Værktøj og andrearkæologiske fund viser, at der har levet mennesker iNildalen i mere end 60.000 år. Det er begyndelsen påEgyptens historie. Omkring 3300 f.Kr. dukker en dominerende politisk og religiøs kultur op. Perioden efter 3300 f.Kr. indtilAlexander den Stores erobring afEgypten betegnes forDet gamle Egypten.
Det ptolemæiske Egypten var en af stormagterne i denhellenistiske verden. Af og til bredte dets herredømme sig over dele afSyrien,Lilleasien,Cypern,Libyen,Fønikien og andre lande. Under ptolemæerne blevAlexandria et kulturelt og intellektuelt center i den gamle verden. Der var flere ptolemæiske prinsesser ved navnKleopatra, men "den rigtige" var Kleopatra VII. Som 17-årig bliver hun gift med sin yngre bror, Ptolemæus XIII. Men Cæsars hjælp lykkes det Kleopatra at få væltet ham fra tronen, hvorefter hun gifter sig med en anden bror, Ptolemæus XIV. Hun følger den sejrende Cæsar tilRom og føder ham en søn, Cæsarion. Efter Cæsars død kommerMarcus Antonius til Egypten, og også han bliver tryllebundet af den smukke dronning, som regerer sammen med sønnen Cæsarion, som bærer navnet Ptolemæus XV. Efter nederlaget vedActium i år 30 f.Kr. til den unge Octavian begår Kleopatra selvmord, mens Octavian bliver Roms første kejser under navnet Augustus. Hermed slutter den ptolemæiske linje.
I næsten syv århundreder efter Kleopatras død kontrollerederomerne Egypten. De behandlede landet som en værdifuld kilde til rigdom og profit og var afhængige af dets kornforsyninger. Da den romerske kejserKonstantin kom til magten, konverterede han til kristendommen; i 313 e.v.t. gav han kejserlig stadfæstelse af den kirkelige doktrin. Den nye romerske ortodoksi var på mange måder i uoverensstemmelse med den etableredekristendom i Egypten, kendt som "koptisk" kristendom. Der opstod religiøse konflikter. Til sidst udskiltekopterne sig og udpegede deres egenpatriark i Alexandria.
I år639 erobrede araberne Egypten fra detbyzantinske rige og introducerede detarabiske sprog ogIslam. Det arabiskekalifat havde sin hovedstad iDamaskus og siden iBagdad. Kunsten begyndte igen at blomstre med elegante offentlige bygninger og paladser. I 969 erobrede det shiitiske dynasti, Fatimiderne, Egypten og etablerede Kairo som sin hovedstad. Fra den periode stammer al-Azhar moskeen og det tilhørende universitet. Dette styre varede til 1171, hvorSaladin erobrede Egypten og slog det sammen med Syrien. Desuden konverteres Egypten tilsunni-islam. I1250 gør mamelukkerne, som oprindelig var kommet til Egypten som krigsfanger, oprør og vandt magten. Under deres styre bliver Egypten et vigtigt kulturelt, militært og økonomisk centrum. I 1517 blev Kairo erobret af sultanSelim I, som reducerede Egypten til en provins i detOsmanniske Rige. Tre år senere komSuleiman den Store på tronen iKonstantinopel.
Det osmanniske styre bestod indtil1798, hvor en fransk ekspedition, under ledelse af en ung officer ved navnNapoleon Bonaparte, invaderede Egypten. Formålet var at blokere den engelske adgang tilIndien. Islaget ved Abukir i 1798 tilintetgjorde briterne de franske styrker, som måtte forlade landet i 1801. Den kortvarige besættelse fik dog stor indflydelse på Egyptens fremtid, som følge af kontakten medVesten. Magtkampen efter, at franskmændene havde forladt landet endte lidt besynderligt med, atMuhammad Ali Pasha, enalbansk officer i den osmanniske hær, fik magten. I 1811 erobrede han Egypten framamelukkerne, og de følgende år gennemførte han adskillige militæroperationer mod Arabien og Sudan. I 1824 sendte han en egyptisk styrke for at hjælpe den osmanniske sultan med at undertrykke dengræske frihedskrig, men den egyptiske og den græske flåde blev ødelagt islaget ved Navarino. Da sultanen afslog Muhammad Alis krav om Syrien som betaling, erobrede han Syrien og styrede det i syv år. Endelig slog Muhammad Ali i 1841 den osmanniske sultan, som nu blev tvunget til at acceptere Muhammad Ali som enevældig regent over Egypten. Under hans styre gennemførtes flere reformprogrammer, og grunden lagdes til det moderne Egypten.
Efter Muhammad Ali begyndte det at gå tilbage med økonomien på trods af åbningen afSuezkanalen i 1869 – bygget med fransk hjælp. Da det kneb med tilbagebetaling af udenlandske lån, blev Egypten i 1875 tvunget til at afstå størsteparten af aktierne til England. I 1881-82 hjalp briterne med at nedkæmpe et nationalistisk oprør, hvilket endte med, atStorbritannien satte sig på magten i Egypten og udnævnte en engelsk administrator. Ved udbruddet af1. Verdenskrig i 1914 gjorde Storbritannien Egypten til et protektorat og anvendte det som base for sine operationer i Mellemøsten. I1922 blevprotektoratet erstattet af et monarki underkong Fuad. I 1937 blev han efterfulgt afkong Farouk, og de britiske tropper trak sig ud af Egypten, bortset fra Suez-området.
Under2. Verdenskrig gik Egypten sammen med England modTyskland. Efter krigen voksede denationalistiske følelser, især efter arabernes nederlag til Israel i 1948. I 1952 overtog hæren kommandoen og tvang kong Farouk til at træde tilbage. I 1953 afskaffedes monarkiet, og Egypten blev en republik med generalMuhammad Naguib som landets første præsident. I 1954 tvang oberstGamal Abdel Nasser Naguib til at træde tilbage og blev selv præsident. Da vesten afviste at finansiere den ønskede Aswan-dæmning, nationaliserede Nasser Suezkanalen i 1956, hvorefter England, Frankrig og Israel invaderede Egypten. Efter pres fraUSA,Sovjetunionen ogFN måtte de dog snart trække sig tilbage. Nassers omdømme i den arabiske verden voksede til skyhøjde.
I 1967 udbrød den såkaldteseksdageskrig mellem Israel og de arabiske stater. Israels luftvåben angreb og ødelagde de egyptiske fly på jorden, ligesom israelerne slog egypterne i Sinai, som kom under israelsk besættelse.
Menachem Begin, Jimmy Carter, og Anwar Sadat, underskrev en foreløbig fredsaftale, juli 1978.
Nasser døde i 1970 og blev efterfulgt af sin vicepræsident,Anwar Sadat. I juli 1972 beordrede Sadat 20.000 sovjetiske militærrådgivere og eksperter til at forlade landet, da Sovjetunionen ikke ville levere de ønskede våben til tilbageerobring af de israelske besættelser. Under et overraskelsesangreb den 6. oktober 1973 passerede egyptiske styrker Suezkanalen og trængte ind i Sinai, samtidig med, at syriske styrker rykkede ind iGolan-højderne. UnderYom Kippur-krigen lykkedes det egyptiske tropper at genvinde en del af Sinai. I 1974 genoptog Egypten og USA diplomatiske forbindelser. I september 1975 havde Egypten og Israel under medvirken af USA flere fredsforhandlinger. I november 1977 tog Sadat et dramatisk skridt mod fred med Israel ved at besøgeJerusalem og tale iKnesset. Året efter var præsidentJimmy Carter vært ved fredsforhandlinger iCamp David mellem præsident Sadat og den israelske premierministerMenachem Begin, og de underskrev en foreløbig fredsaftale. Den endelige aftale blev underskrevet den 26. marts 1979 iWashington. Efter israelsk tilbagetrækning fra Sinai etablerede Egypten og Israel diplomatiske forbindelser – til stor forbitrelse i store dele af den arabiske verden.
Så stor var forbitrelsen, at Sadat i 1981 blev dræbt af muslimskefundamentalister. Hans efterfølgerHosni Mubarak opfyldte den indgåede fredsaftale, men kritiserede kraftigt de manglende fremskridt i det palæstinensiske problem. Mubarak arbejdede på at forbedre forholdene til de øvrige arabiske nationer og blev igen medlem af "Islamic Conference Organization" ogDen Arabiske Liga. UnderGolfkrigen i 1991 deltog egyptiske tropper i den koalition, som blev sammensat for at tvingeSaddam Husseins tropper til at forladeKuwait. På trods af modstand fra muslimske kræfter blev Mubarak genvalgt i 1987, 1993, 1999 og 2005. Egyptens rolle som fredsmægler i den mellemøstlige fredsproces giver landet en meget stor betydning i regionen. Egypten er ved at omlægge sin økonomi fra at være statsdirigeret til at være meremarkedsorienteret medliberalisering og privatisering.
Den 25. januar 2011 begyndtegadedemonstrationerne i Egypten. Demonstrationernes hovedformål er at vælte Egyptens præsident Hosni Mubaraks regime.
