Europa-Kommissionen (ofte forkortetEU-Kommissionen, tidligereKommissionen for De Europæiske Fællesskaber,EF-Kommissionen) er denudøvende gren afDen Europæiske Union og ansvarlig for at fremlægge lovforslag, implementere beslutninger, opretholdeEU-traktater og administrere den daglige drift af EU.[2] Medlemmerne tages i ed afDomstolen i Luxembourg, hvor de sværger at respektere traktaterne og være fuldstændig uafhængige i udførelsen af deres pligter i løbet af deres mandat.[3]
Kommissionen arbejder på samme måde som enkabinetregering, med 27 kommissionsmedlemmer (uformelt kendt som "kommissærer").[4] Der udpeges en kommissær pr.medlemsstat, men kommissærerne er bundet af deres ed til at repræsentere EU's samlede interesser, snarere end deres hjemlands.[3] En af de 27 kommissærer erKommissionsformand, udpeget afDet Europæiske Råd[5] og valgt afEU-Parlamentet.[6]EU-Rådet nominerer derefter de andre 26 medlemmer af kommissionen i samråd med den nominerede kommissionsformand, og de 27 medlemmer skal derefter, som samlet gruppe, godkendes afEU-Parlamentet.[7] Den nuværende kommission erVon der Leyen-kommissionen, som blev taget i ed i slutningen af 2019.
BegrebetKommission anvendes enten i snæver forstand om det 27-mand-storeKommissærkollegie (eller bareKollegiet) eller i bredere forstand til også at omfatte det administrative organ på omkring 23.000EU-embedsfolk, der er opdelt i afdelinger kaldetgeneraldirektorater ("GD'er") og tjenester.[8][9][10] Kommissionens proceduremæssige sprog er engelsk, fransk og tysk.[11]Kommissionsmedlemmerne og deres "kabinetter" (nærmeste hold) har hovedkvarter iBerlaymont-bygningen iBruxelles.
EU-Kommissionen stammer fra en af de fem nøgleinstitutioner, der blev oprettet i detovernationale europæiske fællesskabssystem efter den franske udenrigsminister,Robert Schumans, forslag 9. maj 1950. Kommissionens forløber blev etableret i 1951 som den ni-mand-store "Høje Myndighed" under formandJean Monnet.[12] Den Høje Myndighed var den overnationale administrativt udøvende gren af det nyeEuropæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF). Den blev taget i ed den 10. august 1952 i Luxembourg. I 1958 etableredeRom-traktaten to nye fællesskaber sideløbende med EKSF: detEuropæiske Økonomiske Fællesskab (EØF) og detEuropæiske Atomenergifællesskab (Euratom). Disses udøvende grene blev dog kaldt "Kommissioner" i stedet for "Høje Myndigheder".[12] Denne navneforandring skyldtes det nye forhold mellem den udøvende gren ogEF-Rådet. Nogle stater, såsom Frankrig, var betænkelige ved den Høje Myndigheds magt, og ønskede at begrænse den ved at give mere magt til Rådet snarere end de nye fællesskabers udøvende instanser.[13]
Louis Armand ledteden første Euratom-kommission.Walter Hallstein ledteden første EØF-kommission, og afholdt det første formelle møde 16. januar 1958 påChâteau de Val-Duchesse. Her etablerede man en overenskomst omkring en omstridt pris på korn, og fik efterfølgende gjort et positivt indtryk overfor andre lande, da kommissionen havde sin internationale debut vedKennedyrunden i forbindelse med forhandlingerne af handelsaftalenGATT.[14] Hallstein påbegyndte konsolideringen afeuropæisk ret, og begyndte at have indvirkning på national lovgivning. I begyndelsen blev der ikke lagt mærke til hans administration, men med hjælp fraEF-Domstolen begyndte hans kommission at demonstrere sin autoritet tydeligt nok til at fremtidige kommissioner blev taget mere seriøst.[15]
I 1965 førte en stigende uenighed mellem den franske regering underCharles de Gaulle og de andre medlemsstater til den såkaldte "tomme stols krise". Selvom den institutionelle krise blev løst det følgende år, kostede det Etienne Hirsch hans formandspost for Euratom og senere Walter Hallstein formandskabet for EØF, på trods af at han ellers blev anset for værende den mest dynamiske leder frem tilJacques Delors.[14]
De tre organer sameksisterede frem til 1. juli 1967 da de, underFusionstraktaten, blev kombineret til en enkelt administration under formandenJean Rey.[12] På grund af fusionen voksedeRey-kommissionen midlertidigt til at bestå af 14 medlemmer, omend efterfølgende kommissioner blev reduceret til ni, efter formlen med et medlem for små stater og to for store stater.[16] Rey-kommissionen fuldendte Fællesskabetstoldunion i 1968 og var fortaler for et mere magtfuldt, folkevalgtEuropa-Parlament.[17] På trods af at Rey var den første formand for de kombinerede fællesskaber, betragtes Hallstein normalt som den moderne Kommissions første kommissionsformand.[12]
Malfatti- ogMansholt-kommissionerne fulgte, og arbejdede med samarbejde om pengepolitik og den førsteudvidelse af det Europæiske Fællesskab mod nord i 1973, da blandt andreDanmark kom med i fællesskabet.[18][19] Med udvidelsen voksede Kommissionens medlemskab også til tretten underOrtoli-kommissionen (Storbritannien blev, som et stort medlemsland, tildelt to kommissærer), som forsøgte at håndtere det udvidede fællesskab i en tid med økonomisk og international ustabilitet.[16][20] Fællesskabets eksterne repræsentation blev styrket da kommissionsformandRoy Jenkins, der oprindeligt var blevet rekrutteret til formandsposten i januar 1977 fra sin rolle somHome Secretary i StorbritanniensLabour-regering,[21] blev den første kommissionsformand til at deltage i etG8-topmøde på vegne af Fællesskabet.[22] EfterJenkins-kommissionen beskæftigedeGaston Thornskommission sig med Fællesskabets udvidelse sydpå, såvel som med påbegyndelsen af arbejdet medDen Europæiske Fælles Akt.[23]
Jacques Delors' revitalisering af Kommissionen (1985-1994)
KommissionsformandDelors, en af de bedst kendte formænd i Kommissionens historie
Kommissionens formandskab blev i 1985 overtaget af den franske økonomJacques Delors, som tilførte den en ny dynamik og en fornyet idé om retning,[24] og blev den første til at besidde formandsposten i hele tre embedsperioder: Nemlig i perioden 1985-1988, perioden 1989-1992 og igen i perioden 1993-1994. Delors og hans hold betragtes ofte som "euroens grundlæggere".[25]International Herald Tribune bemærkede om Delors arbejde ved udgangen af hans anden embedsperiode i 1992: "Mr. Delors reddede det Europæiske Fællesskab fra et dødvande. Han ankom fra Europessimismen var på sit højeste. Selvom han var en lidet kendt tidligere fransk finansminister, pustede han liv og håb ind i EF og ind i den mismodige Bruxelles-Kommission. I sin første periode, fra 1985 til 1988, samlede han Europa om kaldet for et enkelt marked, og da han blev udpeget til en anden periode begyndte han at opfordre europæere til [at arbejde mod] de langt mere ambitiøse mål om økonomisk, monetær og politisk union".[26]
Santers kommission og korruptionsskandale (1995-1999)
Santer-kommissionen markerede den første gang en kommission har været tvunget til at træde tilbageen masse og repræsenterede et skift i magtforholdet til Parlamentet.[29]
I sin embedsperiode nåede Santer-kommissionen blandt andet at arbejde medAmsterdam-traktaten og euroen.[30]
Santer blev i 1999 efterfulgt som kommissionsformand af den tidligereitalienske premierministerRomano Prodi. Ratificeringen af Amsterdam-traktaten havde styrket Kommissionens politiske magt, og Prodi blev i pressen beskrevet som noget nær en premierminister.[31][32] Kommissionens magt blev igen styrket medNice-traktaten, der i 2001 gav kommissionsformanden større kontrol over sammensætningen af sin kommission.[12]
I 2004 blevJosé Manuel Barroso kommissionsformand. Allerede før han kunne tiltræde blev Barroso nødt til at omstruktureresin kommission, da Parlamentet nægtede at godkende hans første forslag til en kommission.[33] Barroso-kommissionen var også den første fuldtallige kommission siden EU-udvidelsen i 2004 til 25 medlemsstater, og antallet af kommissærer var ved Prodi-kommissionens afgang derfor nået op på 30. Som resultat af det voksende antal medlemsstater, udløsteAmsterdam-traktaten en reduktion i antallet af kommissærer til at være en pr. stat, snarere end to for større stater.[16]
Barrosos første kommissions periode udløb 31. oktober 2009. Pr.Nice-traktaten skulle den første kommission, der skulle udpeges efter antallet af medlemsstater var nået 27, reducere sit antal kommissærer til "mindre end antallet af medlemsstater". Det præcise antal kommissærer skulle afgøres af et enigtEuropæisk Råd og medlemskab ville derefter skulle rotere ligeligt mellem medlemsstaterne. Efter Rumænien og Bulgarien var kommet med i EU i januar 2007, trådte denne klausul i kraft fra og med den næste kommission.Lissabon-traktaten, der trådte i kraft 1. december 2009, krævede en reduktion i antallet af kommissærer til to-tredjedele af medlemsstaterne fra 2014 medmindre Det Europæiske Råd besluttede andet. Medlemskabet skulle rotere ligeligt, og ingen medlemsstat skulle have mere end en kommissær. Traktaten blev dog afvist ved folkeafstemning i Irland i 2008, hvor en af de centrale bekymringer var tabet af deres kommissær. Som følge heraf blev der givet en garanti til gengæld for en ny afstemning: Rådet ville bruge sin magt til at justere antallet af kommissærer op. Ifølge traktaterne skulle antallet dog stadig holdes på mindre end det samlede antal medlemmer, og det blev derfor foreslået at den medlemsstat, der ikke fik en kommissærpost i stedet skulle få posten somHøjtstående repræsentant – den såkaldte 26+1-formel.[34][35] Denne garanti bidrog til at irerne godkendte traktaten i en ny folkeafstemning i 2009.
Traktaten dikterer herudover at der bør tages hensyn til de seneste europæiske valg når Kommissionen udpeges, omend kommissionsformanden stadig foreslås afDet Europæiske Råd;EU-Parlamentet "vælger" Kommissionen snarere end "godkender" den som under Nice-traktaten.[36]
Juncker-kommissionen og seneste udvikling (2014-2019)
Kommissionen blev fra starten struktureret til at fungere som en uafhængig supranational autoritet separat fra regeringerne; den er blevet beskrevet som "det eneste organ, der betales for at tænke europæisk".[39] Medlemmerne nomineres af medlemstaternes regeringer, med et medlem nomineret fra hver regering. De er dog forpligtet til at agere uafhængigt – neutralt fra andre påvirkninger såsom de regeringer, der nominerede dem. Dette står i kontrast tilEU-Rådet, som repræsenterer regeringerne,EU-Parlamentet, som repræsenterer de europæiske borgere,Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, som repræsenterer de organiserede civilsamfund, ogDet Europæiske Regionsudvalg, som repræsenterer lokale og regionale autoriteter.[2]
Kommissionens ansvar er nedfældet iEU-Traktatens Artikel 17, hvor stk. 1 eksempelvis lyder:
Kommissionen fremmer Unionens almene interesser og tager passende initiativer med henblik herpå. Den drager omsorg for gennemførelsen af traktaterne og af de foranstaltninger, der vedtages af institutionerne på grundlag heraf. Den fører tilsyn med gennemførelsen af EU-retten under Den Europæiske Unions Domstols kontrol. Den gennemfører budgettet og forvalter programmerne. Den udøver koordinerings-, gennemførelses- og forvaltningsfunktioner på de betingelser, der er fastsat i traktaterne. Bortset fra den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og de øvrige tilfælde, der er nævnt i traktaterne, varetager den Unionens repræsentation udadtil. Den er initiativtager til Unionens årlige og flerårige programmering med henblik på indgåelse af interinstitutionelle aftaler.
FørLissabontraktaten trådte i kraft var EU's udøvende magt placeret i EU-Rådet, som det overdrog til Kommissionen. Rådet var dog teoretisk i stand til at trække denne overdragelse tilbage, selv agere udøvende myndighed direkte eller stille betingelser for dens brug.[41][42] Dette aspekt blev ændret af Lissabontraktaten, som tillod Kommissionen at udøve sin magt udelukkende i henhold til traktaterne. Disse beføjelser er dog mere begrænset end de fleste staters udøvende myndigheder, blandt andet på grund af Kommissionens manglende myndighed på områder såsomudenrigspolitik – en magt, der tilfalderDet Europæiske Råd, som visse analytikere har beskrevet som en anden udøvende myndighed i EU-samarbejdet.[43]
I betragtning af at Det Europæiske Råd efter Lissabontraktaten er blevet en formel institution med magten til at udpege Kommissionen, kan det siges at de to organer tilsammen repræsenterer EU's udøvende myndighed (Det Europæiske Råd omfatter selv de individuelle medlemsstaters udøvende myndigheder). Det er dog Kommissionen, der i øjeblikket besidder de udøvende beføjelser i EU.[43][44] Kommissionens regeringsmæssige beføjelser har fået den tidligerebelgiske premierministerGuy Verhofstadt til at foreslå at den bør skifte navn til den "Europæiske Regering", da han finder det nuværende navn på Kommissionen "latterligt".[45]
Kommissionen adskiller sig fra de andre EU-institutioner ved at den er det eneste EU-organ, der harlovgivningsinitiativ. Kun Kommissionen kan komme med formelle forslag til lovgivning: de kan ikke stamme fra EU's lovgivende myndigheder. Under Lissabontraktaten tillades der ingen retsakter vedrørende denfælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. På andre områder kan Rådet og Parlamentet anmode om lovgivning; i de fleste tilfælde igangsætter Kommissionen grundlaget for disse forslag. Denne eneret er designet til at sikre koordineret og sammenhængende udarbejdelse afEU-lovgivning.[46][47] Eneretten er blevet udfordret af parter, der mener at EU-Parlamentet også bør have lovgivningsinitiativ, da dette er tilfældet for de fleste nationale parlamenter.[48] Som tingene står nu kan Rådet og Parlamentet kan anmode Kommissionen om at udarbejde lovgivning, selvom Kommissionen har retten til at nægte dette.[49] as it did in 2008 over transnational collective conventions.[50] Under Lissabontraktaten kan EU-borgere også anmode Kommissionen om at lovgive på et område viaen underskriftindsamling med en million underskrifter, men dette er ikke bindende.[51]
Kommissionens lovgivningsinitiativ har normalt været centreret på økonomisk regulering. Den har fremsat et stort antal reguleringer baseret på et "forsigtighedsprincip". Dette betyder at der kan foretages foregribende reguleringer, hvis der findes en troværdig fare for miljøet eller menneskers sundhed: for eksempel ved at tackleklimaforandringer og begrænsegenetisk modificerede organismer, uden at vægte disse reguleringer efter deres påvirkning af økonomien. Kommissionen foreslår derfor ofte mere striks lovgivning end andre lande. På grund af det europæiske markeds størrelse har dette gjort EU-lovgivning til en vigtig påvirkning af det globale marked.[52]
Senest har Kommissionen bevæget sig mod oprettelsen afeuropæisk strafferet. I 2006 førte dumpning af giftigt affald ud for Elfenbenskysten Kommissionen til at fokusere på lovgivning mod giftigt affald. Nogle EU-stater havde på det tidspunkt slet ikke nogen lov mod transport af giftigt affald, hvilket fik kommissionsmedlemmerneFranco Frattini ogStavros Dimas til at fremsætte idéen om "økologisk kriminalitet". Kommissionens ret til at fremsætte strafferetlige lovgivning er blevet udfordret iEU-Domstolen, hvor den blev stadfæstet. Pr. 2007 var det eneste andet strafferetlige lovforslag fra Kommissionenet direktiv om intellektuelle ejendomsrettigheder,[53] samt en ændring til en rammeafgørelse om antiterrorisme fra 2002, der forbyder terrorisme-relateret tilskyndelse, rekruttering (særligt over Internettet) og træning.[54]
Når først lovgivning vedtages af Rådet og Parlamentet, er det Kommissionens ansvar at den implementeres. Dette sker gennem medlemsstaterne eller gennem Unionensagenturer. Kommissionens assisteres herudover af komitéer bestående af repræsentanter for medlemsstaterne, samt af offentlige og privatelobbyer[55] (en proces der i EU-jargon kendes som "komitologi").[56] Kommissionen er ydermere ansvarlig for implementeringen afEU-budgettet, og skal, i samarbejde medRevisionsretten, sikre at EU's økonomiske midler anvendes korrekt.
Frem for alt er Kommissionens ansvar dog at sikre at traktater og EU-lov følges af medlemsstaterne, og kan potentielt trække medlemsstater eller andre institutioner iEU-Domstolen ved uoverensstemmelser. I kraft af denne rolle kendes Kommissionen somme tider som "traktaternes vogter".[57] Slutteligt repræsenterer Unionen i en vis grad Unionen udadtil, sammen med medlemsstaterne og denFælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, og er blandt andet Unionens repræsentant i organer såsomWTO. Kommissionsformanden deltager også ofte iG8-landenes møder.[57]
Kommissionen består af et kollegium på 28 "kommissærer", inklusive formanden og viceformændene. Selvom hvert medlem udpeges af en national regering, et pr. stat, repræsenterer de ikke deres stat i Kommissionen.[58] I praksis har nogle kommissærer dog til tider gået deres nations ærinde.[59] Efter medlemmerne er blevet nomineret, delegerer formandenporteføljer blandt dem. En kommissærs magt afhænger i høj grad af hans portefølje, og kan variere over tid. For eksempel eruddannelseskommissærens rolle blevet gradvist vigtigere, i takt med at vigtigheden af uddannelse og kultur indenfor den europæiske politiske beslutningshåndtering er vokset.[60] Et andet eksempel erkonkurrencekommissæren, som er en meget synlig position med global rækkevidde.[58] Før Kommissionen kan tages i ed, skal hele kollegiet samlet godkendes af Parlamentet.[2] Hver enkelt kommissær støttes af sitpersonlige kabinet, der yder politisk vejledning, mensKommissionens forvaltning håndterer den tekniske forberedelse.[61]
Europa-Kommissionsformanden foreslås til at begynde med afDet Europæiske Råd, som tager de senesteEuropa-Parlamentsvalg med i deres overvejelser; denne kandidat skal derefter enten vælges eller afvises afEU-Parlamentet. Hvis formandskandidaten afvises af Parlamentet skal Det Europæiske Råd foreslå en ny kandidat indenfor en måned.[6]
Formandskandidaten har ofte været en ledende national politiker, men dette er ikke et krav. Der er også andre kriterier der påvirker valget af formandskandidat, heriblandt hvilket område af Europa som kandidaten kommer fra; kandidatens politiske indflydelse, som helst skal være stor, men ikke stor nok til at dominere kommissionsmedlemmerne for meget; sprog spiller også en rolle, da Frankrig betragter det som en nødvendighed at formanden er fransktalende; samt integrationsgrad, hvorvidt deres stat er medlem af bådeeurozonen ogSchengen-traktaten.[62][63][64] I 2004 producerede dette system flere kandidater[65] hvilket blev kritiseret af flere parlamentsmedlemmer: efter en langtrukken udvælgelse beskrev lederen afALDE-gruppen,Graham Watson, proceduren som et "Justus Lipsius-tæppemarked", der kun producerer "denlaveste fællesnævner"; mens medformanden forGreen-EFA,Daniel Cohn-Bendit, spurgte Barroso efter dennes første tale "Hvis du er den bedste kandidat, hvorfor var du så ikke den første?"[66][67]
Efter valget af kommissionsformand, samt Det Europæiske Råds udpegelse af denhøjtstående repræsentant, nomineres hver EU-kommisær af sin medlemsstat (med undtagelse af de medlemsstater, som kommissionsformanden og den højtstående repræsentant kommer fra) i samråd med kommissionsformanden, idet kan dog ikke har magt til at ændre et medlemslands valg af EU-kommissær. Kommissionsformanden har dog eneret på tildelingen af porteføljer, og er generelt mere tilbøjelig til at tildele magtfulde porteføljer til de EU-kommissærer, som han finder mest talentfulde. Formandens hold skal herefter igennem høringer i EU-Parlamentet, som vil stille dem spørgsmål og efterfølgende stemme om deres egnethed som samlet entitet. Hvis nogle medlemmer af holdet findes for uegnede, skal kommissionsformanden omrokere porteføljer eller alternativt bede den pågældende medlemsstat om en ny kandidat, medmindre han vil risikere at hele Kommissionen bliver nedstemt. Da Parlamentet ikke kan stemme mod individuelle kommissærer indgås der normalt et kompromis hvorved de værste kandidater fjernes, men mindre indvendinger sættes til side således at Kommissionen som helhed kan tages i ed. Når først holdet er blevet godkendt af Parlamentet, tages det formelt i ed af et kvalificeret flertal iDet Europæiske Råd i henhold til EU-Traktatens Artikel 17, stk. 7.
Efter udnævnelsen udpeger kommissionsformanden et antalnæstformænd blandt kommissærerne (den højtstående repræsentant skal obligatorisk være en af disse). For det meste besidder næstformændene ikke nogle ekstra beføjelser, med undtagelse af første-næstformanden, som agerer substitut for kommissionsformanden når denne er forhindret i at møde op.[58]
EU-Parlamentet kan afskedige Kommissionen som helhed efter et mistillidsvotum, men kun kommissionsformanden kan anmode individuelle kommissærer om at træde tilbage. Individuelle kommissærer kan, efter anmodning fra Rådet eller Kommissionen, blive tvunget til at træde tilbage hvis Domstolen dømmer at de har misligholdt deres forpligtelser, jf.TEUF-traktaten, Artikel 245 og 247.
Barroso-kommissionen blev taget i ed i slutningen af 2004 efter at være blevet forsinket af indvendinger fra Parlamentet, som tvang den til en rokade. I 2007 voksede Kommissionen fra 25 til 27 medlemmer med inklusionen af Rumænien og Bulgarien, som begge udpegede deres egne kommissærer. Den større Kommission fik Barroso til at udøve en mere præsidentiel kontrol over kollegiet, hvilket mødte kritik.[68]
Under Barroso begyndte Kommissionen dog samtidig at tabe terræn til de større medlemsstater såsom Frankrig, Storbritannien og Tyskland, som forsøgte at tilsidesætte dens rolle. Disse spændinger voksede ydeerligere, da vedtagelsen afLissabontraktaten førte til oprettelsen af en post somFormand for Det Europæiske Råd.[69]
Den cypriotiske politikerAndroulla Vassiliou var EU-kommissær for uddannelse, kultur, flersprogethed og ungdom mellem 2010 og 2014.
Kommissionen er opdelt igeneraldirektorater, der kan sammenlignes med departementer ellerministerier. Hvert generaldirektorat dækker et specifikt policyområde såsom Landbrug og Udvikling af Landdistrikter eller Forskning og Innovation eller interne tjenester, og ledes af en generaldirektør, der er under en specifik kommissær. En kommissærs portefølje kan understøttes af flere GD'er, de kan forberede forslag for dem som, hvis de godkendes af et flertal af kommissærerne, kan gå videre til Parlamentet og Rådet .[2][70]Kommissionens forvaltning ledes af engeneralsekretær.
Den stærkt fragmenterede GD-struktur er blevet kritiseret for at spilde for meget tid på interne stridigheder hvor de forskellige departementer og kommissærer konkurrerer med hinanden. Ydermere kan GD'erne udøve betragtelig kontrol over en kommissær, da kommissæren ofte har meget kort tid til at forsøge at få kontrollen over sin stab.[71][72]
Ifølge Kommissionens egen statistik var der i september 2012 ansat 23.803 personer hos Kommissionen som embedsmænd og midlertidigt ansatte. Herudover var der 9230 "eksternt personale" (f.eks. kontraktansatte, udstationerede nationale eksperter, unge eksperter, praktikanter osv.). Det største GD erGeneraldirektoratet for Oversættelse, som har en stab på 2309 ansatte, mens den største nationale gruppe erbelgiere (18,7%), sandsynligvis på grund af at størstedelen af staben (17.664 personer) er baseret i landet.[73]
Kommunikation med pressen håndteres afGeneraldirektoratet for Kommunikation. Kommissionens talsmand er Ricardo Cardoso, som afholder middags-pressemøder. De finder sted på hverdag i Kommissionens presselokale i Berlaymont, hvor journalister kan stille Kommissionens embedsfolk spørgsmål om ethvert emne, og forvente at få et officielt svar til live-tv - noget, der er relativt unikt på verdensplan.[74]
En forsker har beskrevet Kommissionens pressemeddelelser som unikt politiske. En meddelelse gennemgår ofte flere stadier af udarbejdelse, som lægger tryk på Kommissionens rolle, og anvendes "til at retfærdiggøre EU og Kommissionen", hvilket øger deres længde og kompleksitet. Når flere departementer er involveret i en pressemeddelelse kan disse herudover også udvikle sig til en kilde til konkurrence mellem Kommissionens ansvarsområder og kommissærerne selv. Dette kan føre til et usædvanligt højt antal pressemeddelelser, såsom 1907 i 2006, og ses som et unikt produkt af EU's politiske sammensætning.[72] Antallet af Kommissionens udsendte pressemeddelelser lader dog til at være faldende, da 1768 pressemeddelelser blev udsendt i 2010 og 1589 i 2011.[75]
Der findes et større pressekorps i Bruxelles end i Washington D.C.; i 2007 havde medier i alle Unionens medlemsstaterkorrespondenter i Bruxelles.[76] SidenDen store recession i 2010 er pressekorpset i Bruxelles dog blevet reduceret med en tredjedel i størrelse. Selvom der på verdensplan er blevet skåret ned i journalistbestanden, har lanceringen af de mange pressemeddelelser samt entiteter såsomEurope by Satellite ogEuroparlTV ført mange nyhedsorganisationer til at mene at de kan dække EU ud fra en kombination af disse officielle kilder ognyhedsbureauer.[77] På trods af massiv kritik[78] lukkede Kommissionen i 2013 nyhedsportalenPresseurop.[79]
Selvom Kommissionen er den udøvende gren af EU, vælges kandidaterne til den individuelt af de 28 nationale regeringer, hvilket betyder at det ikke er muligt at fjerne en kommissær eller kommissionsformanden ved etdirekte valg. I stedet stammer Kommissionens legitimitet hovedsageligt fra den godkendelsesafstemning, der kræves fra EU-Parlamentet, såvel som Parlamentets magt til at afskedige Kommissionen. Dette medfører dog samtidig bekymring omkring den relativt lave stemmeprocent i EU-Parlamentsvalg (ofte mindre end 50% af befolkningerne) sidenvalget i 1999. Det faktum at der ikke afholdes valg om positionen som kommissionsformand har fået nogle til at stille spørgsmålstegn ved positionens legitimitet.[80] Herudover har det faktum at Kommissionen direkte (omend med tilsyn fra specielt dannede'komitologikomitéer') kan træffe beslutninger om lovgivnings størrelse og karakter ført til bekymring omkring organets demokratiske legitimitet.[81]
Selvom der udvikles demokratiske strukturer og metoder, findes der ikke et sådanne spejl i oprettelsen af et europæiskcivilsamfund.[82]Lissabontraktaten forsøgte at imødekomme nogle problemer med 'demokratisk underskud' ved at udsætte Kommissionen for større demokratisk kontrol, heriblandt at den koblede valget af kommissionsformand sammen med EU-Parlamentsvalgene. Et alternativt synspunkt er at presset fra valgprocessen underminerer Kommissionens rolle som en uafhængig regulator, og mener at den bør betragtes på linje med institutioner såsom uafhængigecentralbanker, der håndterer tekniske områder af politik.[83] Herudover pointerer nogle af Kommissionens fortalere at lovgivning på alle områder skal godkendes af Rådet (ministrene fra medlemsstaterne) og på nogle områder også af EU-Parlamentet, før den kan implementeres, og mængden af lovgivning der skal vedtages i et enkelt land uden dets regerings godkendelse derfor er begrænset.[83]
I 2009 udgav den europæiske ombudsmand statistik over borgernes klager over EU-institutioner, der viste at størstedelen klagede over Kommissionen (66%) og vedrørte mangel på gennemsigtighed (36%).[84] I 2010 blev Kommissionen sagsøgt for at blokere adgang til dokumenter vedrørende EU'sbiobrændstofspolitik.[85] Dette skede efter medier beskyldte Kommissionen for at blokere for videnskabelige beviser imod biobrændstof-subsidier.[86] Mangel på gennemsigtighed, uklare lobbyistrelationer, interessekonflikter og overdrevne udgifter blandt medlemmerne af Kommissionen har været genstand for en række rapporter fra både interne og uafhængige revisionsorganisationer.[87][88][89][90] Kommissionen er også blevet kritiseret på IT-området, især i forhold til dens behandling af IT-gigantenMicrosoft.[91]
^European Commission."Departments (Directorates-General) and services".Arkiveret fra originalen 17. januar 2010. Hentet 4. december 2011.The Commission is divided into several departments and services. The departments are known as Directorates-General (DGs). European Commission."About the European Commission".Arkiveret fra originalen 20. november 2016. Hentet 4. december 2011.23 000 staff members work in the Commission in departments, known as directorates-general (DGs) or services, each responsible for a particular policy area and headed by a Director-General, who reports directly to the President.
^"Official EU languages".Europa.Arkiveret fra originalen 12. januar 2014. Hentet 17. september 2013.The European Union has 24 official and working languages ... The European Commission employs English, French and German in general as procedural languages ...
^"Brussels European Council, Presidency Conclusions"(PDF). Council of the European Union. 2008.Arkiveret(PDF) fra originalen 5. juli 2008. Hentet 20. august 2009.See paragraphs 7, 8 & 13 of the Presidency conclusions of the European Council on 13/14 March 2008
^Parker, John (januar-februar 2007). "A tale of two cities".E!Sharp magazine. Encompass Publications: 42-44.{{cite journal}}: CS1-vedligeholdelse: Dato-format (link)
^"European Commission".Europa.Arkiveret fra originalen 10. juli 2016. Hentet 17. september 2013.The Commission is based in Brussels and Luxembourg and has offices (representations) in every EU country and delegations in capital cities around the world.
.jpg)
_1.jpg)
