Donatisme efter Donatus,biskop315, hvis tilhængere hævdede at gyldig sakramentsforvaltning er afhængig af sakramentsforvalterens moralske tilstand. Efter de voldsomme kristendomsforfølgelser i de første århundreder stod kirken i en overvejelse om hvad man skulle gøre med de præster og biskopper som havde svigtet under forfølgelsen. Var der mulighed for at de kunne fortsætte som præster. Kirken splittedes i en gren der fulgte Donatus, som ikke ønskede dem ind i kirken igen, og den anden gren som blev ledt af biskoppen i Rom, og som ønskede biskopperne tilbage.
Donatisterne dannede etskismatisk parti iNordafrika i det4. århundrede. Dakristendommen begyndte at blive en kultur- og verdensmagt, satte den en del af sin oprindelige friskhed og renhed til; ved at blive en magt i verden blev verden selv en magt i den.Montanisterne ognovatianerne satte sig op mod den verdsliggjorte kristendom i kirken, heftigst dog donatisterne.
IKarthago var der et parti af kristne rigorister, som selv søgtemartyriet og fordømte enhver, der unddrog sig det. Da den humaneCæcilianus311 valgtes til biskop og lod sig indvie af Felix fra Aptunga, der beskyldtes for at have udleverethellige bøger til forfølgerne, valgte disse rigorister lektoren Majorinus og efter dennes død315 Donatus til biskop.
Donatus var en karismatisk personlighed og partistifter af natur, efter ham fik rigoristerne navnetdonatister (pars donati, donatisti, donatianæ). Splittelsen iKarthago bredte sig over heleNordafrika.Roms biskop,synoden iArles i314 og kejserKonstantin den Store erklærede sig for biskop Cæcilianus. Donatisternes bisper blev jaget bort, og deres kirker lukket; men de voksede under forfølgelsen, som de netop anså for at være de kristnes kår.
Da kejserConstans ikke kunne vinde dem med det gode, forfulgte han endnu voldsommere end faderen. Den donatistiske bevægelse mundede ud i en socialrevolutionær bevægelse. Utilfredse bønder sluttede sig til; de drog om og prædikede frihed og broderskab, ødelagde kirkerne og mishandlede de katolske præster og de højtstående personer; de kaldtescircumcellioner, omflakkende landarbejdere (elleragonistikere : Kristi stridsmænd; ellercampitæ, af campus, mark).
Staten tiltvang sig ro med våbenmagt i345, men det kirkelige skisma varede ved.KirkefaderenAugustinus skrev imod donatisterne og afholdt i411 en offentlig samtale med dem, i hvilken den kejserlige kommissær erklærede dem for overvundne. Derefter søgte man at tvinge dem tilbage tilden katolske kirke; men de flygtede ud i bjergene, hvor de opholdt sig, indtil den nordafrikanske kirke lagdes øde afvandaler ogarabere.
De ideer, donatisterne kæmpede for, har stadig livskraft; for at være medlem af kirken kræves sædelig renhed, og dens sakramenter har kun gyldighed, hvis de forvaltes af sædeligt rene. Dette er mere eller mindre al kirkeligseparatismes program.
| Denne artikel stammer hovedsagelig fraSalmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930). Du kan hjælpe Wikipedia ved atajourføre sproget og indholdet af denne artikel. Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret således at den er på nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med etdybt link tilSalmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915–1930) som kilde, og indsæt [[Kategori:Salmonsens]] i stedet for Salmonsens-skabelonen. |
| Kristendommens historie |  | ||||||||||||||||||||||||||||||
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
| Skrifter | |||||||||||||||||||||||||||||||
| Økumeni | |||||||||||||||||||||||||||||||
| Retninger |
| ||||||||||||||||||||||||||||||
| Varierer med retning |
| ||||||||||||||||||||||||||||||
| Den danske folkekirke |
| ||||||||||||||||||||||||||||||
| Mission | |||||||||||||||||||||||||||||||
