre årsager til, at hans livssituation var blevet vanskelig.[8]
Julen 1895 rejste Astrup tilHjerkinn, og den 27. december gik han alene ud på en skitur overDovre, angiveligt for at møde nogen venner vedAtna. Da han ikke gav livstegn fra sig, blev der organiseret en eftersøgningsaktion og den 21. januar 1896 blev han fundet død 4 kilometer fra Hjerkinn. Liget blev ikke obduceret, og meget taler for, at dødsårsagen blev forsøgt hemmeligholdt, men avisernePolitiken,Dagens Nyheter ogSvenska Dagbladet skrev åbent, at alt talte for selvmord og ikke et fald mod en sten, som var den officielle forklaring. Terrænet, han blev fundet i, er for let til, at et fald er sandsynligt, der var meget blod på ansigtet, klæder og i den omkringliggende sne, og lensmanden, som kiggede på liget under transporten, skrev om et mistænkeligt hul på venstre side af hovedet. Bygdefolk, som var til stede, da han blev fundet, mente at have set, at en revolver blev samlet op, pakket ind og givet til Astrups broder, som blev bedt om at gemme genstanden.[9]
Nyheden om dødsfaldet førte nærmest til landesorg i Norge, og en stor folkemængde fulgte med, da Eivind Astrup blev gravlagt påVår Frelsers gravlund i Kristiania den 27. januar 1896.
Astrup bidrog til at udvikle teknikkerne for udforskning af polare strøg ved, at han fragtede udstyr påhundeslæder og selv gik påski. Skiløb havde han lært under opvæksten, og slædehundekørsel lærte han af inuitterne, for dem var skiløb ukendt.Roald Amundsen holdt Astrup som det største ideal inden for udforskningen af polområderne[10] og forstod, at Astrup og Pearys måden, hvorpå de tog sig frem i polare egne, var overlegen. Således kan man sige, at Eivind Astrup var med til at skabe forudsætningen for, at Amundsen blev den første til at nåSydpolen.
Astrup fik tilsendt femgrønlandshunde, som han indkvarterede på Brannskjæret yderst iFrognerkilen[11], og han blev den første, som kørte med slædehunde i Norge.[12]
Nansen erobrede den udiskutable førsteplads som Norges polarhelt umiddelbart efter, at han kom tilbage fraFram-ekspeditionen i 1896, og det blev tydeligt, at Astrup havde fået opmærksomheden i Nansen fravær.[5] Alligevel blev Astrup aldrig helt glemt, der er rejst flere mindesmærker til hans ære og en række geografiske steder bærer hans navn.
En stor mindesten blev rejst vedHolmenkollen den 15. august 1896, men blev i 1990 flyttet tilFrognerseteren for at give den en mere fremtrædende plads.
I lokalmiljøet ved Hjerkinn holdes mindet om Astrup og hans tragiske død levende, og bygdefolk rejste i 1896 eller 1897 en mindestøtte over ham på stedet, hvor han blev fundet. Støtten væltede senere, men lokale kræfter genrejste den i september 2009.
Den 4. august 1909 blev det afsløret en mindeplade over Astrup på Nordgrønland. Den dansk-inuitiske grønlandsfarerKnud Rasmussen holdt tale under afsløringen og fremhævede det gode minde, som inuitterne havde om Astrup. I august 2010 blev der rejst et mindesmærke ved Knud Rasmussens hus iQaanaaq.
På Grønland findesAstrups Kystland ogAstrups Ø, begge i Melville Bay. VidereAstrup Fjord i Indepencence Bay ogAstrup Bræ. I Oslo findesEivind Astrups gate og i BergenEivind Astrups vei.
Astrup gav sin slæde som afskedsgave til Kolotengva, men efter Astrups død ville han ikke bruge den mere og byttede slæde medLudvig Mylius-Erichsen. Senere gav Mylius-Erichsen slæden tilEtnografisk Museum, hvor den nu opbevares.[13] Slæden, Astrup fik bygget for træning af sine importerede grønlandshunde, opbevares påskimuseet i Holmenkollen.[14]
