 | Denne artikel eller dette afsnit er forældet. Teksten er fra Salmonsens Konversationsleksikon fra 1917. En del af teksten kan derfor være forældet. Hvis teksten er opdateret, kan denne skabelon fjernes. Se artiklensdiskussionsside ellerhistorik (Lær hvordan og hvornår man kan fjerne denne skabelonbesked) |  |
Domkapitel (latincapitulum) kaldes i denromersk-katolske kirke det ordnede fællesskab afpræster ved endomkirke. Findes et sådant fællesskab ved enkirke, som ikke er domkirke, kaldes det kollegiatkapitel.
Allerede i oldkirken havdebiskoppen ved sin side etpresbyterium, bestående afpresbytere ogdiakoner, men uden fast regel.Eusebius afVercelli og frem for altAugustin iHippo lod imidlertid deres præster bo i ét og samme hus under fælles tugt. Hist og her stillede man i den følgende tid bispegården i Hippo som forbillede; men et egentligt domkapitel fik man dog først i700-tallet ved biskopChrodegang iMetz. Kirkemødet iAachen817 påbødoprettelsen af et kapitel ved hver bispekirke ogkollegiatkirke. Præsterne i et domkapitel levede da et regelbundet liv (vita canonica) og kaldtes herefterkannikker. De boede i et fælles hus,domus (deraf domkirke, domkapitel osv.), også kaldetclaustrum ellermonasterium (derafMünster), hvor de havde fælles sovesal og spisesal, og hvor de samledes til oplæsning af et stykke eller "kapitel" afBibelen. Ordet kapitel, der først brugtes om et større læsestykke af den hellige skrift, brugtes snart om salen, hvor oplæsningen foregik, og dernæst om det hele samfund, der mødte til denne oplæsning.
Domkapitletsforfatning mindede omBenediktinerreglen og var på enkelte punkter strengere, men kannikkerne havde ret til særeje. Hver kannik havde oprindelig sin faste del af mad, drikke og klæder, men efterhånden som fælleslivet trængtes tilbage, fik han i stedet pengeindtægter, dernæst også bestemte kapitelgodser ogtiender. En sådan fast indtægt, der tilhørte kapitlet, men blev givet den enkelte kannik at nyde, kaldtespræbende. Dette system medførte snart, at fælleslivet gik til grunde. Kannikkerne boede i egne huse og mødtes blot vedgudstjenesten. Men ved det store kirkelige opsving i1000-tallet reformeredes domkapitlerne rundt omkring og blev for en del atter "regelbundne". Denne gang betød det imidlertid, at kannikkerne opgav privateje, og de kannikker, som beholdt særeje, var ikke-regel-bundne ellersæculares (verdslige). Samtidig fik domkapitlet forøget betydning ved, at bispevalget håndhævedes som deres ret. Nu grundlagdes der også domkapitler iNorden, således i slutningen af 1000-tallet iViborg,Roskilde ogLund, sidstnævnte sted ved en stor Gave fraKnud 4. den Hellige (1085). De øvrigedanske domkapitler oprettedes efterhånden i1100-tallet,Århus domkapitel dog først1203. INorge gavkardinalNikolaus Breakspeare1152 stødet til dannelsen af domkirke, iSverige fandt den tilsvarende udvikling sted endnu senere.
I de forskellige landskirker var imidlertid iveren for den strenge tugt blandt kannikkerne atter kølnet, og det regelbundne liv opgivet. De, som opretholdt det, kaldtes undertiden "augustinere"; nogle var ligefremmunke og havde ikke noget at gøre med domkapitlet, f.eks.klostreneSainte-Geneviève (fra1148) ogSaint-Victor vedParis,Æbelholt Kloster iNordsjælland,Elgeseter,Kastelle ogUtstein Kloster iNorge. I stedet for et almindeligt domkapitlet kunne træde etpræmonstratenserkloster, i Danmark såledesBørglum Kloster; præmonstratenserne var nemlig en slags regelbundne kannikker. Mere påfaldende er det at se etbenediktinerkloster træde i domkapitlets sted, men dette var tilfældet i Odense. Ligesom domkapitler blev rige institutioner, havde de "verdslige" kannikker meget store præbender. Derfor blev sådanne embeder meget attråede og tilfaldt ofteadelens sønner. På sådanne kanniker passede betegnelsendomherrer ellerkorherrer særdeles godt. De førte sig ofte som store herrer,forsømte deres embedsgerning ("residenspligten") eller lod vikarer besørge pligterne.
Ved hvert domkapitel indrettedes endomskole, der styredes af kapitlet og var en læreanstalt for vordende præster. Hele domkapitlet stod under biskoppen, men havde sine egne embedsmænd. De overordnede af disse kaldtesprælater, deres hverv betegnedes som værdigheder (dignitates). Øverst stod i reglen entendomprovsten (præpositus) ellerarchidiakonen. Undertiden fandtes ved et domkapitel kun én af disse værdigheder, undertiden begge, og rangfølgen var da ikke alle vegne ens, oftest var domprovsten dog den øverste.Dekanen havde tilsyn med tugten,kantoren forestod gudstjenesten og oplærte kannikkerne i kirkesang ogskolemesteren (scholasticus) forestod domskolen. Dertil kom somkustoder,sakristaner,notarer,kældermestre og flere andre lavere embedsmænd. Det samlede tal af kannikker ved et domkapitel kunne være meget forskellig. I Danmark synes det ikke at have overskredet 36. Domkapitlets betydning imiddelalderen var overordentlig stor: Gudstjenesten ved bispekirkerne fik langt større rigdom og pragt, og uden domkapiterne havde man ikke rejst så store og smukt udstyrede domkirker. Domkapitlet fik endvidere ret til bispevalg og blev bispens indflydelsesrige råd i alle sager, ja tilegnede sig endog en del istiftets forvaltning og indskrænkede ofte bispens magt ret følelig. Ved sine domskoler blev domkapitlerne også hjemsteder for studierne og en fast borg forvidenskaben under dennes vanskeligste kår. Endelig havde domkapitlerne også betydning som midtpunkter i store godskomplekser.
I dag har de katolske domkapitler primært en kirkelig-religiøs karakter, og flere af de gamle kapitelembeder, som for eksempel archidiakonens, er blevet ophævet. De få domkapitler, der er bevaret i protestantiske områder, fungerer oftest kun som kapitalfonde, hvoraf renterne anvendes til at belønne særligt fortjente mænd.